Colored love

Lucie er husejerens datter, den uskyldige og fine pige. Glad og uvidende render hun rundt, uden at lægge mærke til den dybe kærlighed Olama, slaven, føler for hende. Indtil noget ændres, og hun får øjnene op for ham. Men livet er ikke bare lutter kærlighed, og da Lucie's far opdager hvad de har gang i, giver det dramatiske konsekvenser. Hvad vil de gøre? Og hvad sker der, da en pludselig storm rammer dem? Lucie's synsvinkel er skrevet af Tears from Marian og Olama's af Isabell Elena.

12Likes
11Kommentarer
1039Visninger
AA

3. Den venlige kamp (Olama)

Jeg stoppede leens bevægelser, betaget af hvad der kom. Hvem der kom. Jeg ved jeg burde arbejde. Jeg ved jeg burde knokle, til min krop ikke kunne mere, men jeg var ude af stand til at koncentrere mig, når hun var i nærheden. 

Så smuk så hun ud, som hun kom løbende i sin luftige sommerkjole, og de fine små sandaler. Hendes lange hår bølgede omkring hendes skuldre, og bevægede sig blidt i vinden. Det mindede mig om de mørke bølger, jeg engang havde kigget forundret på. Dengang jeg var helt lille. Dagen hvor mareridtet begyndte. Mig og min lillebror, alene på den store båd. Jeg rystede tanken af mig. Der var vigtigere ting at tænke på lige nu. Hende. 

Jeg kunne ikke se hvad hun lavede, men Milora stod og snakkede til hende. Pludselig kiggede hun rundt, ud på de mange sorte mennesker, der stod foran hende. Mennesker, som for hendes slags, slet ikke burde ses som mennesker, men som dyr, som redskaber, som slaver. For det var, hvad vi var. 

Men det var ikke hvad hun så. Min godhjertede, lille Lucie så os som medmennesker, som en af hendes egne. Det var det jeg elskede hende for. Fra første gang jeg så i hendes godtroende og accepterende øjne, vidste jeg at hun var anderledes, special. At hun ikke ville følge sin fars fodspor. At hun ikke var en af dem. Ikke rigtigt. 

For som hun stod der, med leen i hånden, og svingede den i takt med de andre, så jeg glæden i hendes øjne. En glæde som vi ikke følte. En glæde som ingen anden end hun kunne føle, under det hårde arbejde på den brændende varme mark. Hun kunne lide det. Ikke blot kunne hun lide det hun lavede, hun elskede det. Elskede at hjælpe til, elskede at arbejde. Hun var fantastisk. 

"Ey Olama! Skal du ikke lave noget, i stedet for at drømme dig væk i håbløse ting?" Jami skubbede mig blidt med sin skulder, og blinkede til mig, imens hans drillende ord lød. Jeg kunne ikke skjule det for ham, min bedste ven. Skjule min besathed. 

"Du skulle da nødig snakke, når køkkenpigen kommer med aftensmaden i skjul!" råbte jeg udfordrende til ham, og skubbede igen. Han smed leen og kastede sig over mig. Slag ramte mit ansigt, slag ramte hans ansigt. Ikke hårde, men blot for at understrege hvad vi kunne. Det hele var bare en leg for os. Kun kærlige slag. 

Latteren lød fra vores munde, og flere af vores venner samlede sig rundt om, fascineret af synet. Heppende råb lød fra cirklen der nu var dannet omkring os. Et råb skilte sig ud fra de andres. Hendes grin. Lucie.. Hun heppede. Ikke på mig. Hun kendte ikke mit navn. Ikke på Jami. Nej, for det meste var det kun hendes klokkeklare latter der skilte sig ud fra de andres. 

"SLAVER!!" Råbet skød igennem luften som en pil. Med ét var alt forandret. Latteren ophørte, råbene forstummede. Jami og jeg hoppede op på vores ben, imens alle farede hen til deres pladser. En blanding af nysgerrige og skrækslagne blikke stirrede på os, og på den vrede Gårdsejer som hurtigt kom nærmere, imens han ansigtsudtryk ændrede sig. 

Han stoppede brat op, og stirrede måbende ud i luften. Det var, som kunne han ikke finde ud af hvad han skulle føle. Chokeret stod han og stirrede frem i luften. Hans mund bevægede sig, men ingen ord kom ud. 

"Lucie..." lød hans forskrækkede stemme til sidst. Hans chokerede blik forvandlede sig til vrede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...