Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall.
Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall.
~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2242Visninger
AA

2. Alice

Vi sad på en stor mark, der strakte sig langt ud i horisonten. Solen var snart ved at gå ned, og bragte den sidste varme på vores bare hud i ansigtet, på benene og armene. Jeg vendte ansigtet mod hendes. Hun kiggede rødmende væk. Jeg kørte en hånd ned over hendes hår, og lod de lyse totter glide blidt imellem mine fingre. Derefter strøg jeg mine fingre ned ad den bløde, rosenrøde kind. Jeg mødte hendes klare blå øjne, hvor de sorte øjenvipper så fint indrammede dem. Hun bed sig svagt i underlæben. Jeg kildede hende under hagen. Et smil gled over hendes ansigt, og en latter slap hendes læber. Hendes bløde, røde læber, som jeg nænsomt kyssede. Hun gemte sit ansigt i hulningen, hvor min hals og skulder mødes. Jeg lagde armene om hendes talje og gemte mit ansigt i hendes bløde, duftende hår. Hun var dejlig. Hun var helt perfekt. Hun var min. Hun er min.

Kan du mærke det?

Kan du mærke vores kærlighed?

Jeg vender tilbage til nutiden og gnider mig mellem mine øjne. Derefter fokuserer jeg på hende. Hun ligger i en hospitalsseng og sover. Hendes højre ben og arm er brækket, og hun har sår på kroppen samt væmmelige hudafskrabninger og blå mærker. Et stort stykke af hendes hovedhår er barberet af, da hun skulle have syet nogle store huller i hovedet sammen. Jeg så hende ikke efter ulykken, heldigvis, men det er stadig et frygteligt syn nu.

Stuen vi begge befinder os på, er helt hvid. Hvidt gulv, hvide vægge, hvide gardiner. Alt er enkelt og rent og her lugter af hospital. En blanding af medicin, rengøringsmidler og sprit. Tidligere i dag ringede en sygeplejerske til mig og sagde, at hun var ved at vågne. Jeg skyndte mig over på hospitalet sammen med hendes forældre, Elisabeth og Thomas. Alice havde ligget i koma i syv dage, så jeg glædede mig til at se hende. Da hun endelig vågnede, kiggede hun på mig. Jeg kom til at græde af lykke. Jeg havde savnet hende så utrolig meget.

Men... hendes blik var tomt. Hun kunne ikke huske mig.

“Hukommelsestab,” sagde lægen, “vi vil se, om vi kan rette op på det. Det er normalt efter en koma. Hun er en ung pige med en frisk hjerne. Hukommelsen vender højst sandsynligt tilbage igen efter et par timer.”

Hukommelsen vendte tilbage. Hun kunne huske alt. Sin barndom, sine teenage år, familie og venner...

Undtagen det år, det år hun havde sagt betød mest for hende. Det år med mig.

Hun havde glemt mig.

Jeg er væk i hendes hukommelse.

Jeg gnider mig igen mellem øjnene og prøver at lade tårerstrømmen forblive væk.

Selv om hun ikke kan huske mig, elsker jeg hende stadig af hele mit hjerte.

Men hvad nytter det? Hvorfor elske en person, der ikke engang kan huske én? Der tror, at det først lige har mødt én?

En tårer smutter alligevel forbi og glider langsomt ned ad min kind. Jeg tørrer den væk og rejser mig op fra stolen, jeg sad på. Derefter går jeg over til hende, og kigger på hendes rolige ansigt, som jeg blidt kærtegner. Jeg undgår at ramme det blå mærke lige under hendes venstre øje. Jeg ville ønske, at hun ville vågne lige nu og kigge på mig med et blik, der ville sige at hun vidste hvem jeg var. At hun kendte mig, og at hun elskede mig.

Nogen pusler ved døren, så jeg kigger derhen og en sygeplejerske træder ind i rummet. Hun smiler venligt til mig, som resten af personalet også gør til alle andre patienter og gæster. Smilet er syet fast til deres ansigtet, og man kan aldrig se om det er falsk eller ej. Om hvad det gemmer. Om de snart vil fortælle én en god nyhed eller en dårlig nyhed.

“Vi har tilkaldt en, der kan træne Alices lille hukommelsetab tilbage. Hun skal nok blive sig selv igen og huske dig,” siger hun høfligt med en lys stemme. Jeg kigger væk og ned på mit et og alt. Min Alice.

Hun skal nok blive sig selv igen.

Der er større sandsynlighed for, at hukommelsen forbliver væk efter en koma, end hvad der er for at den kommer tilbage. Det sker ikke. Sygeplejersken lyver. Alice bliver ikke sig selv igen. Alice kommer aldrig til at huske mig igen.

Jeg kan mærke et dybt hulk bane sig vej ud af min mund. Jeg holder hurtigt en hånd op foran munden og sluger hulket igen.

"Er der noget galt?" spørger sygeplejersken.

Bare hold dig væk fra mig, tænker jeg, din løgner. Men jeg ryster blot på hovedet.

"Okay. Jeg vækker Alice nu. Jeg har også snakket med lægen. Han fortalte mig, at hun godt kan have amnesi. Der er ikke en stor chance, da hun jo kunne huske det meste, da hun vågnede efter sin koma. Men amnesien kan godt slå igennem nu. Vi har fortalt dette til hendes forældre, som gerne skulle komme et øjeblik, men det er vigtigt, at du også får dette at vide, nu hvor du er hendes kæreste. Vi håber selvfølgelig, at hun vil slippe for amnesien, så hun kan fortsætte et normalt liv."

Hun smiler beroligende til mig, men det hjælper ikke, og hun vender opmærksomheden mod Alice.

"Alice?" spørger hun roligt i et lavt tonefald. "Alice, det er tid til at vågne."

Mit hjerte hamrer hurtigere end normalt. Åh Gud, lad hende huske mig, så vi kan forblive kærester. Hun må ikke have amnesi. Det ønsker jeg ikke. Hvis ønsket om, at hun skal kunne huske mig, ikke lykkes, så lad hende i det mindste slippe for amnesien, så hun kan fortsætte et normalt liv. Så jeg måske kan opbygge et nyt venskab.

Jeg kan se hendes øjne åbne sig. Hun prøver at sætte sig op, glemmer helt om hendes skadede krop, vrænger ansigt af smerte og ligger straks stille.

"Rolig, Alice. Din krop er ødelagt, du er nød til at forblive liggende," siger sygeplejersken.

"Okay, det skal jeg nok," hvisker hun med en ru stemme.

Jeg står stadig og kigger sygeplejersken over skulderen. Jeg ved ikke, om jeg ønsker at Alice skal kigge på mig. I det øjeblik jeg tænker det, ser hun hen på mig.

"Hvem er du?" spørger hun.

Jeg stivner. Selvfølgelig kan hun ikke huske mig. Hvor godtroende er du Niall?

"Mit navn er Niall. Jeg var her før, da du vågnede efter komaen."

En rynke former sig mellem hendes øjenbryn. "Du var her ikke før?"

"Jo, jeg var der før."

"Nej, det var kun min mor og far, en læge og en sygeplejerske, der var her. Jeg har aldrig set dig før."

Hun har ikke fået amnesi. Hun kan stadig huske. Men hun kan stadig ikke huske mig. Har hun kun fået en smule amnesi? Giver det overhovedet nogen mening? Er det overhovedet muligt?

Hendes forældre kommer ind på stuen sammen med lægen.

"Alice," siger hende mor. "Kan du huske os?"

"Selvfølgelig kan jeg huske jer," smiler hun.

"Kan du huske Niall?" spørger Thomas hurtigt.

"Niall?"

Thomas nikker hen mod mig. Jeg smiler venligt til hende.

"Hvem er du?" spørger hun og rynker sine øjenbryn.

Jeg bliver helt forvirret. "Hva'? Vi... hvad? Vi snakkede sammen lige før? Lige inden dine forældre og lægen kom ind."

"Nej vi gjorde ej? Sygeplejersken var den eneste her. Hvordan har du sneget dig ind?"

Jeg kigger frem og tilbage imellem lægen, Alices forældre og sygeplejersken.

Lægen ser tænksom ud et øjeblik. "Jeg vil gerne snakke med dig og jer to bagefter," siger han og nikker til mig, Elisabeth og Thomas. Vi nikker alle sammen.

Hvad vil han snakke med os om?

"Sæt jer ned," siger lægen. Jeg trækker en stol hen til de andre og sætter mig ned på den.

"Hvordan har du det, Alice?" spørger lægen.

"Det gør ondt," stønner hun. "Hvorfor gør min krop så ondt? Hvorfor ligger jeg overhovedet på hospitalet?"

Elisabeth tager sin datters hånd. "Du er blevet påkørt, skat."

"Hva'?"

"Bilisten har fået en bøde på en stor sum penge og fået frataget kørekortet."

"Hvornår er det sket?"

"For en uge siden."

"En uge siden?" Hun hæver sine øjenbryn.

Lægen rømmer sig kort. "I lørdags var du til fest med en masse venner. Da du skulle hjem sent om natten blev du påkørt af en mand, der havde drukket en del alkohol. Dine venner tilkaldte hurtigt en ambulance, der fik dig kørt her til hospitalet. Du blev hurtigt tilset og lagt i koma," fortæller han roligt.

"Koma?!" udbryder hun. Hun vrænger ansigt igen på grund af smerten i hendes krop.

"Du var blevet lagt i koma med det samme, da de skader du fik, i den grad var voldsomme, og næsten var ved at dræbe dig. De er helet under komaen, heldigvis. Du lå i koma i en uge, og som du måske kan huske, vågnede du fra den tidligere i dag."

"Mh," siger hun blot.

"Nu har du kun en brækket arm og et brækket ben, blå mærker, sår og hudafskrabninger at passe. Du fik huller i hovedet, som er lige ved at hele op, så du har ikke lov til, at rejse dig før de er helet hundred procent."

Hun rækker langsomt op til sit hovede og stivner ved følelsen af bar hovedbund.

"Og heller ikke røre for meget."

Hun tager hånden væk igen og ligger mussestille i sengen.

"Jeg vil gå ud og snakke med dine forældre og Niall nu."

"Niall?"

Hvorfor fanden husker hun mig ikke? Jeg har præsenteret mig to gange nu! Er hun blevet fatsvag efter komaen?

 

Lægen følger Elisabeth, Thomas og jeg ud på gangen, hvor der kun er få sygeplejersker, der går ind og ud af døre. Her lugter stadig af sprit.

"Niall, har du præsenteret dig til hende?" spørger lægen.

Jeg nikker. "To gange!"

"Okay, jeg har en påstand," starter lægen. "Først vil jeg sige, at hun er sluppet for amnesi. Hun husker sin fortid og frem for nu."

Elisabeth og Thomas ånder lettet op.

"Men," siger han og kigger på mig, "hun har fået en smule hukommelsestab alligevel. De påvirker hende ikke andet end, at hun aldrig vil kunne huske dig, Niall."

"Aldrig kunne huske mig?" spørger jeg.

"Hver gang det har noget at gøre med dig, husker hun alt andet end dig. Som før, da du var den eneste i rummet udover sygeplejersken. Alice husker alt ved scenen bortset fra dig. Du er klippet væk fra den, slettet. Jeg er ikke sikker på, at påstanden er korrekt, men vi kan teste det. Når du træder ind i rummet igen, vil vi finde ud af, om hun har glemt dig igen, trods hun lige har set dig."

Jeg står med opspilede øjne og stirrer på ham. Hun vil aldrig kunne huske mig? Hver gang vi mødes, vil hun få et 'nyt' bekendskab... shit.

Elisabeth klemmer min arm en enkelt gang.

"Det skal nok gå," hvisker hun.

Lægen lægger en hånd på min ryg og fører mig og Alices forældre ind til sygeplejersken igen. Alice kigger hen på mig.

"Hvem er du?" spørger hun og kigger spørgende på mig.

Jeg bliver svimmel et øjeblik og hulket er på vej op igen. Jeg tager mig til hovedet og skynder mig hen til stolen, jeg trak over til de andre, som jeg sætter mig ned på. Mine øjne bliver fyldt med tårer.

"Niall," siger Elisabeth. Hun sætter sig på hug foran mig og lægger en hånd på mit ene knæ. "Måske burde du gå hjem. Du trænger til ro i et par timer, måske en hel dag. Jeg kan se, at det er hårdt at tage, at hun ikke husker dig. Du burde snakke med dine forældre. Enten Bobby eller Maura."

Jeg holder hendes blik et par sekunder og nikker så. Det er nok rigtigt, det hun siger. Hun tørrer en tårer væk fra min kind og kysser min pande.

Jeg rejser mig op og finder min sportstaske, som jeg havde proppet med soveting inden jeg tog herover. Jeg havde planlagt at sove her. Jeg troede, at hun vil kunne huske mig, og så ville jeg kunne passe på hende om natten ind til, at hun kunne udskrives fra hospitalet. Men det sker ikke. Jeg kunne vel godt sove hos hende, men det ville være underligt, hvis en 'ukendt' dreng sov hos hende. Så ville jeg blive stemplet som et perverst svin. Men hun ville glemme det igen. Igen og igen. Ligegyldigt hvad jeg gør. Hun husker mig aldrig.

Vi må bare håbe, at den der kvinde, der skal træne Alices hukommelse op igen, er god til det, og kan få hendes lille hukommelsestab tilbage igen.

Jeg svinger tasken over ryggen, finder min røde cap, som jeg sætter på hovedet, og tager mine sorte RayBans på i håb om, at offentligheden ikke vil kunne genkende mig.

Ingen ved, at min kæreste ligger på hospitalet, og det skal forblive en hemmelighed. Jeg vil aldrig kunne overskue, hvis sladderblade skulle skrive artikler efter artikler, hvorfor hun mon ligger på hospitalet, og finde på falske rygter som... 'Er det Niall Horans skyld?' Pis mig i øret.

"Vi ringer, hvis der sker noget," siger Elisabeth. Hun krammer mig og giver mig et kys på kinden. Hun har altid været kærlig mod mig. Hun har sikkert tænkt, at jeg var hendes kommende svigersøn. Det sker i hvert fald aldrig nu. Thomas giver mig blot et kram og et klap på ryggen, som de fleste andre mænd gør. Men det ville nu også se underligt ud, hvis han gav mig et smaskkys på kinden. Så ville sladderbladende have nye rygter. 'Niall Horan er bøsse'. Mig i røven. Vent, ellers tak.

"Jeg kommer måske i morgen, hvis jeg kan overskue det," siger jeg og smiler svagt til dem.

"Det er helt i orden, Niall. Hav nu en fortsat god dag og hils derhjemme."

"Det skal jeg gøre." Derefter forlader jeg stuen. Inden døren lukker, kan jeg høre et "hvem var det?" fra en velkendt stemme, der tilhører en, der ikke kan huske mig, og som jeg stadig elsker ligegyldigt hvad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...