Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall.
Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall.
~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2247Visninger
AA

10. Gave

Nialls P.O.V

"Keep smiling. Don't cry. I love you. That's why. Don't forget me, forget me never, cause I'll be yours, forever," skriver jeg bag på billedet af Alice og jeg. Det er godt nok rørende, omg. Meeeeget poetisk. Nemlig ja.

Jeg gør mig umage med min håndskrift, men det er grimt ligegyldigt hvad. Jeg sukker en enkelt gang, sætter prop på tuschen og folder billedet sammen til en lille bitte firkant, helt ligeglad med at det kommer mærker i det, og stopper den ind i låget i ringæsken, hvor der også sidder en ring i 14 karat hvidguld og 0,38 karat diamant. Den er fin, synes jeg, og den helt perfekte gave til hendes 18-års fødselsdag. Jeg sætter æsken ind på midten af et stykke papir og pakker den ind, derefter binder jeg et bånd om gaven. Sådan. Jeg rejser mig og finder min hvide skjorte, jeg tager på og knapper. Jeg trækker en blazer på og derefter de sorte bukser på. Til sidst binder jeg mit sorte slips om halsen. Er det for fint til en fødselsdag..? Nej. Man skal vel være lidt velklædt til en 18-års fødselsdag.

Jeg retter på mit hår i spejlet og prøver at sætte det så godt, jeg kan, da jeg ingen cap skal have på og ingen stylist har inden for rækkevidde. Jeg snupper gaven og stopper den ned i min en lomme på blazeren samt en bunke med billeder. Sidste chance i dag. Jeg tager en dyb indånding, forlader mit værelse og går i et hurtigt tempo hen til min hoveddør og stikker fødderne i de sorte, blanke sko. Jeg tager min jakke ned fra knagen og trækker den på. Derefter forlader jeg mit hus og låser efter mig.

Gal det er koldt.

Jeg skynder mig hen til Harrys bil. Han var så sød at ville køre mig hen til Alice. Jeg sætter mig ind i den.

"Hey Hazza."

"Hey Nialler. Er du klar? Har du gaven?"

Jeg nikker og finder gaven frem.

"Er det en ring?"

"Jep."

Han smiler til mig og drejer bilen ud på vejen, trykker speederen i bund og kører mod Alices hus. Jeg stopper gaven ind i inderlommen igen og tænder for radioen, hvor der straks dukker en af vores sange op, Rock Me.

Eneste der misforstår den totalt?

Harry nynner straks med og skruer lidt op for lyden.

Vi har egentlig lavet ret mange sange, der kan misforstås... Rock Me, LWWY, Another World... eeww.

Pludselig skråler Harry med på sin solo.

Gad vide om Alice hører radio nu? Måske hører hun vores sang, undrer sig over, hvem vi er, opdager at hun har hukommelsestab? Måske har billederne hjulpet lidt? Måske.. måske er jeg naiv? Lidt for optimistisk, tror at det hele virker, og rent faktisk spilder jeg min tid?

Jeg folder mine hænder i mit skød. Jeg er nervøs.

Hvad hvis...

Stop Niall.

Tro på dig selv.

Du har taget valget, nu prøver du for sidste gang.

Jeg taler med mig selv.

Bevæger jeres tunge også, når i tænke-taler?

Det gør min.

Lalalalala.

Thihi.

Rock Me slutter og Harry skruer lidt ned for radioen igen.

Jeg sukker en enkelt gang.

"Hvornår er vi der?" spørger jeg.

"Snart," svarer Harry.
 

Alices P.O.V
 

Jeg fiser rundt omkring, ordner ting hist og her, og er du gal det er svært med en krykke. Jeg havde fuldstændig glemt min fødselsdag, og jeg fylder 18 år! Min mor har åbenbart planlagt et surprise-party i den tid, jeg lå i koma, så hun kunne komme på andre tanker. Det har jeg netop lige har fået at vide. Super, tak mor, det hjælper også på det rod, jeg er havnet i i øjeblikket! Det gør mig sleeeet ikke mere stresset, end jeg er i forvejen!

Nej, jeg er taknemmelig for, at hun har planlagt noget. En 18-års fødselsdag er en stor ting.

Men alligevel.. hende og min far vækkede mig (omkring kl. 10, hvor jeg burde være i skole) med lagkage, flag og råb.. like "TILLYKKE SKAT MED DE 18 ÅR, VI HAR EN OVERRASKELSE TIL DIG, VI HAR PLANLAGT ET SURPRISE PARTY OG DU VIDSTE INGEN TING OM DET, HAHA, ER DU IKKE BARE GLAD? DU ER SLET IKKE PARAT, HAR TO TIMER TIL AT GØRE DIG KLAR, MEN DET ER LIGEGYLDIGT, VI SKAL HOLDE FEST, JUHUU, PARTYYY!"

Ja.

"Mor?" råber jeg. Jeg finder børste frem. Hun dukker frem i døråbningen. "Ja?"

"Vil du samle mit hår i en knold? Jeg kan jo ikke selv." Jeg løfter min arm i gips ved hjælp af min anden hånd. Hun nikker og reder mit hår op i en knold, sætter en elastik rundt om og sætter et par hårnåle i.

"Er det okay?"

"Ja, tak." Jeg fjerner hurtigt en smule mascara under mine øjne. Min make-up består af pudder, mascara, rouge, lidt eyeliner, rød læbestift og for dagens anledning - lidt øjenskygge. Det hele ser frisk og neutralt ud (bortset fra den røde læbestift) - som jeg kan lide det. Jeg retter også på min kjole, min mor har købt til mig til i dag. Den er stropløs og går mig til lige over knæene. Der er en underkjole, der er helt glat og sandfarvet, og så er der lagt blonder ud over hele kjolen i en gylden-beige farve. Den er virkelig sød. Af sko har jeg en sort Christian Louboutin sko på, som jeg havde glemt alt om! Jeg blev virkelig overrasket. De er pisse dyre. Hvem har dog penge til at give mig dem? I hvert fald gjorde det mig dårligere tilpas... måske har det noget at gøre med det, jeg ikke kan huske? Men fuck at jeg har det dårligt, de er mega flotte, jeg VIL have en af dem på, selv om det ser underligt ud med gips på den ene fod og Christian Louboutin på den anden fod. Fuck det.

Faktisk er jeg en smule trist over, at gipsen på mit ene ben og min ene arm totalt ødelægger mit look... men sådan er det.

Jeg tager min mobil fra bordet og kigger på klokken. Gæsterne vil komme om ti minutter. Jeg tager fat i min krykke og går ud af mit værelse og ned ad trappen - helt uden problemer. Har styr på det her shit nu, og så med stilet på!

Solbrille-smiley.

Jeg går igennem vores stue, hvor sofaerne er fjernet, så der blev plads til det lange bord, videre igennem spisestuen, hvor er der tilføjet ekstra borde til bordet, der stod der i forvejen. Der er hvide duge, høje krystalglas, store og små tallerkener og flere forskellige slags bestik af sølv, servietter, smukke blomster og stearinlys. Mine forældre har lejet en kok, der skal til at lave maden. Jeg fortsætter tilbage til rummet, hvor vores trappe er. Der er borde med drinks og snacks og endnu et bord til de gaver, jeg regner med at få (thihi). Jeg snupper hurtigt en chips og spiser den. Alt ser fint ud. Gæsterne burde gerne komme om cirka fem minutter. Min familie er inviteret, onkler, tanker, kusiner og fætre og så videre, og så selvfølgelig en masse af mine venner. I aften skal jeg ud og feste med mine venner, trods det er tirsdag i morgen ...

Det ringer på dørklokken. Jeg bliver straks spændt. Min mor smutter hurtigt ind forbi mig og spærre vejen for mig, så jeg ikke kan åbne døren.

"Det er ikke fødselsdags-barnets tjans!" Hun smiler til mig og åbner døren. "Velkommen!" Amber, Ryan, Alex og Caden vælter ind ad døren. Selvfølgelig har jeg inviteret dem. Har jeg i øvrigt glemt at fortælle, at der er et nyforelsket par..? Amber og Alex! I troede lige det var mig ikke..? Men faktisk...

Jeg løber ind i favnen på Caden og trykker mine læber imod hans.
 

Nialls P.O.V
 

"Holder de overhovedet fest?" spørger Harry.

"Jaja," nikker jeg. "Elisabeth planlagde den, da Alice lå i koma. Jeg hjalp lidt til, valgte farverne og blomster, da jeg kender Alices smag." Jeg smiler til ham.

Han sætter farten lidt ned og standser til sidst bilen ude foran Alices hus. "Skal jeg gå med?"

Jeg ryster på hovedet og læner mig lidt frem ad, kigger ud igennem vinduet og op på Alices hus, hvor jeg kan se gæsterne indenfor.

Gad vide hvordan de reagerer på et pop-fænomen, der kommer vadende ind i huset?

"Tak for turen, Hazza."

"Anytime, mate."

Jeg stiger ud af bilen og smækker bildøren i igen. Derefter skynder jeg mig op til hoveddøren. Jeg tøver en enkelt gang, men åbner så hoveddøren og træder ind i håb om, at jeg ikke bliver overfaldet af teenagere.

Jeg tager gaven frem og bunken med billeder og hænger min blazer op sammen med min jakke. Jeg lægger billederne i baglommen. Jeg retter hurtigt mit hår i spejlet på gangen og lister længere ind i huset, hvor jeg støder på en pige.

"Oh my god!" hviner hun. "Det er Niall!" Hun lægger straks armene om mig.

Jeg sukker lydløst, vikler mig fri og baner mig forbi hende og ind i spisestuen, hvor alle straks bliver stille og stirrer op på mig.

Akavet.

H-heeeej.

"Niall!" skriger endnu en pige.

Jeg smiler stift til dem alle sammen og skynder mig ind i stuen, hvor Alice heller ikke er. Pludselig bliver jeg trukket i. Jeg vender ansigtet mod personen og prøver at vride mig fri af hendes greb. Hun trækker mig ud i køkkenet og sætter derefter sine hænder i siderne og glor på mig med rynkede øjenbryn.

"Hvad fanden laver du her?"

"Jeg ville bare give Alice en gave på hendes fødselsdag!" siger jeg irriteret. "Det er sidste dag. Jeg skal nok forblive væk, men helt ærligt, det er hendes fødselsdag!"

"Det rager mig en høstak! Du skal ud! Lige med det samme!"

"Elisabeth, helt ærligt! Det er sidste gang. Jeg lover det. Jeg ville bare se hende på hendes fødselsdag! Det er for pokker hendes fødselsdag, kan de ikke godt ses imellem fingre med? Jeg skal nok blive væk efter i dag."

"Giv mig hendes gave," siger hun bestemt. Jeg lægger æsken op på hendes hånd, hun straks rækker frem. Hun kigger på den og nikker.

"Hvis jeg ser nogle af de forbandede billeder, så bliver du smidt ud med det samme, forstået?"

Javel hr. sergent.

Jeg nøjes med at nikke og tager gaven tilbage.

"Hvor er Alice?"

"På sit værelse."

Jeg skal til at gå, men Elisabeth griber fat i mig og pludselig gramser voldsomt på min røv.

Okay.

What the hell.

Hun trækker sin hånd til sig igen og stikker bunken med billeder op i mit ansigt.

"Nånå, hva' siger du så, Niall? Ud!"

Jeg sluger en klump. FUCKING KÆLLING.

"Okay, undskyld, jeg går lige om lidt, men lad mig bare give gaven!"

"10 minutter." Hun kigger vredt på mig.

Jeg vrider mig fri af hendes greb og skynder mig hen og op ad trappen. Væk fra det skøre kvindemenneske. Jeg banker en enkelt gang på døren.

"Ja?" lyder Alices dejlige stemme. Jeg åbner døren og træder ind. Jeg når lige akkurat at se det intime kys, hun lægger på fyrens mund. Jeg mindes, jeg har set ham før. Det stikker straks i mit hjerte og tager pusten fra mig.

Hun retter ansigtet mod sig.

"Hvem er du?" Hun rynker sine øjenbryn.

"Jeg..." Min læbe bævrer. Jeg møder fyrens blik. Han ved hvem jeg er, selvfølgelig, men han ved også, hvad det her fører til, og hvordan situationen er lige nu.

"Alice, jeg... eh." Han rejser sig op. "Jeg går lige på toilettet." Da han kommer tæt på mig, får jeg en trang til at slå ham ned. Men jeg lader være. Han lukker døren efter sig.

"Hvem er du?" gentager Alice.

Jeg går hen til sengen og sætter mig ned på den. Derefter rækker jeg hende gaven.

"Jeg skal nok fortælle det, hvis du først pakker den her op."

Hun tager imod pakken. Tøver en enkelt gang. Trækker båndet op og river papiret af. Derefter åbner hun æsken og taber straks underkæben.

"Hv.. hvor... hva... whut?!" Hun stirrer ned på ringen, som om hun ikke har set noget lignende. Det har hun måske heller ikke.. men..

Hun kigger op på mig, helt forvirret. Hun kigger ned på den igen og finder endelig det sammenfoldede billede i låget. Hun folder det op og kigger på billedet, hvilket blot gør hendes ansigtsudtryk endnu mere forbløffet. Hendes øjne fyldes med tårer.

"Jeg ved godt, hvordan du har det. Jeg ved godt, at det er forvirrende. Hør efter, Alice, og vær sød, at tro på mig."

Hun kigger op på mig med rynkede øjenbryn og tårerfyldte øjne, der blot knuser mit hjerte yderligere.

"Du har fået en slags hukommelsestab efter komaen. Det du ikke kan huske, er mig. Jeg hedder Niall og jeg er din kæreste. Grunden til, at du ikke har fået det at vide, er fordi der, på hospitalet, kom en, der skulle genoptræne din hukommelse, men du reagerede på en eller anden måde, der straks fik hende til at stoppe processen. Kun efter én gang. Jeg har været her to gange selv og genoptaget det, vist dig billeder i håb om, at du vil huske mig, for jeg er dybt ulykkelig. Alle gange er det som om, at du kan huske noget, men du glemmer det igen. Det her er sidste gang, jeg prøver, for jeg kan se, hvor ondt det gør på dig, og jeg ønsker for alt i verden ikke at gøre dig ondt, hvis det skal betyde, at jeg skal give slip på dig og vores tid sammen. Jeg må ikke engang gøre det her, og jeg har kun én billede, da din mor tog de andre, jeg bragte med. Din mor forbyder mig at gøre det her, men det her er sidste gang."

Jeg opdager, at jeg græder. Hun presser sine læber sammen og kigger ned på billedet. En tårer lander på det, og hun tørrer den lynhurtigt væk og holder endnu mere fast på det.

Jeg tager en dyb indånding og betragter hendes ansigt. Tårerne løber ned ad hendes kinder, hendes læbe bævrer og hendes hænder ryster svagt. Hun kigger op og møder mit blik. Hun kan se, at jeg taler sandt.

"Jeg har gået rundt, haft det psykisk dårligt, dårlig samvittighed, svimmelhed og voldsom irritation over, at jeg ikke kunne komme på det, jeg ikke kunne huske." Hun fastholder mit blik og presser sine læber sammen. Jeg rækker ud efter hendes kind og tørrer tårerne væk. Mine fingrespidser sitrer, da jeg rør hendes bløde hud, jeg har længtes efter at gøre.

"Undskyld, Alice," siger jeg lavt.

Hun ryster på hovedet og tager en dyb indånding.

"Kan du huske noget?" spørger jeg.

"Måske, lidt, det ved jeg ikke. Bidder af minder. Sol. Glæde. Latter. Kærtegn. Kys." Hun lukker sine øjne. "Masser af kys," hvisker hun. "Hav, duften af salt, varmen mod min hud, blomster, kys." Hun spærrer sine øjne op. "Jeg har haft bidderne af minderne før... i mine drømme. Jeg drømmer om det..." Hun folder billedet sammen. "Glemmer jeg det her bagefter?"

"Det ved jeg ikke," svarer jeg. "Det vil vise sig."

"Har jeg såret dig?" spørger hun. Hun hentyder til det kys, jeg nåede at se.

Jeg trækker på skuldrene. Jeg vil ikke svare ærligt og måske blot gøre hende mere ked af det.

"Jeg er nød til det igen."

"Hva'..?"

Hun fugter sine læber og tager en dyb indånding. "Jeg tør ikke løbe an på det. Hvis jeg glemmer det igen, så kan det være fuldstændig ligemeget, og så prøver du vel bare igen."

"Det her er sidste chance," svarer jeg. Hvad er det hun snakker om?

"Det kan være ligegyldigt. Det er tydeligt, at du har svært at glemme mig. Jeg... jeg er ked af, at jeg ikke kan huske dig, men hvis jeg glemmer dig igen... åh."

Jeg rynker mine øjenbryn.

"Kig mig i øjnene, N..."

"Niall."

"Jeg slår op," siger hun. Jeg presser mine læber sammen.

"Du er nød til at give slip på mig. Vi kan ikke have en fremtid sammen, når det ikke engang er sikkert, at jeg husker dig. Nu har jeg Caden, velfungerende liv bortset fra den dårlige samvittighed, ubehagen og at jeg har det psykisk dårligt... men det kan garanteret reddes af en psykolog. Du kan ikke fortsætte sådan her. Vær sød at glemme mig, jeg beder dig. Giv slip på mig og fortsæt dit liv. Du kan ikke fortsætte sådan her, du går i ring. Det hjælper ikke og det gør blot det hele værre. Det er jeg sikker på. Jeg er godt klar over, at jeg ikke ved, hvordan det ender, men alligevel er der noget der siger mig, at det ikke hjælper. Jeg vil glemme det her igen, og du er nød til at give slip, så du kan fortsætte dit liv."

Jeg knuger mine hænder.

"Giv slip," hvisker hun. Hun lukker æsken sammen og giver den tilbage til mig. "Jeg er ked af det."

Jeg rejser mig op.

Jeg er tom inden i.

"Farvel," siger jeg blot. Hun griber fat i mig. Jeg kigger tilbage på hende. Hun rejser sig op og giver mig et enkelt kram.

"Farvel."

Jeg forlader værelset, ænser næsten ikke, at jeg går ned ad trappen, teenage pigerne, der samles om mig, at jeg skubber mig forbi dem, griber mine jakker, stormer ud af døren og ud i kulden. Ænser næsten ikke tårerne, der løber ned ad mine kinder.
 

_______________________________________________________________________
 

Hej fokes,

Jeg håber, at I er i julehumør.. jeg er endnu ikke kommet det, hvilket er ret nederen. :/

Det bliver en kort forfatter-kommentar, da jeg ikke har andet at sige end glædelig jul og tak for, at I læser med! :)

xoxo

Taemma

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...