If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2161Visninger
AA

4. Overwhelmed by memories

Jeg vågner ved at solen skinner ind på mig gennem sprækken mellem gardinerne. Jeg kan høre fuglene synge udenfor vinduet, og en vidunderlig glæde spreder sig i min krop. Jeg strækker mig og smiler, og hopper dernæst ud af sengen.. vent nu lige! Hvor er det nu, jeg er henne? Jeg klør mig lidt i håret mens jeg tænker sidste aften igennem. 

Toget, stod af, havde fucking glemt at booke hotel.. Greg!

Nå ja, jeg havde ikke fået booket det skide hotelværelse, pokker tage min glemsomhed. Men så var det jo, at jeg mødte Greg og han tilbød mig at sove hos ham, for hans mor og bror var ikke hjemme. Det var sådan det var, ja.

Jeg må virkelig huske at takke Greg for at lade mig overnatte, men lige nu skal jeg have bestilt et hotelværelse, så jeg smider mig tilbage i sengen, finder min bærbar frem og håber inderligt på, at der er internetforbindelse. Og gudskelov, det er der også! Jeg åbner internettet og søger rundt efter hoteller i Mullingar og omegn. Jeg er heldig. Der er ét enkelt værelse på et af de 10 hoteller, jeg fandt, som stadig er ledigt. Jeg skynder mig at booke det, og ånder letter op da der ikke er andre, der har bestilt mens jeg kiggede på hotelværelset.

Jeg slukker pc'en igen og putter den tilbage i min taske. Jeg ligger et øjeblik mere i sengen og rejser mig så for at få noget tøj på. Jeg smutter hurtigt i en hvid top og nogle lyseblå shorts. (link i kommentaren!)

Jeg finder min lysebrune læderjakke frem, smider den over skulderen og tager fat i mine kufferter og taske. Jeg lister så lydløst man nu kan med tre kufferter og en taske over skulderen, ud ad rummet og ind i gangen. Jeg ser mine elskede Jeffrey Campbell  støvler stå tæt ind mod væggen, og jeg smider mine kufferter for derefter at hoppe ned i mine elskede sko.

Jeg har måske et lille problem med alt for stor kærlighed til sko, men har alle piger ikke det? Jo, lige præcis! Jeg er måske bare lidt afhængig..

Da jeg har fået godt fat i alle mine kufferter igen, tager jeg i hoveddørens håndtag og til min store overraskelse, er den ikke låst.

Jeg træder ud i morgenens friske luft og lader solens lune stråler ramme min bare hud. Desværre har jeg ikke helt tid til at stå her ret længe, for jeg skal hen til det hotel og pakke alle mine ting ud.. hvilket vil sige, at jeg skal pakke alt mit tøj ud, for det er stort set det eneste, jeg har med.. ups.

Heldigvis er der ikke langt til hotellet, så jeg vælger at gå de få kilometer, der nu er. Andre ville måske bestille en taxa, men jeg er altså lidt anderledes, okay? Jeg elsker nemlig at gå tur i morgensolens stråler mens fuglene synger.

***

Okay, så klokken er nu fem om eftermiddagen, og jeg har endelig fået pakket ud på hotellet. Jeg havde regnet med at værelset ville være ret småt, da jeg trods alt kun bestilte et to personers værelse, men faktisk er der god plads. Væggene er malet i en lys farve, og alle rum hænger der smukke og farverige malerier, som kun fantasien kan gætte sig frem til hvad er.

Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. Jeg har tænkt på at tage ud og se noget, men på den anden side har det været en underlig ankomst her til Mullingar, og jeg vil egentlig gerne slappe lidt af. Og dog vil jeg også gerne smutte hen til Greg og lige sige tak.

Njaa.. Jeg venter til i morgen, han har nok ikke travlt. Han virkede i hvert fald til at være lidt af en dovenlars. Som om jeg ikke godt selv kan være det.

Jeg sidder i vindueskarmen i soveværelset og kigger ud, da min mave pludselig rumler helt forfærdeligt. Jeg er sulten, pisse sulten endda! Jeg har sgu da ikke fået noget siden i går aftes. Og jeg var så dum ikke at købe lidt ind på vej herhen. Grr, hvor kan jeg være totalt dum.

Jeg smutter træt ned fra vindueskarmen for at hente min pung i køkkenet. Jeg gider ikke til at lave mad selv, så jeg beslutter mig for at tage ned på en lille café, jeg så tidligere. Den så hyggelig ud..

Denne gang bestiller jeg en taxa, også selvom caféen viser sig kun at ligge to gader væk. Jeg smiler venligt til chaufføren, da jeg har lagt pengene og går ud. Han så ret irriteret ud, fordi jeg skulle køres til et sted som viste sig at ligge to gader væk. I don't care, det er sgu da hans job, så han har altså ikke ret til at se så irriteret ud, den gamle.. æh, ja. Den gamle mand med det grimme, blegfisede brune skæg.

Indenfor i caféen er der ret tomt. Der er faktisk ikke særlig meget plads, men det er hyggeligt. Væggene er malet i en varm, mørkerød farve og der hænger smukke lysekroner over hvert bord. Plus at der er et akvarium med guldfisk. Er her lige nice eller hvad? Forresten elsker jeg guldfisk..

Jeg sætter mig ved et bord ved vinduet og straks er en tjener kommet med et menukort til mig. Jeg vælger bare noget, jeg ved, jeg kan lide; lasagne. Nemt og lækkert, og så er der flutes til. Yummy!

Mens jeg venter på min mad og en cola, som jeg også bestilte, kigger jeg på menneskerne, der går på gaden udenfor. Fremragende valg af siddested, skulderklap til mig, yeah! Jeg smiler ved min egen tanke, og skal lige til at rulle med øjnene, da noget fanger min opmærksom; en dreng udenfor vinduet, ikke totalt høj, med lyst hår. Han snakker i telefon og haster forbi vinduet, hvor jeg sidder som en sten og kigger ud. Ham. Det der. Det er ham.

Minderne skyller ind over mig, og nu kan jeg huske alt;

Jeg sidder på en gynge i en park, solen skinner og børn løber rundt i hele parken, leger, griner, spiller bold. Jeg følte mig ikke ensom, for jeg sad og iagttog mine forældre, der sad på en bænk længere væk, ser forelsket på hinanden. Jeg smiler, indtil en dreng med mørkt hår sætter sig på gyngen ved siden af min. Jeg ser op på ham. Han er en smule højere end mig. Han smiler til mig, og hans øjne udstråler kærlighed, ikke som at han er forelsket, nej han ser på mig med en venlighed, der overvælder mig. Vi begynder at snakke. Jeg falder for ham med det samme; hans søde stemme, venlige øjne og hans smukke sjæl. Med ét er han min bedste ven, og jeg er hans.

Jeg vågner fra mit flashback, da tjeneren stiller min tallerken på bordet samt min cola. Jeg kigger op og mumler et tak, hvorefter jeg starter med at spise. Jeg sluger maden, og skyller hurtigt min cola ned, hvorefter jeg halv løber op til disken, hvor jeg betaler for maden. Jeg smiler venligt et hurtigt smil til personen bag kasseapparatet, og skynder mig dernæst ud ad døren. Jeg har ét mål lige nu, og det er at finde ham. Jeg er nød til det.

Pludselig indser jeg, hvor meget jeg har brug for ham. Jeg har inderst inde savnet ham mere end noget andet de sidste elleve år. Jeg skal finde ham!

Jeg løber rundt om hjørnet, hvor jeg sidst så ham gå hen. Jeg bliver ved med at løbe, drejer skiftevis til højre og venstre, ænser knapt nok trafiklysene, men bliver ved med at løbe indtil jeg mærker at jeg har fået sidestik. Jeg stopper midt på en vej og placerer mine hænder på mine knæ og bøjer mig forover mens jeg puster og stønner. Fuck mand, jeg har aldrig løbet så desperat efter noget i hele mit liv!

Jeg indser pludselig at jeg faktisk kun er en gade fra Gregs hus, og bliver derfor enig med mig selv om, at jeg lige så godt kan smutte hen og sige tak for overnatningen, så jeg ikke længere har det hængende på skuldrende mere.

Jeg stryger hen ad gaden og drejer om hjørnet, hvor jeg straks for øje på Gregs hus. Jeg retter lidt på mit tøj og hår - det må jo ligne en fugleredde efter den løbetur - og går med faste skridt op ad trappen mod huset. Jeg løfter hånden og banker tre slag mod døren, som straks bliver åbnet, men ikke af den person, jeg forventede at se. Jeg stivner, og jeg har det som om jeg falder, da jeg ser ind i de dybe, smukke, blå øjne, som viser sig foran mig.

Det er ham.

_______________________________________________________________________

Så! Tredje kapitel, hvad synes I? Giv mig gerne kritik, helst konstruktivt! :D

Tak til de personer, som har liket! Det betyder en del for mig, selvom der endnu ikke er særlig mange, der har liket, haha. xD

xxx Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...