If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2142Visninger
AA

5. A new friend.. kinda.

Mit hjerte smelter, mine hjerne står i kog, jeg stirrer og savler. Eller, næsten da. Men følelsen af at have fundet det, du har ledt efter hele livet, rammer mig virkelig hårdt, så jeg har altså en god grund til at savle.. tror jeg.

Jeg har det virkelig som om, jeg er faldet direkte ned i hans dybe, smukke blå øjne. Hvilket nok er grunden til at jeg står helt stille, for hvis man falder kan man ikke rigtigt bevæge sig før man er kommet op, så det må jeg nok se at gøre. Tsk, det lyder underligt. Jeg er muligvis lidt poetisk. Bare lidt.

Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste, der stirrer. Det gør han også, pænt meget endda. Sikkert mere end mig, selvom det er umuligt. Ingen kan stirre mere end mig, jeg er syg til det. Meget. I hvert fald indtil jeg ender med at blinke og kan fokusere på noget andet. Han blinker også, samme tid som mig, tror jeg. Hvilket jeg jo ikke kan vide hvis vi blinkede på samme tid, for jeg kunne jo ikke se noget det korte øjeblik, jeg lukkede øjnene.

Jeg tvinger et stort, strålende smil frem, bare for at lade ham vide, at dette slet ikke var akavet. For det var det jo, men alle folk kender jo ironi. Jeg gør i hvert fald.

Jeg er faldet lidt i staver igen, for pludselig står Greg i døren og kigger over hans skulder. Ham. Thihi. Greg smiler ned til mig, men hans øjne virker en lille smule forvirrede. Det virker til at han lægger det væk, da han nikker og begynder at snakke.

"Hey Riley! Hvad laver du her? Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, vel, da du bare skred for et par dage siden, eller hvornår det var." Hans sarkastiske bemærkning får mig til at fnise lidt, ikke sådan tøse-agtigt, mere bare en undertrykt latter. Han ruller med øjnene, forventer ikke at jeg svarer, så han fortsætter bare med at tale.

"Altså undskyld mig, men kan du ikke flytte dig lidt, Niall? Vores gæst vil nok godt.."

Og mere hører jeg ikke før mine tanker snurrer om det ene ord, det ene navn, han nævnte. Niall. Så han hedder altså Niall? Det passer ret godt til ham. Ret godt? Jeg underdriver lidt. Det passer perfekt. Perfecto! Hehe.. Åh gud, jeg dagdrømmer for meget! Stop doing that, Riley.

"Æhm, jo, ja, selvfølgelig. Det må jeg hellere," siger den fantastiske dreng jeg har ledt efter i elleve år. Oh god, jeg er allerede totalt besat af ham! Fuck..

Og med de ord er han væk. Han smutter indenfor, og jeg hører ham løbe ned ad en anden gang, før så at høre en dør smække. Ikke vredt, bare.. bare smækket.

"Den koncert har taget hårdt på dig, hva'? Godt du har fri nu!" råber Greg efter ham, tilsyneladende bemærkede han ikke noget udsædvanligt ved at Niall smækkede med døren. Det ville enhver anden have opdaget og fundet underligt.

Koncert? Er han musiker? Wow. Imponerende. Sejt, faktisk.

"Vil du ikke med indenfor? Ja, godt nok er vejret egentlig temmelig lunt i forhold til at vi er midt i november måned, men luften kan godt være lidt kølig om aftenen."

Greg taler til mig, men jeg ænser det knap nok. Igen. Jeg burde tage et lær-at-lytte-til-folk-der-taler-til-dig-i-stedet-for-at-dagdrømme-og-glemme-virkeligheden-din-and-kursus. Det burde jeg faktisk, for mine tanker fylder for meget. Lige nu i hvert fald.

Jeg nikker og smiler til Greg som svar, og smutter indenfor i varmen. Han har ret. Det er faktisk ret køligt om aftenen.

***

Jeg har snakket med Greg i cirka en time nu, og klokken er omkring 21. Jeg skal virkelig, virkelig, virkelig tisse, så jeg beder Greg undskylde mig, og siger, at jeg virkelig skal pisse, mens jeg stikker ind på badeværelset med en grinende Greg i baggrunden.

Lagde I forresten mærke til, at jeg også er ret formel? Jep, jeg er cool.

På badeværelset dufter der lækkert. Her lugter af nyvasket dreng, og ja. Det lyder underligt at sige sådan noget, men jeg ved bare sådan nogle ting - og det er en dejlig duft! Jeg smiler ad mine egne, underlige og totalt crazy tanker og må kvæle et grin, for ikke at lyde som en der er ved at dø i toilettet.

Jeg låser døren op efter at have tisser og vasket hænder, og trækker ned i håndtaget. Ret flot faktisk. Sølv med en masse flotte streger tegnet ind i, så det ligner et indisk mønster, for de er skide flotte, og det er det her så også.

Jeg er helt betaget af håndtaget, og jeg kommer til at rødme voldsomt, da en ukendt stemme, som dog er så velkendt, spørger mig: "Kan du godt lide håndtag eller er det her bare meget specielt?"

Den røde farver spreder sig alt for hurtigt i mine kinder, og jeg bider mig i læben mens jeg kigger ned. Fuck i helvede for fanden da, det der! Det var så pinligt. Hvorfor skulle du også stirre sådan på det skide håndtag, Riley? Dumb giiiiirl.

Og så dum, som jeg nu er, vælger jeg at svare noget, der lyder lidt som dette: "Øh, ja. Jeg er en slags håndtags-arkæolog. Du ved.. sådan nogen der studerer håndtag."

Oh. My. FUCKING. God. Jeg kunne have dræbt mig selv. Mere ønsker jeg ikke.

Det bliver ikke ligefrem bedre af, at han står tavs i nogle sekunder før han bryder ud i latter. En dejlig, smittende og skør latter, som jeg ved, jeg allerede holder meget af. Jeg smiler, rødmer igen. Oh gosh..

Selvom jeg er ved at rødme mig selv til døde, kan jeg ikke holde det ud længere, så jeg bliver nød til at slippe min latter ud, selvom jeg synes, det virker totalt egoistisk. Hvem griner lige af sin egen "joke" ?

Jeg kigger op fra mit skjul under mit pandehår, og ser til min store overraskelse, at Niall kigger på mig med at nysgerrigt og interessant blik. Han smiler også. Og selvfølgelig smitter det af på mig, så jeg bliver nød til at smile, ligesom han gør nu.

Mine øjne søger op mod hans mens jeg skubber pandehåret væk fra mine øjne. Jeg mærker mine kinder blusse op, da Niall kigger ned på mig mens han bider sig i læben.

Tavsheden mellem os begynder at blive pinlig, men den bliver hurtigt afbrudt. "Jeg fornemmer, at du ved, hvem jeg er?" siger Niall. Der er noget i hans stemme, som lyder irriteret og en smule træt, opgivende.

Jeg kigger ned mod gulvet, skraber min fod lidt mod de lyse træplader. Burde jeg fortælle ham det? Og kan han også huske mig? Men hvorfor så den irriterede tone i hans spørgsmål? Jeg bider mig stille i læben, og svarer så.

"Ja. Jeg kender dig." Min stemme lyder rolig og ikke nær så nervøs, som jeg havde troet. Heldigvis!

"Okay. Hvad vil du have? Autograf? Eller måske toiletpapir?" spørger han, tydeligvis irriteret og længtes efter at komme væk.

Jeg er forvirret? Hvad fanden snakker han lige om? Autograf eller toiletpapir? Han er da ikke ligefrem en super stjerne med millioner af skrigende fans, som vil have hans toiletpapir, vel? Det er han da ikke..

"Øh.. Undskyld, men for det første, så aner jeg ikke hvad fanden du snakker om. Og for det andet; hvorfor skulle jeg have lyst til at få noget toiletpapir? Jeg har sgu da selv noget at tørre røv i." Okay, den sidste bemærkning var unødvendig, men jeg er forvirret og en lille smule pissed off.

"Årh, hold dog op! Du ved godt, at jeg er Niall Horan fra One Direction. Du ved, det populære boyband? Lad nu være med at spille dum."

Hans svar ramte mig hårdere end egentligt forventet. Spille dum? Jeg aner ikke, hvad eller hvem fanden One Direction er. Jeg vil bare have min bedste ven, som åbenbart hedder Niall Horan og er i et boyband.

"Hør her. Jeg ved ikke, hvorfor du er så pissed off. Jeg ved for helvede ikke hvem eller hvad One Direction er, så hold nu kæft med det der spille dum pis!"

Ja, det lød koldt og hårdt, men hvad fanden? Kan han ikke fatte, at jeg ikke ved en skid om dette boyband kaldet One Direction? Tydeligvis en smule hjernedød.

Men det der sårer mig mest er, at jeg ikke engang ved, om han kan huske mig. Lige nu føles det som om jeg bare er en eller anden freak, som åbenbart skulle forestille at være en fan af.. One Direction? Jeg sukker, dybt og opgivende.

"Hør her. Hvis du ikke kan huske mig, er det i orden. Jeg går, okay? Jeg vil ikke forstyrre dig mere, og det var desuden Greg, jeg skulle snakke med."

Jeg vender mig rundt og går ned ad gangen og stikke hovedet ind i køkkenet, hvor Greg nu snakker i telefon. Jeg fanger hans blik og giver ham et hurtigt vink samt et smil for at vise, at jeg går nu. Han ser en smule forvirret ud, men smiler så tilbage og vinker, og er allerede langt inde i samtalen med personen i telefonen, da jeg smækker døren efter mig.

***

Nialls synsvinkel:

Hun havde været her. En eller anden freak. Det troede jeg da, hun var. Der er så mange af dem, og jeg kunne virkelig ikke holde en til ud. Jeg undskylder for de hårde ord, jeg sagde til hende. Men jeg er træt.

Jeg smutter ind ad døren til mit værelse og kigger ud ad vinduet. Pigen, som før stod ved siden af mig, går nu udenfor på fortovet, hendes hår blæser i vinden og hendes ansigtsudtryk er såret. Hun løfter sit hoved og hendes øjne kigger i retningen af mit vindue.

En længsel så stærk, et savn så utroligt og en genkendelse så vild, overmander mig på et sekund. Jeg ved, hvem hun er. Jeg ved det for helvede da godt!

"Hvis du ikke kan huske mig, er det i orden. Jeg går."

Hendes ord giver genlyd i mit øre, og jeg indser, at hvis jeg ikke vil miste min chance for at få rettet op det, jeg sagde før, så skal jeg skynde mig efter hende nu. Lige nu, og det kan kun gå for langsomt.

Jeg spurter ud af mit værelse og hopper hurtigt i mine hvide sneakers, vinker til Greg og hopper ud ad døren. Novembers kulde rammer mig og jeg får gåsehud på mine bare arme. Min hvide t-shirt er langt fra varm, men fuck det. Jeg har en opgave, og det skal gå hurtigt nu.

Jeg samlet alt min styrke og tager en dyb indånding, før jeg med mine lungers fulde kraft råber på pigen på fortovet, som går med hastige skridt væk fra huset.

"Riley!"

Som havde hun fået et slag i ryggen, vender hun sig om og ser med sammenknebne øjne mod mig. Jeg ser i hendes øjne, hvad hun forventer, jeg skal sige.

"Riley. Jeg kan godt huske dig."

Hun står lidt, tvivler vel på om hvorvidt hun skal tro på mig. Mens hun står der og tænker, går jeg med faste skridt imod stedet, hvor hun står. Og jeg bliver glad, da hun ikke bakker væk og går videre, men i stedet går i retning mod mig.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at gøre, men så snart Riley står foran mig, lukker jeg mine arme om hende, og hun lukker sine arme om mig. Jeg knuger hende ind til mig, og selvom jeg ikke har set hende i flere år, har hverken hun eller jeg forandret os. Ikke indeni. Vores venskab er stadig, som det var for elleve år siden, da vi mødte hinanden første gang. Denne gang ved jeg bare, at jeg ikke vil give slip på hende så let, som dengang. Faktisk vil jeg ikke give slip.

Vi står sådan længe, og jeg mærker tårer dryppe ned på min trøje. Hendes tårer. Og selvom jeg gerne vil trøste hende, ved jeg, at jeg ikke skal give slip, for øjeblikket, lige nu, er alt hvad både hun og jeg har drømt om i elleve år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...