Magi i Luften

Det er forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud. Det er også forbudt at udøve magi. Da Nattaya en aften begiver sig ud for, som så mange gange før, at bryde begge disse love, sker det utænkelige. Kongens vagter opdager hende og et helt nyt liv tager sin start.
Den konge, som sidder på tronen, er ikke den sande konge. Den retmæssige arving er gået i skjul et sted i landet og har samlet sine tilhængere omkring sig. En krig ulmer i det skjulte, en krig, som bliver åbenbaret for Nattaya, da hun slutter sig til oprøret.
Sammen med to drenge må hun lære at styre sine utæmmede evner, men tiden er knap. Snart må de begynde på deres livs eventyr, der er fyldt med både farer og romantik.

26Likes
48Kommentarer
2085Visninger
AA

2. Ustyrlig magi

Jeg tog en dyb indånding og stirrede intenst ned på mine hænder. Jeg er nødt til at lære det her! Kold beslutsomhed lagde sig over mig, og jeg mærkede en ulmende glød i mit indre. Uden at tøve rakte jeg ud efter den, og en behagelig varme bredte sig i mine fingerspidser. Før jeg vidste af det, brød mine hænder ud i en lys lue af flammer, som slikkede op ad dem uden at udrette nogen skade. Jeg betragtede dem et øjeblik med dyb tilfredshed, indtil det gik op for mig, at ilden var begyndt at brede sig til mine arme. Jeg forsøgte indædt at tvinge flammerne tilbage til hænderne, men trods mine anstrengelser fortsatte de blot op til mine skuldre.

Med en lavmælt ed kastede jeg mig ned i søens kolde vand, som kvalte ilden efter et par øjeblikke. Et håbløst suk undslap mig, da jeg trak mig op på bredden igen. Jeg lærer det aldrig. Om det var tanken eller kulden, der fik mig til at ryste, vidste jeg ikke. Men jeg frøs. Jeg frøs som jeg aldrig havde frosset før i mit liv. Jeg havde trænet i flere uger, og jeg var stadig ikke kommet noget nær tættere på at kunne styre mine kræfter. Mine evner. Min gave, som min mor ville sige. Forbandelse, hvis det stod til min far.

Lyden af skridt nåede mine ører i nattens tæppe af ellers ubrudt stilhed. Jeg stivnede og spidsede ører, og snart var der ingen tvivl - Det var raslen af ringbrynjer. Jeg tænkte som en gal for at finde på en undskyldning, som ville lyde troværdig, men svaret kom ligesom bare ikke til mig, så jeg kom med besvær op at stå. Mine ben rystede mere, end jeg brød mig om, og mine tænder klaprede, men jeg havde større problemer lige nu end en omgang forkølelse.

Jeg begyndte så stille som overhovedet muligt at snige mig ned ad gaderne. Normalt var lydløs bevægelse en af de ting, jeg stolt kunne prale af, men nu, hvor jeg havde allermest brug for dette talent, forrådte min krop mig - De voldsomme rystelser gjorde det umuligt at forblive uset, og ydermere faldt larmende dråber af vand fra mit gennemblødte tøj og syntes at skabe et højlydt ekko i den kostbare stilhed.

Stemmer. Alle tanker om at være lydløs og undselig forduftede, og jeg satte det lange ben foran - Nu gjaldt det bare om at komme væk. Lyden af råb bekræftede min mistanke - Jagten var gået ind. Jeg løb så hurtigt, som mine ben og mit hamrende hjerte tillod mig. De var velsagtens i gang med at tyde sporene lige nu, snart ville de være lige i hælene på mig. Ikke just nogen opløftende tanke. Der var selvfølgelig også muligheden for, at det bare var gadeoptøjer, og at de skulle stoppe dem, men på denne tid af aftenen? Jeg tvivlede. De færreste turde bryde forbudet.

"Stop lige der!" En knurrende stemme bag mig. Tror du selv på det? Allerede inden tanken var tænkt til ende, øgede jeg farten igen. Jeg var nødt til at ryste dem af mig, og det skulle være snart. Godt nok havde jeg altid været både hurtig og adræt, men jeg havde aldrig været særlig udholden - Og desuden havde alle sine grænser, og mine var ved at være nået.

Så.. hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke tage hjem, for det ville min familie sandsynligvis også blive straffet. Jeg kunne heller ikke søge skjul hos mine venner, for det ville betyde, at de også kom i fedtefadet. En salt tåre sved i min øjenkrog for så at bane sig vej ned ad min kind, hvor den blev blandet med det ferske vand fra søen. Jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg ville måske aldrig se min familie igen, eller nogen som helst overhovedet. Jeg drejede ind ad en sidegade i et sidste, desperat forsøg på at slippe væk..

Og stoppede brat op. Et par meter forude var en stor, solid mur. Det var en blindgyde. Jeg kunne mærke, hvordan kulden begyndte at bide i mine trætte og ømme muskler. Et blik over skulderen fortalte mig, hvad jeg behøvede at vide - Vagterne havde indhentet mig. Jeg kunne ikke længere flygte.

Jeg vendte langsomt fronten mod faren og bed mig i læben. Mine chancer for at vinde her var ikke store. Vagterne foran mig så både store og stærke ud - Og jeg var ingen af delene. Desuden var mine resurser også ved at være brugt op. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt, og langsomt begyndte jeg at bakke ned mod muren bag mig. Mit blik flakkede nervøst fra side til side i et forsøg på at finde et smuthul.. Dér! Hvis jeg bare kunne komme lidt længere til højre for vagterne.. Jeg trådte prøvende et skridt sidelæns, men det lod ikke til, at vagterne gik op i, hvad jeg gjorde. De var helt og aldeledes sikre på, at de havde mig, hvor de ville, nu. Hvilket de på sin vis jo også havde.

"Kom nu bare med, vi gør dig jo ikke noget.. Vi skal bare stille dig nogle spørgsmål, ikke andet." Vagtens tonefald var venligt og indsmigrende - Og overhovedet ikke troværdige. Stille mig nogle spørgsmål? Ja, den er god med jer. Og hvordan vil I så få svarene? Jeg havde hørt om deres metoder, om hvordan kongen fik de informationer, han ville have. Det var ikke for ingenting, at adelsmændene ikke betvivlede hans ret til at regere - De turde ikke andet end at makke ret og følge ordrer.

Vagterne trådte frem imod mig, og jeg så mit snit. Hurtig skød jeg frem imod den vagt længst til højre, dykkede ned imod jorden og forberedte mig selv på det sammenstød, jeg havde i vente - Det kom aldrig. Før jeg vidste af det, lå noget tungt om min ene ankel, og med ét fløj jeg tilbage gennem luften i den retning, jeg lige var kommet fra. Og så kom sammenstødet med jorden, men denne gang var jeg ikke forberedt. Jeg landede på ryggen og mærkede huden blive flået på albuerne. Jeg kom pinagtigt langsomt op at sidde og fik øje på synderen - Et reb, det var på en eller anden måde lykkedes dem at få et reb om min ankel. Men hvordan?

Jeg nåede ikke at tænke nærmere over det, for i samme øjeblik mærkede jeg en hånd på min skulder og måtte kæmpe som en gal for ikke også at blive fanget af en af vagterne. Jeg sparkede, rev og flåede det bedste, jeg havde lært, jeg bed ham endda! Men lige meget hjalp det. Jeg genkendte den ulmende glød i mit indre og rakte ud efter den, koncentrerede mig om den ankel, hvor om rebet lå - Og spærrede øjnene op. Der skete ingenting. Overhovedet ingenting. Ikke så meget som en gnist. Jeg blev opmærksom på, at den anden vagt nu stod foran mig, og jeg kunne se hvordan et langsomt, dovent smil tog form på hans læber.

"Nårh, så du har altså opdaget det? Vores reb er magiske, så du kan ikke lave nogen tryllekunster med dem på, lille nådigfrøken. Det er for at gøre vores arbejde en lille smule nemmere, ser du. Yderst effektive. Du kan lige så godt give op." Hans selvtilfredse mine gav mig kvalme, men det var ikke det værste. De kendte til mine evner! Til min magi!

Jeg vred mig, da hænder greb fat i mine arme og ben. Nej, nej, nej! Straffen for magiudøvelse var døden, og ikke bare for synderen, men for hele den skyldiges familie! Men.. de kendte ikke mit navn endnu. De vidste ikke, hvem jeg var. Og jeg ville aldrig fortælle dem noget som helst! Og så længe min familie var i sikkerhed, var jeg ligeglad med, hvad der skete med mig.

Jeg var uhjælpeligt fanget af de to, store mænd, og jeg kunne mærke kræfterne forlade kroppen. Magiske reb, aha. Så det var altså, hvad de gjorde. Drænede én for kræfter, både fysiske og magiske. Efterhånden som andrenalinen slap op, begyndte jeg at kunne mærke kulden igen. Dukkerten i søen havde været en seriøst dårlig idé, og den bed sig selv i halen nu. Min krop blev gennemrystet af voldsomme skælv. Det her var ingen naturlig udmattelse. Det skete alt for hurtigt.

Jeg fik lignende reb om den anden ankel og mine håndled. Resultatet var, at de blev nødt til at slæbe mig af sted mellem sig, for jeg havde ikke kræfter til at tage så meget som et enkelt skridt selv. Så her var jeg altså, med hver af mine arme i hver af deres. Jeg havde tit tænkt på, hvad der mon ville ske, hvis jeg blev taget - Men jeg havde aldrig i mine vildeste fantasier troet, at det faktisk ville ske.

Vi nærmede os slottet, og jeg lod mit blik strejfe op imod himlen. Jeg betragtede den blege, elegante måne for, ja hvem ved, måske sidste gang. Gad vide, hvad der skulle ske med mig nu? Ville jeg virkelig tilbringe resten af mine dage med at rådne op i en fangekælder? Så hør dog på dig selv! Tag dig så sammen! Jeg rystede bestemt på hovedet for at klare tankerne. Selvfølgelig ville jeg ikke det. Så snart jeg havde samlet kræfter, ville jeg slippe fri.. på den ene eller den anden måde.

Min skæbne kom tættere og tættere på. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene, forsøgte at nyde min potentielt sidste tid udendørs. Grebene om mine arme slækkedes, og jeg kunne mærke vagterne stivne. Forvirret åbnede jeg øjnene og forsøgte at se, hvad der havde fået mine fangetagere til at stoppe.

Et stykke forude stod en gruppe mennesker, hvilket i sig selv var nok til at give de fleste et betragteligt chok - Man måtte ikke være ude efter mørkets frembrud, og det var midnat nu. Men det, der havde fået vagterne til at stoppe, var nok det faktum, at disse mennesker ikke stak af - De gjorde sig klar til kamp. Stirrede på os med spændte muskler, som løver klar til at gå til angreb.

Jeg burde nok have følt mig lettet, men det gjorde jeg altså ikke. Der var mange mulige udgange af det her møde, og i blandt dem var selvfølgelig muligheden for, at disse fremmede vandt og derefter ville lade mig gå. Men sammen med den, var der også muligheden for, at de så mig såvel som vagterne som deres fjende. Og når de nu allerede var i gang med at bryde alle lovene, hvorfor så ikke også lige gøre det af med endnu en fjende, nu hvor de var i gang?

Jeg sank sammen i skuldrene, da erkendelsen ramte mig for fuld hammer - Jeg ville måske ikke leve til at se endnu en solopgang. Desperat forsøgte jeg at kalde min indre ild frem, som jeg så ofte havde gjort, men som frygtet skete der intet. Rebene havde virkelig taget alt min magi fra mig. Var det mon permanent?

Gruppen begyndte langsomt at rykke frem imod os, og jeg betragtede dem med svindende interesse. Der var tre fuldvoksne mænd, en voksen kvinde og en ung fyr, nok sådan cirka på min egen alder. Ville de mennesker virkelig slå mig ihjel? Ville de blive de sidste ansigter, jeg nogensinde skulle se? Sludder! Tanken blev fulgt af en brændende vrede. Vreden over at blive uretfærdigt dømt - Jeg havde ikke gjort noget forkert! Jeg fortjente ikke at dø! Og med vreden fulgte en fornyet kampgejst. Hvordan kunne jeg give op uden kamp? Ikke tale om! Jeg bed tænderne sammen og samlede de sidste kræfter, jeg besad.

Min modstand kom tydeligvis bag på vagterne. Jeg trak albuerne hårdt ind til kroppen, så vagterne også blev trukket ind til mig, og jeg kunne mærke deres greb i mig vakle. Jeg var ikke sen til at udnytte muligheden, og jeg vred mig som en vanvittig. Samtidig rykkede gruppen hurtigt frem, opmuntret af vagternes manglende opmærksomhed. Det, kombineret med vagternes ringe hjernekapacitet, blev min lykke. Med et sidste vrid fik jeg mig rykket fri og bakkede op imod den nærmeste mur. Jeg kæmpede som besat for at få mine reb af, men nu var vagterne midlertidig kommet sig over chokket, og de havde delt sig op. Den ene vendte sig for at slå de fremmede tilbage, og den anden kom hen imod mig med lange, målrettede skridt. Det så klart ikke ud som om, at han var glad for den lille finte, jeg lige havde lavet.

Jeg fumlede for at få knuderne op, men mine hænder rystede så voldsomt af kulde, at det blev meget sværere end det burde have været. Vagten foran mig havde trukket blank, og jeg opgav omsider at få rebene af. Jeg gloede trodsigt op i vagtens ansigt. Havde han tænkt sig at slå mig ihjel? Bare sådan? Hvis han havde, kom han i hvert fald til at vente lidt længere, for nu trådte det kvindelige medlem af den fremmede gruppe pludselig ind mellem os. Jeg følte frygten bølge igennem mig, men den blev erstattet med lettelse, da hun vendte sig imod vagten og ikke mig. Det måtte vel betyde, at hun var på min side?

Kvinden holdt sine hænder frem for sig, skråt ned imod jorden, og jeg så luften flimre utydeligt. Sekundet efter havde hun et sværd i sine hænder. Jeg gjorde store øjne, men hvad der var endnu mere underligt, var, at vagten tilsyneladende ikke lod til at være overrasket. Var det her et normalt fænomen? Hvorfor havde jeg så aldrig hørt om det før? Det var da ikke normalt, at våben dukkede op ud af den blå luft!

Jeg lænede mig tungt op ad muren, og da viljen til at kæmpe forlod mig, forlod resten af mine nyfundne kræfter mig også - Og efterlod mig med en dunkende hovedpine. Jeg jamrede lavmælt og gned mig i tindingen - Med begge hænder, selvfølgelig. Efter kort tid var kampene ovre - Vagterne havde været stærkt i undertal, og hele gruppen havde Gud hjælpe mig også haft sværd lige pludselig. Hallucinerer jeg? Nej. Jeg vidste, hvad jeg havde set - Hvad jeg så lige nu.

Jeg kunne mærke adskillige blik på mig, da jeg gik i gang med at trække i rebene igen. Intense blikke. Jeg kunne have sparket mig selv for at være så ynkelig, men der var ikke noget at gøre. Jeg var ganske enkelt for udmattet til at gøre noget som helst. Jeg kunne mærke min selvkontrol vakle - Og tårer begyndte at strømme ned ad mine kinder. Forbandet! Det var også alt sammen på grund af de pokkers reb, der bare absolut ikke ville komme af. Jeg stoppede mine anstrengelser og hev efter vejret. Jeg hyperventilerede. Det var ubehageligt at være genstand for så mange fremmede blikke, og jeg kunne ikke hitte rede på alt det, der var sket.

Et øjeblik var der ikke nogen af dem, som rørte sig, men så trådte kvinden hen til mig med sit sværd i hånden - Eller det vil sige, jeg var ret sikker på, at det var hendes sværd, men nu havde det samme størrelse som en dolk. Hun startede med at snitte rebene på mine ankler over og tog derefter med blide hænder fat om mine håndled og fjernede ligeledes rebene fra dem. Jeg så på hende med forvirringen lysende ud af ansigtet, men hun rystede blot tavst på hovedet og mimede ordet 'senere'. Jeg sank sammen i skuldrene og opgav at få nogen forklaring.

Lige så snart rebene ikke længere rørte min hud, gik en skælven igennem min krop, og benene gav efter under mig. Jeg stirrede ned i jorden uden at forstå, hvad der var galt med mig. Jeg havde aldrig før følt mig så svag! Hvad i alverden var det her? Kvinden vendte sig bort fra mig med afsky malet i alle træk - Om det var beregnet på mig eller rebene, vidste jeg ikke.

"Emory, tag pigebarnet og lad os komme væk herfra. Vi har allerede været her for længe." Stemmen var brysk og tonen lød kommanderende. Han var tilsyneladende deres leder, for kort tid efter jeg havde hørt ham udkaste ordren, lå et par stærke arme om min krop og løftede mig op. Under normale omstændigheder ville jeg have protesteret og rødmet helt vildt, men jeg var for udmattet til at gøre nogen af delene. I stedet studerede jeg ansigtet på ham, som bar mig.

Det var den unge fyr, hvilket ikke gjorde det en tand bedre for mig - Det var ydmygende. Jeg mente endda at kunne høre nogen fnise et sted til højre for mig. Men jeg var for træt til at tage mig af det. Fyren havde dybtliggende, meget mørke øjne. De så faktisk næsten sorte ud, men fordi jeg var så tæt på, kunne jeg også ane nogle gyldne pletter i dem. Jeg tog mig selv i at falde i staver over dem og løsrev sammenbidt mit blik. Hans hår, som var mørkebrunt som de fleste andres i riget, var en smule uglet oven på tumulten. Det klædte ham. At dømme på afstanden ned til jorden var han en del højere end jeg selv. Køn var et for svagt udtryk. Nej. Jeg er bare omtåget. Jeg kender ham ikke en gang, for himlens skyld! Jeg lukkede øjnene og forsøgte at glemme mine omgivelser bare et øjeblik og lytte til natten.

Det kom helt af sig selv. Jeg faldt i søvn i en fremmed fyrs stærke arme og formåede at glemme aftenens uforklarlige begivenheder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...