Magi i Luften

Det er forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud. Det er også forbudt at udøve magi. Da Nattaya en aften begiver sig ud for, som så mange gange før, at bryde begge disse love, sker det utænkelige. Kongens vagter opdager hende og et helt nyt liv tager sin start.
Den konge, som sidder på tronen, er ikke den sande konge. Den retmæssige arving er gået i skjul et sted i landet og har samlet sine tilhængere omkring sig. En krig ulmer i det skjulte, en krig, som bliver åbenbaret for Nattaya, da hun slutter sig til oprøret.
Sammen med to drenge må hun lære at styre sine utæmmede evner, men tiden er knap. Snart må de begynde på deres livs eventyr, der er fyldt med både farer og romantik.

26Likes
48Kommentarer
2075Visninger
AA

3. Første møde.. mere eller mindre

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, før jeg kom til mig selv igen. Men da jeg gjorde, befandt jeg mig i et stort, oplyst telt. Jeg glippede et par gange med øjnene for at vænne dem til den dunkle belysning, og jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det måtte være aften. Hvilket måtte betyde, at jeg havde været bevidstløs en halv dag - Hvis ikke mere. Mit blik vandrede over de fremmede omgivelser, og da jeg var sikker på, at jeg var alene i teltet, satte jeg mig forsøgsvis op. Mine muskler skreg omgående i protest, og jeg sugede chokeret luft ind gennem sammenbidte tænder. Dårlig idé.

Jeg lod mig glide tilbage igen og bød atter den hvileløse søvn velkommen med åbne arme.

*

Da jeg vågnede næste gang, følte jeg mig lidt bedre tilpas. En eller anden havde lagt et sæt rent tøj ved siden af mig, og efter et kort blik ned ad mig selv kunne jeg have kysset vedkommende, der havde gjort det, uanset hvem det end måtte være. Jeg skiftede hurtigt til det rene tøj, redte mit lange, kobberrøde hår med fingrene og tog så en dyb indånding. Det måtte være tilstrækkeligt.

Tøvende begav jeg mig ud af teltet, og synet, der mødte mig, fik mig til at gøre store øjne. Mit telt var placeret midt i en enorm lejr, og det myldrede med mennesker over alt. For at det ikke skulle være løgn, havde lejren faktisk en skræmmende lighed med en myretue - En myretue, der er blevet trampet på, vel at mærke.

Et øjeblik stod jeg bare og sugede indtrykkene til mig, men i sidste ende var det for meget på én gang. Jeg skyndte mig imod udkanten af lejren, overbevist om, at der måtte være en sø i nærheden. Hvorfor skulle de ellers have slået lejr her? Og ganske rigtigt fandt jeg da også en lille, fin sø et stykke borte fra lejren. Den egnede sig glimrende til formålet - Nemlig brandslukker.

Jeg satte mig på knæ ved søens bred og løftede mine hænder en smule fra mit skød. Så er det nu. Sandhedens time.. Jeg vidste stadig ikke, om det, rebene havde gjort ved mig, var permanent. Og var der nogen bedre måde at finde ud af det på, end at teste det? Gid der var. Jeg koncentrerede mig om mine håndflader og rakte ind i mig selv - Og blev lettet over at mærke den velkendte, ulmende glød. Så langt så godt. Det begyndte at prikke i mine fingerspidser, og jeg skyndte mig at få styr på tankerne igen. Snart var mine hænder omgivet af livlige flammer, og jeg gjorde mig klar - Jeg vidste jo godt, hvad der ville ske nu. Jeg kæmpede sammenbidt for at ilden skulle blive på mine hænder, men før jeg vidste af det, havde magien brudt mit greb og flammerne begyndte at brede sig. Jeg bandede indædt og stak hænder og arme ned i søens vand. Der gik et par øjeblikke, så døde flammerne. Satans til udholdende ild. Jeg kan stadig ikke styre det. Erkendelsen var som et slag i mellemgulvet.

"Det er en ret syret ild, du har dig der, rødtop." Jeg snurrede hurtigt rundt og stirrede i retning af stemmen. Et stykke fra mig, oppe i et træ, sad en fyr og betragtede mig med spillende, grå øjne. Han var formentlig et år ældre end jeg, ud fra hans udseende at dømme. Jeg lagde armene over kors og en vred rødme bredte sig over mine kinder.

"Spionerer du på mig?" Jeg kneb øjnene sammen og gloede anklagende på ham. Han løftede defensivt armene op foran sig, men det kække glimt i hans øjne var ikke til at tage fejl af, da han svarede:

"Gud nej. Det kunne aldrig falde mig ind at gøre noget så usmageligt. Faktisk er det sådan, at jeg har fået besked på at møde min mester her. Nu." Han sendte mig et strålende, charmerende smil, og jeg slog genert blikket i jorden. Hvorfor er jeg pludselig så nervøs? Det er ikke mig, der har gjort noget galt, det er ham! Jeg snerpede læberne sammen til en tynd streg og undgik hans blik.

"Nåh. Fint. Så skal jeg nok lade jer få noget fred," jeg trampede af sted for at skjule min pludselige usikkerhed, da jeg blev stoppet af en ny stemme.

"Jeg tror ikke, det var tilfældigt, at det var her, vi skulle mødes. Du må hellere blive," bemærkede en dæmpet, afmålt stemme. Jeg drejede hovedet for at se, hvem der havde talt, og fik mig mildest talt et chok. Det var den fyr, der havde båret mig til lejren. Eller.. Det vil sige, han havde i hvert fald båret mig den del af vejen, jeg kunne huske. Var det Emory, de havde kaldt ham? Han mødte mit blik nogle sekunder, inden han så den anden vej. Var jeg virkelig så forfærdeligt et syn, eller ville han bare ikke mindes den foregående aften? Jeg håbede på det sidste.

Jeg satte mig ned på jorden og stirrede ned i søens blanke spejl. Mine kinder var svagt lyserøde, og jeg bandede indvendigt over den unaturlige evne til at rødme, som jeg var født med. Stilheden havde sænket sig, og udover at det føltes en lille smule akavet, var det rart. En lille pause fra de sidste forvirrende døgn. Jeg var begyndt at døse, da en stemme bragte mig tilbage til virkeligheden.

"Behersk dig, Dallas. Du burde vænne dig af med den slags dårligdomme. Det klæder dig ikke." Stemmen var brysk og ikke til at tage fejl af - Det var helt sikkert manden fra den anden aften. Ham, der havde udstedt ordre til højre og venstre. Så han var her altså også; Og Dallas' mester, lod det til. Nysgerrigt så jeg hen imod det træ, hvor Dallas sad, men fik mig en uventet overraskelse - Han var der ikke.

Inden jeg nåede at lokalisere ham, mærkede jeg en varm ånde i nakken og fór forskrækket sammen. Jeg langede ud så hårdt, jeg kunne, inden jeg nåede at tænke mig om. Slaget gik rent ind, og Dallas ømmede sig så overdrevent og trak sig tilbage med et bredt, drenget smil. Min begyndende skyldfølelse forduftede som dug for solen. Flabede møgunge. Men jeg kunne alligevel ikke helt lade være med at smile ad ham, og da jeg gjorde, hørte jeg et næsten lydløst, opgivende suk til min højre side. Jeg vidste godt, hvem det kom fra, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at skæve i retning af lyden; Og det var ganske rigtigt ham Emory-fyren. Nu sad han med slet skjulte himmelvendte øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...