1973.

Oneshot bidrag til musikkonkurrencen. skrevet med inspiration fra James Blunts sang med samme navn. Det ville betyde enormt meget, hvis i ville smide en kommentar, en favorit, og et like.
Vil sige at jeg har ikke skrevet med inspiration fra teksten, men fra den stemning jeg får når jeg hører den. :) Jeg håber i kan lide min novelle!

12Likes
13Kommentarer
902Visninger

1. 1973

Min puls er høj, jeg kan høre mit hjerte banke mod dit. Du smiler til mig, og jeg mimer et skål. Glasset hæves endnu engang, og jeg mærker hvordan mit syn sløres en smule, da væsken i det nyopfyldte glas forsvinder slurk for slurk. 

Halvdelen af de minder vi deler, er udvisket af alkohol. Hvor ville jeg ønske at vor tid sammen stod klar. At vi ikke havde spildt vores tid. Hvor jeg dog fortryder det.

Bassen dunker højt, og du vender mig om, så jeg har front mod dig. Jeg kan se dine øjne sejle, men læner mig alligevel ind i din favn. Du har en stærk lugt af røg, en lugt natten har strikket ind i din sweater. Solen begynder ligeså stille at stå op et sted i horisonten. Jeg bevæger min hofte i takt med musikken, der spiller i baggrunden. Jeg ser dine læber bevæge sig, men hører ikke et ord. 

Jeg går med lydløse skridt med sengebordet, åbner forsigtigt skuffen, og tager billedet op. Det billede du tog af os. Man kan se et lille stykke af din arm, der er strakt helt ud for at få os begge med. Vi smiler begge to, og jeg læner mig ind mod dig. Med store øjne, og en flaske i hånden smågriner jeg til kameraet. Din ene arm er om min skulder, og dit hår er uredt. Jeg savner dig.

Du lægger en arm om min hofte, da jeg placerer mine om din hals. Musikken lukkes mere og mere ude, og jeg tager endnu engang en dyb indånding. Luften er forurenet af sved. Det er lettere iltfattigt på grund af den store mængde af mennesker. Jeg vender mig for at gå mod baren, men mærker dit greb strammes. Du holder omkring mit håndled, og du har hårdt fat. Jeg kan mærke at du ikke vil have at jeg skal gå, men prøver alligevel at vride mig fri. 

En tåre triller ned af min kind. Den er mørk. Jeg lader tåren trille ned over min hage. Mærker den som den farer videre og videre, til den slipper mit ansigt, og falder ned gennem luften. Jeg føger den til den møder fotoet. Tørrer den væk, som jeg kærtegner din kind, på det stadig klare billede. Det har ikke stået længe nok fremme til at tage skade af sollyset. 

Du trækker mig tilbage, din hånd er ru mod min bløde hud. Du tvinger mig tættere ind, selvom jeg prøver at skubbe dig væk. "slip mig" mumler jeg, stærkt påvirket af alkoholen der raser rundt i mit blod. Du trækker mig tættere endnu, og jeg gentager, denne gang en kende højere. "Slip mig nu Simon." Jeg siger det igen og igen, men du hører ikke efter. Eller gør du? Et smil spiller på dine læber, du har magten, og det kan du godt lide. Jeg vrider mig en smule mere fri, men du giver ikke op. Glasset står ved din højre side, står ved din frie hånd..

Jeg lader mine fingre glide over de fine ar. De er helet med tiden, præcis som minderne om dig. bliver kun for at minde min om fortiden. For at minde mig om den bedste, og den værste tid af mit liv. For at minde mig om tiden med dig.

 

         “Scars have the strange power to remind us that our past is real.”                                                 -Cormac McCarthy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...