Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv.. Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..? -------- Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
705Visninger
AA

6. Stranden

 

Far stod igen på begge ben og prustede stakåndet, han holdt hånden mod sit hjerte og udstødte en forpint lyd. Jeg lænede mig frem mod Lise, der nu var gået tættere på, jeg rakte hende kniven og rystede på hovedet. Hun så vredt på mig, hun så nærmest uhyggelig ud, og det skræmte mig. Ville hun have mig til at slå min egen far ihjel?

 

Jeg begravede ansigtet i hænderne og hulkede, mens jeg snappede efter vejret, forsøgte ikke at besvime.

 

En sprød lyd af kød…
”Det er kylling, det smager godt, prøv.” Mor rakte mig det lille stykke hun lige havde skåret ud.
En hæs spruttende lyd, efterfuldt at en smertefuld lyd med en snært af råhed…
”Kilde kilde kilde!!” Hvinede jeg, mens far lå og vred sig i grin. Lydende der kom ud af hans mund, fik hans ansigt til at se sjov ud.
En tumlende lyd af noget der faldt på gulvet og derefter en lav nærmest sumpende skvulpende lyd…
”Samler du ikke lige blenderen op, så tørrer jeg op.” Min mor var begyndt at vride en klud, mens hun sendte far et advarende smil, indtil han tog blenderen og stillede den i vasken.
”Kommer du og hjælper Klara? Det er ikke sådan når mor hun smider med tingene.” Grinte hun og bukkede sig for at tørre smoothiesen op. Jeg hoppede og ved siden af mor og tog den klud hun havde lagt klar til mig. Jeg stak fingeren ned i pytten og suttede derefter på fingeren.
”Mmmm” Mor grinte og så også far.

 

Lises blik var tomt, mens hun lå der. Som jeg havde tabt hende. Hendes øjne var dukkeagtige og isklare blå. Men helt tomme og uden følelser. Det undrede mig. Der gik lidt tid før jeg fattede. Det svimlede for mine øjne! Kniven i min hånd, fars krop … Svøbt ind i noget mørkerødt. Det begyndte langsomt at sortne for mig. Jeg smed kniven som landede med en klingende lyd og tog mig til maven. Det gjorde ondt! Hver gang jeg trak vejret hev det i mig, som om jeg aldrig kunne trække vejret helt ned. Jeg tog mig til hovedet, og stønnede højlydt.
”Kom Lise!” Jeg nåede lige at snuppe Lise og løbe uden for, før jeg kastede op og kort efter faldt jeg om.

 

Jeg rejste mig. Kulden overfaldt mig, men det rørte mig ikke. Jeg var kold som is og gik vaklende videre af den snoede sti. Jeg stønnede voldsomt af og til, og blev nødt til at sætte mig, for at få vejret igen. Sådan fortsatte det, indtil jeg gik ned mod stranden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...