Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv.. Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..? -------- Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
703Visninger
AA

5. Et minde i mindet

 

Han glemte mig op i en krog mellem køkkenlågen og væggen. Han har spærret hver en udvej og stod lænet ind over mig. Jeg blinkede flere tårer ud, men jeg sagde ikke noget mens jeg stadig bar det medfølende blik. Han knyttede næven og sigtede kortvarigt mod mit ansigt. Idet slaget rammede min kæbe, lammede mit krop mig selv og gjorde mig følelsesløs. Jeg tabte Lise og lod hende falde, mens de knyttede næver gentog sig igen og igen.
 

Jeg hev efter vejret og tog mig til halsen og stirrede frem for mig. Regnen fortog sig og nu var kun de små dryppelyde, for hver gang en dråbe forlod et blad. Jeg åndende hurtige jag og mit hjerte speedede op, samme tid som billederne overtog mig igen.

 

”Glem ikke din madpakke!” Mor stod i gangen og svingede med den lyserøde æske og smilede kærligt, mens jeg vendte cyklen og trampede tilbage mod det lille hus. Det var omringet af en hvid veranda som matchede til skodderne på vinduerne, selv døren var hvid. Søjlerne nede foran huset gik op til et udslag af taget, hvor ivrige slyngplanter bevægede sig opad, og formede nærmest en buge til indgangen til verandaen. Gyngesofaen vippede let i vinden og det samme gjorde en lille brun lok af mors morgenhår.

 

Jeg smilede svagt ved tanken om mor. Hendes kønne øjne, som var magen til mine, glinsede tydeligt i mindet. Smilet nåede mine øjne og rolig gjorde mit sind en smule.

 

Lises hånd havde hårdt fat om et eller andet langt, omtrent 20- eller 30 cm. Jeg kunne ikke nå at se mere. Far rettede sig op, han stirrede på mig med sit kølige blik, vis hemmelighed jeg kendte.
”Lad hende værre!” Hvæsede Lise med en grov tone, men far kiggede ikke på hende, han hverken så på hende eller svarede hende. Han så bare på mig, som om jeg havde sagt det, med et vredt og endnu mere hidsigt blik. Så kom sparkene og de kom i små pust, for det var endnu mere hårdt at svinge med benet. Jeg lukkede øjnene.
Noget koldt blev lagt i min hånd, jeg åbnede øjnene og forsøgte at se, at forstå. Men Lise stod bag far og jeg kunne derfor ikke se hende, men jeg kunne lige nøjagtig se, i min hånd at der lå der intet mindre end vores dyre grønsagskniv. Den store skarpe, som mor altid brugte når hun skulle hakke løg.

 

”Bare luk øjnene Klara, så sviger det ikke” Grinede hun, da jeg skar en grimasse med lukkede øjne.
”Det sviiiiger!” Hvinede jeg, hun skar videre med en dyb latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...