Min lysende stjerne

Jeg ved ikke hvad der gik af mig den dag. Pludselig blev det bare for meget for mig. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg havde fundet mig i så meget fra din side af, men det var dråben som fik bægret til at flyde over. Jeg har altid og vil altid være familiens sorte får. Jeg er altid blevet overset, trådt på og nedgjort. Af dig. Alle tror du er perfekt. Men kun jeg kan se hvad der gemmer sig bag dit smukke ydre...

41Likes
75Kommentarer
1570Visninger
AA

2. Min lysende stjerne

Jeg hader mit liv. Hader min hverdag, min verden, mit hjem. Jeg hader mig selv. Men jeg kan ikke vende tilbage. Ikke nu. Ikke efter så lang tid og jeg kan især ikke se dig i øjne. Du ødelagde mit liv. Du fik mig til at tage denne beslutning. Den beslutning som vendte op og ned på min hverdag, som gør at jeg er her nu. Gør at jeg ligger på gaden, som en eller anden hjemløs - for det var præcis hvad jeg er. Hjemløs. 

Tænk at en så afgørende beslutning, kan tages på en enkel dag. Og det var en varm sommerdag, for godt et år siden.

Fuglene sang, solen skinnede og det var den varmeste sommer i tredive år. Du lå som altid og slikkede sol, med din fremvisende sorte badedragt og stribede solhat. Din hud var solbrun og du lå som om at du ejede det hele. Hver eneste dreng der gik forbi, kiggede savlende på dig. Som hunde der kigger på kødben.

Så kom de og ødelagde de hele. Din klike af populære piger, som engang var mine veninder. Men denne gang var der en med dem, en som fik mit hjerte til at slå et ekstra slag. Den lækre dreng fra 3.g, som jeg var vild med. Jeg krøb længere ned i stolen og prøvede på at gøre mig så lille som muligt, mens jeg nervøst begyndte at pille ved mine negle. I modsætning til dig, var jeg alt for genert til at snakke med den dreng jeg godt kunne lide.

De spankulerede over til dig og du kiggede sløvt op fra dit magasin, da du hørte dem. Du smilede overlegen til pigerne, som blev en smule ydmyge da de så deres dronning. Så fik du øje på drengen og smilede sødt til ham. En pludselig vrede buldrede gennem min krop, som en flod efter en oversvømmelse.

Hvor kunne du? Du vidste ude mærket godt at jeg var vild med ham og så lagde du an på ham?! Jeg vidste godt at du var ond og levede på en facade, men så ond vidste jeg alligevel ikke. Du havde allerede stjålet det meste fra mig og bevist at du var bedre end mig. Sødere, smukkere, mere populær end mig og alligevel skulle du stryge salt i såret, ved at flirte med min forelskelse.

Jeg kunne mærke tårende presse på og rejste mig op for at gå. Men jeg stoppede brat op, da jeg hørte hans stemme. Han spurgte dig om du ville følges med ham til festen på lørdag. Som i trance vendte jeg mig om. Jeg ville se dit ansigtsudtryk og ikke mindst høre dit svar. Jeg håbede inderligt at du ville afvise ham, men inderst inde vidste jeg godt at du ikke ville. For hvem ville afvise den lækreste dreng på skolen?

"Ja, det vil jeg meget gerne" Din stemme skar igennem luften, som piskesmæld mod mit hjerte. Du rejste dig op og drengen trak dig ind i et kram. Han hviskede noget i øret på dig og pigerne fnisede. Jeg kunne havde svoret på at du sendte mig et triumferende smil, over hans skulder. Det var for meget. Det var der det slog klik. Jeg havde fundet mig i så meget fra din side af, men det her ville jeg ikke finde mig i. Dette var dråben som fik bægret til at flyde over.

Du havde fået vores forældre til at overse mig, fået mine venner til at vende mig ryggen. Og nu stjal du min forelskelse. Du havde gjort mig usynlig. Ubrugelig. Du havde gjort mit liv til et helved, et helved hvor jeg var den grimme, ubrugelige, usynlige pige, som sad fast midt i skærsilden. Du fik folk til at glemme mig, bare du var i nærheden af mig. Fik mig altid overset. Men nu var det slut. Jeg kunne ikke klare det mere.

Jeg vendte rundt på hælende og løb. Løb væk fra alt det jeg kendte og ud i den store skræmmende verden, som nu ville blive mit hjem. Jeg løb væk fra dig.

Men når jeg så ligger i de kolde nattetimer, kan jeg ikke lade være med at tænke. Tænke på om det var virkeligt. At du virkelig var ond eller om det var noget som udsprang fra min underbevidsthed. For da vi mødtes den regnfulde aften, for et halvt år siden, virkede du så oprigtig. Som om at du virkelig var ked af det. Og jeg troede næsten på dig.

En tåre triller ned over kinden på mig og jeg tørrer den forsigtig væk. Jeg ruller om på ryggen og kan ikke lade være med at overveje det. Overveje om det virkelig er rigtig, at du er sådan inde bag dit smukke ydre. Eller om det hele er noget jeg finder på. Ønsketænkning.   

Himlen er klar, klare end nogensinde før. De mange millioner af stjerner er tydelige på den mørke himmel. Jeg finder den klareste stjerne, som jeg har gjord så mange gange før. Før jeg stak af. Den gang vidste jeg ikke hvorfor at den stjerne hjalp mig. Hvorfor den afholdt mig fra selvmord og alle de dystre tanker. Dengang vidste jeg ikke hvad den betød.  

Men nu dæmrer sandheden for mig. Jo mere jeg lukker op for den, jo klare bliver det. Du var sød. Du var smuk. Du var perfekt. Du var ikke den onde pige jeg troede. Jeg har løjet for mig selv, en løgn jeg håbede var sand, men viste sig at være så langt fra sand. Men inderst inde vidste jeg godt hele tiden, at det jeg troede om dig, var løgn. For det er dig der er helten og mig der er den onde. Jeg har været så uretfærdig og en forfærdelig søster. Jeg tog så grundigt fejl.

Jeg har ikke lyst til at leve mere. Men noget afholder mig fra at begå selvmord. Og jeg har endelig indset hvad det er. Det er den lysende stjerne på nattehimlen. Ligesom at de tre vise mænd fra biblen, havde deres ledestjerne, har jeg min. Det er dig. Du har altid prøvet at beskytte mig. For eksempel da du skred fra en fest, for at finde mig. Eller den gang hvor du lånte mig din kjole, så jeg kunne gøre indtryk på min date. Dine ord runger gennem mit hoved.

"Må jeg ikke låne den dér blå kjole du har? Jeg vil så gerne gøre indtryk på Josh" spurgte jeg, mens jeg stod med hoved begravet i mit klædeskab. Jeg kunne høre at du tøvede og jeg bad til at du ville sige ja. Jeg vidste at du virkelig elskede den kjole og havde sparet op til den længe. Der skulle nærmest ske et mirakel før at du sagde ja.

"Jo... Jo selvfølgelig må du det" Og der kom miraklet så.

Alle de gange du har hjulpet mig. Du har altid afholdt mig fra at begå selvmord og holdt mig oppe. Engang troede jeg at det var fordi du ville pine mig mere, men du prøvede i virkeligheden at beskytte mig, hjælpe mig. Du er min ledestjerne, den, som leder mig i den rigtig retning. Du er min lysende stjerne på den mørke nattehimmel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...