Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall.
Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall.
~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2243Visninger
AA

7. Gensyn

Nialls P.O.V
 

Jeg kan ikke vente med at komme op af sengen næste morgen. Jeg kan kun tænke på idéen, jeg fik i går. Jeg vil gå i gang hurtigst muligt!

Måske er jeg for ivrigt?

Neeeeeeeeeeeeeeeej.

Jeg finder min mobil og sender en sms til Charles. Jeg håber, at han har tid til at hente mig. Jeg trækker i et par bukser og en rød t-shirt og hinker jeg på ét ben mod køkkenet, forgæves på at få en sok på den ene fod og derefter på den anden. Til sidst smider jeg dem i gangen. Dem må jeg tage på, når jeg skal have sko på. Jeg fortsætter ud i køkkenet, hvor jeg åbner mit køleskab. Det vælter ud med mad, der splatter ud på gulvet!

Eller.

Næsten.

Men altså, der er mega meget mad i mit køleskab!

Hvis jeg var med i "Kender du typen?", ville jeg totalt blive gættet med det samme, hvis de kiggede i mit køleskab..

Jeg får hurtigt smurt en mad, som jeg tager en bid af, og hældt vand op i et glas, som jeg tager en tår af. Jeg går ind i min stue og hiver en skuffe ud fra en kommode. I den er der småting, papirer og så et kamera, jeg snupper samt et plasticchartek med billeder. Jeg trækker samtidig min mobil op ad lommen. Charles har sendt en sms tilbage om, at han godt kan hente mig og endnu en sms om, at han holder ude foran.

Perfekt.

Jeg tilbage til køkkenet, stiller det tomme glas fra mig, spiser det sidste af min mad og får sokker og sko på mine fødder i gangen og en jakke på. Jeg har fundet min vinterjakke frem selv om det kun er efterår, men er du gal, det er koldt!

Jeg snupper min cap inden, jeg går ud af huset og husker at låse efter mig. Jeg skynder mig hen til den sorte bil, jeg smutter ind i.

"Mr. Styles fortæller, at De er i bedre humør?" Det er det første Charles siger, da jeg sætter mig ind i bilen.

"En smule."

"Godt at høre." Han smiler til mig i bakspejlet og jeg gengælder det blot. Jeg skal stadig holde fast på, at komme i et bedre humør. Drengene skubbede flere gange til mig i går til koncerten, for at minde mig om, at jeg skulle smile. Jeg surmulede enormt meget, men til sidst smilede jeg da lidt... håber jeg.

"Kør mig over til Alices hus, tak," slutter jeg samtalen. Jeg læner mig tilbage i sædet og kigger ud af vinduet. Jeg lader mine øjne glide over omgivelserne, der bare blive til én pærevælling af farver fra byen, og lader samtidig mine tanker slippe fri. De leger, kludrer rundt, binder knude og til sidst bringer de mig tilbage til et minde, der er dejligt, men samtidig smerter i mit hjerte.

Jeg kan stadig mærke den sidste sole bage på min hud og gøre mig varm. Den sender et blidt gyldent lys ud over omgivelserne. Jeg kan stadig mærke det rug sand imellem min tæer og dufte salten fra havet, der bruser i mit øre. Jeg har min guitar i hånden, hvorfra der strømmer et lille melodi.

"Nialler?"

Jeg kigger op fra guitaren og møder hendes blik, der matcher havets blå farve.

"Må jeg prøve?" Hun nikker mod guitaren, som jeg straks rækker til hende. Selvfølgelig må hun prøve.

Hun kravler hen til mig, tager imod den og sætter sig med ryggen mod mit bryst. Hun sætter fingrene på strengene. "Hjælp mig."

Jeg sætter hendes fingre korrekt på strengene. "Prøv nu."

Hun kører sin tommelfinger på højre hånd ned ad alle seks strenge, og der dukker en lyd frem. Jeg sætter hendes fingre på strengene igen, hun kører tommelfingeren ned ad alle seks strenge igen, og en anden lyd kommer frem. Vi prøver fem gange mere ind til, at hun sukker og lægger guitaren fra sig i sandet. "En dag må du altså lære mig at spille guitar."

"Så skal du også lade være med at opgive så let."

Hun giver mig et himmelvendt blik og jeg ryster blot på hovedet af hende med et smil. Hun samler sit hår og lægger det over den ene skulder og læner sig ind mod mit bryst igen. Jeg lægger armene om hendes liv og trykker mine læber mod hendes hals.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg i hendes ene øre.

Jeg vender tilbage til nutiden igen. Jeg opdager, hvor stort et smil minderne har bragt frem på mine læber, trods de også smerter og gør savn.

Jeg har ikke snakket med Alice i lang tid, kun set hende på afstand. Jeg savner hende. Det er hårdt sådan bare, at holde afstand til en person, man har haft noget helt specielt med, i lang tid. Vi ville snart have haft halvandet års dag. Eller måske har vi? Vi har jo ikke slået op vel? Men det ville være underligt at fejre det.

"Hvor lang er der endnu?" spørger jeg Charles. Jeg er ivrig efter at snakke med hende igen, selv om jeg sikkert ikke burde. Måske ville det være klogest, at glemme hende fuldstændig?

"Vi burde gerne være der om et øjeblik," svarer Charles. Jeg nikker stille og knuger hænderne spændt. Jeg er pludselig helt oppe at køre takket være minderne, og jeg vælter nærmest ud af bilen, da Charles stopper den foran Alices hus. Jeg skynder mig op til deres hoveddør og ringer på.

Der går et øjeblik før, at nogen lukker døren op. Jeg håber, at det er Alice, men det er kun Elisabeth, der først ser overrasket ud, så undrende og derefter glad.

"Hej Niall, hvad laver du her?"

"Jeg ville bare gerne se Alice."

Hun smiler medlidende af mig. Som om jeg er et uvidende barn, der ikke ved bedre, og bliver ved og ved med at prøve, selv om der intet er at gøre. Men jeg ved bedre, jeg holder håbet oppe, jeg har en idé, og jeg tror på, at den vil lykkes.

Jeg smutter hurtigt ind forbi hende, bliver budt velkommen at den velkendte duft, smider mine sko og min jakke i gangen og hopper med to lange skridt op ad trappen og hen til Alices værelsesdør.

"Hun sover Niall!" råber Elisabeth efter mig, men jeg hører ikke efter. Jeg åbner døren og bliver stående i døråbningen med mit blik hvilende på hendes fredelide ansigt. Hun er smuk.

Jeg er lige ved at liste hen til hende, men stopper mig selv og lukker lydløst døren igen. Jeg vil ikke komme tættere på. Jeg vil ikke vække hende, og hvis hun vågnede og så mig, ville jeg havne i en akavet situation.

Jeg er ikke engang sikker på, at hun har nattøj på.

Jeg går neden under igen og sætter mig i en sofa i deres stue.

Her havde vi sofa-se- ... nej. Nej ved I hvad, det.. eh.

Elisabeth kommer hen til mig. "Jeg går ikke udfra, at jeg kan få dig til at gå?"

Jeg ryster på hovedet.

"Te?"

Jeg nikker.

Hun forsvinder igen, hvorefter jeg kan høre skramlen med en tedåse og lyden af en elkedel, der varmer vand op.

Jeg rejser mig op og går rundt i stuen ind til, at Elisabeth kommer tilbage igen, og jeg sætter mig i sofaen igen. Hun sætter sig ved siden af mig.

"Hvorfor vil du have, at jeg skal gå?"

"Niall. Vi har taget den her snak. Husker du det ikke?"

Jeg ryster på hovedet, selv om jeg faktisk godt kan huske det. Det var vist her for nylig.

"Niall. Jeg ved godt, at det er svært at give slip på, men du ved godt, at det er det bedste for begge parter. Jeg har fjernet Alices plakater på hendes værelse, billederne af jer, og fortalt Alices venner, at de ikke skal snakke om One Direction eller dig. Vi vidste ikke, hvad der skete med Alice, da hun så billedet af dig. Måske er det farligt for hende, måske ikke, men vi tør ikke tage chancer. Jeg tror, at lægens og hukommelses-trænerens valg om, at lade træningen stoppe, var den rigtige beslutning."

"Men lægen var der jo ikke! Han har ikke engang taget en undersøgelse! Hvad hvis træningen hjalp? Du var der ikke engang! Kun hukommelses-træneren så reaktionen, og jeg så efter-reaktionen. I kan ikke bare tage et valg på uvidende bekostning!" indvender jeg, hvilket får hende til at blive stum et øjeblik.

"Valget er taget, sådan er det. Det er det bedste for begge parter, og det må du respektere Niall."

Var det dit comeback? Virkelig? Kom igen, Elisabeth.

Hun er begyndt at gå mig på nerverne. SUK.

Men jeg opgiver skam ikke. Jeg skubber hendes ord fra mig. Jeg tror ikke på dem. Jeg har en idé, og som jeg har sagt før, jeg tror på den.

Jeg giver hende blot et hemmelighedsfuldt smil.

Hun kan rende mig.
 

Alices P.O.V
 

Jeg strækker mig, med det jeg kan, to af mine lemmer er jo ligesom i gips, igås.

Igås.

I gås.

I ko.

Op i dig.

Hæ.

Hæ.

En behagelig følelse løber igennem mig. Jeg elsker at strække mig! Specielt lige efter, at jeg er vågnet om morgenen.

Jeg glipper lidt med øjnene og husker straks tilbage på gårsdagens hændelser. Det var først, da jeg lagde mit hovede på hovedpuden i går aftes, at alle dagens højdepunkter løb gennem mit hovede. Specielt ét. Kysset. Jeg fik straks ondt i maven. Jeg trak knæene op til brystet og puttede mig ekstra under min dyne. Jeg kunne mærke nogle små tårer fylde mine øjne, hvilket gjorde mig forvirret. Hvorfor græd jeg egentlig? Hvorfor havde jeg ondt i maven?

Jeg havde sat mig op. Jeg var rimelig forvirret.

Det var et enkelt kys, helt uden følelser, og jeg har heller ingen, jeg kan såre. Hvorfor havde jeg det så som om, at jeg sårede en person?

Jeg pressede vist læberne sammen og lagde mig ned igen. Fast besluttet på, at jeg skulle lægge det hele hen. Måske var det bare hormonerne, der legede med mig? Jeg har prøvet før, at kunne græde over alting. Bare nogen var glade på andres vegne, kunne jeg græde af glæde for dem.

Dats weird.

Hvorfor følte jeg, at jeg sårede en person? Rettere sagt, hvorfor føler jeg, at jeg sårede en person i går? Når jeg mærker efter, kan jeg stadig mærke, at følelsen sidder halvt tilbage i min mave.

Jeg lægger en hånd på min mave og tager en dyb indånding. Jeg kan intet gøre ved følelsen. Jeg kan ikke få den væk. Ligesom følelsen af forelskelse. Den kildende fornemmelse, der er dejlig og ubehagelig på samme tid, som, for mit vedkommende, bare skulle forblive kildende og dejlig og ikke ubehagelig!

Jeg svinger benene ud over sengekanten, griber min krykke og kigger på mit vækkeur. Klokken er lidt over elleve. Hallelujah weekend og at sove længe!

Værelset er koldt, og da jeg ikke andet end et par trusser har på, skynder jeg mig, så hurtigt jeg kan, hen og tager med besvær min lyserøde morgenkåbe på, der hænger på en knage på indersiden af min dør.

Den er egentlig rimelig grim.

Og lyserød.

Jeg stikker min ene fod i min ene katte-hjemmesko og tro det eller ej. Mine hjemmesutter kan miave, når man går med dem.

Jep.

Jeg kigger mig kort i spejlet på mit værelse, og ignorere at jeg ligner en panda, da jeg glemte at fjerne make-up i går. Det er alligevel kun min familie der skal kigge på mig, og ikke en eller anden hot-hot fyr.

Jeg forlader mit værelse og går i et roligt tempo ned ad trappen.

Jeg er fandme blevet bedre til det her shit med kryk og trapper!

Men det krævede også øvelser... og tid.

Men jeg lyder stadig som en hinkende elefant.

Der miaver.

Årh fuck det, jeg havde ikke tænkt på, at min sutsko ville miave ved hvert hop, jeg tog.

Jeg miaver og elefant-hinker videre ud i køkkenet og herfra videre ind i stuen, hvor jeg standser brat.

SCREAM.

LÆKKER FYR.

H-heeeeej.

Og jeg ligner et panda. Med en lyserød morgenkåbe og katte-sutsko, der miaver.

Hjælp.

Men vent, har jeg ikke set ham før?

"Hvem er du?" spørger jeg chokeret.

"Grandfætter!" siger han straks, helt stift.

Min grandfætter..?

Ham kan jeg ikke set før.

Vel?

Er det egentlig lovligt at have et forhold med sin grandfætter?

For ham her er bare mega lækker, igås.

I gås.

Vi tager den ikke igen.

Han smiler til mig, og han bøjle dukker frem.

BRACEFACE.

Nej, hans smil er faktisk rigtig charmerende. 

Og nuttet.

Er nød til at læse på, om det er lovligt at date sin grandfætter.

Men måske ville det være en smule klamt?

Hm...

"Godmorgen," siger min mor og smiler kærligt til mig. Jeg smiler til hende og går hen til hende og giver hende et kram.

"Måske burde du få noget tøj på?" 

Jeg nikker. "Så er du nød til at hjælpe mig. Jeg kan ikke få bukser på, ved du nok."

... Så jeg lige noget skummelt i min grandfætters blik?

Min mor rejser sig op fra sofaen og hjælper mig tilbage mod trappen. Inden vi forlader stuen, vender hun ansigtet mod min grandfætter. "Kan du lave morgenmad, Niall?"

Niall...
 

Nialls P.O.V
 

Jeg sidder med et smil alene tilbage i sofaen. Hun så dejlig ud, selv om hun havde uglet hår og udtværet make-up.

Jeg rejser mig fra sofaen og går ud i køkkenet. Hvad skal jeg lave af mad?

Jeg bestemmer mig for at lave æg og bacon, toast med smør, te og frugt i tern. Det kan hun godt lide. Jeg hælder te på en kande, steger æg og bacon, rister toast og skærer frugt i tern. Alt på én gang.

Drenge kan godt multitaske.

Jeg hælder teen op i en kop, lægger bacon og æg samt toast på en tallerken, og de skårede stykker frugt i en skål. Kop, tallerken og skål stiller jeg på en bakke.

Måske burde jeg bære det derop?

"Niall?" kalder Elisabeth. "Har du lavet mad? Kommer du med det?"

Jeg ud af køkkenet og balancerer porcelænet på bakken op ad trappen. Elisabeth kommer mig i møde, giver mig et smil.

Jeg banker på Alices dør og træder ind, Elisabeth går efter mig.

Alice sidder ved sit skrivebord og reder sit hår. Hun har fået fjernet sin udtværede make-up, fået lagt en ny og fået weekend-tøj på - en t-shirt og et par joggingbukser og én hyggesok på den ene fod.

Jeg stiller bakken ved siden af hende, og det giver et lille gip i hende. Måske havde hun ikke lagt mærke til mig, da jeg kom ind.

"Tak... vent, hvem er du?" Hun rejser sig brat op.

"Din grandfætter!" siger jeg straks.

"Det er din grandfætter Niall," siger Elisabeth. Derefter retter hun sit blik på mig, og hvisker i mit øre: "lad hende spise alene, okay?" Derefter forlader hun værelset.

Jeg sætter mig på Alices seng, rimelig ligeglad med det, Elisabeth sagde før.

"Nå. Hvor gammel er du?" spørger Alice.

"Atten," svarer jeg.

"Det fylder jeg snart." Hun smiler til mig og smager på det bacon, jeg har lavet til hende. "Du er vildt god til at lave æg og bacon."

Jeg smiler taknemmeligt.

"Jeg kender kun én person, der er fantastisk til at lave æg og bacon!" siger hun med et stort smil, men det forsvinder igen og hendes øjenbryn trækker sig mod hinanden. "Jeg... jeg kan bare ikke huske hvem det er..."

"Det går nok. Spis nu videre," siger jeg. Jeg stikker min hånd ned i min baglomme, hvor kameraet og det foldede plasticchartek med billeder er. Jeg er ved at trække det op, da jeg standser mig selv.

Burde jeg gøre det?

Elisabeths ord siver rigtigt ind nu?

Hvad hvis det gør Alices psykisk ondt at vise billederne?

Jeg vil ikke gøre hende ondt.

Hvad hvis det bare laver endnu flere problemer?

Jeg presser læberne sammen og lader mit blik hvile på hendes blide ansigt, med de rosa, asymmetriske læber, den lille næse og de store, runde og blå øjne. Hun er perfekt i mine øjne. Jeg kan ikke gøre hende ondt.

Jeg folder mine hænder foran mig.

Jeg gør det ikke.

Tror jeg.
 

_______________________________________________________________________
 

Endelig et nyt kapitel! Jeg undskylder igen ventetiden! (:'

Kan I gætte hvad der sker? Viser Niall Alice billederne, eller lader han være? Laver det mere rag i den, eller løser det det hele på 0,5?

Jeg er rimelig tilfreds med dette kapitel. Nyheden om at One Direction kommer til Danmark og deres nye sang 'Little Things' gav mig ny inspiration og nyt humør til at skrive videre! Det var virkelig dejligt. Sagen havde den helt rigtige stemning til min movella, synes jeg. (:

Jeg elsker i øvrigt den sang ...  ♥

Hvad synes I om længden på kapitlet? Jeg har selv læst nogle movellaer, hvor kapitlerne er enoooormt lange, hvilket godt kan være kedeligt i længden.. Så.. er kapitlets længde okay?

Og husk, jeg er altid glad for kommentarer!

Tak!

xoxo

Taemma.

 ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...