Colored love

Lucie er husejerens datter, den uskyldige og fine pige. Glad og uvidende render hun rundt, uden at lægge mærke til den dybe kærlighed Olama, slaven, føler for hende. Indtil noget ændres, og hun får øjnene op for ham. Men livet er ikke bare lutter kærlighed, og da Lucie's far opdager hvad de har gang i, giver det dramatiske konsekvenser. Hvad vil de gøre? Og hvad sker der, da en pludselig storm rammer dem?

Lucie's synsvinkel er skrevet af Tears from Marian og Olama's af Isabell Elena.

12Likes
11Kommentarer
1078Visninger
AA

2. Milora (Lucie)

 

Jeg ved det er dumt. Jeg ved jeg ikke må. Jeg ved han bliver vred, men jeg elsker det her. Jeg vil gøre det, uanset hvad han siger. Jeg er ligeglad med straffen, jeg er ligeglad med reaktionen. Det her er en del af mig, og jeg gør det fordi jeg kan lide det.

Jeg fortsatte ned ad markvejen, kiggede mig hele tiden overskulderen for at tjekke om han havde set mig. Sukkermarkerne kunne ses så langt øjet rakte, overalt omkring mig. De var allerede i gang med høsten. Jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne. De måtte ikke tage den bedste del uden mig.

I et hop satte jeg i løb ned mod den første marks ende. Pludselig var det som om et par vinger spredte sig ud på min ryg. Jeg nærmest fløj af sted. Men jeg havde ingen vinger, det var musikken. Pludselig kunne jeg ikke længere mærke mine ben. De løb bare hurtigere, og hurtigere. Jeg så mig ikke tilbage. Jeg spurtede kun, ligefrem mod mit mål. Sangen fra de trætte arbejdere, leerne der slog i takt mod rørene. Det var som om at hvert skridt talte for ti. Jeg vidste godt, at når de nåede op til den anden ende af marken, som vendte op mod palæet, ville far opdage mig og med det sammen bede nogle hente mig. Og jeg ville sparke og slå på dem der ville blive sat til det. Men lige nu betød det ingenting. Nu var der kun mig, musikken og sukkerørene.

Milora stod klar med en le. Hun havde set mig længe før jeg var begyndt at løbe. Den lille, sorte pige smilte over hele ansigtet, da jeg standsede foran hende.

”Hello Milora,” stønnede jeg kort. Hun hilste med et hurtigt nik, stadig med et stort smil på læben.

Hun gav mig leen og pegede på et sted jeg kunne begynde. Jeg fulgte hendes finger med øjnene. Lige i midten af marken. Ikke dårligt. Jeg omfavnede hende og kunne mærke, at hun ikke blev overrasket. Hun havde holdt pladsen til mig, og det vidste jeg.

Da jeg gav slip på hende, kom jeg til at se ned på hendes fødder. De var bare og helt tilstøvede, hendes tånegle var flossede og afknækkede. Jeg så så på mine egne fødder, med de fine sandaler som far havde givet mig i fødselsdagsgave. Hun så undersøgende på mig. Vi så på hinanden, og som havde vi lige haft en samtale, lavede vi en aftale. Så smilede vi begge stort. Hende større end mig.

Jeg lagde leen ned på grusvejen og tog hurtigt mine sko af. Hun så overrasket på dem. Det så ud som om hun tegnede skoenes omrids med øjnene. Jeg gav hende skoene. Hun mærkede på det blødestof med tommelfingrene. Så tog hun dem på. De var meget store til hende, men alligevel var hun lykkelig.. Hun smilede til mig og slyngede armene omkring mit liv.

Jeg aede hendes halvlange hår. Det var groet en del denne sommer – det var næsten skulderlangt nu. Hun gav slip på mig og løb så hastigt afsted. Jeg grinede lidt for mig selv da hun tabte den ene af skoene og var nød til at løbe tilbage efter den. Så kom jeg i tanke om leen der lå ved siden af mig. Jeg samlede den op og løb hen til den plads Milora havde skaffet mig.

En masse velkendte, smilende ansigter kom mig i møde. Nogle vinkede oven i købet. Jeg vinkede glad tilbage, og så fortsatte de med deres arbejde. Jeg gjorde mig klar, lyttede til melodien omkring mig og huggede på de rigtige takter. Tiden fløj afsted, og jeg glemte helt at tænke på min far, der snart ville se mig. Jeg høstede bare i takt til musikken. Det var den der gjorder det så let, og det var derfor de sang.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...