If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2199Visninger
AA

8. Floating so high, nothing can stop us now

Dagene efter operationen havde Niall passet mig som var jeg en lille baby. Var jeg sulten, gik han gerne ud i køkkenet for at lave mad, trods hans evner ikke just var som en mesterkoks. Desuden var han næsten altid i køkkenet, fordi han var sulten.

Han tilbød endda at læse en godnathistorie for mig, hvis jeg ikke kunne sove. Til det takkede jeg nej, for hvorfor nøjes med at lytte til hans stemme, som læser op af en bog, når jeg kunne få ham til at synge? Det var nøjagtigt hvad jeg fik ham til. Aften ud og aften ind sad han og strøg mig over håret, mens han smukke stemme fyldte rummet og gav en vidunderlig klang, som straks fik mig til at kæmpe for at holde mine øjne åbne.

 

Nu hvor jeg er vågner efter at have sovet i tolv timer, føler jeg mig frisk til at lave noget. Solen skinner ind gennem vinduet, og de varme stråler oplyser hele værelset. Jeg sparker smilende dynen af mig, og svinger mine ben ud over sengekanten, hvor jeg kun er et par millimeter fra at ramme Niall, som ligger på gulvet med et tæppe over sig. Mit smil blive bare endnu større af dette.

Aw, han er så sød, når han sover!

Hurtigt smutter jeg ud af døren til værelset, og lukker den forsigtigt i efter mig. De sidste par dage har Niall lavet mad til mig, så mon ikke det er på tide, at jeg laver noget til ham? I dag er jeg ikke løbet tør for varer, for det har Niall jo også været så gavmild at købe.

Hm.. æh, ja? Hvad skal jeg egentlig lave til ham? Æg og bacon? Og stegte pølser! EN KÆMPE BRUNCH!

Ha, jeg er så genial!

Takket være Niall kommer jeg hurtigt i gang, fordi jeg har alt, hvad jeg skal bruge. Æggene klasker jeg ud på panden, pølser og bacon på en anden plus at jeg også lige har planlagt at lave pandekager. Tanken om dette får virkelig mine tænder til at løbe i vand.

Som var jeg multitasker, står jeg nu og rører i æg med venstre hånd og vender pandekager med højre. Jeg føler mig god! Jeg smiler for mig selv over min lamme tanke, og ryster på hovedet for så at vende tilbage til arbejdet med at lave morgenmad.

Med fikse fingre får jeg hurtigt placeret pandekagerne fint på en tallerken, som jeg afslutter ved at hælde ganske lidt sirup på - spørg mig ikke, hvorfor jeg har lige præcis det i køleskabet. Som prikken over i'et lægger jeg tre-fire blåbær på toppen af stakken med pandekager. Sådan! Jeg smiler tilfredst for mig selv, stolt over mit arbejde. Måske skulle jeg være kok?

Æggene, baconen og pølserne kan jeg ikke være kreativ nok til at anrette fint, så dem smider jeg bare på en tallerken mellem de to lys, jeg også har sat på bordet.

Jeg træder et skridt tilbage for at beundre mit kunstværk. Perfekt! Endnu en gang smiler jeg tilfreds for mig selv. Nu mangler vi bare æresgæsten..

Glad hopper jeg ned af gangen mod værelset, hvor Niall stadig ligger på gulvet og sover, da en tanke pludselig slår igennem mig. Jeg har stadig nattøj på, ikke?

For at være sikker kigger jeg langsomt ned af mig selv. Jo, den er god nok. Der skal skiftes tøj inden jeg vækker Niall.

Stille og roligt hopper jeg videre ind af døren til værelset og lister på tæerne over med klædeskabet. Med en knirkende lyd får jeg åbnet døren. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen for at se, om det har vækket Niall, hvilket det selvfølgelig ikke har. Den dreng sover virkelig som en sten!

Jeg snupper hurtigt en hvid nederdel med små detaljer, mit yndlingsbælte og en lys, grøn top (link i kommentaren) og smutter hurtigt ud gennem døren og ind på badeværelset, hvor jeg klæder om og smider nattøjet i håndvasken - jeg har ikke nogen vasketøjskurv, okay?

Jeg vil ikke gøre noget helt vildt ud af mit hår, så jeg sætter det bare op i en løs knold. Hurtigt tager jeg et enkelt sprøjt parfume og suser ud af døren.

Radioen, jeg jeg tændte da jeg lavede mad, spiller nu en sang, som jeg straks danser til som en abe med brækket ben. Min elskede, kommende mand, Conor Maynard, er i radioen og synger til miiiiiig! Jeg er skudt i den dreng. Han er også den eneste 'populære' musiker, jeg kender. Og han er så søøød!

Mens jeg stadig danser som en skadet abe, bevæger jeg mig ind på værelset, for blot at falde over dørkarmen og lave en masse larm.

Fuck.

Jeg holder vejret. Ikke af smerte, for der skete underligt nok ikke noget med mig. Jeg holder vejret fordi, jeg ikke vil vække Niall - ikke på denne her måde.

Jeg sidder sådan de næste tredive sekunder, og da der ikke sker noget, tillader jeg mig at fnise lidt. Jeg havde regnet ud, at den dreng sover som en sten, men så meget? Wow.

Det at spille scenen i mit hoved igen, får mig blot til at grine. Lidt højlydt endda, men det tager jeg mig ikke af. Hvis Niall ikke vågner af at jeg næsten laver et jordskælv, hvorfor skulle han så vågne af at jeg griner lidt?

Hm.. Hvordan kan jeg vække ham? Måske skulle jeg..

Jeg bliver afbrudt af mig selv, der skriger og hopper mindst ti meter i vejret. En eller anden greb mig lige om livet, og da jeg ikke ved, hvem det er, vælger jeg at tro på den eneste mulige løsning; et menneskeædende kæmpeedderkop!

Mine hurtige vejrtrækninger bliver ikke ligefrem mere regelmæssige da en ånde lægger sig omkring min nakke. Jeg har klemt mine øjne hårdt i, og jeg skærer næsten tænder. Gå væk, gå væk, gå væk!

"Forskrækkede jeg dig?"

No way! Det gjorde du bare ikke imod mig! Niall Horan fra One Direction, hvor vover du at skræmme mig på den måde - du får det betalt! Aldrig skal du skræmme mig sådan igen. Og så sidder du bare og griner? Hvad er du for én?

Pigefornærmet som jeg er, rejser jeg mig op og tramper ud i køkkenet for at slippe væk fra Niall og hans overfald. Ja, jeg sagde overfald. For det var det.. På en måde.

Jeg smider mig i sofaen, som står placeret lige mellem stuen og køkkenet, og lægger mine arme over kors, samt krydser benene.

Niall kommer grinende gående ud fra værelset over mod mig, men da han ser min reaktion og mit ansigtsudtryk - som åbenbart må se meget farligt ud - standser han og holder hænderne undskyldende frem for sig. Jeg kigger bare op på ham og sender ham de ondeste øjne. Han kaster et undskyldende, ironisk blik hen mod mig, og kigger derefter ned i gulvet for at skjule hans store smil.

Åh, hvor er han sød!

RILEY! Stop så, du skal være sur. Ikke sådan "åh, hvor er han bare til at spise" - agtig.

Beslutsomt holder jeg fast i det med at sende onde blikke og dræberøjne. Desværre for mig ser det ikke ud til at hjælpe, da Niall bare sætter sig ned ved siden af mig og trækker mig ind til sig.

Ikke give efter, ikke give efter, ikke give efter!

Han lader langsomt sin hånd køre rundt i mit hår, og kigger ned på mig med undskyldende, bedende øjne.

"Er du sur på mig, babe?" spørger han uskyldigt.

Uden at tænke mig ordenligt om, ryster jeg bare på hovedet og dropper mine dræberøjne. Niall trækker mig endnu tættere ind til ham, og jeg lader mit hoved hvile mod hans bryst.

Hvad?! Nej, Riley. Fy! Fy, fy, fy, slem pige!

Han blik søger konstant mit, og jeg lader til sidst hans øjne fange mine. Jeg falder dybt ind i hans smukke øjne, som udstråler varme, tryghed og.. og, er det? Kærlighed?

Han lader to fingre løfte mit hoved længere op mod hans, og han spørger mig hviskende: "Er det okay?" Jeg nikker blidt, og lader ham løfte mit hoved de sidste centimeter mod hans.

Idet vores læber mødes, bliver en del af mig, en del som har været væk i flere år, låst op igen. Den længsel og det savn, som har gnavet i mig de sidste elleve år, er fri til at forlade min krop, for nu har jeg fundet det, jeg har ledt efter. Ægte kærlighed.

Vores læber bevæger sig i en perfekt rytme. Nialls søde smag eksploderer i min mund, og jeg begraver dybt mine fingre i hans hår. Hans fingre stryger kærligt min kind, den anden arm holder han beskyttende omkring mig.

Ordene, Conor synger fra radioen, passer perfekt til dette øjeblik.

So turn around, floating so high up off the ground, floating so high,
Turn around, together nothing can stop us now,
Listen, baby,
Turn around, floating so high up off the ground, floating so high,
Turn around, together nothing can stop us now,
Turn around

Hans læbers søde smag bliver hængende længe efter han trak sig væk. Trods vores kys var langt, intenst og fyldt med kærlighed, kunne jeg ikke andet end ville have mere.

Jeg svor engang, at perfekte øjeblikke kun fandtes i eventyr - i så fald, må det her være et eventyr, for et mere perfekt øjeblik har jeg aldrig oplevet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...