Colored love

Lucie er husejerens datter, den uskyldige og fine pige. Glad og uvidende render hun rundt, uden at lægge mærke til den dybe kærlighed Olama, slaven, føler for hende. Indtil noget ændres, og hun får øjnene op for ham. Men livet er ikke bare lutter kærlighed, og da Lucie's far opdager hvad de har gang i, giver det dramatiske konsekvenser. Hvad vil de gøre? Og hvad sker der, da en pludselig storm rammer dem?

Lucie's synsvinkel er skrevet af Tears from Marian og Olama's af Isabell Elena.

12Likes
11Kommentarer
1067Visninger
AA

4. Fanget i længsel (Lucie)

Jeg hørte døren smække med et brag efter ham. Lyden af nøglen i låsen slog det fast, at jeg var alene. Vores samtale rungede i mit hoved. Alle ordene havde jeg ment, og det havde han også. Jeg havde protesteret, kastet med ting efter ham, slået i væggen. Mit værelse var ren kaos nu. 

Jeg lå på min seng, blandt de puder der endnu ikke lå på gulvet, og græd. Han havde forbudt mig at gå ud i marken igen. Det havde han gjort så mange gange, men nu havde han også forbudt mig min frihed. Jeg nægtede at tro det.

”Du er for meget blandt de negere! Hold dig fra dem,” havde han råbt. ”Jeg låser dig inde hver dag fra nu. Du bliver kun lukket ud til måltiderne. Alle andre tidspunkter befinder du dig lige her hvor jeg ved du er!”.

Jeg vendte mig om på ryggen. Fårekyllingerne spandt deres musik uden for mit vindue. Den eneste lyd der var i natten. Natten… var det allerede det? Jeg satte mig forundret op. Havde vi skændes så længe? Havde vi i stedet for at tage imod den kommende nat på verandaen som vi plejede, skændtes i flere timer? Ja, og det var der også megen grund til.

Da han havde dømt mig til sin ”forpulede, fejlfulde datter”, havde jeg bare stået og stirret stift på ham og ventet på en efterfølgende sætning, men der kom ingen. Vi havde stået foran hinanden, faste i vores mening. Ikke et øjeblik overvejet at slå blikket ned eller fjerne det.

For at bryde tavsheden spurgte jeg ham sammenbidt om, hvad han ville gøre ved det. Det svarede han ikke på, men gik i stedet hen til vinduet. Han stirrede ud over slaverne, og sagde intet. Så kiggede han på det maleri jeg havde lavet, som stod på staffeliet ved siden af vinduet. Jeg havde brugt flere uger på det, og det var ved at være færdigt. Han havde kigget på det som om han syntes om det, men da han tog fadt i det vidste jeg med det samme hvad han ville gøre.

Jeg næsten sprang efter det da han kylede det ud af vinduet. Jeg havde slået ham og sparket ham så hårdt jeg kunne. Min maling smed han også ud. Jeg betragtede hvordan paletten og tuberne smadres på terrassegulvet. Ikke nok med at han havde taget min frihed, han tog også det jeg havde at beskæftige mig med i mit lille fængsel.

Men ikke engang dét kunne tilfredsstille ham. Han væltede min bogreol, flænsede mit sytøj, hvorefter han havde skreget, at jeg var en skændsel for hele familien og at hvis jeg ikke snart strammede op ville han lukke mig inde i kælderen… og så gik han.

Efterlod mig i mit eget kaos af et værelse. Efterlod mig uden noget. Intet havde han ladt tilbage. Ikke engang et stykke papir til at tørre tårerne væk. Jeg rejste mig langsomt. Gik hen over gulvet, over mod vinduet. Gardinerne faldt blidt ned på den brede vinduskarm, vejrede stille i den kølige nattebrise. Jeg satte mig i karmen og kiggede længselsfulgt ud i natten…

Det gik op for mig at han havde ladt en ting tilbage. En ting han havde svært ved at tage fra mig, da han ikke kendte til den. Jeg tog en dyb indånding… og sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...