Min lysende stjerne

Jeg ved ikke hvad der gik af mig den dag. Pludselig blev det bare for meget for mig. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg havde fundet mig i så meget fra din side af, men det var dråben som fik bægret til at flyde over. Jeg har altid og vil altid være familiens sorte får. Jeg er altid blevet overset, trådt på og nedgjort. Af dig. Alle tror du er perfekt. Men kun jeg kan se hvad der gemmer sig bag dit smukke ydre...

41Likes
75Kommentarer
1621Visninger
AA

1. Den regnfulde aften

Solens sidste stråler forsvinder i horisonten og mørke lægger sig over byen som et tykt tæppe. Vinden hvisler i de ensomme, nøgne træer og efteråret har efterhånden fået et godt tag i verden. Nogle blade fejer hen over jorden og en ensom hund gør et par gader væk. Jeg trækker det tynde tæppe længere over mine skuldre og ruller mig sammen til en kugle. Jeg ryster af kulde, og rystelserne går som elektriske stød igennem min krop.

Jeg kan hører skridt længere nede ad gaden. Jeg sætter mig forsigtig op og mit hjerte begynder at banke hurtigere. Mørket virker pludselig meget truende og omklamrende. Som om det pludselig har fået lange fangearme, som rækker ud efter mig. Og det gør det ikke bedre at jeg er mørkeræd. Endnu en ting jeg hader ved at bo på gaden.  

Jeg lukker øjne, som jeg altid gør når jeg er bange. Kort efter åbner jeg øjne og ser den hvide golden retriever for mig. Det er som om at jeg kan mærke dens varme ånde på min kind og det beroliger mig. Dens store sorte snude er våd og vibrer når den snuser ind. Jeg ved godt at den ikke er virkelig, men alligevel beroliger den mig. Jeg har altid ønsket mig en hund, men jeg har aldrig kunne få én. Det sørgede du nemlig for, da du er allergisk. Som så mange gange før, stjal du et af mine ønsker.

Du stjal alt fra mig. Som bølgen der slår ind mod stranden og trækker sig tilbage igen, men denne gang med sten, sand og engang også min gummistøvle. Du var bølgen som stjal mine veninder, forældre og værst af alt, mine ønsker og min selvtillid. Du stjal det jeg ønskede mig aller mest i hele verden og gjorde mig til den jeg er i dag. Du formede mig som et stykke vådt ler.  

"Undskyld mig?" siger en lys stemme og mit hjerte stopper. Jeg kender den stemme. Jeg hader den stemmen og har hørt den alt for mange gange før. Det er dig. Men hvad laver du her? Burde du ikke være sammen med dine perfekte venner, som engang var mine. Du vil aldrig bevæge dig ud i dette kvarter. Og præcist derfor valgte jeg at slå mig ned her.   

Langsom kigger jeg op og møder dine nødebrune øjne. Det er som at se sig selv i et spejl. Dit lyse hår sidder i en rodet knold og din krop er solbrun som altid. Du ligner fuldstændig dig selv, som når du ligger og slikker sol i de hvide parasolstole, med den stramme sorte badedragt og stribede solhat. Alle de drenge som går forbi på gaden, kastede lange blikke efter dig og nogle gange stopper de simpelthen op og stirrer. Du er som et lys der tiltrækker fluer. En lygtebærer som lokker folk ud i sumpen, men sådan tænker folk selvfølgelig aldrig om dig. For du er jo perfekt.

Folk ser dig som en engel. Den fejlfrie, smukke pige med et hjerte af guld. Men for mig er du en falden engel. Den smukke, men onde heks i Snehvide. For jeg er den eneste som kan se igennem din facade. Den eneste som kan se hvad der gemmer sig bag dit smukke ydre. Og det er ikke kønt.

En taske svinger fra din arm, da du med et sæt retter dig op. Du havde stået en smule foroverbøjet, men står nu bare med et overrasket udtryk. Hvad er der søs? Jeg ved hvad du tænker og ja, vi er tvillinger. Men selvom at vi ligner hinanden som to dråber vand, er vi som yin og yang. Du er den positive og jeg er den negative.

"Søs?" hvisker du skrøbeligt og jeg rejser mig hurtigt op, så jeg står overfor dig. Jeg er en lille smule lavere end dig, hvilket jeg er sikker på fryder dig. Du lægger dit ansigtsudtryk i bedrøvede, håbefulde og søde folder, som en der genser en de har kær. Hvilket ikke rigtig passer på os to.

"Søs" vrænger jeg, som et lille barn. Jeg bøjer mig ned og samler min slidte taske og tynde tæppe op. Da jeg rette mig op står du med et forbløffet ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile tilfreds. 1-0 til mig. For første gang i mit liv.

"Hvad er der sket med dig?" Din stemme knækker over og jeg kan se dine øjne blive blanke. Jeg ved ikke om du hentyder til mit beskidte tøj og fedtede hår, eller det at jeg svarede dig tilbage. Det har du vidst aldrig prøvet før, men søs, vend dig til det. For det bliver ikke sidste gang.

"Har du nogensinde hørt sangen Stronger med Kelly Clarkson?" Da du ryster på hoved, citere jeg for dig;

 

"You think you got the best of me

Think you've had the last laugh

Bet you think that everything good is gone

Think you left me broken down  

Think that I'd come running back  

Baby you don't know me, cause you're dead wrong    

 

What doesn't kill you makes you stronger  

Stand a little taller  

Doesn't mean I'm lonely when I'm alone  

 

What doesn't kill you makes a fighter  

Footsteps even lighter  

Doesn't mean I'm over cause you're gone"

 

Du ved ude mærket godt hvad jeg hentyder til. Jeg hentyder til at jeg kender din lille beskidte hemmelighed, om hvordan du i virkeligheden er. At du i virkeligheden er en kælling uden lige. En der bare vil beskytte sit rygte, koste hvad det vil. Og vores venskab er prisen.

"Jeg har ikke mere at sige til dig" siger jeg koldt og vender mig om for at gå. Men før jeg når at tage et eneste skridt, tager du fat i mit håndled.

"Hvordan kan du være ligeglad. Ligeglad med mor og far. Jeg ved godt du er vred på mig, men hvad har jeg gjort? Vil du ikke nok komme med hjem?" Din stemme er bedende og desperat, og jeg kan ane gråd i den. Jeg stivner og bliver bleg. Hunden ved min side forsvinder i en røgsky og det er som om at nogle lige pludselig slukkede for den smule varme som var her.

Selvfølgelig skal du spille uskyldig. Selvfølgelig lader du som om, at du ikke kender noget til dit sande jeg. Og det gør mig simpelthen så vred. Men jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, hvor dygtig en skuespiller du er blevet.

"Du vidste at jeg var vild med ham. Du vidste det, men alligevel tog du ham. Ligesom du tog alt andet fra mig. Du fik vores forældre til at glemme mig. Mine veninder til at vende mig ryggen. Fik folk til at overse mig. Du gjorde mig usynlig" Min stemme er stærk, selvom at jeg føler at jeg kan briste hvert øjeblik det skal være. Ligesom et spejl, der hænger på et ujævnt søm. Jeg føler jeg kan falde tilbage i mørket hvert sekund det skal være. Jeg er nød til at komme væk. Nu.

"Og helvede skal gå under, før jeg vender tilbage til alt det" hvisler jeg og river mig fri af dit greb. Jeg sætter uden tøven i løb. En ordenligt tordenbrag lyder ovenfra og drukner dine råb. Pludselig vælter regnen ned og gør hele verden sløret. Men jeg elsker det. Det er som om at regnen renser verden, renser mig. Jeg runder mange hjørner, krydser noget som føles som tusinde gader og mine ben gør ondt. Men jeg fortsætter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...