Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv.. Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..? -------- Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
703Visninger
AA

4. Følelsesløs

 

Jeg klamrede mig til mine ben og lagde min kølige kind mod mine knæ, så vippede jeg forsigtig på fødderne, frem og tilbage. Nu begyndte minderne at komme i små stød mod mig, små glimt der daskede mig i ansigtet.

Fars røde Fiat. Jeg stod i køkkenet og pakkede småkager og tebreve sammen, mens Lise sad på bordet og snakkede og grinede. Vi havde glemt det tidligere emne, men pludselig var det som om vi begge spolede tilbage til den samtale da vi hørte morteren.
”God dag, god dag, god dag, god dag!” Nynnede Lise lavt og så lamslået på mig.

 

”STJÆLER DU!” Hans stemme slog mod mig og det samme hans blik, som borede mig i gulvet. Lise kravlede ned til mig og klemte sig ind i min favn. ”OG SÅ FRA DIN EGEN FAR!”  En blodåre sprang frem i panden på ham og gjorde det endnu mere tydeligt at han var vred. Så kom farveskiftet i hans ansigt. Opfattelse var blålig af anspændelse, forståelse var grønlig, opstigende vrede, orange og så til sidst vrede, en blanding af blodrød og mørke lilla.

 

Haglende slag, som sidst. Gryntende og prustende lyde understregede endnu en gang at det var hårdt for ham, nærmest en slags motion. Gad vide hvor mange kalorier han fik på grund af mig..
Da det stoppede forventede jeg at han ville falde om på gulvet, stakåndet og udmattet og sove. Men han var åbenbart mere frisk denne gang. Så svang han armen og efterlod smerten af en lussing på kinden, samt en syngende tone i mit hoved. Jeg lukkede øjnene og krummede mig sammen, men han hev mig op at står og tvang ham til at se på hans ansigt. Han holdte min hage og nedstirrede mig med lynene øjne.
”Jeg er træt af dig Klara, efter din mor døde har du været så ubrugelig!”  Han spyttede nærmest hver ord ud, men selvom hans facade var hård og vred, så jeg bag den. Han udtalte ordende ’mor døde’ mere langsomt og smertefuldt, en kort rynken i panden og næsen og sitren gennem kroppen. Han savnede hende, mere end noget andet. Hans smertefulde blik der kort efter løb ned over hans ansigt da han læste mit, åbenbart fuld af sorg på en anden måde end smerte. Han blinkede hysterisk med øjnene og rystede kort på hovedet og genfandt sin vrede. Jeg ville sige noget, trøste ham. Kysse ham på panden og fortælle ham jeg nok skulle passe på ham og hjælpe ham gennem de smertefulde stunder. Jeg ville glemme og tilgive hvert et slag og hver et ord. Men jeg kunne ikke. Jeg var stum og lammet. Men mit medfølende blik gjorde hans vrede værre. Han kunne ikke lide at jeg så i gennem ham, det blødgjorde ham, trættede ham. Så endnu en lussing sendte sangen gennem hovedet på mig igen, startede idet den anden sluttede. Jeg tog mig smertefuldt til kinden og kunne mærke tårerne i øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...