Forladt...

Klara har forsøgt at leve videre, men selv med de største låse og tunge lænker, kan man ikke tvinge ens barndoms minder ned. Hun har skjult dem i alle disse år, men alenetiden i parken påvirker hende og sender hende direkte tilbage i en levende format af det dødsens farlige og utrolig uhyggelig bandoms liv..
Måske ville det ikke have været sket, hvis ikke Lise havde været en morderisk dukke..?
--------
Giv meget gerne konstruktiv kritik, da det er en skole stil og helst skulle være helt i top!;D Fejl og grammatiske rettelser må meget gerne kommenteres:D Tak

0Likes
0Kommentarer
720Visninger
AA

2. En vred stemme

 

Mørket faldt på og Lises øjne blev mere og mere dunkle, mørkeblå. Jeg begyndte at rydde af bordet, tage de nu kolde kager ind i en æske og ned i skuffen, trække duen af efter at jeg havde pakken the stellet sammen. Jeg tog fat under Lises arme og løftede hende op over min skulder og vuggede hende blidt.

”Bare sov Lise, jeg skal nok rydde op efter os nede i køkkenet, inden far kommer hjem. Du kan bare sove.” Sang jeg blidt og langsomt faldt Lises øjenlåg i, og pakkede de smukke og helt igennem perfekte dunkle blå øjne sammen. Hendes lige klippede og helt sorte øjenvipper lå roligt mod hendes kolde og alligevel røde, lidt buttede, kind. Jeg lagde hende forsigtig ned i hendes vugge og vippede den et par gange.
Lyden af en bil stoppede mig midt i en blid sang og mindede mig om køkkenet. Jeg fløj op og fór hen til vinduet og rev gardinet til siden. Det som var på vej ind i indkørslen. Det som banede to hvide lyskegler foran sig og slæbte skumle røde efter sig. Det som fik gruset, under de sorte dæk, til at knitre svagt og sende den faretruende lyd, der altid fik mig til at gå i panik. Det jeg mest af alt i mit liv frygtede.
Far, der kom hjem.

Panikken steg mig til hovedet og lammede mig til stedet. Ville jeg kunne nå at rydde op efter mig nede i køkkenet inden han kom ind? Ville han fange mig midt i det? Ville han være for fuld eller for træt denne aften, til overhovedet at opdage jeg var her i aften? Måske ville jeg endda for at godnat kys i dag? Det var ikke til at sige, men jeg vidste at jeg ikke kunne tage nogen chancer. Jeg måtte tage en beslutning. Hurtigt!
Inden jeg overhovedet fik nået at tænke mere over det, slukkede morteren og dermed også lyset på den røde Fiat. Inden noget som helst andet skete satte jeg mig over i min seng, trak dynen over hovedet og krummede mig sammen som en lille kugle og bad til at han ville være for træt til at bemærke mig. Til overhovedet at gå herop. Lyden af raslende nøgler i låsen, dulmet af dynens tryghed og varme, fik hjertet i mit bryst til at galopere i fuldfart mod mine ribben. Jeg sank en højlydt klump, mens varmen steg yderligere ved hvert åndedrag under dynen. Jeg hørte skridt nedenunder. Varmen blev hedende og til sidst nærmest uudholdeligt. Jeg gravede et lille åndehuld og lød den kølige friske luft, glide ned i mine lunger. Kulden i luften var rar, men jeg nåede ikke at tænke længere over det, før skridtene blev højere og højere og til sidst sådan at jeg kunne sige hvornår hvert trin op af trappen ville knirke.
Nu. Knirk. Tre skridt uden lyd. Nu. Knirk. Et stort knirk og så et lille og så lydløst hen af gangen.

Døren blev smækket voldsomt op, ind i reolen bag den, så flere af mine ting væltede ned på gulvet og smadredes. Jeg skar tænder og trak benene længere op under mig.
”Klara!” hans stemme brølede og jeg var sikker på at jeg hørte Lise klynke, et sted over fra hendes vugge. 
”Jeg kommer hjem efter en sen aften og så kommer man hjem til lort og pis! Hvorfor fanden rydder du aldrig op. Dit lort er overalt!” Skreg han, mens hans stemme kom nærmere og nærmere.

”Undskyld, undskyld, undskyld..” hvinede jeg, mens Lises klynkende lyde blev mere og mere højlydte og skarpe.
”Du er så ubrugelig!” Og så haglede de ned over mig. Mange, voldsomme og smertefulde. Eller faktisk kunne jeg næsten ikke mærke det, selvfølgelig dulmede dynen slagende lidt, men ellers var det fordi han lammede mig med sine knyttede slag. Inden længe var han færdig og han prustede og hvæsede.
”Far…?” Stilheden var overvældende, men jeg kunne stadig mærke hans enorme tyngde mod dynen, og det klemte mig sammen. Jeg vippede benet en smule mod tyngden og om lidt tumlede hans tunge krop ned på gulvet, og landede med et stort bump.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...