Remember me, I beg you - One Direction

Niall havde et perfekt forhold med en pige, der hedder Alice. Forholdet var sukkersødt, ikke på den kvalmende måde, men på den dejlige måde, hvor man virkelig føler sig elsket. Men dette er slut efter, at Alice har ligget i koma i syv dage. Efter koma sker der tit hukommelsestab. Dette sker for Alice. Hun glemmer Niall. Niall føler en håbløshed og vil bygge hendes hukommelse op. Men hvordan? Senere indser Alice, at hun ikke husker alt efter komaen. Hun ved, at der er noget hun har glemt. At der er en person hun har glemt, og at denne person engang var vigtig for hende. Men hvem personen er, kæmper hun for at huske, men det lykkes ikke. Hun bliver ked af over, at hun har glemt personen. Snart udvikles en psykisk sygdom hos hende på grund af det, som kun gør det hele sværere for hende og Niall. ~ I denne movella, vil der være grimt sprogbrug, og for nogen - voldsomme episoder ~

24Likes
15Kommentarer
2204Visninger
AA

8. Afslørelse

Nialls P.O.V
 

Jeg trækker tiden ud. Jeg har ikke lyst til at bestemme mig for, om jeg gør det eller ej. Måske er det bare bedst at lade være med at tage denne beslutning.

Nej.

Det er aldrig godt aldrig at bestemme sig.

Jeg bider tænderne sammen og knuger mine hænder og rynker mine øjenbryn. 

"Hvorfor ser du pludselig så bekymret ud?" spørger Alice og kigger op fra sin mad. Hun smiler stort og opmuntrende til mig, hvilket får mig til at smile lidt. Ingen kan modstå hendes smil. 

"Du skal ikke være trist. Det er solskinsvejr. Vi kunne måske gå en tur? Jeg kunne da godt tænke mig, at lære dig bedre at kende. Du er trods alt i familie med mig," siger hun.

Jeg betragter hende. Mærker, at jeg vil gøre alt for hende. Mærker, at jeg har lyst til at græde af håbløshed. Mærker, hvor meget jeg elsker hende.

Hurtigere end man kan sige... eh. Hurtigt har jeg besluttet mig. Men jeg er ikke sikker på mit valg.

Jeg læner mig hurtigt frem og snupper hendes hvide bærbar med det lille æble-logo på fra hendes skrivebord, åbner den og stikker en ledning i den, der fører over til kameraet. Jeg venter på at en lille hvid boks dukker frem på skrivebordet. Alice kigger blot spørgende på med et hævet øjenbryn i en bue. Mit hjerter hamrer hurtigtere end normalt. Jeg åbner boksen og en masse billeder og videoer dukker frem. Det er kun videoerne, jeg har brugt for. Billederne er af andre ligegyldige ting. Nogen af billederne er af landskaber og turistattraktioner fra lande, hvor drengene og jeg har været.

En stilhed vokser sig omkring os. Den klemmer mig og gør mig blot endnu mere nervøs.

Hvad hvis det hele går galt?

Det er en af de eneste tanker, der cirkulerer inde i mit hovede lige nu.

Men kan det overhovedet gå mere galt, end hvordan det hele er i forvejen?

Jeg finder plasticchartekket frem fra min lomme med billederne i af hende og mig. Jeg kigger på det. Tøver. Kigger op på Alice. Tøver.

Jeg rækker det endelig til hende. Hun tager imod det. Hun ligner ét stort spørgsmålstegn, men jeg har ikke tænkt mig at besvare det med ord. Blot med billeder og videoer.

"Hvad er det?" spørger hun og kigger op på mig.

Jeg kigger bare på hende og venter på, at hun selv tager initiativ til at kigge på det. Det er jo ikke en bombe eller noget.

BOOM!

Og vi ville alle dø!

JAAA.

Det ville løse problemerne.

JAAA.

Men sådan er det ikke. Sådan er livet ikke. Vi skal alle tackle problemer på egen hånd. Jeg har så bare lige fået ét af de store problemer, som er bare lidt, bare lidt sværere at tackle.

Hun stikker sin hånd ned i plasticchartekket og hiver bunken af billeder op. Min krop begynder at ryste svagt, og mine hænder bliver svedige. Jeg hviler mit blik på hendes ansigt for at se hendes reaktion.

Hun kigger på det første billede og lægger det derefter nederst i bunken. Så kigger hun på det andet, og det følger hurtigt efter første billeder. En rynke former sin imellem hendes øjenbryn og hun bliver tom i blikket. Hun siger intet. Stirrer blot på det tredje billede af hende, i en sød sommerkjole og mig i shorts og t-shirt, tæt omslynget.

Stilheden fortsætter i et par minutter, hvor hun kigger de andre billeder igennem, ind til den bliver afbrudt af stemmer fra computeren. Jeg kigger ned på skærmen, hvor en video er startet. Alice taber billederne og stirrer på skærmen.

Først ser man blot noget græs, men så rykker kameraet sig op og man kan se Alice, der er iført en sommerkjole, en stråhat og et par sandaler. Hun står ved en sø og kaster brød ud til ænderne, der svømmer rundt i den grønne vand.

"Vil du prøve, Nialler?" spørger hun og retter ansigtet mod kameraet.

"Nej, det er fint," svarer jeg og zoomer lidt længer ind.

Hun træder tættere på kanten og kaster brødet længere ud. En svane dukker frem og svømmer roligt hen til et stykke brød, napper det og svømmer ind mellem ænderne og mod kanten, hvor Alice står. Hun bakker et hurtigt skridt tilbage, hvilket får svanen til at hvæse lidt ved den pludselige bevægelse.

"Niall! Den æder mig!" hviner hun og løber hen til mig. Jeg ler blot ad hende.

Jeg kigger op og direkte ind i hendes øjne. Hun siger et enkelt ord, jeg har mødt før.

 "Gå."

Jeg presser mine læber sammen. Mit blik bliver straks tårevædet. Hendes eget blik er svært at tyde. Hun ser spørgende, tænkende, overrasket, vred og ked af det ud. Alt sammen i ét blik.

"Hvorfor fanden græder du?" spørger hun hårdt.

"Jeg græder ikke," lyver jeg.

"Du har tårer i øjnene."

Jeg trækker på skuldrene.

"Gå."

"Jeg har ikke tænkt mig at gå."

"Jeg vil ikke have, at du er her længere. Jeg har det underligt, så vær sød at gå. Nu."

Jeg ryster på hovedet og kigger bestemt på hende.

"Hvorfor står jeg omslynget med dig? Min grandfætter? Hvorfor fodrer jeg ænder med dig? Hvorfor ligger vi en sofa under et tæppe, næsten nøgne?"

Jeg åbner munden for at sige noget, men hun afbryder mig.

"Hvorfor husker jeg ikke noget af det her?"

Hun kigger mig i øjnene igen, og jeg får blot yderligere ondt i maven. Jeg gør hende ondt. Jeg burde ikke have gjort det her. Dumme, dumme, dumme Niall!

"Jeg er forvirret," hvisker hun. Hun slipper en tårer og jeg får en trang til at tørre tåren væk fra hendes kind og give hende et kram. Men det kan jeg ikke. Det ville være underligt. Ikke?

"Hvorfor er jeg sammen med dig på de der billeder og den der video? Du er min grandfætter! Hvor er det ulækkert! Og jeg husker ikke engang noget af det!"

"Alice." siger jeg. Hun gnider sig imellem øjnene og kigger på mig.

"Har jeg hukommelsestab?" spørger hun pludseligt. Hendes spørgsmål kommer som et slag, men lidt efter smager jeg på det. Burde jeg svare på det? Kan jeg nå at trække det hele tilbage? Vil hun overhovedet huske det om lidt? Kan jeg gå ud af værelset og vende tilbage igen, og så har hun glemt det hele? Er hele min plan nyttesløs?

"Vil du ikke please svare på mit spørgsmål?" spørger hun bedende. "Har jeg hukommelsestab?"

"... Ja." Mit ansigt er udtryksløst og det samme bliver hendes. Vi sidder og kigger på hinanden helt stille uden at sige en lyd. Hun græder ikke. Hun tager det på en måde, jeg overhovedet ikke havde regnet med.

"Jeg er nød til at snakke med mor." Hun afbryder stilheden og rejser sig op.

"For Guds skyld nej!" Jeg griber fat om hendes ene håndled og hiver hende tilbage.

"Slip mig!"

"Du skal ikke snakke med Elisabeth!"

"Det kan du ikke bestemme. Jeg har brug for det. Hele min indre er ét stort rod! Du kan slet ikke forestille dig det! Jeg har det virkelig dårligt! Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal reagere på den her nyhed!"

"Jeg kan forklare det hele!"

"Nej du kan ej. Du er min grandfætter! Den eneste der kan forklare noget, er min mor! Jeg er rigtig forvirret. Jeg er ikke engang sikker på, om du rent faktisk er min grandfætter. Der er et eller andet, der rykker sig i mit hovede, når jeg kigger på billederne, men jeg kan ikke huske en skid om det! Jeg kunne aldrig finde på, at kramme min grandfætter på den måde, eller ligge halvnøgen under et tæppe eller kalde dig... Nialler? Jeg ville kalde dig Niall, for det er dit navn! Nialler er et kælenavn, og jeg ville aldrig 'kæle' med min grandfætter. Adr, hvor er den tanke ulækker!"

"Jeg kan forklare det, Alice!"

"Nej du kan ej! Og slip mig så!" Hun prøver at rykke sit håndled til sig, men jeg holder blot endnu mere fast. En irritation breder sig i mig. Kan hun ikke bare sætte sig ned og tige stille, så jeg kan forklare det?

"Det gør ondt!" råber hun. "Slip mig!"

"Kun hvis du sætter dig ned og hører efter!" siger jeg højt. Hun sukker dybt og sætter sig ned igen. Hun kigger op på mig med et hævet øjenbryn. "Nå, hvad venter du på? Fortæl så."

"Mange tak." Jeg smiler sarkastisk til hende, men vender hurtigt mit humør. Jeg kan ikke være irriteret på hende. Hun har lov til at reagere på denne måde.

"Jeg er ikke din grandfætter. Bare lige for at få det på det rene. Okay, for det første. Du har hukommelsestab, som du ved. Men en underlig slags. Du husker din fortid, og du vil kunne huske alt det, du foretager dig dig lige nu. Det eneste du ikke husker, er mig. Du har glemt hvem jeg er, hvad jeg var til dig, hvad vi havde sammen. Selv om vi snakker sammen nu, vil du glemme mig, hvis en ny 'scene' opstår. Som hvis jeg forlod værelset og kom tilbage igen, så ville du ikke vide hvem jeg var. Der kom en kvinde på hospitalet, Sharon hed hun, du husker hende sikkert. Du fik aldrig forklaret, hvad hun skulle hos dig. I hvert fald skulle hun genoptræne din hukommelse, så du kunne huske mig igen. Hun viste dig billeder, men forklarede at du reagerede underligt. Lægen og Sharon blev enige om ikke, at fortsætte træningen, selv om Sharon kun havde prøvet én enkelt gang. Jeg forstod ikke deres valg. Jeg forstår den stadig ikke. De prøvede det kun én gang, og bestemmer sig for ikke at prøve igen? Én gang viser jo intet! Men, jeg var ulykkelig, jeg er ulykkelig, over at du ikke kan huske mig. Jeg har valgt at fortsætte træningen på egen hånd og vise dig billeder, for jeg håber, at de virker, jeg er sikker på, at det virker. Jeg tog herover og... resten ved du." Jeg tager en dyb indånding og puster langsomt ud. En behagelig følelse skylder igennem mig. Det var godt at få forklaret. Jeg slipper hendes håndled, som hun straks trækker til sig.

"Men hvem er du?"

"Din kæreste," svarer jeg.

"Hva'?" Først kigger hun på mig, som om hun ikke tror på mig, men jeg ved, at hun kan se i mine øjne, at jeg taler sandt. For det gør jeg jo. Hun tager sin hånd op til sit hjerte, men sænker den igen. "Nu må jeg altså snakke med min mor!" Hun rejser sig op og stormer ud af værelset, inden jeg når at gribe fat i hende.
 

Alices P.O.V
 

"Mor!" råber jeg. Jeg stormer, eller... stormer og stormer... humper ned ad trappen og ind i stuen, hvor min mor sidder i en af sofaerne med en kop te og ser fjernsyn. Hun zapper imellem kanalerne. Der dukker nyheder, reality og dokumentarer op.

"Ja?" spørger hun og kigger sig over skulderen.

"Han..." Jeg standser mig selv i min sætning. 

"Han?" spørger min mor og hæver sine øjenbryn.

"Det kan jeg ikke huske," siger jeg overrasket. Hvad var det overhovedet jeg skulle sige? Arh, hvor irriterende. Jeg kender aaaalt for godt at glemme det, jeg skal sige. Jeg er begyndt at glemme rimelig meget her på det sidste, synes jeg. Fucking irriterende.

Min mor stiller sin kop fra sig på stuebordet og rejser sig op fra sofaen. Hun går hen til mig og fastsætter en hårlok om bag mit øre. "Du kommer nok på det igen."

Jeg nikker.

"Blev du mæt?"

"Ja, det smagte vildt godt," svarer jeg og smiler.

"Hvor er Niall?"

"Niall..." siger jeg. Det er ikke et spørgsmål. Det kunne godt være et spørgsmål. Jeg kender jo ikke denne 'Niall'. Eller... Jeg rynker mine øjenbryn og klør mig i nakken.

"Niall," gentager jeg. Min mor kigger blot på mig og smiler, hvorefter hun forlader stuen. Jeg humper efter hende.

"Hvem er Niall?" spørger jeg. Jeg har det som om, at jeg godt kender svaret. Jeg kan bare ikke huske det. Gal, det er irriterende.

"Din grandfætter," svarer hun og går op ad trappen. Jeg følger efter hende.

Min grandfætter...

"Har jeg mødt ham før?"

"Ja." Hun går ind på mit værelse efterfulgt af mig. På min seng sidder en dreng. Han er ikke grim. Men heller ikke pæn... nej, HAN ER OVERDREVET LÆKKER. 

Fnis.

"Hvem er du?" spørger jeg.

"Niall," svarer han og sukker.

Niall..?

Mine øjne bliver varme af en eller anden grund, men jeg sætter hurtigt en stopper for tårerne ved at blinke med øjnene. Jeg er pludselig rigtig forvirret, og det gør mig svimmel.

"Mor, jeg har det dårligt," siger jeg og støtter mig til en væg og min ene krykke samtidig med at holde mig for munden. Min mor får mig hurtigt hen til min seng og ned at ligge. Hun lægger en hånd på min pande. "Du er ikke varm."

"Jeg er bare svimmel," siger jeg lavt. Jeg har det skide dårligt. Jeg ved, at jeg har haft det sådan her før for nylig. Fordi jeg blev så forvirret og svimmel. Fordi jeg havde glemt noget. Noget vigtigt. Jeg kan stadig ikke huske, hvad det var, jeg havde glemt.

"Er du tørstig?"

"Nej. Jeg skal bare lige ligge lidt..."

"Okay." Hun smiler til mig, men det forsvinder igen, da hendes øjne lander på noget.

"Niall!" udbryder hun vredt.

En lyshåret fyr står ved sengen og ser skræmt på min mor. Hvem er det?

Hvorfor råber min mor ad ham?

"Hvad er det?!" spørger hun og vifter en pegefinger mod gulvet og sengen imens hun vrænger ansigt. Jeg drejer hovedet. Der ligger to billeder på sengen. Et scenarie glider igennem mit hovede. Sol, glæde, latter, kærtegn, kys. Jeg kniber øjnene sammen.

"Det.. det," siger en lyshåret fyr. Hvem er det?

"Hvad var det jeg sagde til dig?" råber min mor vredt.

"Jamen-"

"Ingen jamen!" afbryder hun ham. "Hvad var det, du ikke forstod, i det jeg fortalte dig? Hvad er det du ikke fatter, Niall? Giv nu slip på hende!"

Hvem?

"Det kan jeg ikke!" råber han.

"Du kan prøve!"

"Det har jeg gjort, Elisabeth! Det har jeg for helvede gjort! Jeg kan for fanden ikke! Jeg elsker hende jo!"

Hvem? Hvem er det han elsker?

Det føles som om, at jeg godt kender svaret.

Min mor sukker dybt og højlydt. Hendes øjne er arrige.

"Mor," siger jeg. Hun kigger ned på mig. Hendes blik bliver hurtigt blidt.

"Ja?"

"Hvad skændes I om?"

"Det er ligegyldigt, skat." Hun aer min kind.

"Jeg har det rigtigt dårligt," siger jeg. Mine øjne fyldes med tårer. Jeg er svimmel og har kvalme. Alt er forvirrende og jeg har den velkendte, underlig følelse inden i, at jeg har glemt noget og mangler noget. 

Min mor kigger op på en lyshåret fyr. Hvem er det?

"Se, hvad din smarte idé har gjort!" siger hun vredt. Han får straks våde øjne og ser trist ned på mig.

"Hvem er du?" spørger jeg.

"Niall," svarer han.

Niall.

Jeg forestiller mig navnet.

Niall.

NIALL.

niall.

NiaLL.

niALL.

Det bliver stort. Småt. Skifter. Gør mig forvirret.

Jeg har hørt det før.

Mine øjne kører rundt i mit hovede.

Jeg kan mærke en hånd på min pande. Ned over min kind.

"Niall. Lad være med at røre hende. Gå nu."

Jeg lukker mine øjne.

"Nej." En drengestemme.

"Niall!" siger min mor. "Nu går du! Hun har det skidt. Og du kommer ikke forbi igen, hvis du ikke er inviteret!"

"Så kommer jeg jo aldrig forbi!"

Jeg hører en skramlen. Jeg åbner det ene øje på klem. Ser en lyshåret dreng. Hvem er det? Han ser trist ud. Han går baglæns hen mod døren, men standser. I hånden har han noget, der ligner billeder.

Billeder.

Sol, glæde, latter, kærtegn, kys.

Kys.

Masser af kys.

Kærlighed.

Savn.

Jeg føler savn.

"Niall, gå så," siger min mor i et lavere tonefald, men hendes øjne er stadig arrige.

Niall.

Han ser sød ud.

Hans øjne møder mine. De er blå, tror jeg. Det er svært at se. Jeg har set dem før. Det er jeg sikker på. Eller, ikke så sikker igen. Jeg kan ikke huske det. Jeg lukker mine øjne. Der kommer en lyd af den dør der lukkes.

En hånd bliver lagt på min pande og en dyne bliver lagt halv over min underkrop.

"Jeg laver en kop te," siger min mor. Der kommer en knirkene lyd og frisk luft strømmer ind og gør mit ansigt behagelig køligt.

Lyden af den dør der lukkes, dukker op igen.

Savn.

Jeg savner noget.
 

_______________________________________________________________________
 

HEJ kære læsere! (:

Endelig et nyt kapitel. Undskylder igen igen, at det tager så lang tid før, at jeg udgiver endnu et kapitel, men jeg har simpelthen ikke tid lige for tiden til at skrive på min movella, og har faktisk heller ikke så tit lyst til at skrive videre... føler lidt, at der ikke er nogen, der læser min movella... jeg ville blive super glad, hvis I gad kommentere noget mere. Det ville hjælpe stort! ((:'

Jeg har skrevet kapitlet om og om igen, og er endelig tilfreds!

Jeg håber, at jeg fik Alices reaktion, over at hun har hukommelsestab, godt nok frem. Så... hvad tror I der sker? Ødelægger det det hele inden i hende? Får hun ekstra hukommelsestab? Giver Niall endelig slip på hende, fordi det gør hende ondt?

Som sagt, kommenter gerne! Jeg eeeeeelsker kommentarer! Gerne om hvad de er dårligt, godt, hvad jeg kunne gøre bedre... taaaaaaaaak. ♥

Luv u.

xoxo

Emma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...