If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2123Visninger
AA

9. So this is One Direction

Jeg vågner i Nialls arme, som jeg har gjort de sidste par dage. Misforstå mig nu ikke, det er ikke sket noget af den slags.

Siden vi kyssede, har jeg svævet på en lyserød sky. Mine tanker summer kun om Niall, Niall og Niall. Jeg har prøvet at tænke på andet, men jeg kan virkelig ikke. Jeg. Kan. Ikke!

Ikke at der var sket noget ud over det sædvanlige siden vi kyssede, udover at 'det sædvanlige' er blevet ændret lidt. I stedet for at skræmme mig fra vid og sans, kommer han nu gående roligt bagved mig og sørger for at lave tilpas meget larm, så jeg ikke får et chok. I stedet lægger han armene om mig, og trækker mig ind til sig.

Præcis sådan ligger jeg nu - i Nialls arme, trukket ind til ham. Han fantastiske dufter hænger overalt i rummet, faktisk bare hele hotelværelset. Han har næsten ikke været ude af bygningen, kun den dag, jeg fandt en seddel på den anden side af sengen.

Kære Riley. Du sover virkelig tungt lige nu, og jeg regner ikke med at du vågner lige foreløbigt, så jeg er smuttet ud en tur. Jeg er her før du vågner. Brevet er bare for en sikkerhed skyld, du ved.

- din Nialler

Det stod der, og jeg blev så fucking varm om hjertet. Men på den anden side blev jeg også skuffet, fordi jeg vågnede, før han kom tilbage - helt ærligt! Prinsessen på ærten vågner, og prinsen er her ikke en gang?

Godt det ikke var sådan i dag. Men der har hele tiden været denne her gnavende fornemmelse af, at han den dag var ude og lave noget, som han skjuler for mig. Jeg ved ikke, hvad det er.

Jeg drejer forsigtigt hovedet og støder det næsten sammen med Nialls, fordi han ligger så tæt på mig. Hans mund er let åben, og ned ad hagen hænger der lidt savl. Jeg rynker på næsen og smiler, mens jeg stille trækker mig fri af Nialls greb om mig. Hans arme falder slapt ned mod sengen, hvor jeg for et øjeblik siden lå. Han kommer med et lille grynt og jeg fniser.

Jeg bevæger mig med lette skridt over mod kommoden, som jeg har smidt alt mit tøj ned i. Jeg hiver hurtigt et par bordeaux røde jeans op samt en løs hvid t-shirt med et sort print, og hopper hurtigt i det.

Jeg kigger mig hurtigt omkring i rummet og får øje på en telefon ved siden af sengen, som jeg ikke har set før, så jeg går ud fra, at den tilhører Niall.

Mobilen er iskold i mine hænder, så jeg tager den straks med ind i stuen, hvor der er betydeligt varmere. Mine fingre fumler hen over skærmen, prøver at knække koden der er på. Jeg trykker forskellige tal mindst tusinde gange og ender med at måtte vente i tredive minutter, før jeg igen kan forsøge at låse mobilen op.

Jeg smider mobilen i sofaen og rejser mig. Jeg vil have morgenmad, for jeg er sulten. Sjovt nok.. for det er jo derfor, jeg vil have mad. Morgenmad.

Køleskabet er stadig fyldt med alle de lækre ting, Niall har købt til mig, så jeg hiver lidt af hvert frem. Vanilie yoghurt, jordbær, friskpresset appelsinjuice og chokoladekiks.

Jeg hælder en masse yoghurt i en skål og blander det med jordbærrene, hældet et stort glas juice op og tager en kiks i hånden.

Mens jeg ser på maden, jeg nu har fundet frem, kan jeg godt se, at jeg ikke kan have det hele på én gang. Jeg kunne selvfølgelig bare gå to gange ind i stuen, men jeg er altså for doven til at gå to gange ti meter, for at komme ind i den dejlige sofa igen. Derfor snupper jeg bare en bakke fra et af skabene.

Bakken er fyldt med morgenmad, så fyldt som yoghurt og juice nu kan fylde, og jeg står et øjeblik og kigger på maden. Jeg tager en hurtig beslutning, og hiver også pakken med kiks over på bakken. Jeg smiler tilfredst.

Bakken stiller jeg på glasbordet i stuen overfor sofaen. Jeg er hurtigt over skålen med yoghurt, og min juice ryger lige så hurtigt ned. Jeg smider skålen og glasset tilbage på bakken og nupper en kiks. Og så en til.. og en til.. og lige en enkelt mere.

Sådan sidder jeg bare og stirrer ud i luften, mens jeg spiser kiks. Når jeg er færdig med en, famler min højre hånd efter en ny i pakken ved siden af mig.

Indtil nu.

For pakken er tom.

Fortabt søger min hånd bare endnu længere ind i pakken i håb om, at der måske var en halv tilbage i pakken. Men alt jeg får fat i, er Nialls mobil. Jeg tjekker hurtigt klokken, som viser 9:54, og så går det op for mig, at der er gået en halv time, og at jeg igen har fem forsøg til at gætte Nialls kode.

De første tre gæt er tilfælde og selvfølgelig også forkerte. Det fjerde forsøg tænker jeg nøje igennem. Hvad kan det være? Jeg indtaster Nialls fødselsdags dato, 1309, men det er forkert. Selvfølgelig. Det ville jo være oplagt for en fremmed at skrive hans fødselsdags dato. Hvis de vidste det, altså.

Jeg sukker, fordi jeg kun har ét forsøg tilbage. Jeg tænker så det knager, men ender med til sidst at give op og bare skrive endnu et tilfældigt tal. Jeg trykker 2307 ind på skærmen og forventer at se den blinke rødt, gå i sort eller sådan noget, men istedet lader den mig komme ind på startsiden, som viser et billede af Niall og fire andre drenge. Jeg undersøger dem et øjeblik, men min frist til at tjekke hans beskeder overvinder mig.

Indbakken viser kun en liste med fjollede navne såsom BooBear, Hazza og Bradford Boi.

Jeg rynker mit ene øjenbryn og kigger uforstående ned på den lille iPhone skærm.

Æh.. Hvilke kontakter er det lige, at Niall har? Hazza? Hvem fanden er det lige? Det lyder som en eller anden pusher.. Ej, okay. Måske ikke, men det lyder underligt.

Jeg sidder med korslagte ben og surfer rundt på Nialls iPhone, som jeg faktisk har stjålet.

Der er lidt spil her, lidt spil der, en underlig app, en anden undelig app og..

Jeg giver et højt hvin fra mig, da telefonen pludselig begynder at ringe højlydt og vibrere.

Hurtigt får jeg styr på min vejrtrækning og ser, hvem der ringer.

BooBear, står der på skærmen. Skal jeg tage den? Jeg kigger hurtigt til begge sider for at sikre mig, at Niall ikke er i nærheden.

Så flår jeg telefonen op til mit øre og trykker på den grønne knap.

En drengestemme lyder glad fra den anden ende af røret.

"Hey bro. Er du stået op? Og hvordan går det med.. det var Riley, ikke?"

Jeg sidder helt stille et øjeblik, men tager så mod til mig og svarer.

"Hey.. bro. Ja, jeg er stået op, jeg har det fint og jo - mit navn er Riley," siger jeg frisk.

Der bliver et sekunds tavshed i den anden ende.

"Åh hej, Riley. Øh ja, jeg havde godt nok ikke lige regnet med, at det var dig, der tog telefonen.  Hvordan går det med Niall? Har du slået ham helt i gulvet i nat eller hvad, siden du tager hans telefon?" joker drengen, BooBear åbenbart. Det er altså et underligt navn.

Jeg bliver helt forlegen over hans kommentar, for jeg ved jo godt, hvad han mener.

"Nej, Niall har det fint. Han sover bare," svarer jeg koldt.

"Nå, okay. Jeg hedder Louis," præsenterer han sig. Louis? Hed han ikke BooBear?

Jeg tøver et øjeblik inden jeg svarer.

"Øh.. godt at.. møde dig, Louis. Men hedder du ikke BooBear eller sådan noget?" spørger jeg langsomt.

Louis begynder at grine højt, virkelig højt endda. Og jeg sidder bare der på sofaen med mobilen i hånden, mens Louis griner derudaf.

"Nej," begynder han, stadig lidt grinende, "mit navn er ikke BooBear. Det er et kælenavn," fortsætter han.

Og pludselig bliver mine kinder tomatrøde, for jeg havde overhovedet ikke overvejet muligheden, at BooBear kunne være et kælenavn. Jeg slår mig selv i panden og ruller med øjnene, fordi jeg er så dum.

"Hmf, okay så. Det vidste jeg da godt," siger jeg henkastet, prøver på at redde den pinlige situation, jeg er havnet i.

Louis griner igen gennem røret, og jeg skynder mig at komme videre i samtalen.

"Og hvad er så Hazza og Bradford Boi's rigtige navne? For jeg går da ud fra, at det bare er kælenavne," siger jeg. 

Yeah man, jeg har styr på det nu! Jeg ved helt tydeligt, at Hazza og Bradford Boi er kælenavne. Jeg' for god.

"Hazza er Harry, den flirtende, charmerende og perverse dreng, og Bradford Boi er Zayn, den mystiske, sjove og lækre. Jep," svarer Louis.

"Men du glemte Daddy Direction - ja, altså Liam. Han er den ansvarlige og omsorgsfulde, meget venlig fyr, ja. Men det er selvfølgelig ingenting i forhold til mig, for jeg har jo ALT det gode. Humor, sixpack og alt det, ikke?" fortsætter han.

Jeg griner lidt over Louis' bemærkning om ham selv, og vælger at gå ud fra, at det nu nok er rigtigt.

"Jeg ved det godt - jeg er bare charmerende!" siger Louis stolt som svar på min latter.

"Nok med det - er Niall vågen nu? For jeg har lige brug for at snakke med ham om, hvornår I skal komme herover," siger Louis glad. Jeg rejser mig for at gå ind på værelset og tjekke, om Niall er vågen, men det er han ikke.

"Han er ikke våg.. hey, vent lige! Hvad er det for noget med, at vi skal komme over?" spørger jeg mistænksomt. Niall har da ikke nævnt noget, har han? Nej, det mener jeg bestemt ikke, at han har.

"Har han ikke fortalt det? I skulle komme over til vores fælles lejlighed i eftermiddag, så du kunne møde resten af One Direction. Hm, nå. Det var nok en hemmelighed, ups," siger Louis ligeglad. Men jeg er langt fra ligeglad.

"Øjeblik Louis, jeg skal lige vække Niall - han har en del at forklare, den lille hemmelighedsfulde abekat!" halvråber jeg i røret til Louis.

Jeg hører Louis' protester, men de er snart væk, dels fordi jeg ikke kan høre ham så godt, da jeg ikke har telefonen ved øret længere, og dels fordi han er begyndt at grine i stedet for.

Jeg stopper op foran døren til værelset, som stadig står på klem, efter at jeg for to minutter siden var herhenne. Jeg tager en dyb indånding og skubber stille døren op. 

Hurtigt lister jeg hen til sengen og stopper. Jeg tager Nialls telefon op til øret igen, og hvisker til Louis:

"Louis, jeg ringer tilbage senere. Jeg skal lige flænse.. øh, vække Niall. Farvel."

Jeg smider telefonen på natbordet, og læner mig langsomt ind over Niall. Hans mund er halvt åben, og han kommer med små snorke lyde.

Mine knæ siger knæk, da jeg sætter mig på hug, så mit ansigt er ud for Nialls. Min finger stryger over hans kind og han rynker på næsen.

Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal starte blidt ud og senere flænse ham, eller bare starte med at flænse ham. Tja, han har trods alt ikke fortalt noget overhovedet, og jeg er ved at panikke indvendigt over, hvad jeg skal tage på, så jeg vælger mulighed nummer to.

Jeg går roligt ud i køkkenet, snupper to grydelåg og går tilbage til værelset. Niall er stadig ikke vågnet - men det skal han nok komme til.

Jeg placerer mig i den tomme side af sengen, så Niall har ryggen vendt til mig. Jeg håber på, at når han vågner, vil han falde ud af sengen. For så ond er jeg nemlig, yes yes.

Der lyder en masse larm, da jeg starter med at banke de to grydelåg mod hinanden og min plan virkede: Niall falder direkte ud af sengen og ned på gulvet, hvor han lander med et højt bump. Dynen følger stille efter, og glider ned over ham.

"Hvad fanden sker der?!" råber han forskrækket.

Jeg griner og kaster hovedet bag over og grydelågene ryger med. Jeg tillader mig at klappe i hænderne af Nialls fald ud over sengekanten, for det var nærmest en pragtpræstation.

Niall har rejst sig og drejer en halv omgang, så han kigger direkte på mig. Hans blik er både ondt og anklagende, men jeg er ligeglad. Jeg havde en god grund til at vække ham på den måde.

"Du var selv ude om det," siger jeg til mit forsvar. Nu kigger han uforstående på mig.

"Hvorfor det? Hvad har jeg nu gjort?" spørger han og løfter sit ene øjenbryn. 

Jeg løfter hånden og lader som om, jeg tæller på mien fingre.

"Tja altså.. Først forskrækkede du mig en morgen, hvor jeg altså lige havde slået mig, og nu fortæller du mig ikke engang, at jeg skal møde One Direction i dag, så jeg har en kæmpe tøjkrise!" siger jeg højt og anklagende, for han skal vide, hvor stort mit problem er.

Han bider sig hurtigt i læben og kigger væk.

"Undskyld, Riley," mumler han til sidst. Og hans blik, hans store, våde hundeøjne og bævende underlæbe får mig til at kaste mig ud af sengen og smide mig i hans arme, for han virker så sårbar, når han står på den måde.

"Ej, undskyld Niall," mumler jeg mod hans bryst, "det var jo ikke fordi, jeg var sådan rigtig sur på dig, vel? Er du ked af det? Undskyld," fortsætter jeg med dårlig samvittighed.

Han aer mig over håret og løfter til sidst mit ansigt op, så jeg kigger lige ind i hans fantastiske blå øjne, som jeg har længtes efter i elleve år. 

Der breder sig et stort smil på hans læber, og han er lige ved at grine. Jeg kigger uforstående på ham.

"Riley, jeg er ikke ked af det, du skal ikke sige undskyld. Jeg hader bare, når piger flipper ud på mig, når de afslører mine overraskelser for dem," siger han som svar.

Hans svar får mig til at tænke et øjeblik. Overraskelse? Som i at han planlagde det for min skyld? Aw! Det er jo sødt!

"Overraskelse? Så du planlagde det for mig?" spørger jeg. Han nikker som bekræftelse. Jeg smiler og stiller mig på tæer, så mine læber kommer i kontakt med hans. Jeg kysser ham blidt og lader ham trække mig tættere ind til sig. 

Han trækker sig væk efter et stykke tid, for at få pusten. Hans hænder finder mine, og jeg fletter mine fingre ind i hans. 

"Havde du ikke en tøjkrise? Måske skulle vi få set af få købt tøj til dig," mumler han mod mine læber.

 

***

Klokken er lige godt fire om eftermiddagen, og jeg står på værelset, hvor jeg har iført mig noget af det tøj, som Niall insisterede at købe til mig. Vi fandt lidt her og der i diverse butikker, og jeg endte med at trække Niall med ind i en butik, fyldt med fantastiske kjoler. Jeg havde et godt øje til størstedelen af dem, men det var først da Niall kom gående med en kort lyseblå kjole, at jeg var solgt. Kjolen var helt enkel, fin lyseblå og af silke.

Jeg havde virkelig gjort alt for at betale, men Niall ville ikke lade mig gøre det. Og da han senere kom med en sølv halvskæde med et nøglevedhæng og sagde: "Du har nøglen til mit hjerte," var jeg på randen til at græde.

 

Jeg står og betragter mig selv i spejlet, kigger grundigt på kjolen, som Niall valgte, de sorte ballerinaer, den naturlige, lette make-up og håret, som er sat fint sammen i nakken. Jeg smiler. 

Jeg har det lidt som om, at jeg skal på date, hvilket jeg jo ikke skal. Men jeg skal møde Nialls bandmedlemmer, og jeg vil rigtig gerne gøre et godt indtryk på dem, så at se godt ud, er nok en vigtig del af det.

Niall har fortalt lidt om, hvem der vil være der i dag. Der er os selv, Louis, Liam, Zayn og Harry, samt Louis' kæreste Eleanor, Liams kæreste Danielle og Zayns kæreste, Perrie - hende kender jeg i øvrigt godt. Jeg heppede på hende og de andre fra Little Mix gruppen hele vejen gennem X-Factor, og jeg skreg som en sindssyg, da de vandt. Desuden elsker jeg Perries vidunderlige lilla hår.. måske skulle man prøve det?

Niall kommer ind ad døren og ser, at jeg står med halskæden, han købte, i hånden, så han går hen til mig og klikker låsen fast bag min nakke. Vi ser begge på hinanden i spejlet, mig fint klædt på og Niall som han plejer, for han mente ikke, at det var vigtigt for ham at se ekstra godt ud.. for han ser jo altid godt ud, ikke?

Nialls hånd tager fat i min og han siger, at vi skal afsted. Vi går lydløst ud af værelset, ud af hotelværelset, og låser døren efter os.

Jeg burde faktisk få forlænget min tid her på hotellet. Jeg lejede værelset for tre uger, og nu da der kun er halvdelen af tiden tilbage, burde jeg jo skaffe mig noget mere permanent at bo i. For ærligt talt - jeg tror ikke, at jeg kommer tilbage til London lige foreløbig.

 

Niall vinker ind taxa ind til siden og vi sætter os ind på bagsædet sammen. Niall giver chaufføren en eller anden adresse, og så kører vi ellers afsted. Undervejs bliver jeg nysgerrig, for selvom Niall og jeg har tilbragt halvanden uge sammen uafbrudt, har vi ikke snakket så meget om hinanden.

"Bor du og drengene her permanent, eller.. ?" spørger jeg nysgerrigt.

"Nej, ikke sådan rigtigt. Vi har en fælles lejlighed her, fordi jeg som den eneste kommer herfra, og en fælleslejlighed i London, fordi de andre kommer fra England. Vi har også hver især vores lejlighed i London," svarer han.

Der er stille lidt. Jeg tror, at Niall fornemmer min nysgerrighed, for pludselig stiller han også selv et spørgsmål, som han virker nysgerrig efter at få svaret på.

"Da du vækkede mig i morges, hvordan vidste du da, at jeg havde aftalt med Louis, at du skulle møde de andre?"

Jeg rødmer og kigger væk, for det er en pinlig historie. Ret meget endda.

"Nåh ja, det.. Din mobil ringede pludseligt, da jeg langt om længe havde fået låst den op, så jeg tog den bare, fordi du jo sov. Det viste sig at være Louis, og han fortalte mig så, at vi skulle hen til ham i eftermiddag," svarer jeg. Jeg lader det med navneforvekslingen ligge. Der er ingen grund til at snakke om det nu..

"Låste du min mobil op?" spørger han overrasket.

Jeg nikker.

"Hvor lang tid måtte du vente, indtil du fik låst den op?" spørger han og smiler.

Jeg klør mig akavet i håret, for ligesom at vise, at jeg tænker dybt.

"En halv times tid," mumler jeg som svar. 

Niall griner og fører mig ud af bilen, som pludselig står stille. Vi er her.

Ganske normal bygning. En kilometer høj bygning med millioner af vinduer, fordi der er så mange lejligheder.

"Hvilken etage bor I så på?" spørger jeg.

"Ottende etage," svarer Niall og griner.

Jeg sukker. Ottende etage? Hvis elevatoren er i stykker, så er jeg simpelthen færdig! Jeg kan ikke gå op ad så mange trapper.. ah.

"Forhåbentlig virker elevatoren," siger jeg. Niall kigger ned på mig.

"Hvilken elevator?" driller han og smiler. 

 

Stueetagen er stor og dækket med rødt gulvtæppe og bløde træpaneler. Ligesom man ser dem i film. Plus at der hænger en kæmpe lysekrone midt i det hele. 

Til mit held virker elevatoren, og der går ikke mange sekunder, før Niall og jeg står udenfor drengenes fælles lejlighed. Jeg er nervøs, og det bemærker Niall.

"Du skal ikke være nervøs, babe," hvisker han i mit øre. Hans ånde giver mig kuldegysninger helt ned på mine bare arme, og jeg kigger op mod ham, og han smiler selvsikkert. 

Jeg ryster på hovedet, ruller med øjnene og træder indenfor.

Et syn for guder er alt, hvad jeg ser. Fra gangen, man træder ind i, kan man se ind til den store oplyste stue, som er fyldt med mennesker og lækre møbler. 

Niall tager min jakke og hænger den på en knage og beder mig få indenfor. Jeg kigger betaget omkring og mærker Niall puffe mig fremad ind i stuen, hvor jeg bliver mødt af en masse smil og latter.

En af drengene letter sig fra sofaen og pigen, han sad ved siden af, rejser sig med ham. Han har brunt hår, klassiske seler og en stribet trøje på, og da han kommer nærmere kan jeg se, at han har blå øjne, dog ikke som Nialls.

Pigen, der står smilende bag ham, har langt, mørkt bølget hår, hazel-brune øjne og et giga smukt ansigt. Hun er iført et par forvaskede jeans med en lækker skjorte og tilbehør, og alt dette tøj, som bare er normalt hverdags tøj, ser bedre ud end min fine kjole. Den pige må kunne bære alt! Jeg er misundelig..

"Riley, halløj igen!" siger fyren.

Uh-oh.. Den stemme genkender jeg. Det er ikke til at tage fejl af, at det er Louis. Åh nej, forbered dig til at blive bombaderet med alt fra den pinlige samtale, Riley!

"Hej Louis," svarer jeg og smiler.

Han holder hånden på hjertet og ser overrasket ud.

"Oh.. oh my god, du kender mit navn, mit rigtige navn!" næsten skriger Louis.

Jeg gemmer hovedet i hænderne og griner. Rødmen stiger langsomt op i mine kinder, for det her - det er så pinligt!

"For altså.. BooBear er jo et latterligt navn, ikke? Medmindre du da synes, det lyder som et rigtigt navn, som jeg kunne have?" bliver han ved.

Jeg har løftet mit ansigt fra mine hænder igen, og jeg kan nu se det drillende blik, Louis sender mig. Jeg sender ham et ondt blik tilbage og smiler sødt.

"Er der noget, du ikke har fortalt mig angående den samtale, du havde med Louis?" spørger Niall mig, og udveksler et blik med Louis.

"Det er ikk.."

Og så afbryder Louis mig.

"Nåh nej, Nialler. Hun troede bare, at mit rigtige navn var BooBear, fordi det er det, du har kaldt mig på din mobil. Det er da ikke noget!" 

Louis smiler ondt, men hans øjne er venlige.

"Sshh!" siger jeg højt og rækker tunge ad Louis, som blot gør det samme.

Han og Niall er begyndt at grine, og jeg kan høre, at de andre, der sidder rundt omkring i stuen, også fniser lidt her og der, men jeg kigger bare ned i gulvet.

"Helt ærligt, Louis. Behøver du at ydmyge hende lige nu, hvor det er meningen, at hun skal gøre et godt indtryk? Det er jo ikke nemt med dig i nærheden," kommer det fra pigen bag Louis, der nu er trådt frem, puffer til ham og skælder ud på ham, alt sammen med et kærligt blik i øjet.

"Hej Riley, godt at møde dig. Jeg hedder Eleanor," siger hun. 

Aha, så det er Eleanor. Niall fortalte godt nok, at hun er model. Så er det jo klart, at hun er et syn for guder, selv for mig, der næsten overvejer at blive lesbisk. Ej, dog ikke. Jeg har Niall..

"Hej Eleanor," svarer jeg genert.

"Du skal ikke tage dig af Louis," siger hun forstående og puffer til Louis, som griber hende om livet og kysser hende på kinden. Jeg smiler af synet.

Eleanor river sig fri af Louis, smilende, og trækker mig længere ind i stuen til de andre. Hun sætter sig ned i en sofa, og klapper på pladsen ved siden af hende, som tegn til at jeg skal sætte mig der.

Ved siden af Eleanor sidder en pige, som er mindst lige så køn som Eleanor, med tusinde flotte krøller og et smukt ansigt, og ved siden af hende sidder - oh my god, oh my god, OH MY GOD! DET ER PERRIE!!!!! Jeg fangirler for vildt indeni, mens jeg prøver at holde en neutral facade udenpå.

Pigen ved siden af Eleanor præsenterer sig som Danielle - Liams kæreste. 

Perrie læner sig lidt frem, så hun kan se mig, og strækker sig så over mod mig, for at give mig et kram.

Oh.. oh.. god..

Jeg har lige krammet Perrie Edwards, den smukkeste, mest talentfulde, søde, dejlige sangerinde nogensinde! Sammen med resten af Little Mix, selvfølgelig. Elsker jo også Jesy, Jade og Leigh-Anne. 

Perrie kigger lidt på mig, studerer mig, og griner så lidt.

"Er du en fan, Riley?" spørger hun.

Jeg nikker og griner lidt.

"Er det så tydeligt?" spørger jeg hende, og hun nikker. 

"Fedt. Altid dejligt at møde en Mixer," fortæller hun.

Der lyder hostelyde fra stolen overfor, hvor en dreng med store brune krøller rømmer sig, og næsten bliver kvalt i sin falske hoste.

"Eh, ja. Nu spørger jeg bare, Riley, men er du slet ikke fan af os? Du sidder trods alt i et rum med One Direction, at du ved det," siger han udfordrende. 

Perrie rækker tunge ad ham.

"Harry - vi er piger, vi er lækre, vi synger godt, vi forstår Riley bedre end dig og vi er seje. Selvfølgelig er hun ikke fan af sådan nogle som jer," siger hun og kigger afventende på Harry.

Der kommer flere hostelyde fra en anden sofa, hvor en herrelækker fyr med sort hår og tattoveringer sidder. 

"Søde, selvfølgelig er hun fan af os. Jaja, I forstår hende måske bedre end os og alt det der. Men helt ærligt - hvem er ikke totalt forelsket i os? Jeg tror ikke på, at hun sådan for real ville kunne få et crush på jer, Perrie," siger han.

Han kigger på mig og nikker så.

"Jeg er Zayn," siger han. 

Zayn. Hm, det var så ham, der var Bradford Boi, tænker jeg. Og jeg er så glad for, at han ikke ved, at jeg troede, det var hans rigtige navn. Men der tager jeg fejl, for Louis og Niall er holdt op med at snakke, og kigger nu hen på os.

"Bradford Boi, sikke et underligt navn, altså!" aber Louis efter mig. Jeg fortryder virkelig, at jeg nogensinde sagde alt det pis i telefonen.

Zayn sender mig et spørgende blik, kigger på Louis og griner så.

Jeg gemmer igen hovedet i hænderne, og Eleanor trækker mig ind til sig, mens hende og de andre piger snakker om, at jeg bare skal ignorere ham, for sådan er han altid de første par dage. Han vil altid se, om man kan tage lidt sjov.

Og da går det op for mig, at Louis er pisse irriterende. Men jeg holder allerede af ham, for han er nærmest som en irriterende, beskyttende storebror. Han kunne faktisk godt være min storebror. Jeg er jo snart sytten, og han virker til at være et par år ældre end mig, vi har begge brunt hår og nogenlunde samme øjne. 

I mine tanker udnævner jeg hermed Louis som min storebror.

Det skal nok blive sjovt. For som søskende har man lov til at give igen, så meget man overhovedet kan. Og jeg kan altså en masse. Det skal han nok få at se engang i den nærmeste fremtid.

Jeg smiler og griner, og trækker mig tilbage til samtalen mellem alle de vidunderlige mennesker, jeg lige har mødt, men allerede føler mig tæt knyttet til.

Det skal nok blive godt, det her. Irland er det bedste, der nogensinde er sket for mig.

_____________________________________________________________________________________________

Badadam! Her er ottende kapitel! :D

Som I helt sikkert har lagt mærke til, har jeg ikke publiceret noget på denne movella i hvad? Tre måneder eller sådan noget, og det er jeg faktisk vildt, vildt ked af. Men jeg gik ligesom i stå. Og så startede jeg en ny movella op, stadig en One Direction fanfiction, som jeg blev ret betaget af den første måneds tid - dog har jeg heller ikke været så aktiv på den i den seneste måned. Jeg er virkelig ked af det!

Men jeg vendte egentlig tilbage til min movella, fordi jeg så, at den pludselig havde fået 1031 visinger - OVER 1000! Og jeg er SÅ vildt glad for det! Det betyder så meget, og jeg kunne ikke være jer mere taknemmelig. <3

Fremover vil jeg publicere nogle kapitler lidt oftere, og jeg vil prøve at udgive i hvert fald ét kapitel hver uge. 

Btw, undskyld hvis jeg ikke helt har styr på informationerne. Det er jo lang tid siden, hehe. Men 1000 tak til alle, der har liket og set min movella. Det betyder meget! Love u. <3

xx Julie

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...