Magi i Luften

Det er forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud. Det er også forbudt at udøve magi. Da Nattaya en aften begiver sig ud for, som så mange gange før, at bryde begge disse love, sker det utænkelige. Kongens vagter opdager hende og et helt nyt liv tager sin start.
Den konge, som sidder på tronen, er ikke den sande konge. Den retmæssige arving er gået i skjul et sted i landet og har samlet sine tilhængere omkring sig. En krig ulmer i det skjulte, en krig, som bliver åbenbaret for Nattaya, da hun slutter sig til oprøret.
Sammen med to drenge må hun lære at styre sine utæmmede evner, men tiden er knap. Snart må de begynde på deres livs eventyr, der er fyldt med både farer og romantik.

26Likes
48Kommentarer
2147Visninger
AA

6. På farten

Det viste sig, at Dallas fik ret. Vi skulle af sted den næste morgen, og lejren var ét stort rod af folk, der pakkede. Jeg var dog ikke i blandt dem; Jeg havde ligesom ikke rigtig så meget at pakke. Men selvom jeg ikke havde boet her ret længe, følte jeg mig ilde til mode over at skulle videre. Jeg kunne lide det her, og desuden var der ikke ret langt til landsbyen; Til min familie. Gad vide, hvad de tænkte om mig nu? Hadede de mig? Kunne de regne ud, hvad der var sket? Jeg sank en klump. Troede de, at jeg var død? Jeg ønskede inderligt at give dem et tegn på, at jeg stadig var her, at jeg var i live. Men jeg vidste også, at det ikke var muligt.

Jeg sad for mig selv i udkanten af lejren, fordybet i tanker, da en hånd pludselig blev lagt på min ene skulder. Det gav et spjæt i mig og jeg så hurtigt op for at finde ud af, hvem der havde forstyrret min tankerække; Det var Zaccardi.

"Det er tid," lød hans rolige basrøst, og jeg trak vejret dybt og kom på benene. Det hele skulle nok gå. Jeg havde jo Zaccardi, Emory og..

"Hvis du ikke snart kommer i gang, går vi uden dig. Og det ville jo være trist, ikke?" Dallas. Et strålende smil prydede hans mund og fik ham til at se helt og aldeles ubekymret ud. Generer det ham slet ikke, at vi skal af sted? Han måtte jo have boet her i et stykke tid nu, men det så ikke ud til at gå ham på. Overhovedet. Hans blonde hår var let pjusket, og jeg var fristet til at kalde det vindblæst, udelukkende på grund af ironien i det. Hans element var jo luft og dermed også vind. Det var langt ude, men ikke desto mindre gjorde den uudtalte joke mig i bedre humør.

"Det du jo godt, at du aldrig ville kunne få dig selv til, Dallas. Du ville savne mig alt for meget." Drillede jeg og sendte ham et luftkys. Han greb det i luften.

"Du har naturligvis fuldkommen ret, rødtop." Gav han fornøjet igen og et stort smil lyste op på hans læber. Jeg kneb øjnene sammen og lagde hænderne beskyttende om hovedet, så mit kobberrøde hår blev.. nåh ja, lidt mindre iøjefaldende. Jeg åbnede munden for at forsvare mig, men blev afbrudt.

"Hvis I er færdige med at lege, at I er seks år igen, kan vi måske komme videre?" Emorys stemme var utålmodig. Jeg så overrasket hen på ham, jeg havde aldrig oplevet ham så.. irritabel før. Han plejede altid at have fuldkommen styr på sig selv. Jeg rynkede panden, og så slog det mig. Han ville heller ikke af sted. 

"Så er det godt. Alle tre. Tag jer sammen," brød Zaccardi ind, og hans bebrejdende blik hvilede et par sekunder på hver enkelt af os. Overalt omkring os var folk begyndt at bryde op, og alle gik forskellige veje. Det ville have set underligt ud, hvis det ikke havde været fordi, at jeg kendte årsagen. Alle grupper (ligesom Dallas, Emory og jeg var en gruppe under Zaccardi) havde fået forskellige ruter, for at vække mindre opsigt. Men alle havde fået oplyst det samme mødested. Stedet hvor vores næste lejr skulle ligge. Den næste lejr.. Det virkede fuldkommen surrealistisk. Men det var rigtigt nok.

*

Jeg vil vædde med, at vi havde fået den værste rute af dem alle. Hvis det ikke gik stejlt op ad bakke, gik det ned ad. Snart føltes mine læg som hvidglødende kul, men jeg sagde ikke noget. Jeg ville ikke være den første, som gav op - Det svage led. Jeg ville ikke have, at de skulle tro, at jeg ikke kunne klare mosten. Men jeg kom heller ikke til at vente ret lang tid på, at en anden tog skridtet for mig. Dog ikke helt på den måde, som jeg havde forestillet mig.

"Zacci.. Jeg tror, at vores lille ræv har brug for et hvil." Sagde Dallas, imens han skævede medfølende til mig. Der gik lige et øjeblik, inden det gik op for mig, hvad det var, han havde sagt.

"Siden hvornår er du blevet en ræv, Dallas?" Spurgte jeg spidst og skulede til ham ud af øjenkrogen. Han smilede strålende til mig og slog uberørt ud med armene.

"Det var ikke mig selv, jeg talte om. Har du måske nogensinde set en blond ræv?" Drillede han og betragtede mig muntert. Jeg undlod at svare og fortsatte bare stædigt på trods af mine værkende muskler. Han havde fuldkommen ret, men det behøvede han jo ikke at vide. Faktisk, så var det nok bedst, hvis han ikke vidste det.

Zaccardi havde ikke sagt noget under vores ordveksling, men undgik konsekvent at se på mig. Var det et smil, jeg kunne ane i hans mundvig? Med Dallas var jeg slet ikke i tvivl. Han smilede åbenlyst ad mig, og jeg mente endda at kunne høre ham nynne en munter melodi. Og mig? Jeg gik og gloede ned i jorden, imens jeg talte mine skridt og standhaftigt forsøgte at ignorere selve Dallas' eksistens. Hjælpen kom fra uventede kanter.

"Mester? Jeg trænger til en pause, så kan vi gøre holdt for natten ved den nærmeste landsby?" Emorys stemme var dæmpet, og han lød på ingen måde hverken forpustet eller udmattet. Han trængte ikke til en pause. Men.. hvorfor sagde han det så? Det kunne jo ikke være for min skyld, fordi.. Han så jo ikke engang på mig. Måske var han virkelig bare træt.

Jeg vendte blikket imod Dallas, og så ham sende Emory et finurligt blik, jeg ikke lige kunne sætte en finger på. Hvad var der galt med de to? Vi skulle forestille et hold! De måtte snart lære at enes, og hellere før end senere. Zaccardi kastede et hurtigt blik over skulderen, inden han nikkede.

"Selvfølgelig, Emory. Der skulle ikke være så langt igen, og det er vist også passende, at vi får slået lejr, inden det bliver mørkt." Sagde han endelig. Jeg sukkede dybt og rødmede under de tre blikke, der landede på mig. Men deres blikke var ikke ubehagelige, som jeg delvist havde forventet - Jeg kunne se, at de vidste, hvordan jeg havde det.. Og at de forstod mig. Hvor længe havde de været på farten?

'Ikke så langt igen' viste sig at være et par timer. Hvilket ikke hørte ind under min definition af 'ikke så langt'. Men endelig nåede vi frem til en lille landsby og gjorde holdt. Jeg satte mig ned på jorden, ligeglad med hvilke kryb og kravl der end måtte være - Jeg skulle bare sidde ned. Og det skulle være nu. Dallas og Emory fulgte mit eksempel og satte sig på hver sin side af mig.

Det var ikke nogen stor by, vi havde gjort holdt ved. Faktisk bare en lille flække. Men det var nok også bedst på sådan, så var der mindre chance for, at vi ville blive opdaget. Det blev kun endnu bedre af, at det allerede var tusmørke, men det forhindrede os også i at sætte telte op - Vi måtte nøjes med vores tæpper i nat. Det skulle nok blive rigtig.. hyggeligt.

"Kan du ikke lige stikke mig en flamme eller noget, rødtop?" Dallas stak en pind op foran mit ansigt og viftede demonstrativt med den. Jeg kunne se på glimtet i hans øjne, at han virkelig nød at genere mig.

"Har du en spand vand klar?"

"Nej, hvor skulle jeg have-" begyndte Dallas, men jeg lod ham ikke tale ud.

"Så er svaret nej." Affærdigede jeg ham mut og skubbede pinden væk. Okay, jeg indrømmer det blankt. Jeg var både træt og i dårligt humør. Men afvisningen gik tilsyneladende ikke Dallas på, for jeg kunne stadig se et lille smil spille på hans læber.

Zaccardi forlod os for at tjekke området, og så sad vi ellers alene tilbage. I stilhed. Jeg stirrede stædigt ned i jorden, uvillig til at være den, der først sagde noget. Selvom Dallas og jeg efterhånden kendte hinanden, kendte jeg ikke Emory særligt godt. Og jeg kunne tydeligt mærke spændingerne mellem ham og Dallas. Hvis jeg ikke var sådan en kylling, ville jeg nok have spurgt, hvorfor de brød sig så lidt om hinanden. Men det var jeg altså, så jeg spurgte ikke. Og.. ville jeg overhovedet kende svaret?

Jeg mærkede en hånd på min skulder og fór forskrækket sammen. Jeg kunne høre Dallas' dæmpede latter, men det var ikke hans ansigt, jeg så ind i, da jeg vendte mig om. Det var Emorys mørke øjne, der så direkte ind i mine. Jeg ville være faret sammen en gang til, hvis det ikke havde været fordi, at jeg følte mig totalt lammet. Emory var tæt nok på til, at jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. Han hævede et øjenbryn ad mig, og jeg fik samlet mine tanker nok til at rykke en smule tilbage.

"H-Hvad er der, Emory?" Jeg forsøgte at lyde upåvirket og måske endda lidt irriteret. Han skulle ikke vide, hvilken effekt han havde på mig. Jeg lagde mine arme mistroisk over kors og kæmpede for at få styr på min puls, der var begyndt at hamre af sted som trukket af ti galopheste. Emory så ikke ud til at bemærke mine anstrengelser - Eller mit minespil. Og hvis han gjorde, så ignorerede han det i hvert fald. For den eneste reaktion, jeg fik, var et lille træk i mundvigen.

"Der er ikke noget. Jeg tænkte bare på, om du vil træne med mig, indtil vores mester kommer tilbage?" Hans blik mødte mit, men jeg svarede ikke. Han havde ikke sagt et ord til mig under hele turen, og nu ville han pludselig snakke med mig? Træne med mig? Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. For at sige det rent ud, var jeg mundlam. Jeg så ham knibe øjnene sammen, da jeg stadig ikke svarede. Så trak han på skuldrene, og jeg kunne se i hans øjne, hvordan han begyndte at lukke sig inde i sig selv igen. Åh Gud, hvad var det, jeg havde gang i?

"Det vil jeg rigtig gerne!" Skyndte jeg mig at sige. Han så overrasket på mig, men jeg kunne se det trække let op i hans ene mundvig. Dallas fnøs hørligt. Vi ignorerede ham.

"Perfekt. Vi kan gøre det herovre. Kom, Nat." Emory vinkede let ad mig og ledte mig hen til det sted, han havde i tankerne. Medmindre han kendte det her område, måtte han have opdaget dette sted på vejen herhen. Og hvis det var tilfældet, var jeg imponeret - For jeg havde ikke lagt mærke til andet end mine værkende muskler. Jeg.. vent. Hvad var det, han havde kaldt mig? Nat? .. Havde Emory rent faktisk givet mig et kælenavn? En varm rødme skyllede op i mine kinder og farvede dem lyserøde. Dallas mumlede et eller andet, men jeg var ligeglad. Emory havde accepteret mig som sin holdkammerat og ven. Det var mere, end jeg havde turde håbe på.

Jeg fulgte efter ham hen til et sted, hvor der ikke var ret mange træer. I hvert fald ikke ret mange i forhold til, at det var en skov. Han standsede på den modsatte side af lysningen. Og der stod vi så - Over for hinanden. Emory rakte ud efter noget usynligt foran sig, og luften begyndte omgående at flimre for mit blik. På samme tid rakte jeg ind efter min glød, min indre ild, og kanaliserede den til mine håndflader.

Emory gik langsomt frem imod mig med sit sværd let sænket. Han var vant til at bruge sværd, han vidste nøjagtig, hvad han skulle gøre. Hvor og hvornår han skulle slå til for at få det bedste resultat. Det var anderledes med mig, jeg havde ingen kontrol over det, jeg gjorde. Jeg prøvede bare, forsøgte at gøre det rigtige. For det meste mislykkedes det.

Han sendte sværdet gennem luften imod min ene overarm, og jeg parerede med håndfladen. Flammerne slikkede om mine hænder, så sværdet æg gjorde ingen skade. Jeg sprang frem mod ham og forsøgte mig med et slag imod hans skulder, men ramte ikke. Han er hurtig! Jeg skar frustreret tænder og forsøgte igen. Heller ikke denne gang ramte jeg, og nu var det hans tur til at gøre udfald mod mig. Hans sværd hamrede imod mine ribben, og jeg hev forpint luft ind gennem tænderne. Før jeg kunne nå at reagere, havde han også hamret sværdskæftet ned i min ryg, slået luften ud af mig, og jeg sank chokeret ned på knæ med hænderne foran mig. Det her var overhovedet ikke, som da vi trænede med Zaccardi. Hvad har han gang i?! Emory satte sig på knæ foran mig med et forfærdet blik. Det føltes som om, at hele min krop stod i flammer. Jeg så ned ad mig selv og opdagede, at jeg det var rigtigt nok - Men det var ikke mine flammer, der gjorde ondt. Det var smerten fra Emorys slag, der havde forstyrret min koncentration, og her var resultatet.

"Nattaya.. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg er simpelthen så ked af det! Er du okay?" Hans stemme var fuld af en smerte, som jeg ikke forstod. Hvor havde han ondt henne? For jeg havde da ikke ramt ham. Eller.. havde jeg? Jeg var ikke sikker længere. Hans øjne brændte i hvert fald.. Nej vent, det var vist mit eget spejlbillede, jeg kunne se. Og det stod slemmere til, end jeg havde troet. Ilden havde opslugt hele min overkrop. Inklusiv mit ansigt. Det var aldrig før kommet så vidt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe det. Jeg havde ikke noget vand. Jorden under mig var allerede begyndt at dampe, selvom ilden ikke var nået derned endnu. Var min ild virkelig så varm?

"Selvfølgelig er hun ikke okay, din idiot! Se dog på hende!" Dallas' rasende stemme trængte igennem mine tanker og hev mig tilbage til virkeligheden. Jeg havde ikke opdaget, at jeg var begyndt at græde, men nu gled tårer lige så stille ned ad mine kinder. Hvordan kunne de overhovedet det? Dallas skubbede Emory væk og sank selv på knæ foran mig; Hans blik var fyldt med bekymring. Han rakte ud efter mine hænder, men stoppede så sig selv. Mit blik havde åbenbart advaret ham - Denne her ild var ikke harmløs. Min ild var ikke harmløs.

"Kan du stoppe det, rødtop?" Spurgte han dæmpet med en blød stemme. Gad vide hvordan jeg så ud i hans øjne lige nu. Og Emorys. Et hæsligt syn. Rødglødende og ude af kontrol. Egentlig ynkeligt.. jeg kunne ikke engang styre mine egne kræfter. Min egen magi. Og de havde ingen problemer med deres.

Jeg skulle til at ryste på hovedet, da jeg så noget bevæge sig bag Emory. Et øjeblik troede jeg, at Zaccardi var tilbage, men så gik det op for mig. Denne person var både for lav og lydløs til at være vores mester. Min opmærksomhed blev afledt, da min ild begyndte at omslutte mine ben. Det her var skidt. Virkelig skidt. Mit blik flakkede op imod Emory igen, men et pludseligt lysglimt blændede mig og udviskede alt. Da jeg var i stand til at se igen, stod manden lige bag Emory med et hævet sværd. Hvorfor gjorde de ikke noget? Havde de ikke set ham? Det var allerede for sent at advare ham, og jeg kunne umuligt nå hen til ham helt herfra.. Men jeg var nødt til at prøve.

Jeg kastede mig forbi Dallas og imod Emory, der forskrækket tumlede baglæns, imod sværdet. Nej. Emory var min holdkammerat, og jeg kunne lide ham. Uanset hvad han havde gjort. Det var jo ikke noget alvorligt. Jeg var i live. Og han var min ven. Vi var venner. Jeg.. Han.. Jeg vil ikke tillade det! Skriget lød i mit indre, og reaktionen var øjeblikkelig. En bølge af energi forlod min krop og sekunder efter lå manden og skreg på jorden. Omsluttet af et rasende hav af flammer.

________________________________________________________________________

A/N

Beklager at det tog så lang tid, venner! Har haft rigtig meget at se til det sidste stykke tid - Både lektier, arbejde og selvfølgelig veninder ^^ Men her er der altså et nyt kapitel, håber at I kan lide det! ;)

Tak for at I følger med folkens, det betyder virkelig meget! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...