If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2151Visninger
AA

7. Damn, broken arm!

Jeg vidste jo godt, at Niall og jeg ikke kunne være sammen hele tiden. Han er verdenskendt, turnerer meget og skal selvfølgelig også indspille sange. Det ville være umuligt for os at være sammen hele tiden. Desuden har han vel også andre venner, muligvis også en kæreste.

Men derfor blev jeg alligevel skuffet da han sagde, at han blev nød til at gå. Jeg havde ellers haft en hyggelig aften med ham. Trods det, at det var lidt akavet, var vi kommet rigtigt godt ind på hinanden. Og selvom vi ikke havde set hinanden i elleve år, vidste vi nærmest alt om hinanden.

 

Jeg ligger lige nu tilfreds på sofaen og smiler. Nialls duft hænger stadig i tæppet, jeg har omkring mig. Jeg faldt i søvn i hans arme i går, og han må være gået kort efter. Det er ikke ligefrem spændende at glo på mig, når jeg sover. Jeg har prøvet det. Helt seriøst. Min veninde filmede mig en gang da jeg sov, og da jeg så vågnede næste morgen, viste hun mig filmen. Derefter sad vi i syv timer og gloede på mig, der sov. Det var kedeligt, virkelig meget.. Det gør jeg aldrig igen!

Jeg ryster brat på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. I det samme jeg rejser mig fra sofaen, hører jeg en gennemtrængende rumlen fra min mave. Jeg er sulten, pisse meget, så jeg skynder mig ud i det lille køkken og flår køleskabsdøren op. Mine øjne søger hjælpeløst og desperat efter noget i køleskabet, men intet er der. Hvornår lærer jeg at købe ind?

Jeg trasker langsomt ind på værelset, hvor jeg hurtigt hopper i et par hvide bukser med en sød blazer og taske til. (Link i kommentaren)

Ude i gangen famler jeg med snørebåndende på mine converse, og til sidst får jeg endelig bundet en rimelig solid sløjfe. Jeg griber jakken fra knagen, hopper hurtigt tilbage i køkkenet efter min pung, og går derefter ud af døren til hotelværelset.

Jeg er hurtigt nede i lobbyen, hvor en ældre pige smiler til mig og ønsker mig en god dag. Jeg smiler tilbage, og skynder mig ud af hotellets dobbelte døre.

Jeg bliver ekstremt skuffet, da jeg træder ud fra hotellet; det regner, og jeg burde have forudsagt det, så jeg kunne tage en paraply med. Men nej, så klog er jeg dog ikke. Klog nok til at blive færdig med skolen et år før planlagt, men ikke klog nok til at tage en paraply med ud.

Jeg fnyser hånligt af mig selv og min glemsomhed, hvorefter jeg trasker ned ad gaden mens regnen siler ned fra himlen og hurtigt gør mine sko gennemblødte. Jeg tør vædde med at jeg er helt fuldstændigt totalt gennemblødt inden jeg når den nærmeste butik, som jeg i øvrigt ikke ved, hvor jeg skal finde.

 

Heldig som jeg er, har jeg kun gået i to minuttet, da et supermarkedet dukker op forenden af gaden. Jeg sætter i løb, desperat efter at nå indendørs inden det også begynder at lyne og tordne. Frygten for lynene, vejret har lagt op til, får mig til at løbe hurtigere mod supermarkedet. Jeg ænser end ikke, at der på hver side af supermarkedets døre er mindre græsplæner, så da jeg løber med en topfart på 100 - okay, indrømmet! Jeg overreagerer, min topfart er ikke ligefrem på 100, det føles bare sådan - ind på græsset, vil skæbnen det, at jeg glider og lander hårdt på græsset. Smerten rammer mig som en mavepuster. Hånden, som jeg strakte frem for at tage faldet med, smerter i så høj en grad, at jeg klemmer mine øjne hårdt i og bider mig i læben, for at skriget ikke skal komme ud.

En klam smag breder sig i min mund, og jeg opdager, at jeg har bidt hul i min læbe. Fedt mand! Lige hvad jeg har brug for nu.. not.

Min venstre hånd har lagt sig blidt rundt om mit højre håndled, som jeg brugte til at beskytte mig mod faldet med. Smerten dunker, og jeg presser mine øjne i på det groveste for ikke at tårerne skal strømme ned ad mine kinder.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder i regnvejret og bider smerten i mig. Lang tid. Jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig, smerten i mit håndled er for stærk. Jeg mærker en kulde snige sig op igennem mig; mine ben ryster og gåsehuden kommer frem på mine arme. Den nu gennemblødte jakke hjælper intet.

Hvor lang tid der går fra dette, har jeg heller ikke styr på. Jeg ved bare, at en pludselig varme breder sig i mig, da en stemme panisk begynder at tale til mig.

"Riley! Riley, er du okay? Hvad er der sket? Kom op fra den jord! Du er jo fuldstændig gennemblødt! Kom her!"

Jeg åbner langsomt øjnene, men jeg kan intet se for mig. Tårerne i mine øjne slører mit syn. Jeg blinker desperat, prøver at få tårerne væk fra mine øjne. Selvom jeg kunne genkende personen på stemmen, er der intet jeg hellere vil end at se hans ansigt igen.

"Ræk mig din hånd, Riley."

Nialls blide stemmer får mig til at kigge op, og alt er tydeligt igen. Jeg kigger hjælpeløst på ham, og svarer med en anstrengt stemme.

"Jeg kan ikke, Niall. Jeg.. jeg faldt og slog min hånd." Smerten skærer igennem mig, da jeg prøver at rejse mig, men jeg falder hurtigt tilbage mod den kolde, våde jord under mig.

"Undskyld, Riley," siger Niall og lyder oprigtigt ked af det. Jeg ved ikke hvorfor, indtil hans varme, stærke arme løfter mig op i hans favn, og bevægelsen det medfører, får smerten til at skyde frem igen.

Niall mumler roligt mod mit øre, at han kører mig på hospitalet. Jeg protesterer, men inderst inde ved jeg godt, det er det bedste at gøre, så jeg lader mit hoved falde mod hans bryst, mens han langsomt bærer mig gennem regnen hen til hans bil.

Med lidt besvær får han døren bakset op, og han sætter mig forsigtigt ned på forsædet. Et øjeblik kigger han på mig, men åbner derefter døren til bagsædet, hvor han fisker et tæppe frem fra bunden af bilen. Han smækker bagdøren igen, og træder tilbage foran døren ind til forsædet, hvor jeg sidder. Forsigtigt indhyller han mig i tæppet, og selvom jeg gør mit bedste for ikke at skære tænder af smerte, kan han se det, og det piner ham.

"Det er okay, Niall." Jeg prøver at lyde overbevisende, men det virker ikke. Langt fra. Han kigger bekymret på mig, og lukker så døren og smutter selv ind af døren til førersædet.

Inden han starter bilen, rækker han hånden ud mod mig og aer min kind forsigtigt. Han trækker den hurtigt til sig, og starter bilen hvorefter han straks sætter varme på.

***

"Jeg er bange for, at din hånd ikke kun er brækket," siger lægen, der nu sidder og undersøger min hånd.

Som om jeg ikke allerede havde regnet det ud, tænker jeg. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan forvente, så jeg bliver ved med at lytte godt efter.

"Som du kan se på billedet, er knoglen her brækket og.."

Okay, det med at lytte godt efter bliver ikke til noget. Jeg stod af efter lægen pegede på røntgenbilledet af min hånd. Men jeg har en god grund til det; jeg er simpelthen så smadret, bogstaveligt talt.

Jeg sidder med Niall i hånden. Jeg kigger op på ham og ser, at han lytter koncentreret til det, lægen siger, og det gør jeg pludselig også idet ordet "opereres" kommer ud af lægens mund. Opereres?! Er det slemt? Av..

Det bliver ikke ligefrem bedre, da jeg får at vide, at det er i dag, jeg skal opereres. Lige nu faktisk. Lige om små 10 minutter.

Min vejrtrækning bliver uregelmæssig, og Niall lægger straks mærke til det. Hans dybe, blå øjne kigger beroligende ned på mig, og da hans hånd giver min et klem, mærker jeg en indre ro. Det skal nok gå.

Jeg kigger smilende op mod ham, hvilket får ham til at smile tilbage til mig.

 

Lægen beder os om at følge med ind på operationsstuen, som bortset fra mig, er tom. Tomme, hvide, rullesenge står på rad og række langs med væggene, og det eneste lys, der kommer ind, er fra de små hospitalslamper ved hver seng. Selv ved højlys dag er gardinerne trukket for og lukker ikke den mindste smule sollys ind.

Med Niall i hånden går jeg ned mod en seng nær vinduet. Inden jeg sætter mig, trækker jeg persiennerne fra vinduet, så der afsløres en vidunderlig stråle lys strømmende igennem vinduet. Jeg tager to skridt tilbage og sætter mig på sengen, hvor Niall allerede sidder og har betragtet mig. Jeg smiler.

"Er du nervøs?" spørger han fraværende. Det er akavet at sidde her nu, kun os to. Noget har ændret sig siden i går. Min hjerne arbejder på højtryk for at finde ud af, hvorfor det er blevet sådan.

Der går en rum tid før jeg svarer på hans spørgsmål.

"Ikke rigtig," siger jeg. Jeg piller åndsfraværende ved en tot af mit hår. Mit svar lød langt fra overbevisende.

"Du skal ikke være bange," hvisker han, "jeg er hos dig."

Og med de ord, trækker han mig ind til sig, og begynder langsomt at synge.

Everything's gonna be alright, ai-ai-ai-aight,

be alright, ai-ai-ai-aight.

Through the sorrows,

and the fights,

Don't you worry, 'cause

everything's gonna be alright.

Mens han stille vugger mig frem og tilbage, begynder jeg at smile. Dette øjeblik er så perfekt, og jeg har ventet på at føle som dette i elleve lange år. Det er et mirakel!

Det ellers så perfekte øjeblik bliver afbrudt da en læge kommer ind af døren, og fører mig ind i et rum ved siden af det nuværende. Niall må ikke komme med, men med de ord, han sang til mig før, er en del af ham stadig hos mig. Indeni.

 

***

Nialls synsvinkel

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sad her, men pludselig gik døren op, og Riley kom ud, liggende på en seng, som blev skubbet af en læge. Hun var helt væk, stadig bedøvet.

Jeg begyndte at fnise lidt, da lægerne var gået og havde fortalt, at operationen gik godt, men at hun skulle have ro. Ikke at det, de havde sagt var sjovt - Riley så bare så sød ud, som hun lå der med hånden under puden og halv-snorkede.

Det var vidunderligt at betragte hende sådan der, helt rolig og afslappet. Hun fik mig til at smile over hele fem øren.

Forsigtigt lod jeg to fingre ae hendes kind og mærkede straks varmen, hun udstrålede. I det øjeblik lovede jeg mig selv én ting; jeg ville gøre alt for hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...