Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv.. Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..? -------- Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
709Visninger
AA

3. Musik

 

Små regndråber faldt ned fra de mat grønne blade, som hviskede tamt i den pivende vind. Få skridt fra bænken jeg sad på, cyklede en cyklist, helt pakket ind i regntøj, på den regnvåde sti. Det sprøjtede op fra baghjulet og dryssede fint over stien bag sig. Billedet af min far der lå der, helt klumpet sammen som en klud på gulvet og den brølende snorken, stod svagt i mine tanker. De næste minder der stod klart i min erindring, kom som et slag i ansigtet på mig. Sådanne ting glemmer man ikke bare, dem gemmer man langt væk. Låser dem inde med alle former for låse og glemmer dem. Så det kom som et chok for mig, at den var brudt ud.

 

Lises hænder lå i mine mens jeg svingede hende rundt i en piruette, som en del af en elegant dans. Jeg havde sat cd spilleren til at køre, så den bløde sangstemme krydret med noget råt, bølgede mellem os. Christina Aguilera.
En helt almindelig dag, som alle andre. Vi havde været i køkkenet, lumsket rundt i alle kroge på loftet og leget gemmeleg, drukket te og leget med dukker. Lise havde været snakkende i dag, i dag var hun nærmest levende. Men selvfølgelig ikke rigtigt, men næsten. Jeg havde næsten ikke kunne få indført et ord, så jeg var stille i dag. Men det passede mig fint, jeg var ikke i det bedste humør, det var nærmest som om jeg kunne mærke at far havde en dårlig dag.
Lise havde set min tøven et tidspunkt og kommenteret det, med sin elegance.
”Er du okay Klara?” Hendes stemme var tynd og, som alt andet ved hende, perfekt. Jeg havde skævet til hende og det havde set ud som om hun rynkede panden i undring.
”Jeg ved det ikke … Jeg føler bare jeg kan mærke at far har en dårlig dag.” Det havde ændret sig til en hvisken til sidst. ”Jeg tror der sker noget uhyggeligt i dag..” Hviskede jeg denne gang helt lavt. Lise havde nikket ivrigt og set interesseret ud, men skiftede hurtigt emne.
Ellers var alting som dagen før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...