If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2123Visninger
AA

3. What a wonderful world

Det er mandag, sikkert en lorte dag for mange af os, fordi skolen starter efter en dejlig weekend. Men jeg har ferie, og det vil jeg have det næste års tid. Jeg er meget dygtig i skolen, prale prale, og mine lærere besluttede af give mig mine eksamensprøver allerede 3 måneder efter sommerferien - guess what? Jeg bestod A, og ikke kun A. Jeg fik A+. 

Så eftersom jeg bestod mine eksamener og faktisk klarer mig bedre end folk der er to år ældre end jeg, gav de mig fri. Virkeligt usædvanligt, men sjove ting sker jo, ikke? Så længe jeg lover stadig at studere lidt en gang imellem, vil de lade mig holde fri resten af skoleåret! Er du sindssyg, jeg var så glad da jeg fik det at vide. Også mine forældre, selvom de ikke rigtigt interesserer sig for min skolegang. Faktisk arbejder de stort set 24 i døgnet, og jeg er sjældent sammen med dem i mere end et par timer om dagen. Jeg er nok lidt ensom, men.. faktisk har jeg tænkt på at tage ud at rejse, ikke ret langt bare lige til.. øh ja, Irland, har jeg tænkt lidt på. Sådan for sjov, ikke fordi jeg har noget ærinde eller noget. Nej, nej.

***

Klokken ti mandag aften sidder jeg så her på mit værelse med computeren tændt, prøver at booke en billet i toget som går til Irland på onsdag. Det lykkedes også, for jeg er så heldig - faktisk er der ikke mange andre end mig, der skal på det tog på onsdag, men alligevel er det godt at have reserveret en plads. For en sikkerheds skyld.

Riley Carter - vogn 3, kupé 4, sæde 2

onsdag den 19. november kl. 11:20

Fra London, England til Mullingar, Irland

Tjek lige min lækre billet her! Riley her har styr på det med at booke togbilletter, yeah!

Jeg rejser mig fra stolen og klappet min bærbar sammen, jeg har et mindre dilemma nu; hvilket tøj skal jeg pakke ned? Og hvad skal jeg egentlig ellers tage med? Langsomt opbygger jeg en liste i mit hoved. Tøj, selvfølgelig, sko, sæbe og shampoo, min iPod, tandbørste og tandpasta, æh.. Hvad mere? Jeg lukker øjnene, lader min højre hånds fingre tromme på min tinding, prøver at komme i tanker om, hvad jeg skal have med. Den grønne top og de lyse shorts, din make up, husk også hårelastikker og hårnåle, du skal se godt ud, hvis du finder ham! Og jeg skal have.. vent, hvad? Ham? Se godt ud? Den grønne top? - den er for lille! Og han hader sikkert grøn. Jeg tager mig selv i at tænke på ham igen. Jeg sætter mig ned mens jeg sukker. Hvorfor er han altid i mine tanker? Og hvad er det min sindssygt kloge, men dumme og dobbeltmoralske hjerne dog tænker på? Pokker tage den.. og dog, jeg vil helst ikke miste min hjerne, den kunne blive nyttig.

Jeg tager mig til hovedet og lader mine lange fingre glide gennem mit hår. Hvor er jeg dog latterlig, hvad er det jeg prøver at gøre? Jeg kan jo ikke klare at sidde her alene længere, mens min barndomsven, min bedste ven render rundt et sted i verden, og muligvis bare venter på at jeg finder ham? Tag af sted og find ham, dumme men kloge Riley!

Jeg rejser mig fra gulvet, hvor jeg før sad og går direkte mod mit skab, hvor jeg hiver alt ud, jeg har derinde. Jeg ved ikke helt, hvor lang tid jeg vil være væk, så det er vel godt at være godt forberedt. Jeg tager mig selv i at smile, mens mine tanker kredser om hvem, jeg vil møde i Irland.

***

Jep, så er det onsdag, klokken er 12 og jeg har siddet i toget i en halv time. Min bagage - det vil sige mine tre enorme kufferter plus min store håndtaske - ligger i opbevaringsrummet, og ja! Der er sgu noget der hedder et opbevaringsrum i et tog, ret så smart hvis du spørger mig. Det lykkedes mig altså at få proppet det meste af mit tøj ned i de tre kufferter samt mine andre ting, men jeg blev også nød til at sætte mig på kufferterne for at kunne lyne låsen.

Jeg læner mit hoved mod ruden, som er kold og dugger når jeg ånder ud. Min iPod ligger i min lomme, musikken spiller og høretelefonerne er proppet godt ind i mine ører. Jeg lukker øjnene, og forestiller mig et paradis, sådan et jeg ønsker mig.

Jeg slentrer stille ned ad gaderne med mine kufferter slæbende efter mig, skraber mod jorden så det giver genlyd i gadens tusmørke. Ikke én eneste lygtepæl er tændt, end ikke ét lys skinner ud fra de mørk belagte huse. Min ånde stiger ud fra min mund i en hvirvlende hvid sky, som skyldtes at kulden har overtaget min krop. Jeg ved ikke, hvor jeg vandrer hen. Jeg går bare mod et ubestemt, ukendt mål, går for at blodet i min krop ikke fryses til is, som resten af min krop næsten er. Langsommere og langsommere går jeg, kulden har næsten overtaget min krop, prøver at bryde mig ned. Mine ben giver efter under mig, men inden jeg når er lande med hovedet mod den iskolde, hårde asfalt, griber et par arme mig. Varme arme, mens personens varme ånde i min nakke får mine nakkehår til at rejse sig, og mine øjne bliver spærret op. Forundret over dette mirakel, vender jeg mig langsomt om mod personen for at finde ud af, hvem min redningsmand er. I samme øjeblik er han væk, pist forsvundet.

Jeg slår øjnene hårdt op, en enkelt tåre triller ned ad min kind. Jeg vender mig om, kigger efter personen som greb mig. Det er der, jeg indser, at det var en drøm. Bare en drøm. Et mareridt, men alligevel også et eventyr. Det var ham, min barndomsven. Jeg kunne ikke se det, jeg kunne mærke det. En længsel så stærk skyller ind over mig mens tårerne strømmer op i mine øjne. Jeg blinker, blinker og blinker, og langsomt forsvinder tårerne. Der lyder et pling, derefter en kvindestemme som siger: "Næste stop: Mullingar, Irland. Forventet ankomst om 5 minutter." Jeg rejser mig fra det bløde sæde med det stribede grå stof, og går mod en dør forrest i kupéen. Jeg åbner den, smutter ind og får fat i min bagage. Jeg skal ud, og det skal være nu.

Toget begynder at køre langsommere og langsommere, og snart står det stille. Jeg famler lidt med min bagage, og skynder mig så ud ad døren, slet ikke opmærksom på kontrolløren som pænt ønsker mig en god dag; jeg skal bare ud.

Stationen er næsten tom, kun få mennesker står og snakker mens de venter på næste tog. Jeg lægger hurtigt mærke til, at jeg næsten er den eneste, der står alene uden rejsepartner. Nå. Jeg tager fat i mine kufferter og skal til at begive mig af sted til.. til øh.. fuck! Fuck, fuck, fuck! Jeg har sgu da ikke bestilt noget hotelværelse eller noget! Store idiot, klaptorsk, rædsomme Riley der glemmer at få et sted at opholde sig! Kæmpe idiot!

Jeg bander og svovler indeni mig selv, mens jeg slår et slag mod min pande. Av, for helvede! Nu påfører jeg også mig selv skade, det hjælper selvfølgelig også! Grr, lorte dag. Riley din dumme, glemsomme, idiotiske.. Jeg bliver brat revet ud af mine indre forbandelser om mig selv, da en stemme spørger mig: "Mangler du noget? Du ser faktisk ret fortabt ud." Et par øjne kigger spørgende ned på mig. Det er en dreng, nok omkring de 23 år. Jeg ryster på hovedet, sukker.

"Hvis det faktum at jeg ikke har noget sted at bo lige på nuværende tidspunkt er at være fortabt, så ja. Jeg mangler noget, og jeg er fortabt." Mit svar synes at lyde irriteret og avisende, men det er langt fra, hvordan jeg har det. Faktisk vil jeg hellere end gerne have lidt hjælp til at finde et sted, jeg kan overnatte bare i nat. Jeg mener, det er aften, jeg er sulten og jeg har ikke et sted at være, medmindre jeg vil sove i et buskur oven på mine tre kufferter. Jeg kigger op mod drengen. Hans øjne er venlige, og han virker faktisk ret hjælpsom.

"Glemt at booke hotel? Jeg kan godt se, at du er lidt fortabt." Hans svar er ikke endegyldigt, jeg fornemmer at han har mere på hjerte. "Ja..?" siger jeg, lokker ham til at sige mere. Han ruller med øjnene mens han trækker på smilebåndet, ryster på hovedet men siger så: "Har du brug for et sted at overnatte i nat, må du gerne bo hos mig. Min bror er ikke hjemme de næste par dage, så du kan låne hans seng, hvis det frister dig."

Haha, ville nok være min første tanke. PÆDOFIL! ville jeg dernæst tænke. Men der er noget i hans øjne, der udstråler ærlighed og tillid. Måske er det dumt, men jeg vælger at stole på ham. Og desuden skal jeg jo finde et eller andet sted at sove, så hvorfor ikke gøre det let og tage med ham hjem nu? .. det lød forkert.

"En smule akavet måske, men ja tak. Jeg skal jo sove et eller andet sted, og en rigtig seng lyder meget fristende i forhold til en bænk under et halvtag," siger jeg og smiler oprigtigt. Han løfter øjenbrynene som svar og nikker til mig, for at få mig til at følge efter ham. Jeg bliver måske lidt irriteret da jeg finder ud af, at vi skal gå.

"Har du ikke en bil?" spørger jeg halv surt. Han ler.. han har en lidt sød latter. "Min bil er på værksted og kommer ikke tilbage før om 14 dage," svarer han mig med et smil på læben. Jeg ryster på hovedet, men trasker videre efter ham med nu kun en kuffert og min håndtaske på slæb. Han var så sød at tage de to andre kufferter.

Da vi havde gået lidt blev tavsheden for meget. "Hvad hedder du egentlig, hr.. ?" spørger jeg. Han vender hovedet om mod mig, der går mig bag, og svarer: "Horan. Greg Horan. Hvad hedder du selv?" spørger han igen. Jeg trækker lidt på skuldrende. Jeg har før oplevet at folk kritiserede mit navn.

"Riley," svarer jeg. Jeg går ned ved hans side, så jeg kigger op på ham. Han tygger lidt på navnet. "Riley.. Aha. Er det ikke et drengenavn?" spørger han. Jeg mumler et lille "tsk," og kigger ned igen. "Ligner jeg måske en dreng?" spørger jeg. Jeg ville ikke blive overrasket hvis han svarede ja. Han virker til at elske syg humor og den slags. I stedet for at svare går han videre, ligesom også jeg gør det. Det var den samtale, ikke særlig lang, men jeg gider egentlig heller ikke snakke mere. Jeg er træt.. og sulten. Meget sulten endda. Åh, jeg kunne æde en ko! Eller ad, nej. Men jeg kunne spise rigtig meget lige nu.

Greg stopper op da vi står foran et sødt familiehus. Meget normal størrelse med en fin have. Sødt. Han fører mig op til døren, hvor han trækker en nøgle op fra hans lomme og låser døren op. Rummet vi træder ind i er lyst med en masse billeder på væggen. Jeg får ikke tid til at se nærmere på dem, før min mave knurrer højlydt og Greg trækker mig ind i et køkken, hvor han hurtigt smækker en sandwich sammen. Jeg kigger taknemmelig op på ham, og han smiler tilbage. Dernæst trækker han en stol ud til mig fra et lille rundt bord midt i køkkenet. Sikke en gentleman! Lige den slags mænd jeg ikke falder for. Jeg mener, jeg kan jo godt selv, ikke? Det behøver ikke at gøre selv den mindste ting for en, som for eksempel at trække stolen ud. Det irriterer mig faktisk lidt.

Jeg gnasker mig igennem sandwichen. Selvom jeg før var så skide sulten, er jeg det langt fra længere. Greg må have puttet nogle mætheds-piller i min sandwich, hvis der findes sådan nogle. Imens jeg sad og spiste, bar Greg mine kufferter og taske ind på det værelse, jeg nu skal sove i.

"Her. Du skal sove herinde. Badeværelset ligger lige overfor. Jeg har værelse ovenpå, er der noget galt kommer du bare, ikke? Min mor er desuden ikke hjemme, så bare vær dig selv. Godnat." Og det var alt, hvad han sagde til mig, da jeg nærmest blev smidt ind på værelset. Okay så. Jeg ser mig omkring. Rummet er ret tomt. Der er kun en seng, et tv og et skrivebord. Ikke nogle billeder eller andre personlige ting. Jeg trækker på skuldrende og trækker i mit nattøj, hvorefter jeg smutter ind på badeværelset for at børste tænder.

Da jeg 10 minutter senere ligger i "min" seng, kan jeg ikke sove. Der er noget ved det her sted, det her hus, som er så bekendt. Men jeg kan ikke huske, hvorfra jeg har set det før. Jeg lader mig glide ned under dynen, hvor jeg lukker øjnene og glider ind i en dyb drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...