Science Fiction stil

Det er en stil jeg fik for i dansk, hvor vi fik uddelt forskellig krav vores historie skulle handle om. Mine var:

Person: En lille grøn marsmand
Historien skal foregår: På en rumstation
En ting der skal være med: En mystisk taske
Hvilken tid: I en fjern fremtid
Emne: Et særligt venskab

Fik forresten 12 for den, og den eneste bemærkning var, at der var for mange kommafejl, heh

5Likes
0Kommentarer
3865Visninger

1. One Shot

”Engang var de her ikke lejligheder,” siger Norr, mens han kigger ud af vinduet til de andre rumstationer. ”Engang var det steder hvor et væsen, kaldet mennesker, arbejdede”

Han vender sig om og stirrer på væggen, som om han forventer et svar. Hans blik glider fra væggen ned på sofaens ene pude og op på lampen. Han går med et suk ud på gangen og ud i garagen. En tur vil måske lette følelsen af ensomhed.

Inde i IFO’en ligger en brun taske. Hvis taske? Det er i hvert fald ikke Norrs. Han åbner den og kigger ned i. Ingenting. Intet ID-kort, ingen pung. Intet. Han lægger den tilbage på sædet og vil aflevere den på nærmeste politistation.

”Vi vil se om ejeren har efterladt noget, der kan DNA-analyseres på den. Tak for, at De kom med tasken her, i stedet for at beholde den selv.”

”Hvad skulle jeg bruge den til,” mumler Norr for sig selv.

”Hm?” Politiinspektøren kigger op på ham.

”Ikke noget.” Han går hurtigt ud til sin IFO. Der var en ubehagelig følelse af overvågning derinde på stationen. Norr kniber øjnene sammen, da han ser, at den samme taske som han lige har afleveret, stadig ligger på sædet.

”Jamen, jeg havde den lige…” Politiinspektøren lægger hånden på bordet, hvor tasken lå, men i stedet for at ramme det bløde, imiterede læderstof rammer han bordets hårde overflade. ”Det… Jeg forstår det ikke.”

Norr lægger tasken op på skranken. Han ser kort ud af vinduet, da overvågningsfølelsen kommer igen.

”Men tak!” Råber inspektøren, da Norr går ud af døren. Han vender sig om. ”Selv tak.”

Han forventer nærmest at se tasken på forsædet igen. Og selvfølgelig er den dér. Han mumler irriteret noget om en forbandet taske, da han sætter sig ind i IFO’en.  Han kigger i bagspejlet, men det eneste der møder ham er hans egne øjne.

Da Norr kommer hjem, smider han tasken op i sofaen og går ud på badeværelset. Han stirrer tomt ind i spejlet. Ringeklokkens lyd bringer ham ud af sin trance, og han skynder sig ud og lukker op. En mand med orange hud og tykt overskæg kigger på Norr.

”Undskyld min herre, men har De tilfældigvis set en…”

”En brun taske?” afbryder Norr automatisk.

”Ja. En brun taske. Uden indhold.”

Der opstår en kort pause. Norr spekulerer på, om der mon sætter sig rester i mandens skæg, hvis han drikker noget?

”Åh, undskyld, hvor er jeg uhøflig. Lad mig præsentere mig selv,”

Manden skubber de tykke briller længere op mod øjnene. Han løfter hatten af og rækker højre hånd frem. Norr tager den usikkert og får et hårdt håndtryk tilbage. Imens han masserer smerten ud af hånden snakker manden videre:

”Jeg er Zax Binney. Fra Pluto.”

”Norr Bakker. Fra Mars. Kom indenfor.”

Zax tørrer høfligt sine fødder af i måtten foran Norrs dør og går ind. Han hænger sin jakke og hat på stumtjeneren og finder selv vej ind i stuen. Han tager sin taske og hiver en bog frem. Norr kniber igen øjnene sammen.

”Hvordan kunne du..”

”Hive noget frem af en fuldkommen og helt aldeles tom taske?” afslutter Zax.

”Jeg har programmeret tasken så ejeren kan gemme næsten uendelig mange ting i den i alle størrelser og hive den ting frem de tænker på. Men kun ejeren kan.”

Norr sætter sig i den anden ende af sofaen og holder bevidst afstand til Zax, der hiver en hel gulvlampe frem og tænder for den ved at klappe i hænderne.

”I min fritid studerer en fjern fortid. Det 20. og 21. århundrede, for at være mere præcis. Og disse lejlighedsstationer er perfekte, da de blev bygget i den tid. Og se bare, du har endda indrettet det som dengang.”

”Faktisk, så så det sådan ud da jeg købte det,” svarer Norr.

Zax’ øjne får kort et glimt af lys, der nærmest skyller ind over dem. Norr når kort at tænke på, om Zax mon kan læse i mørke med de øjne..?

”Kan jeg ikke få lov til at betale husleje for at bo her? Så jeg kan undersøge dine møbler, mens jeg arbejder på en historie om dengang.”

”Øh.. Jo, hvorfor ikke?”

Norr klør sig i nakken. Zax nærmest hopper op af glæder og begynder at fortælle om mennesker fra det 21. århundrede.

”Det skal være en bog! Sådan en af papir og ikke en man læser på en skærm, ikke en af pixels. En af ægte papir, med ægte printerblæk trykt ned i papirets fibre! Året er 2001. Mennesker bor stadig på Jorden. De havde en tabel hvor de inddelte 365 dage og nætter ind i tolv kolonner. De kaldte det ’en kalender’. Det var den niende kolonne, døgn 11. Et kontinent kaldet USA styrede det meste af verden og en gruppe mennesker ville ikke finde sig i det!” Zax springer op i sofaen. ”De fløj ind i to store bygninger i USA og slog flere 1000 mennesker ihjel!”

Zax slår ud om sig i sin ’gribende’ fortælling. Norr bliver næsten dårlig ved tanken. Det er 400 år siden og man taler stadig om det.

”Og det var den værste katastrofe i det 21. århundrede.” Zax dumper ned i sofaen igen. Norr spekulerer på, om der nok ikke er sket noget værre siden mennesker allerede i det 22. århundrede blev nød til at flygte op på deres måne for at overleve. Og helt deroppe kunne de mærke rystelserne fra de jordskælv hundrede år efter der udslettede al resterende liv på deres planet. Nu lever de så, som de fleste andre, rundt om i galaksen. Selvfølgelig ikke som de så ud dengang. Og de der bliver født som de ’almindelige’ lunger engang så ud får en operation som Det Galaktiske Skattevæsen betaler. Men de fleste efterkommere af Jordboerne, og selvfølgelig en hel del nysgerrige turister, besøger deres Jorden igen. Mange vil gerne flytte der ned, men det er forbudt da det er blevet en galaktisk turistattraktion. Og hvis der engang bliver lavet bopladser dernede igen, må kun helt racerene mennesker bo der, for ikke at destruere den natur der så småt er begyndt at vokse der. Og den slags mennesker findes ikke længere. Alle er på kryds og tværs af folk fra forskellige planeter og galakser. Og amøberne er først lige begyndt at udvikle mere brugbare celler, og uoriginale væsner kan ødelægge en stor del af planetens fremtid.

Norr rejser sig op og stiller sig over i vindueskarmen.

”Hvordan fik du egentlig tasken til at forsvinde?”

I stedet for at vende sig om kigger han på Zax’ spejlbillede i vinduet.

”Det var ikke en rigtig taske.”

Norr kniber igen øjnene sammen. Det giver ikke mening. Han kunne jo se den. Og mærke den. Zax fortsætter sin forklaring:

”Det udstyr jeg har, er så avanceret, at det kan skabe en realistisk illusion af hvilket som helst produkt. Det er en tro kopi. Man kan mærke det, se det, høre det, åbne det. Og få det til at forsvinde lige så let som man fik det frem. Og jeg holdt hele tiden øje med den. Jeg troede ikke, at du var ærlig nok til at aflevere tasken på politistationen. Jeg troede, at du var en nysgerrig sjæl, der ville tage tasken indenfor og begynde at undersøge den på alle tænkelige måder.”

Zax åbner sin bog og læser videre i den.

En illusion. Af en taske, tænker Norr. Specielt. En speciel person. Det skal nok blive et særligt venskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...