If Happy Ever After Did Exist


0Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

2. The Story

Den mørke rygsæk hoppede på ryggen af mig. Jeg tog fat i begge skulderstropper og hev rygsækken ordentligt op på ryggen. Ledningen fra mine hovedtelefoner dansede hen over brystet på mig. Maroon 5’s nye sang ”Payphone” lød ind i mit øre. Jeg løb hen ad gaden for at finde det perfekte sted at slå mig ned. Jeg stoppede op et kort øjeblik for at orientere mig. Der var ret mange folk på gaden. Der var alt fra voksne, som jeg var rimelig sikker på egentlig skulle have været på arbejde, børn, der var på vej hjem fra skole, til ældre mennesker som enten gik en tur, mens de nød hinandens selvskab eller luftede deres hunde. Mine øjne faldt på en ældre dame. Hun var ikke ret høj og hendes hår var helt hvidt. Det mindede mig om en pudderkvast. Lidt ligesom den hund hun var i gang med at lufte. En lille rund hårboldt. De lignede hinanden ret meget. Jeg gennemsøgte min hjerne efter et eller andet ordsprog. Var der ikke noget med ”Som hund, som ejer”? Nå det kunne også være lige meget.

Jeg tog ekstra godt fat om stropperne på rygsækken, før jeg fortsatte. Jeg strøg en hånd gennem mit brune hår for at få det væk fra mit ansigt. Vinden blev nemlig ved med at blæse det ind over mine blågrå øjne, så jeg blev desorienteret. Det fik mig til at ønske at jeg havde taget et hårelastik med til at holde mig hår. Jeg havde haft det i hånden lige inden jeg gik. Jeg rystede irriteret på hovedet så mit brune hår fløj rundt om hovedet på mig, hvorefter jeg skubbede det tilbage. Jeg tog en dyb indånding. Luften var frisk og bragte duften af mad med sig. Jeg sukkede og mindede mig selv om at jeg igen havde glemt at spise frokost. Mine mave krampede sig ved duften af mad og gav mig kvalme, men jeg havde bare haft brug for at komme ud af huset. Jeg ville have gået ned i parken, men jeg havde ikke flere motiver at tegne dernede. Mine vægge, hjemme på mit værelse, var dækket med skitser, malerier og pasteltegninger af forskellige træer, søer, buske og legepladser fra forskellige vinkler. Jeg var derfor gået ned i byen for at finde et nyt motiv. Mine øjne faldt pludselig på noget. Eller rettere sagt hang ved noget, for det hang oppe i luften. Paraplyer. Mange af dem. De hang på fine rækker hele vejen ned ad gaden. Hver paraply var udsmykket med smukke farver. Det var, i mine øjne, rigtig flot sådan som de hang der.

Jeg tror, folk begyndte at blive irriterede på mig, for jeg havde egentlig bare stoppet op midt i det hele. Synet havde bare betaget mig så meget. Jeg rystede let på hovedet for lige at komme til mig selv igen og svingede derefter min rygsæk ned fra min skulder. Jeg fandt en mur tæt på og satte mig på op ad den med min rygsæk i ryggen som en pude. Muren var nemlig kold og hård at sidde op ad. Jeg tog min skitseblok op af rygsækken, derefter mine farver, en ’Sprite’ flaske jeg havde fyldt vand i, en pensel og en blyant. Jeg fandt også et par solbriller dernede som jeg bare lagde ved siden af mig. Jeg brugte dem nogle gange når jeg var i parken for der var der intet til at skygge for solen som reflekterer sig i det hvide papir. Jeg tog først min blyant og begyndt at tegne. Blyanten dansede hen over papiret og skabte paraplyer, snorene, husene i bagrunden og skyerne på himlen. Jeg holdt en gang imellem min tommelfinger op imod paraplyerne, for det plejede min mor at gøre, dengang hun stadig levede, når hun skulle sikre sig at dimensionerne var rigtige. Hendes pensler og blyanter dansede også hen over papiret. Jeg kan huske, at jeg som lille sad inde på hendes arbejdsværelse, hvor der altid lugtede af maling, for jeg elskede at se hende arbejde. Væggene var kunstværker i sig selv. Hun havde brugt over en måned bare på at male alle de smukke billeder. De gled ind i hinanden og forestillede eventyr og fortællinger. Hun havde peget på hvert eneste lille billede og fortalt mig billedets historie. Jeg kunne dem alle sammen uden ad. Hun malede alle hendes billeder efter mottoet: ”Og så levede de lykkeligt til deres dages ende”. Ja gid de gjorde.

Da ulykken skete, sad jeg inde på hendes arbejdsværelse og med min fingre fulgte kanten på en blomst, som min mor havde malet, og hviskede historien bag den ud i rummet. Jeg husker, at døren blev revet op og at min far havde grebet mig i armen uden varsel, hvorefter han hev mig med ned i bilen. Hans hænder var stærke og havde givet mig et blåt mærke, fordi han havde haft så hårdt fat. Det havde været rødt til at starte med, så var det blevet en uhyggeligt blå-lilla. Efter en uge havde det fået en svag grøn og gul farve. Så forsvandt det. Ligesom min mor. Hun forsvandt og kom aldrig tilbage. Jeg, i en alder af 7 år, havde ikke forstået det. Jeg havde kigget ud af vinduet hver dag og håbet på at hun ville komme hjem. Jeg håbede, at hvert øjeblik kunne hendes bil trille ind i indkørslen. Den lille røde bil med klistermærket på siden. Det klistermærke min far havde sat på så det lignede en racerbil. Det havde min mor leet af. Hendes latter lød som om hun sang. Så smuk var den.
Hun ville have stået ud af bilen, bukke sig ind over førersædet og gribe sin brune håndtaske. Den mig og far havde givet hende i julegave. Hun ville have lukket døren med stor lethed, mens hun hang tasken over skulderen. Hun ville have vent sig om mod vinduet hvor jeg sad. Hendes smil ville lyse hende ansigt op, på den måde som kun min mors smil kunne. Hun ville skynde sig hen til døren og åbne den. Jeg ville hoppe ned fra vindueskarmen, og løbe hende i møde. Hendes parfume ville fylde min næse og få mig til at føle den trykhed kun en mor kunne give dig.
Det skete bare ikke. Jeg ville aldrig få bilen at se igen. Den var blevet totalskadet i ulykken.

Jeg var begyndt at tegne for at holde fast i mindet om hende.

Jeg rynkede min pande og kom tilbage til virkeligheden, da min mobil vibrerede i min lomme. Jeg kiggede kort på displayet, før jeg svarede den. Nyheden var så chokerende. Jeg slog min hånd for munden for at tilbageholde et hulk. Nej. Det kunne ikke passe! Jeg rejste mig med det samme og lod alle mine ting ligge. Mine ben løb, selvom jeg ikke havde bedt dem om det. Mine øjne sved og brændte. Jeg hulkede. Rystelserne gik gennem hele min overkrop. Mange mennesker standsede op og sendte mig deres overraskede og chokerede ansigtsudtryk, men jeg så ikke dem alle sammen. Tårerne gjorde mit syn sløret, så jeg måtte flere gange køre min håndryk hen over dem. Da jeg nåede mit hus sank jeg sammen ved synet af de blå og hvide blink…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...