The Choice

Klodset, kærlig, utjekket, smuk; Mød Molly Florence. Hun er kærester med selveste Harry Styles og de lever lykkeligt sammen. Hun opdager dog snart at Harry har en stor hemmelighed og i forbindelse med den bliver hun forelsket i bandmedlemmet Louis Tomlinson. Hvem elsker hvem? Og hvis hemmelighed bliver afsløret?

23Likes
16Kommentarer
2116Visninger
AA

7. Kunsten at grine som en gris, er nødvendigvis ikke positiv!

Kapitel 7.

Åh, gud, Molly! Tag dig sammen!, skændte jeg på mig selv, mens jeg var ved at finde tøj i klædeskabet. Min mor var flippet ud, lige så snart jeg kom ind af døren. Jeg skar tænder, ved at tænke på hendes raseriudbrud.

”Skat, dog! Hvor har du været?!” råbte hun misbilligende. Jeg sænkede hovedet. ”Og hvorfor tager du ikke din telefon? Du var væk i et 24 timer, Molly! 24 timer?”

Jeg pillede nervøst ved trykket på min T-shirt. James, min lillebror, kom ud i gangen til os. Han sendte mig elevatorblikket.

”Du ser sgu ikke for køn ud,” konstaterede han. Min mor gav ham dræberblikket, hvorefter hun stirrede strengt på mig.

”Lov mig at du ALDRIG gør det igen!” skreg hun og var helt grøn i hovedet. ”Og ligegyldig, hvilke planer du har for i aften, så drop dem,”

”Mor,” plagede jeg og tænkte på inderligt på Louis. ”Jeg fylder 18 om en måned!”

”Jeg er ligeglad!”

Så nu var jeg ved at rode mit tøjskab igennem for at finde en passende kjole til min date med Louis i aften. For ligegyldig, hvad min mor råbte mig ind i hovedet, skulle den ikke aflyses. Jeg stønnede og kollapsede på bunken af ubrugte kjoler. Hvad skulle jeg tage på?

Til mit held, fandt jeg en stram, ret kort, rød kjole i skabet. Jeg foldede den tilfredst på min seng og vandrede ud på badeværelset for at tage et langt, frydefuldt bad.

Strålerne masserede mine ømme skuldre. Jeg lod dem også tromme blidt i mit ansigt og vaske hver en urenhed væk fra min krop. I aften ville jeg være perfekt. Men hvorfor? Kunne jeg ikke stadig lide Harry? Åh, livet var så frustrerende.

Jeg steg ud af badet, tørrede grundigt min krop og kiggede mig i spejlet. Pludselig savnede jeg Harrys spejls guldramme. Jeg savnede at vågne op og stirre ind i øjne, omgivet af guld. Men jeg skulle aldrig komme til at flytte ind hos Harry. Aldrig føle hans berøring.

Jeg bankede uhæmmet min hånd hårdt ind i spejlet i frustration, og stønnede irriterende højt. Jeg fortrød dog hurtigt og holdt mig for munden, angst for at min mor, havde hørt mig. Jeg sprøjtede stads i håret, så det krøllede lidt. Bagefter smurte jeg et pænt lag mascara på og toppede med et tykt lag eyeliner.

Resultatet blev for en gangs skyld tilfredsstillende. Jeg nikkede anderkendende til mit spejlbillede, inden jeg listede ind på mit værelse igen for at klæde mig på. Det var overraskende svært at komme i kjolen, til sidst måtte jeg ligge ned på sengen, for at få den ordentligt på, men til gengæld sad den som malet på min lange, slanke krop. Der var en forholdsvis dyb V-udskæring og med et stort, rundt hul på ryggen. Netop som jeg stod og var ved at falde i staver, lød et højt pift uden for. Jeg skyndte mig hen til vinduet, smilede til Louis, der stod nede i haven og tyssede kærligt på ham.

Han nikkede forstående og jeg må ærligt indrømme, at han så fantastisk ud i løse bukser og en tætsiddende, hvid skjorte.

Jeg stak prøvende min fod ud af vinduet, men blev afbrudt af Louis, der pegede på min bare fod…Hov, vent. Bare fod? Jeg træk foden til mig, signalerede til ham at jeg kom om to sekunder og gik ind på mit værelse, for at lede efter de vinrøde stilletter, der uden tvivl ville passe perfekt til kjolen. Da jeg havde fundet dem, kastede jeg dem ud af vinduet og håbede stærkt på at Louis ville gribe dem

Og ganske rigtigt, greb han dem med en elegance jeg misundte ham. Derefter kravlede jeg atter selv ud af vinduet og gled, tæmmelig uelegant, ned af nedløbsrøret, men selvfølgelig skulle det gå galt.

Min kjole sad på sin vis fast i et uopdaget søm. Jeg kastede lavmælte eder ud i aftenluften, og måtte rive til før kjolen gav slip. Med et højt bump, landede jeg på røven i vores have. Louis hjalp mig op. Han grinede lidt af mig, mens han fulgte mig ud til sin bil.

”Jeg vidste ikke, at du også var en klatretøs?” jokede han, da vi havde sat os til rette. Jeg lavede himmelvendte øjne.

”Haha. Meget morsomt,” svarede jeg og kom uheldigvis til at lyde lidt mopset, hvilket ikke var min hensigt. Jeg blev pludselig enormt nysgerrig.

”Nå, hvor skal vi så hen?” spurgte jeg og vendte blikket mod Louis. Hans øjne kiggede koncentreret på vejen foran sig.

”Det er en hemmelighed,” sagde han gådefuldt og blinkede til bakspejlet. Jeg daskede ham på skulderen og grinede.

Åh, nej. Ikke min griselatter! Det her skulle nok blive en hyggelig aften…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...