I utroskabens tegn

Den 15 årige Nille er kæreste med den altid glade Fabian, men en dag bliver Fabian kørt ned og så må Nille trøste sig hos sin ven Ian.

0Likes
2Kommentarer
627Visninger
AA

1. I utroskabens tegn

 

Vi gik hånd i hånd, hans dejlige bløde hånd i min. Vi løb over vejen som ejede vi det hele. Jeg slap hans hånd, for at komme først. Men da jeg nåede over på den anden side, kiggede jeg mig tilbage og så min elskede ligge bevidstløs midt på den kolde vej. Folk kom styrtende hen mod ulykkesstedet. Jeg så ambulancen køre ham væk, for langt væk. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at han lå i smerter og jeg ikke kunne gøre noget.

 Jeg tog hjem, huset lå i mørke. Jeg løb op på mit værelse, greb min mobil og ringede Ian op. Ian var min bedste ven, siden jeg mødte ham på det lokale mødested. Han havde altid bakket mig op, når jeg havde drengeproblemer. Han var den eneste som forstod mig.  ”Hallo du har ringet til Ian.” Jeg brød sammen inden jeg nåede at sige et ord. ”Nille, hvad er der sket?” Spurgte han bekymret. Jeg hev hårdt efter vejret, men det var som om jeg mistede det igen. ”Han er blevet kørt ned” Svarede jeg rastløs. Der var stille i et øjeblik, så hostede han og sagde, ”Det er jeg ked af at høre Nille, hvor er han så nu?” Jeg kunne ikke svare, jeg lagde på og smed mig på sengen. Min mobil bibbede en sms ind. Det var Carina.

Det skal nok gå Nille, du ved vi er her for dig.

Hvor vidste hun det fra? Jeg havde ikke sagt det til nogen, bortset fra Ian. Jeg skrev tilbage og slukkede mobilen. Jeg ville besøge ham i morgen, jeg skulle bare vide hvordan han havde det.

”Hvad stue ligger Fabian Olesen på?” Mine hænder rystede, jeg kunne næsten ikke holde mig selv sammen. Informationsskrankedamen kiggede op fra sit papir. Hun havde langt, rødt krøllet hår, som synes ikke havde været vasket længe. Hun havde en hvid kittel på med et navneskilt hængende på brystlommen, hun hed Mona Nilsen. Hun trommede på tastaturet. ”Hej. Han ligger på stue 45b. Ned af gangen og til venstre”. Hendes stemme var meget brutal, når man tænkte på at det var en dame. Jeg begyndte at gå, mens jeg mumlede et tak. Lægerne var meget venlige og imødekommende, da jeg skulle ind på stuen. Der lå han. ”Han er i koma.” Jeg vendte mig om med et sæt. Der stod Ian! Jeg sprang over i hans arme. Jeg hulkede ham i øret. Han trøstede mig og aede mig blidt på hovedet. Han slap mig og jeg drejede om og betragtede Fabian igen. Der var slanger som bare kørte over alt på hans livløse krop. Han havde ingen farve i kinderne, han var kridhvid. Det kom en læge ind til os, meget høj og tynd. ”Jeg må bede jer om at gå nu, vi skal have taget nogle undersøgelser”. Jeg tog Fabians hånd og gav det et klem. ”Farvel skat” mimede jeg forsigtigt til ham. Vi gik ud af stuen og hjem til mig. Vi stod udenfor min hoveddør ”Ian. Jeg vil ikke sove alene i nat, vil du ikke nok sove hos mig?” Spurgte jeg med et knivstik af håb. Jeg sendte ham hundeøjnene og han begyndte bare at fnise. ”Nille når du laver det trick der, så kan jeg umuligt sige nej”. Jeg kunne mærke glæden buldre i min mave. Jeg gik tættere på ham og slyngede armene om ham. ”Tak” hviskede jeg i hans øre. Han gengældte krammet. ”Så lidt” hviskede han blidt tilbage.

”Ian vi skal da sove i telt!” Skreg jeg til Ian som stod i køkkenet. ”OKAY! Slår du det op så!?”. Jeg sukkede og gik ind til ham. Han stod og lavede pizza til os. Han stod med et hvidt forklæde på, som en gang havde været sort. ”Mel er der i hvert fald nok af”, grinede jeg af ham. Han så ondt på mig, og stak sin store hånd ned i mel posen, trak hånden tilbage og om bag nakken. PUF! Han smed det direkte i ansigtet på mig. Ian begyndte at grine hysterisk, at jeg næsten blev helt bange. ”Jeg går ud og slår teltet op,” mumlede jeg surt. Jeg kunne høre ham fnise, da jeg gik ud at terrassedøren.

Jeg havde aldrig slået telt op før, og det endte heller ikke særlig godt, så det endte med at det var Ian som gjorde alt arbejdet. ”Det var da nemt,” Sagde jeg glad. Han skubbede til mig så jeg var ved at snuble over en Bardun. Det begyndte at blive mørkt, så vi kravlede ind i teltet og under dynen. Vi havde besluttet os for at se gyser, ”The exorsism of Emily Rose”. Jeg var blevet skrækslagen, bare af traileren. Jeg havde sagt flere gange jeg ikke ville se den, men Ian var ikke til at overtale. Vi lå der under dynen, og jeg kunne mærke noget i min mave. Et eller andet sted havde jeg altid været forelsket i Ian, men havde altid været for skræmt til at sige det. Pigen på skærmen krængede sig så sært. Jeg blev bange og greb hårdt fat i min vens hånd. Og der blev den.

 Mine øjenlåg føltes som om de vejede to tons. Jeg kæmpede imod dem med stærk vilje. Jeg skulle bare se den film! Bang! Så tabte jeg kampen og måtte overgive mig til søvnen. Mine tanker fløj rundt i mit hoved, jeg blev med at se en bil køre Fabian ned. Igen og igen. Jeg vågnede med et sæt af pigen skreg i filmen. Ian kiggede skrækslagent på mig, som om han havde set et spøgelse. ”Fuck du gav mig et chok Nille!” Jeg begyndte at grine, hans stemme var så skinger. ”Undskyld jeg faldt i søvn,” sagde jeg undskyldende. Vi lukkede computeren sammen og lagde os til rette. Jeg prøvede på at falde i søvn, men lige pludselig sneg Ians hånd sig ind under min dyne. Den lagde sig på min hofte, hans hånd var brandvarm. Den gled ind under min top og om på ryggen. Jeg var for træt til at gøre noget, for træt til at stritte i mod. Han trak mig over mod ham, mod hans varme krop. Han tog sin hånd i min, spredte mine fingre ad og plantede sine mellem mine. Jeg frøs meget, jeg rystede helt voldsomt. Ian bemærkede det og lagde begge arme om mig.  Det varmede mig hurtigt, men så skete det der ikke måtte ske. Ians læber klyngede sig hårdt til mine. Hans læber skiltes og mine efterabede bevægelsen. Hans tungespids slikkede nænsomt på mine læber. Jeg gik i panik og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke afvise ham, så jeg kopierede igen hans bevægelser. Men jeg trak mig væk, jeg kunne ikke gøre det mod min elskede Fabian. Det stoppede ikke Ian, han kyssede mig igen. Jeg trak mig atter væk efter 3 sekunders kysseri. Stakkels Fabian. Hvad skulle jeg dog gøre?

Jeg tændte spejderlampen ved vores fødder. ”Det skete så bare ikke det her,” udbrød jeg trist. Jeg kiggede sørgmodigt over på Ian, han stirrede tomt tilbage. ”Hvad fuck vil du sige til Signe, hvad skal jeg sige til Fabian, hvis han overhovedet vågner?” Han begyndte at se fortrydende ud. ”Jeg ved det ikke Nille, jeg følte bare det var det rigtige at gøre. Signes og mit forhold har ikke kørt særligt godt på det seneste, så jeg savnede vel bare en der ville mig.” Han kiggede på mig gennem de lange øjenvipper. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, han var jo trist men havde ikke sagt noget. ”Det er jeg ked af at høre,” sagde jeg efter en lang pause. Han trak ligeglad på skuldrene. Ian hev sin mobil frem og trommede på tastaturet. ”Hvem skriver du til?” Spurgte jeg nysgerrigt. Han viste mig sin skærm. Signe. Jeg mimede undskyld, han trak på skuldrene igen. ”Jeg er træt, lad os sove.” Det havde godt nok taget lidt på ham, men jeg kunne ikke gøre noget.

Lyset skinnede igennem teltets tynde stofvægge og ramte mig lige i ansigtet. Jeg kunne høre Ian snorke og det larmede ret meget. Jeg grinte lidt for mig selv, mens jeg tog tøj på. I dag skulle nok blive en god dag, jeg skulle nemlig være sammen med Bastian min gode ven. Jeg prøvede at få liv i Ian, men det var som at vække en død. Jeg skrev en lille seddel til ham:

Hej Ian. Jeg er taget ud med Bastian. Jeg tror vi skal have snakket om det i går. Vi ses senere.

Din bedste veninde Nille.

Jeg smed den på puden og skyndte mig med bussen til Viborg. Busturen til Viborg føltes så forfærdelig lang. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det hele, mens jeg så verden suse forbi. Der sad en tyk, rødhåret dame foran mig, hun kiggede på mig som om jeg havde sovet på gulvet. Jeg rakte tunge ad hende, hun kiggede fornærmet tilbage og kiggede så væk. Jeg proppede musik i ørene, og faldt hen i en lille søvn.

”Hallo. Hallo frøken, vi er i Viborg nu”, Jeg åbnede langsomt øjnene og så buschaufføren en spinkel mand med overskæg. Jeg samlede mine ting sammen og gik ud af bussen. Der stod han jo, Bastian den kære dreng. ”Hej Bastian! Nøøj jeg har savnet dig mand!” udbrød jeg glad. Et kæmpe tandpastasmil bredte sig på hans læber, han var tydeligvis også glad for at se mig. Han kom over mod mig med åbne arme, han gav mig et ordentligt bjørnekram. ”Jeg er ked af det med Fabian,” åndede han trist ned i mit hår, så jeg fik kuldegysninger. Jeg trak på skuldrene, det betød egentlig ikke noget mere. Det eneste der betød noget var sandheden. Jeg tog Bastians hånd og så gik vi på shopping.

”Jeg har noget jeg skal fortælle dig, men du må ikke sige det til nogen,” afbrød jeg i hans kakaodrikkeri.  Han viftede med hånden i tegn til at jeg skulle fortsætte. Jeg fortalte ham gårsdagens hændelse, han stirrede målløst på mig. ”Jeg synes du skal sige det som det er,” sagde han efter et par gisp. ”Jeg ved det godt, men hvis han nu ikke vil mig mere? Jeg vil blive helt sønderknust.” Han kiggede trøstende på mig med sine hjorteøjne. Jeg kunne se på ham at det nok skulle gå.

Dagen var næsten slut og vi var på vej til bussen. ”Tak for en god dag Bastian, vi ses igen på et tidspunkt”. Smilede jeg til ham og gik ind i bussen. Jeg nåede knap nok at sætte mig ned, før der bibbede en besked ind på min mobil. Det var fra Ian.

Tak for sedlen, men jeg tror ikke det går mere mellem Signe og mig. Hun vil ikke rigtig svare mig mere. Kom hjem snart. Ian

Jeg skrev tilbage at jeg var hjemme om femogfyrre minutter. En kort besked bibbede atter ind på min mobil, med de små ord ”ok.”. Jeg lagde den i min alt for lille lomme og faldt hen i søvnens tegn. Igen fløj tankerne rundt i hovedet på mig. Bastians råd, Ians sms og handlinger, mine handlinger. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg tog mig selv i at have savlet på min hånd, da jeg vågnede. Der gik et par minutter og så meddelte buschaufføren, ”Nu er vi i Jebjerg. Gør venligst klar til at stå af.” Jeg pakkede mine ting og stillede mig hen til døren. En gammel mand stillede sig lige bag mig, han så godt nok skummel ud. Han havde skæg til brystkassen og hår til skuldrene. Han var ikke en jeg ville møde i en mørk gyde. Min mobil begyndte at vibrere i min lomme. Jeg hev den op og trykkede besvar. ”Hej hvad så,” sagde jeg så lavt som muligt, for den gamle mand skulle ikke høre med. ”Hvor er du?” Det var min mor, forvirret som altid. ”Jeg er i Jebjerg nu, jeg er hjemme om ti minutter.” Jeg kunne min far råbe i baggrunden, de havde været oppe at skændes igen. ”Det er nok bedst du ikke kommer hjem skat. Kan du ikke tage en aften ude?” Hvorfor kunne de ikke bare være normale forældre? ”Jo jeg tager over til Ian.” Svarede jeg kort og lagde på. Kort efter ringede min mobil igen, denne gang et nummer jeg ikke kendte. ”Ja det er Nille. Hvem snakker jeg med?” Jeg ventede utålmodigt og lige pludselig sagde en hæs stemme noget ind i røret. ”Hej Nille, det er mig. Fabian. Jeg vågnede i går, men jeg måtte ikke ringe til dig. Jeg ville bare sige at jeg har det fint.” Tårerene begyndte at løbe. Han var vågnet! Min elskede Fabian var vågnet. Jeg fik det lige pludseligt dårligt, hvordan skulle jeg fortælle ham om Ian og mig. Fuck! ”Arrh jeg er så glad for du er vågnet! Jeg elsker dig virkeligt,” græd jeg ind i telefonen. Der var en som snakkede i baggrunden, hun sagde at han ikke måtte snakke mere. ”Jeg ved hvem der kørte mig ned!” DUT DUT DUT. Mere hørte jeg ikke. Jeg steg af bussen og gik sprællende og glad hen til Ian. 

”Ej hvor er det fedt Nille!” Udbrød Ian glad da jeg sagde Fabian var vågnet. Jeg smurte et stykke rugbrød mens Ian fablede videre om hvor fedt det var. ”Ja det er ret fedt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Men det gider jeg sgu ikke tænke på nu”. Jeg åbnede skraldespanden og smed skorperne af rugbrødet væk. ”Okay, hvad siger du til vi tager i svømmehallen så?” Jeg kiggede sært på Ian, der havde jeg ikke været i flere år, siden min bror fik en blodprop der. Han døde ikke, men han flyttede til København. Jeg nikkede ligeglad og fandt noget badetøj frem fra hans søsters skuffer, jeg havde lånt badetøj af hende så tit. Vi pakkede badetøjet og gik ud af døren.

Der var skrigende børn overalt. Jeg kunne godt mærke at det var langt tid siden jeg havde været her sidst. Ian gik over i det store bassin, for han elskede at blære sig med alle de tricks han kunne lave fra en vippe. Jeg var ikke ligeså god som ham, jeg turde ikke engang hoppe ned fra den. ”Tøsetøs,” plejede Ian at kalde mig, når jeg gik skrækslagent tilbage igen. ”Kom nu Nille, det er ikke så slemt!” Råbte han fra femmeteren. Jeg gjorde tegn til at han bare skulle hoppe, så skulle jeg nok tager to’eren bagefter. Han tog tilløb til og så gik der kun få sekunder, så fløj han i luften. Det lavede et kæmpe plask, da han ramte vandet. De voksne omkring måbede mugne, da han igen kom op af vandet. Jeg kiggede på ham og han stirrede grinende tilbage. Så var det min tur. Mine ben rystede virkelig meget, da jeg skulle op ad den lille trappe til den blå vippe. Dette ville i den grad blive verdens undergang for mit vedkommende. Jeg kiggede skrækslagent på Ian, som bare viftede opmuntrende med hånden. Jeg gik ud til enden af vippen. Jeg følte at alles blikke var plantet på mig, det var forfærdeligt. Jeg tog tilløb og sprang ud i det. Jeg landede på maven, så jeg næsten fik tårer i øjnene, da jeg kom op. ”Sådan Nille! Skide godt”. Jeg blev faktisk lidt glad indeni, da jeg så han jublede på mine vegne.  Gik svømmede over til kanten og gik op af bassinet, nu ville jeg hjem. Ian gad heller ikke mere, så vi gik i bad og cyklede hjem hver for sig. Jeg smed mig i sengen med det samme jeg kom op på mit værelse. Og så faldt jeg i en lang drømmeløs søvn.

”Nille, hospitalet har ringet,” sagde min mor i håb om at jeg vågnede helt. ”Mhmmm?” jeg kunne ikke åbne øjnene, de var tonstunge. Så gik det op for mig hvad min mor lige havde sagt. Hospitalet havde ringet, det kunne kun betyde at Fabian ville have fat på mig. Jeg lavede en så hurtig bevægelse at jeg snublede over gulvtæppet. Min mor fik et helt chok og bad mig om at sætte mig på sengen. ”De har ringet og sagt at Fabian er blevet udskrevet, men hans forældre er forhindret i at hente ham. De spurgte om vi ikke kunne gøre det i stedet.” Jeg var ved at sprænges af glæde og angst. Jeg havde ikke forberedt en måde at sige det med Ian på. Jeg nikkede ivrigt og hentede min taske. Så satte vi kurs mod hospitalet. Han stod udenfor hospitalet og ventede på os. Hans ansigt havde fået et par skrammer, men ikke så slemt som jeg havde frygtet. Han var hævet over det ene øje, hvilket fik ham til at ligne Quasimodo. Jeg løb over mod ham, men han holdt hænder fremme for at stoppe mig. Jeg stoppede op, og han begyndte at gå over mod mig i stedet. Han åbnede sine arme så jeg kunne plante mig i dem. Jeg fik tårer i øjnene da jeg mærkede hans længe ventede berøringer. Han aede mig blidt på håret med den ene hånd, mens han kærtegnede mine kinder med den anden hånd. Jeg kunne ikke holde det ud længere, jeg måtte sige det! ”Fabian, mens du var væk var jeg sammen med Ian i onsdags. Han kyssede mig pludseligt, men jeg var for træt til at reagere. Undskyld.” Der blev ikke sagt noget i det der føltes som flere minutter. Men så begyndte hans krop at vibrere, som om han gik i kramper. Han grinede af det, han synes det var sjovt. Jeg blev helt målløs og grinede med. Jeg havde den fedeste følelse indeni, han syntes jo bare det var sjovt. Jeg sneg mig ud af krammet og tog hans hånd. Vi gik igen hånd i hånd over til bilen. Min mor hilste på Fabian og så satte vi os ind i bilen. Min mor ville køre os til fest hos min veninde. Jeg havde glædet mig, for jeg vidste Fabian skulle med. Vi gjorde os klar og så tog vi af sted. Det var den bedste aften i mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...