If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2139Visninger
AA

2. Forever in my Heart

Pokker tage dig hjerne, som ikke kan huske elleve år tilbage, pokker tage dig langt væk! Grr, det irriterer mig mere end myg at min hjerne er dum, som en dør og vi ved jo alle, at de er pænt dumme.. hvilket i øvrigt vil sige, at min hjerne er pæn, ha!

Altså, du kender godt det med at se et ansigt og så tænke: "Den person har jeg sgu set før!" men du ved ikke hvor, vel? Tja, sådan har jeg det også. Forskellen er bare at jeg ikke kan huske ansigtet på personen, kun personen i sig selv. Og det går mig på nerverne som bare pokker! Pokker tage.. åh gud, jeg siger pokkers alt for meget, men okay. Man må ikke bande. Jeg' en artig pige.. nogle gange.

Lad mig fortælle jer en lille historie fra min barndom.. pokker tage at jeg lyder så klog!

Nå, men da jeg var fem tog mine forældre mig med til Mullingar i Irland, hvor vi så var i en uge, men jeg siger jer, det var den bedste uge, jeg nogensinde har haft! Selvom jeg kun var fem, ved jeg bare, at jeg aldrig har oplevet noget bedre; ser du, jeg mødte ham her.. ham.. æh, ja, for at være ærlig kan jeg ikke huske, hvad han hedder - endnu en ting, der går mig på nerverne - men han og jeg brugte meget tid sammen i den uge, og vi blev faktisk et ret godt makkerpar trods vi knap nok kendte hinanden. Han var som den bror, jeg aldrig fik. Faktisk tror jeg endda, at han var to eller tre år ældre end jeg, så det passede jo perfekt! Men den uge var ligesom også min værste tid nogensinde, for jeg skulle jo tilbage til London før eller siden, og det blev desværre før. Jeg tudbrølede, for jeg ville jo ikke væk fra min bedste ven, min bror af en slags. Men lykke varer ikke for evigt, specielt ikke hos mindre årige. Før eller siden vokser de sig til teenagere og alt bliver kaos. Så findes lykken ligesom ikke rigtigt længere, i hvert fald ikke hos mig. Jeg husker tydeligt, at jeg sad på mit værelse de næste tog uger uden at komme ud medmindre mine forældre købte is til mig. Jeg savnede min ven, og mine forældre havde aldrig troet at mit forhold til ham var blevet så personligt, så de udvekslede ikke numre eller adresser med hans forældre. Fanden tage jer.. fuck nej, det sagde jeg ikke! Og heller ikke det andet! Jeg bander aldrig.. øh, nogle gange da.

Sagen er nu den, at jeg i elleve år har ønsket at møde min ven igen, men hvordan vil du lige have jeg skal gøre det, når jeg ikke kan huske hans navn, ansigt, øjenfarve eller hårfarve?! Grr..

Det eneste jeg kan huske er, at jeg mødte ham i Mullingar i Irland, og jeg har skam også overvejet meget kraftigt at tage derhen for at bryde ind i hvert hus indtil jeg finder ham, men det hjælper sgu da ikke, når jeg ikke aner hvordan drengen ser ud! Han har vel også travlt med skolen og sådan noget, og han har sikkert glemt alt om mig nu.. han er vel også ved at være atten eller nitten år? Tsk nej, han ville aldrig kunne huske lille Riley med blomsterne i håret og det pjuskede, flettede hår med de grønne øjne. 

 

***

Jeg sidder på trappen udenfor hoveddøren med min guitar. Kun det.. eller, måske synger jeg også lidt, men det gør jeg ellers ikke offentligt.

Give me the chance to love you,

I'll tell you the only reason why,

'cause you are on my mind.

I wanna know your feelings,

what you see when you close your eyes,

'cause you are on my mind.

Jeg elsker denne her sang. Den beskriver stort set altid mine tanker. Og hvad er mine tanker så? Du gætter det aaaaldrig. Eller jo, det er jeg faktisk sikker på, du gør. Ham.

Desuden er Cody Simpson ret nuttet, og det er nok en anden grund til, at jeg virkelig elsker denne sang. Jeg lukker mine øjne, og synger videre. Denne gang er det en anden sang.

 

Who ever said that we could never hold on,

do now know I found my star, baby you are my star,

and now I'm happy I stood up for so long,

baby this is where our story starts.

I can't stop, can't stop this love,

no matter what they say I love you.

I can't stop, can't stop,

I love you no matter what they say,

I love you.

Smuk sang, meget smuk, ikke? Det synes jeg. Derfor synger jeg den. Fordi jeg elsker ham, underligt nok eftersom vi ikke har set hinanden i elleve år - medmindre han har set mig, men jeg tror nu ikke, han ville kunne huske mig, ligesom jeg ikke kan huske ham. Jo, faktisk kan jeg godt huske ham, jeg kan bare ikke huske noget om ham, ikke udover at han og jeg var som søskende. Jeg savner det. Jeg savner ham. Og lige meget hvad de andre siger, så vil jeg finde ham.

Forever in my heart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...