Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv.. Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..? -------- Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
710Visninger
AA

1. Første minde..

Kulde trækker ofte sorg med sig,
og forlader varmen skjult
i dens kolde kammer.
Tåren som baner vejen
ned af kinden,
ender i et skuffet suk.
Hånden som bliver rakt,
bliver efterladt
i kuldens sorg...

 

 

Jeg kørte kammen gennem Lises hår, som nærmest havde et gulligt skær, og passede perfekt til hendes plastik glatte hud. Hendes røde kinder så helt levende ud, men jeg vidste at de ikke var det. Men alligevel var hun så levende, at det nærmest var helt uhyggeligt. Lise stirrede tomt ud i luften, og af og til kunne jeg fange hendes udtryksløse blik, ved at løfte hende op til mit levende varme. Hendes stive dukkehånd holdte om øret på den lille tekop. Den havde blå kønne blomstre, der smøg sig elegant og naturligt op af kanten og videre ned i koppen. Lise drak af den og så alvorligt på mig.
”Det går okay, men jeg har ikke set fru Sørensen i lang tid..” mumlede jeg, som svar på Lises lydløse spørgsmål. Jeg stod stadig lænet ind over hende med kammen, som jeg bevægede ned af hendes hår med elegance. ”Skal De have mere te?” Jeg skænkede selvom Lise ikke svarede. Men sådan var hun. Hun svarede mig aldrig, men stillede lydløse spørgsmål, som kun jeg kunne høre.
”Nej nej, jeg har skam drukket nok the for i dag.” Hun smilede venligt til mig og grinede. Hendes øjne lyste mod mine.
”Nå, men så tag da i det mindste en kage til, så ikke jeg føler mig uhøflig!” grinte hun og rakte mig sølvfadet fuld af lækre nybagte småkager. Jeg grinede med hende og snuppede en.
”Så pyt!” grinede jeg højlydt.

 

Endnu et flashback dansede levende i hovedet på mig. Lises ansigt stod som det skarpeste i de svage minder. Jeg så ned af mig selv, fortabt og ensom. Hvilket jeg jo altid havde været, bortset fra Lise selvfølgelig. Her stod jeg så, i parken helt alene i silende regnvejr, og gravede rare og gode minder frem fra min hullede og slidte erindring. Men lige meget hvad, jeg ved ikke hvorfor, stod mindet af dukken altid tydeligst. Jeg sjokkede lidt frem og tilbage mellem træerne og endte under det kæmpe store birketræ. Der kunne jeg sætte mig, i ro og fred, i ly for regnen. Jeg stirrede ud på den. Kold og farveløs silede den ned fra den grå himmel. Kulden var bidende, så jeg trak halstørklædet længere op omkring halsen. Nogle minder fik mig til at skutte og trække benene op under mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...