Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv..
Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..?
--------
Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
763Visninger
AA

7. Svigt i dødens øjne

 

Der var ingen mennesker på stranden, måske fordi vi var i november måned, så kulden var så småt begyndt at komme. Havde pakket Lise ind i det blå håndklæde der altid hang på badeværelset derhjemme. Det eneste der stak op var hendes hoved, så hun kunne følge med.
”Lig dig lidt” Hviskede jeg, da jeg satte hende fra mig på stenen, hvorefter jeg satte mig med et ømt pust. Mine ribben føltes knuste.

”Du sårede far..” Hviskede jeg og så nu direkte på Lise, men hendes b k var atter fjernt. Jeg kunne se et stumt spørgsmål i hendes øjne, men jeg valgte at lade hende forblive stum li denne gang. Godt nok slog far mig, men han elskede mig og han kunne ikke leve uden mig. Jeg betød ligeså meget for ham som mor, dengang hun levede. Jeg var sikker.
”Du har gjort mig skuffet Lise.” Jeg bed mig i læben og så ned på bølgen, som slikkede mod den søvnløse strand. Bølgen lavede den samme bevægelse igen og igen, med den brusende lyd. Altid ville det gøre sådan.  Uden pause. Altid ville den slikke mod sandet og spise mere og mere af den. Tangen svuppede i vandkanten når det nåede op over overfladen. Ellers så svajede de blidt i takt med bølgens bevægelse.
Jeg rakte ud efter Lise, satte hende i mit skød og glattede hendes hår. Der var lidt filtret i det og jeg stødte af og til på knuder. Jeg lod min mund ligge sig mod hendes øre og hviskede lavt og forsigtigt.
”Jeg elsker dig, men jeg elsker min far mest.” Kulden i ordene var overvældende. Jeg kunne se at det pinte hende, ordende pinte hende, men allermest at jeg havde gjort hende stum. Jeg lagde hende fra mig i vandkanten og lod hende glide ind og ud med bølgen. Hun så smertefuldt på mig, mens hun flød længere og længere ud, og blev mere og mere våd og overrumplet af bølgerne.

 

Jeg løb febrilsk rundt på stranden, uden at vide hvad jeg ville. Lise! Jeg ville finde hende. Se hendes søde små nuttede øjne, kredset af de smukke sorte vipper. Jeg ville se hendes nuttede kinder, som overfaldt hendes tykke kindben. Hendes rødmen øverst ved kindstykket og den nuttede røde mund, som var snerpet sammen i et stramt smil. Søde smil. Jeg stoppede ved stenen og satte mig. Jeg så tomt ud i horisonten og sukkede tungt. Det var den samme sten, helt den samme som for 9 år siden.

 

”Bare hop i! Det er ikke særlig koldt.” Råbte hun, ude fra talje højt vand. Jeg tøvede ved vandkanten, for vandet der slikkede op af mine ben var iskoldt. ”Kom nu Klara, det er ikke så koldt når du først er komme i!” Grinte hun og viftede mig hen til sig med armene.
”Kom nu Klara.” Fars dybe stemme kom bag fra, hans smil var stort, mens han kiggede op fra bogen. Han sad i en slags afslappet skrædderstilling og med den røde bøg i skødet. Jeg overvandt min frygt og fulgte deres råd. Jeg startede med at liste ud i vandet, som blev dybere og dybere, men til sidst løb jeg ind i mors arme, der var åbne mod mig. Jeg hvinede og sprang op i hendes favn, inden jeg sank og ikke ville kunne komme op igen. Det var højt for mig her, så hvis ikke mor greb mig, ville jeg måske have været druknet.

 

Langsomt overvandt vandet mig og lod smagen af salt flyde ud i alle årer i min krop, lod den ætse mig langsomt inde- og udefra. Lod den overtage mig. Jeg faldt stille og roligt mod bunden, men inden jeg mærkede bunden mod min ryg, stod mor overbøjet over mig med et smil.
”Jeg følger dig overalt skat, mors engel…” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...