Magi i Luften

Det er forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud. Det er også forbudt at udøve magi. Da Nattaya en aften begiver sig ud for, som så mange gange før, at bryde begge disse love, sker det utænkelige. Kongens vagter opdager hende og et helt nyt liv tager sin start.
Den konge, som sidder på tronen, er ikke den sande konge. Den retmæssige arving er gået i skjul et sted i landet og har samlet sine tilhængere omkring sig. En krig ulmer i det skjulte, en krig, som bliver åbenbaret for Nattaya, da hun slutter sig til oprøret.
Sammen med to drenge må hun lære at styre sine utæmmede evner, men tiden er knap. Snart må de begynde på deres livs eventyr, der er fyldt med både farer og romantik.

26Likes
48Kommentarer
2161Visninger
AA

4. Øvelse gør mester.. siges det

Jeg havde fuldkommen glemt, at Dallas' mester var der, indtil han i det øjeblik rømmede sig diskret. Jeg vendte mit blik imod ham og skar en undskyldende grimasse.

"Hør.. Det var ikke min mening at slå ham, jeg blev ba-" længere nåede jeg ikke, før han med et lille smil løftede sin hånd for at bringe mig til tavshed. Jeg kunne mærke hans undersøgende blik på mig, men omsider rystede han på hovedet.

"Jeg bebrejder dig ikke for at have slået Dallas. Guderne skal vide at knægten trænger til et par flade, og havde jeg tiden, ville det være mig en fornøjelse selv at gøre det. Det har jeg dog ikke - Desværre." Tilføjede han med et advarende blik til Dallas. Denne virkede dog ikke kuet, snarere tvært imod, for han grinede selvsikkert til den store mand. Jeg sænkede mit blik uden at sige mere, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg kunne tillade mig. Hvilke regler de havde.. Hvis de da havde nogen? Når jeg så på Dallas, kunne jeg godt komme i tvivl. Under alle omstændigheder ville jeg ikke fornærme nogen.

"Mit navn er Zaccardi. Dumrianen derovre," han pegede på Dallas, som uanfægtet sendte mig sit mest flirtende smil, "hedder, som du måske har gættet, Dallas. Og dét," han rettede en kroget pegefinger imod Emory, der blot nikkede høfligt en enkelt gang til hilsen, "er Emory. I har vist hilst på hinanden tidligere," tilføjede han med en fornøjet, lille smil om læberne, som jeg ikke helt kunne greje. Men uanset hvad, det skulle betyde, blev jeg genert til mode. Jeg slog forlegent blikket i jorden og samlede armene rundt om mine knæ. Manden, Zaccardi, blev straks alvorlig igen.

"I skal danne et hold nu. Et team, om I vil. Jeg er jeres mester og skal træne jer i kampens kunst. Men før det, ville det nok være passende, at du fortalte os dit navn, tøs." Zaccardi nikkede opmuntrende til mig med et mildt blik. Der var noget beroligende over hans barske, men beherskede udstråling. Jeg åbnede munden for at præsentere mig selv, men inden der kom en lyd over mine læber, lød Dallas' stemme.

"Jeg kunne godt finde på et kælenavn eller to til hende, hvis det skulle være.." Kurrede han frækt og blinkede muntert til mig. Jeg kunne mærke varmen skylle op i mine kinder og vendte hurtigt hovedet bort. Tilfældet ville det, at jeg i stedet endte med at se på Emory, og det var tydeligt, at han allerede var godt træt af Dallas. Jeg så ham samle en lille sten op fra jorden, som han vendte og drejede med et overvejende, mørkt blik. Hurtigere end nogen af os kunne nå at reagere, havde han ført armen tilbage og sendt stenen af sted gennem luften; Og den ramte Dallas direkte i tindingen. Zaccardi skjulte en smil med hånden, men jeg måbede bare. Er det normal opførsel her? For så er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at blive hængende længe nok til at se, hvad dårlig opførsel er! Jeg tog mig sammen og ignorerede Dallas' klynk og klager.

"Jeg hedder Nattaya." Præsenterede jeg mig og forsøgte at lyde selvsikker. Jeg er ret sikker på at det mislykkedes grufuldt. Zaccardi så på hver af mine nye holdkammerater på skift, dog en anelse længere på Dallas; Jeg havde ikke svært ved at forestille mig hvorfor. Han hørte nok sjældent ret meget efter.

"Vi skal træne sammen to og to i dag." Annoncerede Zaccardi, og da jeg kunne se, at der var mere på vej, ventede jeg tålmodigt. I mellemtiden blev jeg dog opmærksom på en presserende varmefaktor bag mig og drejede hovedet med rynket pande - Og havde nær fået et hjerteslag. Dallas sad på hug lige bag mig med et drillende, intenst blik i sine grå øjne.

"Helle for Nattaya!" Dallas' hånd røg i vejret hurtigere, end jeg havde troet muligt, og det lod til, at han syntes, at hans gestus gjorde det mere endeligt. Som om han var helt sikker på, at han ville få sin vilje; Og at jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Den, der kommer først til mølle, får først malet, hm? Jeg kneb øjnene sammen og så på ham med et irriteret blik. I virkeligheden forsøgte jeg nok bare at skjule den usikkerhed, han vakte i mig. Og det blev bestemt ikke bedre af, at han sad så tæt på, som han overhovedet kunne komme til uden at røre mig.

Okay, det her gik bare ikke. Jeg stemte hænderne imod hans brystkasse og skubbede ham bestemt væk. I min underbevidsthed lagde jeg mærke til, hvor mange muskler jeg kunne fornemme i hans brystkasse. Var han virkelig så stærk? Det lod til det, for mine anstrengelser fik ham ikke ret meget længere væk. Faktisk var jeg ikke en gang sikker på, om han overhovedet havde rykket sig.

I sidste ende blev det ikke mine anstrengelser, som fik ham til at rykke sig. Det blev, som sædvanligt, Zaccardi. Hans bebrejdende, irettesættende blik nåede os begge to på omtrent samme tid, men var vist mest møntet på Dallas; Hvilket omtalte tilsyneladende godt bemærkede. Han slog opgivende ud med armene og rykkede sig en smule; Men ikke mere end, at han stadig kunne nå mig ved at række hånden ud. På ingen måde nok, hvis du spørger mig. Men jeg opgav på forhånd at få ham længere væk.

"Der bliver ikke noget 'helle for', knægt. Nattaya træner med mig." Knurrede Zaccardi brysk. Dallas gjorde store øjne og satte en utilfreds mine op, som man kunne forvente hos et barn, der lige var blevet snydt for sit slik. Han lagde armene over kors og så alt i alt bare rigtig godt tvær ud.

"Og hvorfor så det?" Dallas' tonefald var møgflabet, og det overraskede mig, at Zaccardi ikke reagerede på det. Måske havde han bare vænnet sig til det; Måske valgte han helt at overhøre det. Jeg ville sandsynligvis ikke have været helt så tålmodig. Det blev Emory, der besvarede spørgsmålet.

"Er det ikke logisk? Du manipulerer luft og Nattaya manipulerer ild. Hvad tror du, der sker, hvis I to træner sammen, når Nattaya i forvejen ikke kan kontrollere sin ild?" Emorys blik var tålmodigt. Jeg krympede mig indvendigt under hans ord og bemærkede knap nok det undskyldende blik, han siden hen sendte mig. Men det er jo rigtigt. Jeg kán ikke styre min magi. Jeg var ret sikker på, at mine øjne blev blanke for en stund. Komplet talentløs. Ingen lagde dog mærke til noget usædvanligt ved mig, og jeg så hvordan et lys gik op for Dallas. Han skar en ærgerlig grimasse og trak så overvundent på skuldrene.

"Okay, okay. Ingen flammekaster til mig." Han blinkede kort til mig og gik så hen til Emory. Det tog han da forbløffende pænt. Jeg vendte mig imod Zaccardi og tav afventende. Han sagde intet, men stod blot og betragtede mig med et uudgrundeligt blik. Hvilket, jeg kan betro dig, ikke var særlig behageligt. Jeg tøvede et øjeblik og en lille rynke opstod i min pande.

"Øh, h-hvordan skal vi træne.. Mester?" Min stemme og mit kropssprog talte sit tydelige sprog. Jeg kunne lige så godt have holdt et kæmpestort skilt, hvorpå der stod 'JEG STOLER IKKE PÅ DIG' med stor, fed skrift. Men tillid skulle man vel også gøre sig fortjent til? Selvom hans venlighed virkede ægte nok, havde jeg stadig ikke noget bevis for, at jeg egentlig kunne stole på ham. Han smilede imødekommende til mig og rakte mig sin hånd.

"Kald mig bare Zaccardi. Og det skal jeg fortælle dig om et øjeblik, hvis du lige vil følge med her." Sagde han. Jeg tog hans hånd og lod ham føre mig afsted. Vi endte ved en større sø, som jeg aldrig ville have fundet på egen hånd. Jeg lod interesseret mit blik gå på vandring, men det endte hurtigt på Zaccardi igen. Det her var næppe det rette tidspunkt til at gå på opdagelse. Mit umiddelbare indtryk var, at her var mere fredeligt.

Zaccardi viste mig hen til en plads ved breden og bad mig sætte sig. Selv satte han sig ved min side. Han sagde, at jeg skulle slappe fuldekommen af og slippe alle tanker og bekymringer.. hvilket var lettere sagt end gjort. Jeg havde været så meget igennem det sidste stykke tid - hvor lang tid, var der egentlig gået? -, og jeg havde stadig ikke haft tid til at tænke tingene igennem. Men nu var åbenbart heller ikke tidspunktet. Jeg stivede mig af og koncentrerede mig om at tage lange, dybe vejrtrækninger. Da jeg følte mig nogenlunde rolig, nikkede jeg forsigtigt til ham.

"Okay. Hør så godt efter, Nattaya. Jeg vil have, at du griber fat i, hvad det så end er, der indeholder dine kræfter. Din magi. Du ved selv, hvad det er, men til forskel for de gange, du selv har brugt det, vil jeg denne gang have, at du kun tager en smule af det, hvis det er muligt. Kan du gøre det for mig?" Zaccardi så undersøgende på mig, og jeg går ud fra, at mit ansigt på det tidspunkt var ret sammenbidt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men jeg vidste også, at det ikke ville blive nemt. Jeg nikkede anstrengt til ham.

"Godt. Fokusér på det sted, du vil have ilden hen, og på den måde burde du kunne lære at kontrollere din magi. Jeg kan faktisk ikke gøre mere for dig end det. Jeg er ikke selv i stand til at manipulere et af elementerne." Han tav stille, og jeg havde mest af alt lyst til at skrige mod de højere magter. Skrige over hvor uretfærdigt det var, at jeg skulle have et så ustyrligt, destruktivt element. Det sårede selvfølgelig ikke mig, men.. det kunne udslette. Og såre dem omkring mig.

Jeg rakte ind efter den ulmende glød i mit indre, forsøgte desperat at seperere en lille del af den frem for at trække det hele til mig. Jeg kunne lige så godt have sparet mig. Hver gang var det som om, at en vulkan gik i udbrud, og magien strømmede bare ind over mig, og gjorde det umuligt at styre ilden. Efter et par mislykkede forsøg troede jeg virkelig, jeg havde den, men hele min krop endte med at stå i flammer. Jeg måtte kaste mig i søen for at slukke den grådige ild.

Vi afsluttede dagens træning uden de store fremskridt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre; Men jeg kunne simpelthen bare ikke gøre det. Det lod dog ikke til, at Zaccardi bebrejdede mig mine manglende evner til at styre elementet. Det virkede faktisk som om, at han ikke havde forventet, at vi ville gøre fremskridt i dag, hvilket faktisk sårede min stolthed lidt. Og det var jo dumt, for hvad havde jeg selv regnet med? Intet mere. Snarere mindre. Øvelse gør mester, det er sådan, de siger, men hvad med træningen? Den er der ingen, som siger noget om.. Lyden af et hyl bragte mig tilbage til virkeligheden, og ledsaget af Zaccardi skyndte jeg mig tilbage til det sted, hvor vi havde efterladt Emory og Dallas.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke dét. På jorden lå den adrætte, forholdvis stærke Dallas og holdt sig til tindingen, hvor en enlig dråbe blod banede sig vej ned over hans ansigt. Han bandede og svovlede. Foran ham, upåvirket og elegant, stod Emory med sit sværd i hånden. Han skævede til mig, og i hans øjne så jeg noget, som jeg ikke havde ventet at finde; Et strejf af sårbarhed, rettet imod mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...