Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall.
Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall.
~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2225Visninger
AA

6. Idé

Nialls P.O.V
 

Jeg stikker hænderne i mine jakkelommer, træder ud af buskadset og går hen til den sorte bil, jeg hurtigt smutter ind i.

Uden kommando, drejer Charles, chaufføren, den ud på vejen og væk fra den bygning, hvor Alice går på High School, sidste år.

Ja, jeg stod i et buskads lige før og betragtede Alice komme indenfor.

Det er slet ikke klamt på nogle måder, slet ikke stalkeri, slet ikke skummelt, overhovedet ikke, ok?

...

Jeg ville bare gerne sikre mig, at hun kom sikkert i skole! Intet andet! Altså, hun har trods alt stadig skader og kun én krykke!

Og nej, jeg kunne ikke bare stå et stykke væk på parkeringspladsen ude foran skolen. Altså, jeg er ved en High School, hvor der går titusind teenage piger, okay måske lidt overdrevet, men altså, mega kendt boyband + teenagepige-fans = død. Okay, overdrevet igen, men I ved hvad jeg mener! Pointen er, at der ikke var andre muligheder, hvis jeg skulle sikre mig, at Alice kom sikkert i skole. Hun kunne blive væltet eller noget i den stil, og hun ville helt klart se mig som en stodder, hvis jeg åbentlyst stod og gloede på hende… og jeg kan ikke klare flere præsentationer fra hende… jeg ved godt hvem hun er og…

Bare lad mig komme hjem!

Jeg er træt og ked af det og... alt muligt.

Jeg læner mig sukkende tilbage i det sorte, bløde læder, som bagsædet er betrukket med. Her er behageligt varmt, og jeg føler mig tryg - tryghed, jeg virkelig har brug for lige for tiden. Jeg er så nede over det, der er sket med Alice, at jeg føler at jeg ikke kan hænge sammen. Mit hjerte brister snart. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, hvor forfærdeligt jeg har det. Jeg ligger søvnløs time efter time, når jeg er gået i seng. Jeg får ikke meget morgenmad og glemmer at barbere mig i badet.

Jeg klør mig på min skægstubbede kind.

Jeg har hovedpine og er altid træt. Jeg kan intet overskue. Hvis jeg skal tage stilling til noget, så får jeg andre til at beslutte mit valg, og altid, altid flyver mine tanker tungt rundt omkring ét emne - Alice. Jeg elsker hende så højt, og jeg kan ikke slippe af med det. Det ville være så tusind gange bedre, hvis vi bare var to helt almindelige kærester, og den ene slog op med den anden, så ville jeg sikkert have en chance for at glemme hende, men det her... intet er bekræftet, om hun elsker mig eller om hun ikke elsker mig, om hun har chance for at huske mig eller om... det er så frustrerende! Jeg har lyst til at slå på et eller andet. Få kørt min vrede, sorg og irritation ud. Bare få slået alle mine følelser ud i hvert slag jeg slår, ind til, at jeg er fuldstændig tom. Det ville sikkert være lettere. At være fuldstændig tom, leve i en intethed, hvor man ikke tænker på noget overhovedet, hvor man ikke føler noget, hvor man blot sidder og stirrer og trækker vejret, som det eneste... bare i et kort øjeblik.

Jeg læner mig frem og begraver ansigtet i mine hænder. Jeg har lyst til at drukne ned i det sorte læder. Blive omsluttet af det og bare ligge dér i mørket. Det ville sikkert også være en lettelse.

Men så ville jeg blive mast af andres stinkende røve. Og dø af røv-forgiftning.. eller noget.

"Mr. Horan, vi er ankommet," siger Charles kort og høfligt. Jeg opfattede slet ikke, at vi allerede var her, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt huske, at det gav et ryk i mig, da bilen standsede. Det føles som om vi kun har kørt i to minutter, trods det tager en halv time, at køre fra Alices skole til mit hus.

Jeg træder ud af bilen, stikker hænderne i mine lommer og går roligt op til mit store hus. Det var her, hvor jeg inviterede Alice på vores anden date. Jeg lavede en såkaldt score-middag. På vores første date var vi i en forlystelsespark.

Minderne prøver at tvinge et smil frem, men det dukker ikke op. Ikke engang et lille træk i mundvigen.

Jeg finder mine nøgler frem og låser mig indenfor. Jeg kan høre snakken inde fra stuen af. Der sidder mine fire bedste venner. Vi skal til noget, som jeg overhovedet ikke har lyst til - sidste øver inden koncerten i aften. Hastværk og skrigende fans. Det kan jeg ikke overskue, men da det er mit job, må jeg fuldføre det.

Jeg smider mine sko i entréen og går ind i stuen, der er indrettet med lidt dyrere møbler end normalt, hvor de sidder henslængt i mine to sofaer.

"Nialler!" råber de i kor. Jeg giver dem et kort, svagt smil og smider mig i en sofa ved siden af Zayn.

"Kom hun sikkert i skole?" spørger han. Jeg nikker blot som svar. Han lægger en arm om mig og en hånd på min skulder og giver mig et kort kram.

"Bare sig hvis du vil snakke, ikke? Vi er her for dig," siger han og stikker mig et smil. Jeg nikker blot igen og er hurtigt oppe at stå. Jeg har ikke lyst til at sidde her og snakke. Jeg er ikke i humør til det. "Jeg tager et bad. I kan bare tage noget i køleskabet, hvis I er sultne..." Jeg stikker hænderne i mine bukserlommer og går sløvt mod badeværelset, der ligger ovenpå. Der er hvide fliser på gulv og halvdelen af væggene, et ovenlysvindue, toilet, håndvask, et enormt spejl, et boblebad og en brusekabine.

 

 

Jeg finder et stort, blødt bomuldshåndklæde, jeg hænger klar på en vandret stang, så jeg kan tage med det samme, når jeg er færdig med mit bad. Derefter klæder jeg mig af og træder ind i brusekabinen, hvor jeg tænder vandet og gør det behagelig varmt. Da jeg har vænnet mig til det, skruer jeg ekstra op for varmen på vandet, så den gør min hud lyserød som en aberøv.

Og her står jeg så og glor.

Jeg har vist ikke sagt det før, men brusebad er fantastisk.. Det får en til at føle sig lækker og ren... og man kan tænke. Og jeg har virkelig brug for at tænke... og så får det en til at lyde som en professionel sanger.

Vent, jeg er professionel sanger.

Og lækker.

Blink.

Pointen er, at det i hvert fald på en eller anden måde, gør det lettere for en at kludre tanker fra hinanden, når man står under varmt vand. Selv om jeg tænker så det knager døgnet rundt, føles det lettere i brusebad. Her er ro og behageligt.

Jeg begynder at sæbe mig ind, vasker mig godt og grundigt og barberer mig.

Hvordan fanden i hulen helvede skal jeg ordne de her problemer? Hvad skal jeg gøre? Kan jeg overhovedet gøre det hele bedre? Kan jeg kontakte hospitalet? Kan hukommelses-træneren måske gøre lidt mere? Findes der en anden der kan hjælpe mig? En eller heksekone med urter, der på mystisk vis kan bringe Alices hukommelse tilbage?

Jeg sukker, lukker øjnene og bøjer hovedet tilbage, så jeg får vand direkte ned i ansigtet.

Jeg bør for det første få humøret lidt op. Jeg kan mærke, at folk omkring mig er trætte af mit surmuleri. Og så må jeg vel få snakket med nogen... måske drengene, hvis vi alle har tid på et tidspunkt.

Jeg bliver stående under vandet i et godt stykke tid. Hvor lang tid ved jeg ikke. Jeg har en mega dårlig tidsfornemmelse.

Det banker på døren ind til badeværelse. "Niall?" spørger Louis, "er du druknet?"

Hans kommentar får det til at trække i mine mundviger, og jeg tvinger det til at blive et smil. Op med humøret, Niall.

"Jeg kommer om lidt!" Jeg slukker vandet og træder ud af kabinen, hvorefter jeg tørrer mig, binder håndklædet om hofterne og putter lidt deodorant under armene. Jeg åbner døren og møder Louis' store smil.

"Du har været i bad i lidt over en halv time. De andre blev bekymrede," siger han og trækker på skuldrene. "Hvornår var det vi skulle afsted?"

"En halv time?" Jeg hæver et øjenbryn. "Eh, kl. 12.00. Det tager cirka en time at køre derhen, så er vi der omkring 13.00 og har fem timer til at øve os i og gøre os klar, hvor koncerten så starter 18.00."

"Okay, super," nikker han, "ses dernede." Han forsvinder ned ad trappen og jeg finder selv ind på mit værelse, hvor jeg finder rent tøj, som jeg tager på. Det tager kun et øjeblik, og jeg er hurtigt nede i stuen igen med et smil om læberne. Bedre end ingenting, ikke?

"Er I sultne?"

De nikker alle fire.
 

 

Jeg tager en tår fra en flaske med vand. Vi har lige fået ordnet det sidste, så vi ved helt præcist, hvordan showet skal køre i aften. Jeg bliver hevet hen til et spejl og lukker straks øjnene, da make-up artisten børster make-up ud i hovedet på mig. Derefter sætter hun mit hår. De andre drenge er også i gang med at få make-up på og sat hår.

Jeg bliver hurtigt hevet videre til omklædningsrummet, hvor jeg får besked på at tage et bestemt sæt tøj på. Jeg får trukket de sandfarvede bukser på, knappet dem, trukket den røde trøje på og derefter den grå cardigan. Jeg stikker mine fødder ned i mine hvide Adidas High Tops sko. Derefter finder jeg make-up artisten igen, der retter på mit hår og lægger den sidste make-up.

Det er hu-hej, vilde dyr. Virkelig stressende. Men jeg har ikke tid til at tænke på emnet 'Alice', hvilket kun er et plus. Det er rart, at være fri for i et øjeblik.

Oh fuck. Nu tænker jeg jo selvfølgelig på Alice.

Super smart Niall.

Jeg finder en stol, jeg sætter mig ned på. Jeg kan vel ligeså få tænkt emnet igennem. Måske kan jeg finde på svar på mine uendelige spørgsmål. Kan jeg gøre noget ved det her?

Jeg bunder min flaske med vand, velvidende at jeg sikkert skal tisse, når jeg træder ud på scenen, men fuck det, jeg er tørstig! Jeg lukker øjnene og gnider mine tindinger.

Tænk Niall! Tænk som om... som om... årh, bare tænk.

...

Uh!

Nej.

...

Jeg spærrer øjnene op. Måske..? Måske kunne jeg fortsætte det, som hukommelses-træneren startede? Men de sagde, det skabte problemer... men hvilke problemer? Det forklarede de ikke. Lægen havde ikke engang oplevet det, der skete med Alice. Hvad hvis det faktisk hjalp? Hvad hvis det rykkede lidt i hendes hukommelse, og bare burde blive fortsat?

Det går op for mig, hvor dårlig hukommelses-træneren egentlig var.

Jeg vil gøre nøjagtigt det samme som hukommelses-træneren. Vise billeder. Og videoer! Jeg har videoer! Hvad hvis videoer virker endnu mere? De viser jo billeder, bare levende!

No shit.

Jeg smiler, for første gang i lang tid, helt oprigtigt og glad.

Harry kommer hen til mig, afslappet og med hænderne i bukselommerne. "Hvad sker der med dig? Har du spist glosuppe?"

What.

"Det var en joke."

Whaaat.

Til sidst begynder jeg at smile. Et rigtig stort tandsmil.

Der dukker også et smil frem på Harrys ansigt.

"Du er sgu underlig, Hazza."

"I lige måde, Nialler. Godt at se dig glad."

"Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg løser problemet. Jo, ser du..."
 

Alices P.O.V
 

Jeg hopper op til hoveddøren og får låst mig selv om mine venner ind - Amber, Ryan, Alex og Caden - fire super gode venner. Amber har et crush på Alex. Jeg kan ikke rigtig regne Alex ud, men det ligner, at han måske også gengælder følelser for Amber. Ryan er homoseksuel og ser ud som om, at han har et crush på Caden. Og Caden… ja, han er Caden og svær at regne ud på følelser. Han er en super cool fyr.

Jeg træder ind i huset og bliver straks overvældet af en tryghed. Her er lunt, her dufter af hjem og jeg kan kende omgivelsene, som jeg har været vant til i snart atten år. Jeg får sparket min ene sko af. (Ja, kun én, har jo ikke nogen sko på den anden fod, da der er en klods af... hvad er det overhovedet? En fodstøtte? Har ligesom brækket benet, you remember?) Jeg humper længere ind i huset og regner med, at mine venner selv kan finde ud af at gøre det samme og lukke hoveddøren efter dem. Et smil spiller på mine læber. Gud, hvor har jeg savnet mit hjem.

Jeg kæmper mig op ad trappen (her burde være en elevator), der fører oven på, og følger gangen hen til mit værelse. Det er indrettet enkelt. Hvide vægge og lyst trægulv med et sort gulvtæppe. I den ene ende er der en dobbeltseng med et hvidt lagen, sort dyne- og hovedpudebetræk og en masse puder med sort/grå/hvid billeder af dyr, som kronhjorte og bjørne. Der står også et hvidt skrivebord med min dejlige MacBook ovenpå. I den anden ende er der en kommode med undertøj, sokker, bukser og trøjer, og et stativ, som i en tøjbutik, hvor mine blazers, kjoler, sweatre og nederdele hænger. Under står mine dejlige sko. Mine yndlings er mine sorte Rumble Boots af Jeffrey Campbell, som jeg ikke kan gå i på grund af det her forbandede ben i gips... But... I STILL LOVE THEM.

Ok.

I loftet hænger der noget, der minder om en lysekrone. Der er også et skab i væggen, hvor der er hylder med bøger og småting, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, og så er der et stort vindue.

Jeg vender mig om mod døråbningen, hvor de alle fire står.

"What's up? Du ser lidt overvældet ud," siger Amber.

"Det er bare rart at være hjemme," siger jeg og smiler.

Jeg bakker lidt og lader dem komme ind på værelset. De smider sig i min seng og Caden sætter sig i min stol, der hører til mit skrivebord. Jeg lader blikket glide rundt i mit værelse. Bare lige for at sluge ekstra til mig. Det føles som uendelig lang tid siden, at jeg sidst har været her. Mine øjne lander på de hvide hylder, der hænger på min ene væg.

Hey, der burde da står nogle billedrammer. Burde der ikke? Jeg går hen til hylderne og kigger på de hvide overflader. Der er støv på dem, undtagen nogle få steder, hvor der tegner sig tynde striber i støvet. Det ligner, at der har stået noget. Billedrammer. Mine vægge ser også rimelig tomme ud. Der hænger nogle billeder, jeg selv har taget, og en plakat af Conor Maynard. Men der mangler nogle andre plakater…

Mystiiiiisk.

Jeg må spørge min mor om det, når hun kommer hjem.

"Alice? Jeg er tørstig," siger Alex og afbryder mine tanker

Hent noget at drikke?

Nej, ok. Jeg er venlig.

"Hvad vil I have at drikke? Vand, te, kaffe, juice?" spørger jeg.

"Øl?"

"Ehm, to sekunder." Jeg forlader mit værelse og får kæmpet mig ned ad trappen. Altså forhelvede, hvor er det besværligt med et brækket ben. Jeg er næsten ved at falde ned ad de sidste trin, men når at støde min brækkede arm mod gelænderet og udstøder et råb af smerte. "For satan i helvede i…" Jeg går videre ud i køkkenet og fortsætter med at mumle bandeord efter hinanden. Jeg får vredt åbnet køleskabet. Jeg kan ikke engang tage noget at drikke!

"Amber!" råber jeg.

"Kommer!" råber hun tilbage. Kort efter står hun i køkkenet.

"Kan du lige hjælpe mig? Jeg har ingen øl, men I kan sikkert godt drikke Red Bull."

Hun nikker og nupper fem Red Bull.

"Der er chips i skabet," siger jeg og nikker mod vores 'slik-skab'.

Hun åbner skabet og hiver en pose barbeque-chips ud. Derefter følges vi op ad trappen. Hun står mindst fem sekunder på hvert trappetrin for at vente på, at jeg endelig kommer op på det næste.

Vi når endelig ind på værelset, hvor drengene får en Red Bull hver og Alex og Caden går amok med chipsene, hvor Amber, Ryan og jeg sidder som sippede piger, der helst ikke vil grisse os til med chips.

"Lad os udfordre hinanden," siger Alex pludselig.

"Hvad med at lege S, P eller K?" foreslår Amber.

"Det er så barnligt," siger han.

"Ej come on."

"Næh."

Hun rækker tunge til ham og han gengælder med et himmelvendt blik.

De er klart vilde med hinanden.

Der dukker et smil op på Ryans læber. "Jeg udfordrer Amber!" udbryder han med sin mindre maskuline stemme.

Amber kigger overrasket over på ham.

"Seven minutes in heaven med Alex!"

Nu ser de begge to overraskede ud.

"I gør det ikke i mit skab!" udbryder jeg.

"Som om. Jeg gider ikke engang," siger Amber.

"Sådan er legen," siger James og rejser sig op. Han går hen til døren til mit skab, vrikkende med numsen og fuldstændig ligeglad med, hvad jeg sagde. Amber og Alex følger tøvende efter, og bliver lukket ind i skabet.

Jeg har slet ikke lyst til at vide, hvad de laver derinde.

De syv minutter går og ud kommer Alex og Amber.

"Havde I…?"

"Aldrig!" siger Amber. 

"Hvad lavede I så?" spørger Caden.

"Intet," svarer Amber.

"Kyssede," svarer Alex med et stort smil.

Amber ruller med øjnene og dumper ned i min seng ved min ene side.

"Amber og Alex er forlovet, kysser hinanden i toget og når toget holder, går de ud og b-"

"Nej!" afbryder Amber Caden. Han ler.

"Hvorfor er drenge så barnlige?" Hun sukker. "Nu er det Cadens tur til at blive udfordret," siger hun og smiler. 

"Hvad skal jeg?" spørger han og ser fuldstændig afslappet ud. Han fjerner en brun hårlok fra sin pande.

"Kysse…"

James ser straks helt ivrig ud. Jeg smiler over det, men taber det hurtigt igen, da Amber svarer.

"… Alice."

"Hva'?" Jeg møder Cadens blik.

"Det kan jeg sagtens klare," siger han og rejser sig op. Han læner sig ned mod mig, og jeg læner mig afvigende tilbage. Han sætter en hånd på hver sin side af mig. Jeg føler straks ubehag. Jeg burde ikke gøre det her. Men hvorfor ikke? Caden er en sød og rimelig lækker fyr. Men… tanken om, at han kysser mig, føles bare helt forkert. Som om… som om jeg sårer en eller anden. Som om at jeg er utro. Men jeg har ingen kæreste?!

Vel?

Jeg rynker mine øjenbryn svagt. Jeg har ondt i maven. Jeg lægger mine hænder på Cadens muskuløse bryst og skubber ham blidt væk.

"Tøsepige," siger Amber.

Caden retter sig op. "Det er altså okay, hvis du ikke vil."

Jeg vrider mine hænder i mit skød. Hvorfor har jeg det så underligt pludselig? Det er jo bare en leg. Bare et kys, der ikke er betydning i. Hvorfor føler jeg, at jeg sårer én?

Jeg knytter mine hænder. "Jojo, bare gør det," siger jeg. Det er bare en leg.

Caden læner sig ned mod mig igen. Jeg møder hans chokoladebrune øjne.

Det er bare en leg.

Jeg kan mærke hans læber mod mine. De er overraskende bløde og smager af salt fra chipsene.
 

______________________________________________________________________
 

UHA UHA. Hvad sker der nu? Er det nu en god idé, Niall har fået? Hvordan har Alice det efter kysset?

Endelig et nyt kapitel! Undskyld ventetiden. (:'

Jeg skal se, om jeg kan skrive videre på næste kapitel, men jeg er rimelig stresset. Jeg vil vildt gerne deltage i Bring Me To 1D-konkurrencen, men er overhovedet ikke sikker på, at jeg kan nå at filme og klippe sammen ... suk.

Og atter tak til dem der liker, favoriserer og kommenterer! Gerne mere af det, haha. Jeg håber, at der er flere der vil opdage min movella og læse den. :)

xoxo

Taemma.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...