Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall.
Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall.
~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2243Visninger
AA

5. Skole igen

Alices P.O.V
 

Det er mandag. Det var i forgårs at jeg vågnede, og jeg kan stadig ikke rigtig forstå, at jeg er blevet kørt ned, trods jeg tydeligt kan mærke det og se det på min krop. Min ene arm og mit ene ben er bundet ind gips, og hængt op i slynger. Jeg havde huller i hovedet, der heldigvis er helet. Jeg har hudafskrabninger og sår. Det gør pisse ondt, men alligevel er jeg rimelig god til at holde humøret oppe. Bare ikke lige i dag.

Jeg ved ikke, om det er medicinen, der gør mig skør, men jeg har pludselig fået en underlig følelse inden i. Som om jeg har glemt noget, men jeg har ikke været ude af hospitalssengen, så jeg kan ikke have lagt noget et eller andet sted, og så glemt det. Måske har jeg overhovedet ikke glemt noget alligevel. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg har det helt seriøst som om, at jeg har glemt noget. Det irriterer mig. Sådan rigtig, rigtig meget.

Jeg sukker. Måske har jeg fået hukommelsestab? Men det vil ikke give nogen mening. Sharon viste mig billeder. Jeg kunne huske dem alle sammen... ikke? Der er i hvert fald ikke nogen, der har fortalt mig, at jeg har hukommelsestab, hvilket må betyde, at jeg ikke har hukommelsestab, ikke? Jeg er forvirret og hjælpeløs. Det irriterer mig også. Jeg hader at være hjælpeløs. Mit ben klør af helvedes til, men jeg kan ikke klø på grund af den forbandede gips. Kløen irriterer mig også. Alt irriterer mig. Sygeplejerskerne irriterer mig. De kommer brasende ind og skal kigge til mig, imens jeg prøver at sove, da jeg intet andet har at foretage mig. Altså, har de ikke lært at banke på en dør?

Jeg sukker igen. Heldigvis kan jeg snart få lov til, at komme op at stå og gå lidt rundt. Det trænger jeg til. Måske er det i dag, at jeg kan få lov til det?

Jeg rykker mig kort i sengen, trods det gør ondt i min krop.

En af sygeplejerskerne, Ginny, kommer ind på stuen.

Så bank dog på!

Hun smiler høfligt til mig og går hen til mit natbord, hvor hun skifter de gamle blomster ud med nogle nye, helt friske roser.

"En har sendt dig dem her," siger hun.

"Hvem er de fra?" spørger jeg.

"Det ved jeg desværre ikke, Alice." Hun smiler undskyldende til mig.

"Nå, okay..." Jeg rækker ud efter en af dem, og føler blidt på et af de bløde rosenblade. Hvem sender mig roser?

Min mundvige trækker sig selv lidt opad.

"Er du sulten?" spørger Ginny. Jeg retter blikket op på hende, nikker svagt og vender hurtigt opmærksomhedet på bladet igen. Hvem der end har sendt mig roser, er det sødt. Måske en hemmelig beundrer fra skolen? Jeg fniser lidt. Det minder mig om en kærlighedsfilm..

Følelsen af at jeg har glemt noget, vælder op i mig igen. Jeg sukker og vender blikket op i loftet. Jeg hader, at glemme noget. Kender I det?

Jeg håber sådan, at jeg kan få lov til, at komme ud af sengen i dag. Så kan jeg måske tænke på noget andet.

Hvordan har de det mon i skolen? Det er mit sidste år på High School, så jeg har helt sikkert en hel masse ting, jeg skal nå at indhente. Savner mine venner mig mon? Har de overhovedet været her og besøgt mig? Jeg savner min bedste veninde, Amber. Hun er virkelig en dejlig pige. Måske er det hende, der har sendt mig roser?

Nej. Det føles det ikke som om.

Sygeplejersken bryder mine tanker, da hun kommer ind igen med en bakke med mad, og jeg opdager, at jeg har kløet hul på et sår på min arm, der nu bløder.

Ginny stiller bakken med mad fra sig, sukker ad mig og finder et plaster frem, som hun piller fri fra papiret og sætter over såret.

"Lad nu være med at pille, ikke?"

Fnis.

Det misforstod jeg.

Jeg smiler hurtigt undskyldende til hende, og jeg begynder i stedet at pille ved det rug dynebetræk.

"Jeg har taget et æble, en yoghurt, en toast og et glas vand med til dig. Lægen gav mig lov til, at sætte dig helt op."

Jeg hæver mine øjenbryn og smiler glad. De sidste to dage, har jeg kun fået lov til, at få flydende mad, og min sengs øverste del blev kun blevet kørt lidt op, så jeg kun sad en smule op, og lige akkurat kunne få maden ned uden at blive kvalt.

Ginny tager fjernbetjeningen til sengen og trykker på den øverste pil. Jeg kan mærke, at min overkrop langsomt bliver hævet op. Til sidst sidder jeg op. Mand, det er lang tid siden, at jeg har siddet helt op, synes jeg.

Ginny sætter bakken på mit skød, og jeg begynder grådigt at spise af maden.

"Er der noget du mangler inden jeg går?" spørger hun, imens hun kort ordner nogle få ting.

"Nej tak," siger jeg høfligt. Hun nikker kort og går over imod døren.

"Nej vent! Er det i dag, at jeg kan få lov til at komme op at stå?"

Hun kigger sig over skulderen. "Jeg kan snakke med lægen." Derefter forlader hun stuen og lader mig spise i ro og fred.

Fuck den her toast smager godt! Det skulle man sgu ikke lige tro af hospitalsmad.

Jeg propper toasten ind i min mund.

Ja, propper, så da jeg prøver at tygge, stikker der et vandfald af brød, smeltet ost, skinke og tomat ud af munden på mig. Jeg prøver at tygge mig igennem brødet og tørrer noget ost af hagen.

Lækkert.

Der lyder en banken på døren (endelig en der kan finde ud af at banke på!). Lægen træder ind i rummet med en krykke i hånden. Jeg smiler kejtet til ham, stadig med mad ud af munden, og holder hurtigt en hånden op foran og får slugt maden efterfulgt af et enkelt host. Det føles som om, at toasten river mig langt ned i halsen, men jeg fremtvinger alligevel et stort smil til lægen, sikkert med skinke imellem tænderne. 

"Goddag, Alice." Han går hen til mig seng og fjerner bakken med den tomme tallerken og det tomme glas, som han stiller på en stol. "Skal vi se, om vi kan få dig op at stå?"

Fnis.

Jeg nikker til ham og han stiller krykken op ad min seng. Endelig skal jeg gå!

Og nu kan jeg tisse på et rigtigt toilet!
 

***
 

Det er snart en uge siden, at jeg fik lov til at gå. I går blev jeg udskrevet fra hospitalet, men der blev aftalt at jeg stadig kom for eftersyn. Bare en enkelt gang eller to.

Jeg kigger op på den store bygning, der tårner sig op over mig. Jeg støtter mig til en krykke på min venstre side og på mit højre ben. Min højre arm er bundet ind i gips og op i en slynge, og mit venstre ben er også bundet ind i gips. Hele min krop er bundet ind i gips... næsten da. Jeg er i hvert fald ikke 100% helet endnu. Heldigvis er der kommet skorpe på alle mine sår, og nogle er blevet til ar, og så der er groet en smule hår ud der, hvor jeg fik barberet hår af, så man kunne pleje de huller i hovedet, jeg havde. De er heldigvis 100% helet. Jeg har dog taget en hat på. Det så ikke så godt ud med et halvbarberet hovede. Jeg har overvejet at få sidecut... men der er vist for lidt hår til, at det vil se pænt ud. Så ja tak til hatte!

Jeg skutter mig, da en kulde rammer mig. Det er starten på efterår, og her er allerede ekstremt koldt. Jeg kan næsten se min ånde, og da jeg gik igennem parken, var der allerede rimfrost på græsset.

Jeg sukker kort og bestemmer mig for, at komme indenfor. Der er nok varmere derinde end herude.

Jeg kæmper mig et skridt frem mod skolen. Elever stormer forbi mig og er nær ved at vælte mig omkuld.

Altså helt ærligt! Tag lige hensyn til en med kryk, tak! Det er altså meget mere besværligt i forhold til folk med to krykker, ok?

Jeg fortsætter så hurtigt jeg kan, hvilket er langsomt, hen til trappen, som jeg kommer op ad og videre ind ad hovedindgangen. Der er et kaos af mennesker og varmen rammer mig som en mur, men den tager jeg imod med åbne arme.

Hvis jeg da kunne åbne mine arme.

Hvilket egentlig bliver et problem, når jeg skal til at kramme mine venner.

Skoleklokken ringer til time et øjeblik efter, hvor jeg er på vej mod mit skab, så jeg kan hente mine bøger til første time på dagen, der for mit vedkommende, er historie. Kan jeg overhovedet løfte bøgerne? Jeg burde have et rullebord efter mig, som jeg kunne lægge alle mine ting på, og så kunne det rulle så fint efter mig.

Nemlig.

Krykken klikker mod gulvet på den nu mennesketommegang. Her ser ud, som her plejer. Skabe, med navneskilte og klistermærker, ned langs gangenes hvide vægge, opslagstavler, skraldespande og så de fem kunstner-vægge rundt omkring på skolen. Dem, hvor fem kunstnere har fået lov til at male noget på, så skolen får lidt liv. Det er meget bedre end hospitalet, jeg synes er så kedelig hvidt. De burde have vægge lignende dem på skolen.

Jeg finder mit skab og får med besvær låst det op. Heldigvis kan jeg stadig huske min kode, 5834. På mystisk vis får jeg bogen og hæftet, ned i min skoletaske, som jeg får på ryggen igen. Derefter fortsætter jeg videre i snegletempo hen mod lokalet, jeg skal være i. Sommerfuglene begynder straks at lege fangeleg i min mave.

Jeg er en hel dyrepark.

Måske lugter jeg også lidt af ged.

Nej, jeg har været i bad.

Hvilke jeg trængte til, for jeg havde jo ikke rigtig mulighed for det på hospitalet.

Hæ.

Jeg får presset håndtaget ned med min brækkede arms albue, og døren åbner en smule. Jeg hopper et kort skridt hen til den og får skubbet den op, så bagsiden af døren rammer væggen inde i lokalet med et brag.

Bam! Alle kigger på mig.

Stilhed.

"Alice!" En bryder stilheden. Min bedste veninde, Amber. Jeg kan mærke tårerne stige op i mine øjne. Det er først nu, jeg mærker hvor meget, jeg har savnet hende.

Som hun plejer - at være ligeglad med vores historie lærer, der i øvrigt er en idiot og en klam stodder, og som jeg overhovedet ikke har savnet (lad mig understrege alt), farer hun op fra sin stol og spurter hen til mig og bogstavelig talt overfalder mig med kys og kram. Og jeg står hjælpeløs med en øm krop, to brækkede lemmer og én krykke.

Hun trækker sig fra mig med tårerne strømmende ned ad kinderne. Hun kigger grundigt på mig, sluger alt til sig, som om hun havde glemt, hvordan jeg ser ud, og opdager først der, at jeg altså ikke er helt rask endnu. Hendes overdrevet glade ansigtsudtryk forvandler sig straks til et overrasket og undskyldende udtryk. "Fuck, undskyld Alice!"

"Det er okay," siger jeg og smiler skævt. Hendes kæmpe smile dukker hurtigt op igen. Jeg kan se de andre følge Ambers eksempel, at rejse sig og være ligeglad med læreren. De smutter hurtigt hen til mig og skiftes til at kramme mig forsigtigt. Nogle af dem rør mig næsten ikke i krammet.

Deres stemmer bliver et kor af "hej"'er. Jeg smiler blot stort til dem. Det er dejligt at være tilbage.

En rømmen afbryder snakken. Ligesom under en gudstjeneste, hvor koret synger den højeste tone, og man braser ind i kirken med stiletter, der klikker højlydt mod marmorgulvet.

Ja, det har jeg prøvet.

Bare... bare lad være med at afprøve det.

"Sæt jer ned, elever," siger vores klamme historielærer med sin dybe stemme. Jeg kan høre suk, og klumpen af mennesker fjerner sig hurtigt fra mig.

Selv om det er dejligt at se dem alle igen, så kan jeg straks mærke en lettelse, da de fjerner sig. Det er lidt overvældende det her, synes jeg.

Amber hjælper mig ned mod hendes plads, hvor hun vifter sin sidemakker væk, og får mig sat ved siden af.

"Jeg har savnet dig så meget! Hver dag har jeg tænkt på dig. Da du lå i koma, besøgte jeg dig, men jeg vidste ikke, at du var vågnet!" Hun tørrer sine øjne, og tværer samtidig sin mascara ud, så hun ligner en panda.

"Det er okay," siger jeg. "Du ligner en panda nu."

Hun ler svagt og finder et spejl frem fra sin taske, samt en serviet og sin mascara, så hun kan lægge et nyt lag, når hun har fjernet det udtværede.

"Var det dig, der sendte mig roser?"

"Mig? Nej. Jeg har givet dig chokolade, men udløbsdatoen var nær, så jeg spiste det..."

Det bliver efterfulgt af en stilhed, og så begynder jeg at le. "Det er typisk dig!"

Hun rødmer. "Jeg må indrømme, at jeg troede at du var død. Vi har intet fået at vide! Altså kun, at du var blevet kørt ned og lagt i koma, men ellers intet!"

"Det er okay."

"Alice og Amber, ti så stille!" råber læreren. Vi kigger på hinanden og fniser.

Alt er som det plejer.

Alt, ikke?

_______________________________________________________________________

Undskylder for et kort kapitel. Har ikke tid til mere, da jeg kører ombord på en færge nu, på vej til Tyskland, og derefter videre til Frankrig i bil. Har haft lidt stess på, da jeg gerne ville udgive et kapitel inden jeg rejste, så ventetiden ville blive en smule kortere - kan nemlig ikke skrive i efterårsferien, så der kommer ikke kapitel foreløbigt. God ferie alle sammen!

xoxo

Taemma.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...