Colored love

Lucie er husejerens datter, den uskyldige og fine pige. Glad og uvidende render hun rundt, uden at lægge mærke til den dybe kærlighed Olama, slaven, føler for hende. Indtil noget ændres, og hun får øjnene op for ham. Men livet er ikke bare lutter kærlighed, og da Lucie's far opdager hvad de har gang i, giver det dramatiske konsekvenser. Hvad vil de gøre? Og hvad sker der, da en pludselig storm rammer dem? Lucie's synsvinkel er skrevet af Tears from Marian og Olama's af Isabell Elena.

12Likes
11Kommentarer
1042Visninger
AA

5. Sang i luften (Olama)

Jeg sad og nød stilheden der endelig havde lagt sig over gården. I noget der føles som evigheder, havde råbene lydt ud af det åbne vindue. Hans vrede og bestemte råb. Hende protesterende og frustreret. Det var ikke første gang de havde haft den diskussion. Jeg havde før hørt den fortsætte i timevis. Men denne gang var værre end de andre. 

Den kølige brise ramte mit ansigt, og nedkølede mine muskler. Smerten, der mindede mig om dagens indsats, formindskedes for en stund, da kulden trak ind igennem min hud. For første gang den dag slappede min krop af. Jeg lod mine lunger tømmes for luft, og fyldte dem langsomt op igen, som jeg følte energien fylde mig.

Sangen fra vinduet beroligede mig, som kun hun kunne. Skjult bag et træ sad jeg, kun få meter fra hendes åbne vindue, og lyttede til hendes smukke sang. Tanken om at hun, efter alt dramaet den aften, stadig kunne lyde så smuk og fredsfyldt, gjorde mig målløs. Jeg rettede mig mere op af træet, og kunne mærke den ru bark  slide imod min bare ryg. Hvad jeg dog ikke ville gøre for at se den pige..

Lyden af hendes stemme sneg sig langsomt ind på mig, overtog min krop. Den borede sig igennem mine muskler, og snart kunne jeg mærke hendes liv, hendes glæde og oprigtighed i hele min krop. Hjertet havde hun allerede overtaget for længe siden. Første gang jeg hørte hende synge. 

Jeg skævede op til vinduet. Hun sad for langt inde til at jeg kunne se hende, men hendes mørke lange hår flagrede i den blide brise, bevægede sig som bølgerne på havet. Så fredfyldt som hende selv. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Der var mange ting at tænke over, mange ting at være frustreret over. Men ikke i aften. I aften, når hendes beroligende sang lød i den frie natur, var det eneste der eksisterede, hende og jeg. 

Mit blik landede på maleriet der tidligere var blevet smidt ned. De flotte farver var nu mixet sammen på trægulvet, og lå som en pøl og flød. Få pletter havde ramt maleriet, men ellers var det uskadt. 

Jeg var kun få metre fra det, og kunne nemt se skønheden hun havde skabt. Jeg var mundlam. Det var fantastisk, fangende. At herren kunne få sig selv til at smide det ud af vinduet, var mig et mysterium. At han kunne smide noget så smukt ud, som endda var kreeret af hans egen datter, var ufatteligt. 

En pludselig idé fik mig til at stå på mine vaklende og ødelagte ben. Jeg skævede hurtigt haven rundt, til synet af intet andet end stille, forladt natur i tusmørket. Efter et sidste blik på vinduet, hvor sangen fortsat lød, listede jeg forbi det første vindue, med blikket rettet imod maleriet. 

Mast op af væggen bevægede jeg mig derhen ad, imens adrenalinet pumpede rundt i mit blod. Hvis jeg blev opdaget på herrens grund, imens jeg sneg mig rundt, ville det betyde dødsstraf. Herren havde ingen nåde overfor os slaver. Men jeg måtte tage det, jeg måtte redde maleriet. Lucie fortjente at få det tilbage. Min Lucie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...