Hvornår vil det slutte?

Et spørgsmål der dukkede op i mit hoved hver dag. Hvornår ville det slutte? Og ville det overhovedet slutte, eller ville det fortsætte i en evighed? Efter hændelsen var mit liv ændret. Følelsen af at have INTET tilbage.

1Likes
2Kommentarer
248Visninger
AA

1. Følelsen af tomhed

Endnu en dag, præcis som alle de andre. Der sker intet. Jeg føler jeg bare er en død sjæl, indeni en levende krop. Jeg føler intet. Hvad der præcis er gået galt, har jeg ingen idé om. Jeg lovede jo mig selv at mit liv ikke ville stoppe pga. dette, men pludselig ser det hele bare sort ud, sortere for hver dag der går. Jeg har intet. Efter hændelsen, blev alt skubbet væk fra mig. Mine tætteste venner, familie og ja, mig selv. Jeg undrer mig over om det har været min egen skyld. Skubbede jeg dem selv væk? I så fald, har det ikke været min mening. Jeg har hele tiden haft brug for de mennesker omkring mig, deres støtte og deres tryghed. Men næ nej, de forsvandt. 

Jeg savner ham. Jeg savner hende. Jeg savner dem.

Hvad der præcis skete den aften, har jeg aldrig rigtigt fundet ud af. Det vil ikke sætte sig fast i mit hoved. Var vi fuldstændigt væk? Nej. Nej, jeg var ikke væk. Jeg var der, hundrede procent. Jeg levede, jeg så hvad der skete og jeg hørte hvert et ord. Jeg var det eneste vidne. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og det sidder stadigvæk fast i mig. Det vil det altid gøre. Det er som en forbandelse, jeg ikke kan komme af med. Det er som om alle andre end mig er kommet videre. De griner og er glade. De snakker til mig, som om jeg er en helt normal pige, den pige de plejede at kende. Hvorfor er der ingen der forstår det? Jeg er ikke den samme pige. Jeg er ingen, jeg er intet. Den pige de plejede at kende, er forsvundet. Jeg kan ikke engang selv huske det gamle jeg. Jeg husker måske et par smil, men så heller ikke meget mere.

Egentlig har jeg stadigvæk min mor. Min totalt forvirrede mor. Hun tog en tryg hånd om mig, efter hændelsen. Hun lyttede, hun forklarede, hun støttede, hun var der bare. Ligesom alle andre var skredet, var hun kommet ind. Vi havde et tættere bånd end nogensinde før. Jeg følte lidt at hun var min eneste hjælp, den eneste der forstod mig - bortset fra min psykolog. Det store spørgsmål er egentlig bare hvad jeg ville med den psykolog fra starten af. Jeg dukker op til vores samtaler, og jeg snakker og fortæller. Men jeg fortæller hende aldrig sandheden, og jeg fortæller hende aldrig hvordan jeg virkelig har det. Det er som en hemmelighed. Som at skulle skjule at man er det mest triste menneske på jorden, og man ikke ønsker at være der mere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...