Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall. Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall. ~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2203Visninger
AA

9. Sidste chance

Alices P.O.V
 

Huh.

Forvirret.

Så forvirret.

Jeg har det bedre.

Jeg er i hvert fald ikke svimmel længere.

Men jeg er stadig forvirret, og det gør en virkelig udmattet.

Hvorfor blev jeg så forvirret før? Vi havde gæster eller sådan noget... en eller anden... hvem var det? Der var også noget andet...

Jeg sukker højlydt og lukker øjnene i. Jeg fik fortalt et eller andet... hvad var det nu? Jeg tror, det var min mor der fortalte det. Jeg må spørge hende.

Jeg gnider mine øjne og rejser mig fra sengen og lukker vinduet. Her er hundekoldt. Jeg skruer ekstra op på radiatoren og finder en hvid strik-sweater, som jeg trækker over hovedet. Jeg orker ikke mine katte-sutsko, selv om jeg fryser mine tæer.

Jeg synes jeg har dårlige minder med dem ...

Miav.

Jeg dumper ned på min seng igen og lader mit blik glide rundt i værelset.

Måske burde jeg gå til psykolog.

Måske kunne det hjælpe mig med at få ryddet op i mine tanker. Få det frem, jeg ikke kan huske.

I er ikke klar over, hvor svært jeg har det.

Jeg savner et eller andet. Jeg kan bare ikke komme på, hvad det er. Jeg kan ikke komme på, hvad det er, min mor fortalte mig. Jeg kan ikke komme på, hvorfor jeg blev så forvirret.

Jeg har brug for at snakke med en eller anden. En psykolog, måske. Venner, måske.

Jeg læner mig frem og tager min mobil fra mit natbord. Når man taler solen... en af mine venner har sendt en besked, om jeg er fri i dag. Det er Caden. En af mine virkelig gode venner. Ham Amber udfordrede til at kysse mig.

Jeg får en dårlig følelse i maven igen. Jeg knuger hænderne og tager en dyb indånding. Jeg har virkelig brug for selskab, så jeg kan få skubbet alle mine tanker væk.

"Hey, jeg er fri i dag. Ka' du komme herover?" skriver jeg og tilføjer en glad smiley. Derefter sender jeg den. Der går kun to sekunder, før jeg modtager en retur.

"Ses om 5," skriver han. Jeg griber min krykke og kommer hurtigt på benene igen og hen foran mit spejl, hvor jeg hurtigt retter på mit hår. Ellers ser jeg fin ud. Jeg stikker mig selv et smil i spejlet og går over til min panda-højtaler, der står på en af hylderne (hvor der stadig mangler billeder), og stikker min iPod i den. Jeg scroller kunstnerne igennem. Jeg har lyst til at høre pop... men der mangler ligesom en kunstner... tror jeg. Hvem fanden er det tænker jeg på? Jeg ender med at vælge Glass Girl med Conor Maynard. Jeg elsker den sang!

Jeg skruer lyden lidt ned, så den er på et normalt niveau. Derefter laver jeg nogen super cool dancemoves til musikken. Følger takten og det hele.

Not.

HAHA.

Jeg danser som en... jeg danser som min far.

Ikke et kønt syn.

Jeg vælger at sætte mig ned på min seng, så jeg ikke kommer galt af sted. Eller så min nabo på den anden side af vejen ikke ser mig og falder om på grund af det skrækkelige syn.

Jeg kan høre havelågen blive åbnet fra forhaven, et øjeblik efter ringer dørklokken. Jeg håber min mor åbner. Jeg orker det ikke selv.

Døren bliver åbnet, tak mor, der lyder stemmer, derefter knirker trappetrinnene og min værelsesdør bliver åbnet.

"Hey." Caden træder ind på mit værelse. "Din mor siger, at du har det dårligt?"

"Jah, jeg blev svimmel."

"Er du okay..?"

"Jaja, jeg har det bedre nu," svarer jeg og smiler til ham. 

Han nikker langsomt og bliver stående.

"Eh, bare smid dig hvor, du har lyst."

"Tak." Han dumper ned ved siden af mig.

"Hvad hører vi?" spørger han.

"Animal," svarer jeg, "med Conor Maynard."

"Selvfølgelig," siger han og ryster på hovedet ad mig. Helt ærligt, jeg kan da ikke gøre for, at han er en mega god kunstner?!

Jeg slår Caden på skulderen og lægger mig på siden, så jeg holder mig oppe med min ene underarm og albue.

"Kan jeg få lov til at vælge et nummer bagefter?" Han kigger sig over skulderen og ned på mig.

"Selvfølgelig." Jeg nikker. "Ehm, Caden, jeg har brug for at snakke."

Han hæver et øjenbryn. "Jaah?"

Jeg sætter mig op igen og lægger min hånd i mit skød. "Ved du, hvorfor jeg er så forvirret? Hvorfor jeg ikke kan huske noget? Jeg prøver helt seriøst på at huske eller andet, jeg føler er rimelig vigtigt. Det irriterer mig grænseløst!"

Hans blik flakker pludselig og han presser sine læber sammen. "Eh, nej, jeg ved ikke noget."

Wauw, du er god til at lyve.

"Du ved noget," siger jeg blot.

"Nej." Han møder ikke mit blik, så jeg tror ikke på ham.

"Jeg fik fortalt noget i går."

"Okay."

"Du ved et eller andet, Caden."

"Nej."

"Kig mig i øjnene, Caden."

Han sukker og møder mit blik. "Jeg ved ikke noget om det, Alice."

"Helt seriøst, Caden. Du er slet ikke klar over, hvordan jeg har det. Jeg har det så dårligt! Jeg er træt af det her! Jeg bliver udmattet af, at prøve at komme i tanke om det, jeg har glemt!"

"Hvad hvis du bare bilder dig ind, at du har glemt noget?"

Jeg bliver stum. Hvad hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind?

"Men hvorfor har jeg så en voldsom følelse af, at jeg har glemt noget?" indvender jeg.

"Det ved jeg ikke. Kender du ikke det, når man forlader sit hus, føler at man har glemt noget, men det har man ikke?"

Jeg nikker.

"Prøv at skubbe tankerne til side en gang." Han smiler opmuntrende til mig og jeg nikker igen. Det var jo også derfor, at han skulle komme. Så jeg kunne tænke på noget andet, og bare have det sjovt med en af mine bedste venner.

"Men hvordan?"

"Slap af."

"Jeg kan prøve."

"Du skal." Han smiler.

Jeg nikker og gengælder hans smil. Jeg ligger mig ned og lukker mine øjne i. Jeg kan mærke at trykket på sengen letter. Jeg åbner mit ene øje på klem. Han står ved højtaleren og skifter til noget stille musik. Jeg lukker øjet i igen og ånder langsomt ud. Et øjeblik efter kan jeg mærke, at han sætter sig på sengen igen.

"Må jeg prøve noget?" spørger han i et lavt tonefald.

"Ja?" siger jeg spørgende. 

Jeg kan mærke en finger glide blidt ned over min næse.

Wtf?

Men det er nu rimelig rart.

Den fortsætter ned over mine læber og hage, følger min kæbelinje, følger mit ene øjenbryns bue.

"Hvad tænker du på?" spørger han.

"Intet." Og det er rigtigt. Jeg prøver ikke at komme i tanke om alt det, jeg har glemt.

Okay flot, nu gør jeg.

Jeg sukker og prøver at slappe endnu mere af i kroppen, men hans finger, der kærtegner mit ansigt, får min hud til at sitre og min krop til at spænde bare en lille bitte smule.

Hans finger glider ned over min næse igen. Jeg smiler svagt. Jeg mærke noget trykkes mod mine læber, og en behagelig følelse skylder igennem mig.

Jeg åbner øjnene brat. Han kysser mig.

Men jeg trækker mig ikke væk.

Jeg lader ham bare gøre det. Kysser med. Nyder det.

Det går op for mig, hvad det er, jeg savner.

Kærlighed.
 

Nialls P.O.V
 

Jeg sparker til en sten på vejen.

FUCK ELISABETH.

Jeg hader hende.

Det har du lagt mærke til, ikke?

!#@*&#"% (FUCK DIG ELISABETH! GO TO HELL AND BUUUUUUUUURN, BITCH) !!!!!

Folk på vejen skæver til mig.

Jeg sagde det højt, ikke?

FUCK DET! Jeg kunne råbe det ud fra Tower Bridge!

Jeg ånder lettet ud. Ok, vredesudbryd næsten færdig. Jeg mangler bare noget at slå på...

Tænk at Elisabeth skal være sådan en... sådan en...

Jeg har brug for Liam. Han plejer kunne gøre alle i godt humør igen, hvis jeg eller en af de andre drenge er vrede eller trist.

Jeg sparker til en skraldespand på vejen, der vælter.

FUCK DIG DIN SPAND.

Jeg stamper i jorden.

Og bare lige for at gøre det hele værre, Charles havde ikke tid til at samle mig op.

Så her går jeg, langt væk fra mit hus, jeg har ondt i mine ben, jeg er vred, jeg er træt af folk der glor på mig, jeg er træt af Elisabeth, jeg er ked af det... rettere sagt, alt er lort.

Jeg gnider mit ansigt, sukker og fortsætter ned ad gaden.

Måske kan Harry hente mig?

Jeg trækker min mobil frem fra baglommen, finder hans nummer og ringer ham op.

"Hey Niall." Harrys dybe stemme lyder i telefonen.

"Hey Harry," snøfter jeg. "Kan du samle mig op? Jeg er på Alices gade."

"Er der noget galt, Nialler? Selvfølgelig, jeg kommer om fem."

Jeg lægger på og sætter mig ned på fortovet for at vente på ham. Jeg håber ikke der kommer en eller anden sindssyg fan lige nu.

Suk.

Hvorfor skal...

Jeg gentager mig selv.

Igen og igen.

Og alle svar, jeg giver mine spørgsmål, er ligegyldige. Alt det jeg gør, ender alligevel dårligt. Jeg må snart tage en fast beslutning. Glemme Alice, eller kæmpe for hende. Det går ikke, at jeg bare skynder mig væk, når Elisabeth siger, jeg skal. Hvis jeg virkelig vil kæmpe, så bliver jeg. Hvordan kan det være, at jeg altid er den følsomme, lille Niall, der aldrig kan tage noget op i egen hånd uden at blive usikker?

Jeg giver en sten på jorden et smølfe-spark så den flyver ud på vejen, hvor Harrys bil i samme øjeblik standser. Jeg rejser mig op, børster jord af bagdelen og sætter mig ind på forsædet.

"Tak, Hazza."

"Så lidt Niall, du ser trist ud." Han drejer bilen ud på midten af vejen igen, træder speederen i bund og kører afsted.

"Elisabeth smed mig ud," siger jeg blot.

"Smed dig ud?" spørger han og hæver sine øjenbryn.

"Jeg ville gerne prøve den idé, jeg fik. Elisabeth har fjernet alt, der har noget at gøre med mig. Plakater, billeder... ja, alt. Sikkert også vores musik på hendes iPod. Elisabeth vil have, at jeg skal glemme Alice. Alligevel viste jeg Alice nogle billeder og fortalte sidst at hun havde hukommelsestab. Hun løb ned til Elisabeth og ville fortælle det, men kunne ikke huske det længere. Elisabeth opdagede så, hvad jeg var i gang med, blev vred, smed mig ud og sagde, at jeg først måtte komme forbi, når jeg blev inviteret, selv om det nok aldrig sker."

"Jeg troede, hun var... sødere."

Jeg nikker. "Jeg forstår heller ikke, hvorfor hun skal være så sur."

"Hvad gør Elisabeth egentlig, når Alice hører nogen snakke om os? Vi er like... et af verdens største popfænomener."

"Har ingen anelse." Jeg trækker på skuldrene. "Hvor kører vi hen?"

"Hjem til mig, hvis det er ok?"

"Det er fint," svarer jeg. Jeg lægger armene over kort og stirrer ud af vinduet, hvor omgivelserne glider forbi mit blik.

 

Jeg træder ud af bilen og smækker bildøren i. For fanden, det er koldt. Jeg skynder mig op til Harrys hoveddør og træder inden for. Jeg kan høre stemmer inde fra hans stue.

"Det er okay, at jeg har inviteret resten af drengene, ikke?" spørger Harry og dukker op bag mig.

"Selvfølgelig," siger jeg overrasket. Jeg smider skoene i gangen og hænger min jakke på en knage. Jeg går ind i stuen, hvor der er lunt og rart.

"Nialler!" siger de alle tre i kor.

"Hey." Jeg dumper ned i en sofa og stikker dem et smil.

"Harry siger, at du er trist igen?"

Jeg kigger hen på Harry. Jeg er ret overrasket over, at de allerede har fået det at vide. Jeg ringede til Harry lige før, næsten.

"Jeg har fortalt dem det. Vi har faktisk snakket om før, at vi burde hjælpe til med, at holde dit humør oppe. Vi kan ikke lide at se dig trist. Du plejer at være den lalleglade fyr." Han smiler til mig.

"Kan du ikke fortælle os, hvad der er galt?" spørger Liam og smiler kærligt til mig.

Jeg sukker og fortæller hurtigt det, der skete hos Alice.

"... Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Glemme hende eller fortsætte?" Jeg finder Liams blik. Jeg vil rigtig gerne have et svar fra ham. Han er altid fornuftigt.

"Følg dit hjerte, Niall," siger han.

"Det sagde Harry også."

"Jamen, hvad siger det så?"

"Det ved jeg ikke," svarer jeg opgivende. "Mit hovede er ét stort rod, og det påvirker mit hjerte, tror jeg."

"Vi har faktisk en overraskelse til dig," siger Harry, "drengene og jeg har jo snakket sammen før om det her, og tænkte at du trænger til at slappe lidt af... så... vi har tænkt os at lave en spasalon! Det er meget, meeeeeeget afslappende."

Huh?

En spasalon?

I Harrys hus?

What?

Harry trækker mig op fra sofaen og skubber mig ind i hans anden stue, hvor der er linet op med håndklæder på en anden sofa.

"Hvem har fundet på det her?"

"Zayn."

Okay, det undrer mig faktisk slet ikke.

Pludselig kommer Zayn dansende ind foran mig med et andet håndklæde i hånden samt en skål, hvor noget klamt, grønt stads er i.

"Velkom'n til Maliks spasalon. Ku' du tænk' dig en... ansigtsmask'?" siger han drillende med en efterligning af pakistansk accent, han sikkert har fra sin far. Han stikker sine fingre ned i skålen, tager en stor klat op og smasker den ind i mit ansigt.

"Ja, det er meget afslappende," ler jeg. Jeg sætter mig ned i sofaen og tager mine strømper af.

"Massør!" siger jeg og klapper en gang i mine hænder. De står alle fire med væmmelse i ansigtet.

"Det er ikke mig, der skal gøre det," siger Zayn hurtigt. "Jeg lægger ansigtsmaske."

Harry smiler sødt til Louis og giver ham et skub imod mig.

Jeg sidder blot på sofaen med et enormt smil.

Louis sætter sig på knæ foran mig og tager fat i min fod og prikker til den, hvilket får mit ben til at spjætte. Jeg er enormt kilden.

"Lou!" ler jeg.

Han prikker til min fod igen, men begynder at massére den i stedet for, men det kilder stadig.

"Ej, det kan jeg ikke holde ud." Jeg trækker min fod til mig.

Louis snuser til sine fingre. "Fy for satan, Niall!" udbryder han.

"Haha!" ler jeg. "Karma, bitch."

"Har Alice i øvrigt ikke fødselsdag i morgen?" afbryder Harry.

"For satan!" udbryder jeg. "Det har jeg glemt! Jeg skal have købt en gave!"

"Du må alligevel ikke komme," siger han.

"Hun skal have en gave alligevel. Så må jeg smide den ind igennem hendes vindue."

"Så du fortsætter med at se hende?" spørger Liam. Jeg retter blikket mod ham. Det går op for mig, at jeg har besluttet mig. Jeg kan ikke give slip på Alice, mit hjerte kan ikke give slip på hende. I morgen er sidste chance. Jeg må prøve for sidste gang. Hvis det ikke lykkes, så er der intet at gøre. Så må jeg give slip på hende, ligegyldigt hvor hårdt det er.

"Jeg prøver for sidste gang i morgen," svarer jeg endelig. Jeg kan mærke, at jeg er fast besluttet. Jeg vil virkelig det her. "Kryds fingre for mig."
 

_______________________________________________________________________
 

So... hvad sker der nu? Lykkes det for Niall? Hvad sker der med Alice? Hvad med Caden?

Tak fordi I læser med, det betyder virkelig meget! (:

xoxo

Taemma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...