I'm With You *One Shot*

"Hvorfor lægger de ikke mærke til, at jeg er væk? Hvorfor overser de mig? - Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg har ikke lyst til at blive overset resten af mit liv. Jeg vil bare gerne have lov til at være mig. Have lov til at mærke, hvordan det er at blive holdt af." (Et One Shot skrevet ud fra den smukke sang, I'm With You, af Avril Lavigne.)

35Likes
53Kommentarer
1446Visninger

1. One Shot

Jeg går. Eller, nej, jeg både går og løber. Når jeg hører en lyd, begynder jeg at løbe. Når jeg mærker, at vinden bringer flere tårer frem, standser jeg og går i et mere afslappet tempo. Men uanset om jeg går eller løber, hamrer mit hjerte alligevel ukontrolleret, og min mave trækker sig sammen, hver gang jeg trækker vejret. Hver gang jeg skænker nogle bestemte ting en tanke, går der et sus gennem brystet på mig, som om der bliver stukket en nål i mit hjerte.

   Her. Det er her jeg altid ender, når jeg er væk hjemmefra. Men der er ingen, der ved det. De ved ikke, at jeg mindst én gang om ugen forlader huset og for en stund bare er mig selv.

   Men denne gang stopper jeg ikke på broen for efter noget tid at vende tilbage ad samme vej, jeg kom fra. Nej. Jeg stopper ganske vist op på broen, mens vandet under mig fortsat løber, men jeg har ikke tænkt mig at gå tilbage. Jeg lukker mine øjne og lytter. Lytter til stilheden.

   Hvor er de alle blevet af? Hvorfor lægger de aldrig mærke til mig længere? Hvorfor er det, at jeg skal overses af dem alle? - Jeg har været væk hjemmefra i langt over fire timer nu. De burde være her nu. Der burde være blevet sendt nogen ud for at hente mig. Der burde være nogen, der er bekymrede for mig. Men hvem vil jeg have til at finde mig? Jeg ved jo godt, at jeg ikke vil være væk hjemmefra i særlig lang tid ad gangen. Jeg ved jo godt, at jeg aldrig vil forlade mit hjem helt.

   Men hvorfor vil jeg gerne hjem, når der ikke er nogen, der vil have mig til at komme?

   Jeg har bare brug for opmærksomhed. Jeg har brug for et nyt sted at være. Jeg har brug for at vide, at der er nogen, der gerne vil tage sig af mig.

   Den kolde vind løfter op i mit hår, og et gys går gennem min krop. Jeg krydser armene og forsøger at få varmen til at vende tilbage. Jeg fryser. Meget. Det er koldt lige nu. Koldere, end jeg havde forventet. Jeg har en jakke på. Den er ikke tyk, men det er en jakke.

   Hvorfor lægger de ikke mærke til, at jeg er væk? - Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg har ikke lyst til at blive overset resten af mit liv. Jeg vil bare gerne have lov til at være mig. Have lov til at mærke, hvordan det er at blive holdt af. Men jeg ved, at jeg ikke kan tage mig sammen til at konfrontere dem. Fortælle dem, at jeg gerne vil have dem til at se på mig. Men jeg kan ikke tvinge dem til at ville tage sig af mig. Jeg kan ikke tvinge dem til at holde af mig.

   Lige nu ville jeg have det fint med, hvis en person, jeg ikke kendte kom til mig. Hvis der tilfældigvis dukkede en venlig person op, som ikke ville have noget imod at se mig i øjnene, smile til mig og spørge mig, om jeg ville med. Med et sted hen. Et sted jeg aldrig har været før.

   Tanken om at forlade broen, lukke alle tanker ude og bare fortsætte længere og længere væk fra det sted, jeg kalder hjem, virker fristende lige nu.

   "Det er okay. Tag det roligt. Du skal aldrig være alene. Du skal ikke være bange." Sådan sagde hun dengang. Dengang det hele var godt, og jeg ikke vidste, hvad der ville vente mig, når jeg blev lidt ældre. Jeg sad i hendes skød og  græd, fordi jeg ikke ville i skole. Fordi de ikke behandlede mig ordentligt. Men hvad skete der så? - Jeg forsatte med at stå op hver morgen, trække i tøjet og gå i skole. Selvom jeg blev drillet. Eller, nej, jeg tror ikke, at drillet dækker det. Jeg har kun haft to rigtige venner gennem hele mit liv, og de har begge forladt mig.

   Jeg ryster hendes stemme af mig og kigger mig omkring. Det er mørkt. Jeg kan kun svagt skimte et par gadelygter, der står og blinker et stykke væk. Jeg retter blikket fremad, inden jeg vipper hovedet bagover og kigger op på nattehimlen. Det er stjerneklart. Stjerner har altid beroliget mig. Da jeg var lille, havde jeg altid rullet gardinerne op, så jeg kunne se ud på stjernerne, indtil jeg faldt i søvn.

   Det er jeg aldrig helt holdt op med. Jeg ligger nogle gange og kigger ud på dem, mens jeg lukker alle tanker ude. Ønsker at jeg bare kunne ligge sådan for altid. Blive liggende og aldrig behøve at lade tårerne løbe.

   Jeg har det ikke hårdt. Ikke på den måde. Jeg har tag over hovedet, jeg får mad, og jeg går i skole. Jeg ved godt, at jeg ikke har det hårdt. Det har jeg altid vidst. Jeg har bare aldrig forestillet mig, at jeg ville blive sådan én, der bare hungrede efter at blive holdt af.

   Men det er jo klart. Hvem vil ikke gerne have, at der er nogen, der værdsætter ens tilstedeværelse? Hvis der ikke er det, hvad er formålet med det hele så?

   Jeg er ude af mig selv af forvirring, da jeg kigger frem igen. Jeg presser læberne sammen og træder et skridt tilbage, så jeg nu står på midten af broen. Jeg ved, at der ikke kommer nogen. Jeg ved, at jeg ikke skal være bange for at blive afbrudt.

   Der er højre - og der er venstre. Jeg skal bare vælge én af vejene.

   Højre er væk. Væk fra alt det her. Jeg kan vælge den vej og udforske steder, jeg aldrig før har besøgt. Steder, hvor der måske er nogen, der vil kendes ved mig. Måske er nogen, der kan holde af mig. Vil holde af mig.

   Så er der venstre; venstre er tilbage. Tilbage til alt det, jeg ved højre ville komme til at vælge fra. Tilbage til at blive overset og at være uelsket af alle. Tilbage til at være indelukket og bange for at åbne munden og sige min mening.

   Jeg løfter mine hænder og kigger på dem. De er blege. Neglene, der sidder på de lange, skæve fingre, er nedbidte. Jeg har prøvet at vænne mig af med at bide dem ned, men når jeg mangler noget at lave eller skal have afledt opmærksomheden - så sker det bare. 

   Jeg vil have en person til at komme og tage min hånd - tage min hånd og enten føre mig væk eller tilbage. Men jeg ved, at der ikke kommer nogen. Jeg vil bare gerne have, at der gør.

   Med et suk lukker jeg øjnene og folder hænderne foran mig. Der er stadig ingen lyde omkring mig. Jeg er alene. Der går flere minutter, hvor jeg bare står sådan. Overvejer, hvilken vej jeg skal tage. Prøver at forestille mig, hvad der vil ske. Endelig åbner jeg øjnene. Jeg lader mine arme falde ned langs siderne, og tager en dyb indånding. Jeg vil ikke have, at den følelse, der jager dybt i mit hjerte, skal ramme andre.

   Derfor går jeg til venstre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...