Magi i Luften

Det er forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud. Det er også forbudt at udøve magi. Da Nattaya en aften begiver sig ud for, som så mange gange før, at bryde begge disse love, sker det utænkelige. Kongens vagter opdager hende og et helt nyt liv tager sin start.
Den konge, som sidder på tronen, er ikke den sande konge. Den retmæssige arving er gået i skjul et sted i landet og har samlet sine tilhængere omkring sig. En krig ulmer i det skjulte, en krig, som bliver åbenbaret for Nattaya, da hun slutter sig til oprøret.
Sammen med to drenge må hun lære at styre sine utæmmede evner, men tiden er knap. Snart må de begynde på deres livs eventyr, der er fyldt med både farer og romantik.

26Likes
48Kommentarer
2116Visninger
AA

5. Bånd knyttes, venskaber dannes

Min tavshed larmede, da jeg næste dag sad ved søen, forgabt i tanker. Jeg var i gang med.. tja, at forsøge at forstå, hvad det var, der var sket i løbet af de sidste par dage. Hvordan kunne ens liv ændre sig så meget på så kort tid? Der fandtes mennesker, som kunne fremmane sværd ud af ingenting. Kunne jeg også lære det? Desuden var der andre som mig, folk, som kunne styre et element. Jeg sukkede dæmpet.

I løbet af mit endnu korte ophold, havde jeg fundet ud af nogle ting om lejren. For det første var der rigtig mange mennesker; Og de fleste kunne det samme som Emory og Zaccardi. Jeg havde også opdaget at, hvordan det end kunne lade sig gøre, alle sværd var forskellige. De havde forskellige dekorationer på skæfte og æg, og desuden varierede størrelserne også. Men én ting havde de til fælles; De var alle utroligt smukke. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om jeg også ville lære at gøre det, men jeg satte ikke mine forhåbninger for højt; Der var sikkert en eller anden regel med, at man kunne måtte kunne én ting.. eller også var det noget, man skulle gøre sig fortjent til. Sikkert. Så indtil videre ville jeg bare sidde her og nyde..

Noget skyggede for solen. Jeg ventede tålmodigt på, at det skulle rykke sig, så solens varme stråler atter kunne varme mine stive muskler. Det skete bare ikke. Jeg sad sådan i flere minutter og bare ventede, men da det gik op for mig, at, hvad det så end var, ikke havde i sinde at fjerne sig, vendte jeg mig irriteret om for at finde ud af, hvad det var; Og spjættede forskrækket, da jeg så lige op i Emorys mørke, uudgrundelige øjne. Jeg åbnede munden for at sige noget, hvad som helst, men lukkede den så igen. Hvad skulle jeg sige? Omsider genvandt jeg talens brug og fik lidt mere styr på mig selv. Lidt.

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg tamt, og min stemme var alt for lille og museagtig til at få den anklagende klang, som jeg gerne ville have lagt i den. Det var trods alt ham, der var trængt ind på mig. Hvordan var han overhovedet kommet så tæt på, uden at jeg havde hørt noget? Han trak langsomt på skulderen.

"Vel det samme som dig, gætter jeg på. Tænker." Der var et tøvende glimt i hans øjne, da han så på mig. Jeg så hurtigt væk, forvirret over de blikke han sendte mig. Det ene øjeblik var han kølig og afmålt, det næste øjeblik virkede det som om, at han kunne gå i stykker ved den mindste berøring og splintres i tusinde stykker. Som om.. han faktisk kunne lide mig. Jeg så ned i søens vand et stykke tid i et forsøg på at få styr på mit minespil. Jeg havde meget at lære om mine nye holdkammerater.

Jeg hørte Emory røre på sig, og lidt efter satte han sig ved min side. Og der sad vi så. Begge tavse, begge betragtede vi vandets spejlblanke overflade. Stilheden bredte sig længere og længere ud til hver side, og til sidst blev det mig for meget. Der var simpelthen for stille. Jeg måtte tage tilløb adskillige gange, inden jeg endelig fik et ord ud over mine læber.

"Du-øh.. Emory? Må jeg spørge dig om noget?" Jeg skævede kort til ham med et usikkert blik. Af en eller anden uforklarlig grund gjorde han mig nervøs, denne fyr med de mørke øjne og fantastiske evner med et sværd. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente mig af ham. Hans blik flyttede sig fra søen og endte på mit ansigt; Og det hjalp ikke spor på min nervøsitet. Han hævede et øjenbryn af mig, da jeg fortsat ikke sagde noget. Det måtte være et ja.

"Hvad er det for nogle sværd, I kan.. trylle frem?" Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle formulere det. Jeg mener, det var jo ikke sådan, at jeg vidste, hvad det var, for den sags skyld! Så hvordan skulle jeg kunne vide, hvad man kaldte det? Emory var stille i lang tid, inden han svarede mig. For mig at se, valgte han sine ord med omhu. Måske overvejede han endda om det var klogt at fortælle mig det? Men.. var vi ikke på samme hold? Burde jeg så ikke også vide, hvad det var, han kunne? Omsider åbnede han munden for at svare, og et lille, kort smil viste sig på hans læber. I mit stille sind, var jeg overrasket; Det klædte ham utrolig godt. At smile, altså.

"Vi 'tryller' dem ikke bare frem. Det kræver både disciplin og viljestyrke at få et sådant sværd til at manefistere sig. Det er kun os, vi bliver kaldt Quinner, som kan gøre det; Og selv for os kræver det uanede mængder af træning og øvelse at lære at styre det." Imens han talte, fik hans stemme en klang, jeg aldrig havde hørt hos ham før. Og jeg kunne ikke sætte en finger på den. Da han havde talt ud, og jeg havde tænkt lidt over det, gik det op for mig, at der var noget af det, han havde sagt, som jeg ikke forstod. 

"Quinner?" Jeg så på ham med et nysgerrigt, spørgende blik og kunne se, at han værdsatte min interesse. Han gjorde sig umage for at besvare mine spørgsmål så fyldestgørende som muligt. Jeg ventede oprigtigt interesseret på hans svar.

"Mystiske mennesker, der ikke tænker på meget andet end deres sværd og uovertrufne fægtekunst." Emory sukkede næppede hørligt og vendte øjnene mod himlen i en opgivende grimasse. Jeg genkendte uden problemer stemmen, som havde besvaret mit spørgsmål. Mit blik gik på opdagelse, og jeg fik snart øje på det, jeg søgte; Dallas mødte mit blik og sendte mig et selvsikkert grin.

"Hvad laver du her, din lille flab?" Jeg knyttede min ene næve og truede lidt ad ham. Al min nervøsitet var pludselig forsvundet som dug for solen. Han vaklede baglæns og lagde dramatisk hånden over hjertet.

"Hvor umenneskeligt! Hvordan kan du dog sige sådan noget? Er du ikke engang en lille smule glad for at se mig?" Hans øjne blev blanke. Det måtte jeg give ham, der var gået en skuespiller tabt i ham. Jeg var tæt på at smile ad ham, men tvang smilet bort. Hvis det var med den på. Jeg lagde armene over kors og lod som om, at jeg overvejede det, inden jeg rystede på hovedet.

"Lad mig se.. Nej. Ikke engang en lille smule." Jeg anede et smil på Emorys læber, da jeg skævede til ham ud af øjenkrogen; Det var dog væk så hurtigt igen, at jeg ikke kunne være sikker. Dallas gispede som den dramaqueen, jeg havde fundet ud af, at han var, og rystede bedrøvet på hovedet.

"Trist.. så trist.. Men så må jeg jo bare gøre dig glad!" Han smilede kækt, og inden jeg kunne nå at protestere, havde han sat sig på hug med sit ansigt lige ud for mit. Jeg kunne mærke varmen skylle op i mine kinder og vidste, at jeg rødmede. Fandens også! Jeg glemte for en stund Emory, som sad ved siden af mig, og drejede hovedet væk fra Dallas med et genert, forlegent blik. Jeg kæmpede for at opretholde den smule værdighed, jeg havde tilbage.

"Det tror jeg ikke, er nødvendigt," mumlede jeg surt og forsøgte at skubbe ham væk. Det var så typisk Dallas at gøre sådan noget. Han respekterede simpelthen aldrig folks grænser; Og da specielt ikke mine.

"Lad så pigebarnet være, knægt. Hun har ikke gjort dig noget." Zaccardis stemme blev min redning. Dallas rykkede sig lidt væk med en grimasse, men sendte så Zaccardi et stort, uskyldigt smil.

"Hvad taler du dog om, Zacci?" Spurgte han med englerøst. Vent.. Zacci? Var det pludselig i orden at give vores mester kælenavne? Jeg tvivlede.

"Du kan kalde mig Mester. Intet andet." Han sendte Dallas et skarpt blik, men på en eller anden måde virkede han ikke særlig streng. Det virkede som om.. at det var normalt for dem at diskutere på den måde. Selvom Zaccardi var Dallas' mester. Dallas trak ligegyldigt på skuldrene og smilede stadig. Zaccardi rettede sit strenge blik imod mig og Emory og overvejede tydeligt noget. Jeg var ved at være blevet godt nervøs, da han endelig brød den stilhed, som havde sænket sig.

"Nattaya og Emory, I to træner sammen i dag. Dallas, du kommer med mig." Zaccardi så et øjeblik længere på mig, inden han vendte sig imod Dallas, som højlydt protesterede. Jeg hørte ikke efter. Skulle jeg træne med Emory? Men hvordan? Jeg havde ikke engang styr på mine evner endnu, så hvordan skulle jeg kunne forsvare mig imod et sværd? Måske troede Zaccardi, at jeg ville arbejde bedre under pres. Jeg var næsten sikker på, at han tog fejl. Mit blik strejfede Emorys, men hans ansigt afslørede ikke noget. Sit gamle jeg igen, åbenbart.

Jeg sukkede dæmpet og rejste mig op. Vi måtte hellere finde et sted, hvor vi kunne træne i fred.

*

Det blev hurtigt klart for mig, at jeg var Emory langt underlegen. Jeg kunne overhovedet ikke hamle op med hans lynhurtige hug og stød, som kom med perfekt timing. Jeg kæmpede desperat for at styre min magi, få den ud i hænderne og holde den der, så jeg kunne parere sværdet.. Det fungerede overhovedet ikke. Jeg fik høvl. Og det var ikke engang bare lidt, det var voldsomt. Jeg var fuldkommen sikker på, at Emory holdt tilbage og forsøgte at give mig en chance, men jeg var håbløs. Så det meste af tiden brugte jeg på at dukke mig og springe til siden, og efter træningen var jeg faktisk blevet ret god til at undvige; Men det havde intet med magi at gøre.

Da jeg forod træningspladsen, kunne jeg mærke både Zaccardi og Emorys blik mellem mine skulderblade. De spekulerede sikkert over, hvordan nogen kunne have fået en så stor 'gave', og samtidig være så komplet talentløs med den. Men der var ikke noget at gøre.

Mine fødder førte mig til den anden ende af lejren. Der stod jeg bare og stirrede op imod himlen uden at gøre noget som helst andet; Nød stilheden, nød naturens lyde. Den blå himmel. Jeg slog bare hjernen fra, lukkede øjnene og nød den kølige brise. En kvist bristede et sted i nærheden, sikkert under vægten af et dyr. En let puslen, jeg gættede på at det var en hare eller en fugl af en art. Fingre strejfede min nakke og jeg snurrede forskrækket rundt og spærrede øjnene op.

"Hvad i-" begyndte jeg, indtil Dallas' ansigt dukkede op i mit synsfelt. Jeg sugede luft ind gennem mine sammenbidte tænder og knyttede hænderne. Det var en virkelig dårlig vane, han var ved at få sig der.

"Hvad har du gang i?" Hvæsede jeg vredt og forsøgte at skjule de skælv af chok, som stadig bølgede igennem mig. Jeg havde ikke nerver til den slags. Han smilede skævt til mig med et muntert glimt i sine grå øjne, og da mit indre denne gang skælvede, var det ikke af chok. Jeg måtte se væk for ikke at falde i hans øjnes dyb. En svag rødme bredte sig i mine kinder, for jeg havde set noget uventet inde bag den muntre maske. Jeg havde anet et blik, som der aldrig var nogen, der før havde set på mig med.

"Nyder udsigten," svarede han flabet og hævede drillende et øjenbryn. Jeg snerpede læberne sammen til en smal streg og skulede op imod hans spillende øjne. Bastard. Jeg trak mig lidt væk og lagde armene over kors, samtidig med at jeg fnøs irriteret.

"Ja. Nåh. Lad være med det så." Jeg holdt min stemme let irritabel, han skulle ikke vide, hvor usikker jeg var lige nu. Jeg glippede overrasket med øjnene, da han trådte tættere på mig. Det var uventet. Eller.. måske ikke helt uventet, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med det. Mine hænder røg automatisk op for at skubbe ham tilbage, men han greb blidt fat om mine håndled og betragtede mit ansigt intenst. Jeg stivnede og gengældte vagtsomt hans blik med sammenknebne øjne. Et øjeblik så det ud som om, at han havde tænkt sig at gøre noget, men så ombestemte han sig tilsyneladende. Han slap mig med et drenget, skævt smil og prikkede mig let på næsen.

"Måske en anden god gang. Er der forresten nogen, som har fortalt dig, at vi skal videre i morgen?" Han så nysgerrigt på mig, men fandt hvis det svar han søgte i mit lamslåede blik. Eller, det sagde hans fornøjede smil i hvert fald. Han klappede mig kort på kinden og slentrede tilbage imod lejren.

Jeg blev stående i et stykke tid og følte mig ufatteligt dum. Hvad handlede dét lige om?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...