Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall. Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall. ~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2204Visninger
AA

3. Snak

Mine fingre glider hen over strengene, der giver små lyde fra sig, som blander sig sammen og laver en hel melodi. Jeg fortsætter med at spille små tilfældige melodier, jeg selv opfinder. At spille på guitar får mine tanker tvunget væk fra problemer, der findes i mit liv, et øjeblik. Lyden toner langsomt ud, da jeg stopper med at spille, og mine tanker vender straks tilbage på Alice. Det store problem lige nu.

Hvad kan jeg gøre ved det her?

Jeg har ikke snakket med min mor eller far endnu. Jeg gik bare hjem til min far og satte mig op på mit værelse, hvor jeg lå i min seng og tænkte. Tænkte over alverdens ting. Ting, der havde noget at gøre med Alice, og ting, der ikke havde noget at gøre med Alice. Jeg havde også spist noget mad. Spillet på guitar. Spist mad. Spillet på guitar... spist mad.

Jeg rækker ud efter mit halvspiste pizzastykke og tager en bid. Det er ikke varmt længere, men jeg kan også godt lide kold pizza. Specielt skorpen og så med cola til! Men jeg har intet cola.

Sikke noget lort.

Og nu har jeg lyst til cola.

COLAAAA.

Det banker på døren. "Niall?" lyder min fars stemme derude fra.

"Ja?" spørger jeg.

"Du har siddet inde på din værelse i nu fire timer. Er der noget galt?"

"Nej."

"Niall."

"Nej, der er intet galt, far."

"Kan vi lige snakke? Hvordan går det med Alice?"

Jeg bliver tavs. Det går røv dårligt med Alice, far. Ja, faktisk røv dårligt. Røv fucking dårligt. Fucking røv dårligt.

"Niall." Min far lyder bekymret.

Jeg sukker dybt, rejser mig op og går hen til døren, som jeg låser op, så han kan komme ind på mit værelse. Det er faktisk rimelig rodet, nu hvor jeg tænker over det, og her trænger til at blive luftet ud. Her lugter af pizza. Og prut.

Min fars velkendte ansigtet dukker op. Jeg har fået hans smil, er der mange der siger.

"Lad os sætte os på sengen," siger han og sætter sig på min store dobbeltseng. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. Han lægger en arm om mig. "Fortæl så."

Jeg tager en dyb indånding.

"Alice kan ikke huske mig," starter jeg, "og hun vil aldrig kunne huske mig. Lægen sagde, at hver gang det har noget at gøre med mig, bliver jeg ligesom slettet. Hun kan huske scenerne, men jeg bliver klippet væk fra dem. Så hver gang vi mødes, får hun et 'nyt' bekendtskab." Jeg laver gåseøjne.

Min far ser tænksom ud et øjeblik. "Ved de hvorfor?" spørger han.

"Nej," svarer jeg. "Det tror jeg i hvert fald ikke."

"Hvordan har du det med det?"

Sikke et flot spørgsmål, far. Jeg ser über glad ud, ikke?

Jeg løfter på skuldrene. "Jeg har det... dårligt, forfærdeligt, modbydeligt... Hun kan jo ikke huske mig far! Jeg elsker hende så højt, men hun kan ikke huske mig! Hun kan for fanden ikke huske mig!" Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder. Min far kører en hånd op og ned ad min ryg.

"Så," hvisker han, "dyb indånding."

Jeg gør blot som han siger, og sænker også mine hænder, så jeg kan møde hans blik.

"Vil lægen ikke gøre noget ved det?"

"Jo," snøfter jeg. "De har fundet en, der kan træne hendes hukommelse op igen."

"Så skal det nok gå, Niall. Den de har fundet må være ekspert. Og det er kun et lille hukommelsestab. Hun skal nok blive sig selv igen."

"Som om," fnyser jeg hårdt.

"Alt er ikke fortabt endnu. Hold nu modet oppe, ikke?" Han omfavner mig i et stort bjørnekram. Et rigtig far-kram, som ingen børn kan modstå ligegyldig hvilken alder. Jeg kan i hvert fald ikke, og tager varmt imod det.

"Jeg vil prøve," sukker jeg.

"Skal jeg lave kakao?" spørger han. Jeg puffer blidt til ham. Jeg har en svaghed for mad og drikkevarer... og kakao er en af de ting, jeg har størst svaghed for.

Samt mad fra Nando's.

"Ja tak," hvisker jeg. Han rejser sig op, kysser mig på panden og forlader mit værelse. Gud, hvor jeg elsker min far. Han er der altid for mig.

Jeg rækker ud efter min guitar og begynder at spille igen. Spiller flere melodier, jeg selv opfinder. Musik giver mig ro i kroppen, og som sagt fjerner den mine tanker, og lader min kun koncentrere sig om den.

Et par minutter efter lister min far roligt ind på mit værelse, og stiller en kop varm kakao på mit bord ved siden af mig. Derefter lister han ud igen, men det forstyrrer ikke. Jeg er blot taknemmelig over, at han tager sig af mig. Jeg rækker ud efter kruset og tager en tår af kakaoen, der har flødeskum på toppen, og jeg får et hvidt overskæg, som jeg slikker af.

 

***

 

En irriterende lyd sniger sig ind i min drøm, eller rettere sagt mareridt, der handler om at en random mand stjæler min mad. Min mad!

Det er noget jeg tit drømmer.

Og nej, det er slet ikke underligt, okay?

Jeg åbner mine øjne på klem og lader min hånd lede efter min mobil, hvis meddelelses-lyd havde sneget sig ind i mit mareridt. Jeg fanger den endelig og kigger på displayet. 

En fucking Facebook-notifikation har ødelagt min søvn. En fucking FarmVille-notifikation har ødelagt min søvn. Are you fucking kidding me?

I øvrigt, ja, jeg har facebook med et tilfældigt navn, som er rimelig genialt. I finder mig aldrig, hæ.

Jeg sætter mig op og kører fem fingre gennem mit morgenuglede hår. Derefter kigger jeg på mobilens display igen, og opdager at klokken kun er 09.56.

Fucking. Kun. 10. Om. Morgenen.

Dræb mig.

Eller nej. Jeg har stadig en mission. Få Alices hukommelse tilbage.

Og så kan du stadig ikke dræbe mig, for så har jeg fået mit gamle liv tilbage, og det skal ikke ødelægges igen!

Men I er velkomne til at dræbe FarmVille.

Fucking FarmVille.

Jeg slæber mig ud på badeværelset, hvor jeg får klædt mig af og trådt ind under vandet, der strømmer ud af brusehovedet. Jeg får vasket mig med en sæbe, der dufter svagt af roser. Den minder mig om Alice.

Hvorfor skal alt freaking minde mig om Alice?

Fordi jeg elsker hende.

Selvfølgelig. Klart svar.

Jeg sukker dybt og træder ud fra kabinen efter at have skyllet mig. Jeg griber et stort blødt håndklæde og begynder at tørre mig. Derefter går jeg tilbage på mit værelse med håndklædet om hofterne, og leder efter et par jeans og en t-shirt i mit skab.

Det er så let at være dreng.

En t-shirt på og et par bukser, og så er du sådan set klar.

Og lækker.

Jeg skriver en hurtig sms til den private chauffør, som drengene og jeg tit benytter os af. Jeg kan vel ligeså godt tage hen på hospitalet. Jeg har ingen planer i dag.

Jeg finder min cap, som jeg sætter på hovedet. Jeg skal altid have min cap på mig.

Måske også fordi at Alice tit sagde, at den klæder mig.

Jeg smutter ned i køkkenet, hvor jeg finder en lille seddel og en kuglepen.

'Er taget på hospitalet for at se til Alice, ses senere. Niall', skriver jeg på sedlen. Min far sætter pris på, hvis jeg fortæller ham, hvor jeg er. Jeg kunne godt sende en sms, men da det er søndag - hans sove-længe-dag, og jeg ikke ved, om min far har sat sin telefon på lydløs, så er det rimelig klogt at lade være med at sende en sms. Bare for ikke at blive slået ihjel af min far.

Og jeg har jo stadig en mission.

Jeg går ud i entréen, hvor jeg stikker mine fødder nede i mine hvide Skytop sko. Derefter går jeg ud af hoveddøren, ned ad den tre-trinnede trappe og ud af forhavens hvide havelåge. En sort bil glider op til mig, som jeg skynder mig ind i inden, at en eller anden fan får øje på mig fra nabohuset.

Chaufføren, Charles, lader hurtigt bilen køre videre. Han ved nøjagtigt, hvor han skal køre hen. Vi har kørt hen til hospitalet nogen gange. For at se til Alice flere gange på en uge, hvor hun lå i koma.

"Hvordan har De det, Mr. Horan?" spørger Charles.

"Fint." Jeg er ikke i humør til at snakke.

Han tager det korte svar som et tegn på, at han skal holde kæft. Men det behøves han ikke. Jeg kan ikke tvinge folk til at tige stille. Men han skal ikke regne med, at jeg svarer tilbage.

Fuck mit humør.

Jeg ænser næsten ikke omgivelserne udenfor. De blander sig bare sammen til en masse af  farver. Jeg lukker øjnene og hviler hovedet mod mine ene hånd.

Det føles kun som om vi har kørt i fem minutter, da Charles meddeler, at vi er ved hospitalet nu.

Jeg lader mine øjne fokusere. Bilen er kørt helt hen til hospitalets store svingdøre. Jeg tager mine solbriller på og stiger ud af bilen.

"Tak for turen," når jeg at sige inden, at bildøren lukker. Jeg går ind ad svingdørene. Lugten af hospital rammer mig som en mur. Jeg går hen til elevatoren, hvor døren er åben. Jeg træder ind i den og trykker på knappen med firetallet. Elevatoren lystrer, lukker dørene og kører op på fjerde etage, hvor jeg træder ud. Lugten af hospital bliver stærkere, og lyden af mennesker der snakker, jamrer eller hastige skridt mod gulvet, når mine ører. Jeg finder døren ind til stuen, hvor Alice er på. Jeg tager mine solbriller af samt min cap, tager en dyb indånding og træder så ind.

Elisabeth og Thomas sidder derinde sammen med Alice. De kigger alle tre hen på mig, og på to af dem dukker der et smil op. Alice ligger bare og kigger spørgende på sine forældre.

"Godmorgen Niall!" siger Elisabeth. Hun rejser sig op og kommer hen til mig. Bag hende begynder Thomas at snakke med Alice igen.

"Hvordan går det?" Hun taler i et lavere tonefald. 

Jeg trækker på skuldrene. "Jeg fik talt med min far. Han sagde at det nok skulle gå, og at hukommelsen nok skulle vende tilbage, når kvinden der skulle træne hukommelsen op igen kom."

"Det er godt, at han trøster dig. Jeg havde glemt alt om hukommelses-træneren. Der er vist noget om, at hun kommer i morgen... hm, jeg er ikke sikker, men lad os da håbe."

Jeg nikker. Hvad hedder sådan en hukommelses-træner egentlig?

"Hvordan går det med Alice?" spørger jeg og kigger Elisabeth over skulderen.

"Skaderne er det samme som i går, måske en anelse bedre, men ellers ser hun ud til at have det fint for resten."

"Dejligt at høre," siger jeg. Vi vender tilbage til de to andre. Jeg finder mig en stol, som jeg sætter mig ned på.

Alice kigger på mig med et venligt smil. "Mit navn er Alice."

Hvor mange gange er det, at vi nu har hilst på hinanden? Tredje gang? Fjerde gang?

Jeg sukker. "Mit navn er Niall."

"Hey. Hvad laver du her?"

"Jeg..."

"Niall er en patient her," svarer Elisabeth hurtigt. Vi møder kort hinandens blik.

"Hvad er der sket med dig?" spørger Alice.

"Jeg har bare brækket mit håndled, men det er næsten helet." Jeg smiler venligt til hende, og hun smiler blot tilbage.

"Jeg er blevet kørt ned. Min krop gør vildt ondt, men jeg overlevede da heldigvis."

"Heldigvis."

"Vil du have en kop te, Niall?" spørger Elisabeth.

"Ja tak," svarer jeg uden at kigge på hende. Jeg kan høre Elisabeth og Thomas forlade stuen. Jeg holder bare blikket på Alice. Min smukke Alice.

Alice blik flakker lidt. Jeg opdager, at jeg stirrer på hende.

Jeg ser helt sikkert creepy ud.

Jeg retter hurtigt blikket væk igen.

Akavet stilhed.

Sig noget en eller anden.

...

Please.

"Hvor gammel er du?"

Jeg puster lettet og lydløst ud. "Nitten."

Hun smiler stort. Det hele skal nok gå. Hun glemmer mig ikke igen. Vi kan bygge et nyt venskab op!

"Det er jeg også! Eller... snart. Jeg har fødselsdag om..."

"... En uge," slutter jeg hendes sætning.

Hun hæver sine øjenbryn. "Hvordan vidste du det?"

"Eh."

Elisabeth og Thomas reder mig, da de kommer ind ad døren med tre kopper med dampende varm te. De rækker en til mig. Alice får ikke en, da hun ikke kan sidde op og drikke, og sikkert heller ikke må få te. Hun kigger lige pludselig spørgende på mig.

"Hvad?" spørger jeg og smiler. Jeg tager en tår af min te.

"Hvem er du?"

Jeg er lige ved at spytte min te ud over hende.

Dumme, dumme, dumme Niall. Du er godtroende igen. Alt ville blive perfekt i dine øjne. Nooooot med stort N! (Det er i forvejen med stort N, men se bort fra det!)

"Mit navn er Niall," siger jeg for 177. gang med en træt, trist stemme.

"Hej. Jeg hedder Alice."

"Hej Alice."

"Hvad laver du her?"

"Jeg er patient og har forstuvet mit håndled, som er lige ved at hele."

"Det lyder da dejligt. Jeg er blevet..."

Jeg hører ikke efter, men stirrer bare ligefrem for mig. Jeg ved præcis, hvad hun vil sige. Det er som en sætning fra en film eller en sang, der bliver spillet igen, og igen, og igen. Jeg glæder mig til, at hukommelses-træneren kommer.

Jeg skyller min te ned. Den brænder langt ned i min hals, men jeg er ligeglad. Jeg kunne faktisk godt drikke noget alkohol. Bare for at få tankerne lidt væk... rettere sagt, langt væk.

Jeg rejser mig op og vender mig mod Thomas og Elisabeth. "Jeg går lige ud til receptionen og finder ud af, hvornår hende der hukommelses-træneren kommer."

Jeg stiller min kop fra mig og skynder mig ud. Jeg knuger min cap til mig og fortsætter hen til elevatoren, som jeg tager ned til stueetagen, hvor receptionen er. Jeg stiller mig bag en ældre dame, der snakker med receptionisten, en ung kvinde, måske midt i tyverne.

Den gamle dame snakker langsomt.

Ku' man få lidt fart på med mundtøjet?

Haha!

Ad.

Jeg gnider mine øjne kort og prøver at koncentrere mig om damen og kvinden, og får min perverse tankegang tvunget væk.

Den gamle dame fortsætter med at snakke om en eller anden gammel dame. Endelig tøffer hun væk som en snegl, og jeg går op til skranken.

"Goddag."

"Omg, er du Niall Horan?"

...

Jeg giver hende et træt blik.

"Åh, undskyld, ja, hvad kan jeg gøre for dig?"

Tak.

"Jeg ville bare spørge, hvornår hukommelses-træneren kommer."

"Hvilken stue?"

"Eh, 6."

Hun klikker på tastaturet og kigger på skærmen foran hende.

"Mh." Hun klikker en enkelt gang med musen. "Hun burde meget gerne komme lidt senere i dag. Ved to-tiden."

"Okay, super." Jeg fisker min mobil op ad min ene bukselomme og kigger på displayet. Der er omkring to timer til, at hun vil komme. "Mange tak," siger jeg og vender ryggen til hende.

"Vent!"

Jeg vender mig om. "Hvad?"

"Kan jeg få din autograf?"

@*&%€!

_______________________________________________________________________

Nå, hvad synes I så ind til videre? Er det godt? Er det kedeligt? Burde jeg gøre noget anderledes? Er kapitlerne lange nok? For korte? Bare kommenter! (:

Jeg håber, at jeg vil få flere likes, favoritlister og kommentarer, men tak til dem, der har gjort det allerede!

xoxo Taemma.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...