De mørke drømme.

En overgang fra det lyse Danmark til det mørke drømme land med hjælp fra en søster kan det være man kan holde sig i live.
(Nu skriver jeg lige her der skulle stå hun var 13 ikke 3 da jeg ikke ved hvordan man laver det om)

1Likes
3Kommentarer
414Visninger
AA

1. Mig og mit liv

 

Jeg vågnede og var klar men klar til hvad? Måske klar til kamp men mod hvem eller rettere mod hvad.

Dagen før var jeg bange for at ligge mig til at sove jeg viste ikke hvem eller hvad der kunne komme i løbet af den lange nattesøvn jeg håbede så inderligt jeg kunne få sovet.

Om morgen hørte jeg lyden den lyd der var ved at få mit hjerte til at hoppe ud af halsen på mig, men denne gang viste jeg hvad det var. Og jeg spurtede af sted, jeg spurtede så hurtigt at mit hjerte slag var i takt med mine føder der løb af h til. Men jeg skulle også skubbe den forbandede kørestol. Duk duk duk duk duk… lød det fra min krop jeg viste som sagt godt hvad det var det var jo mit hjerte.

Men udyret halede ind på mig for pludseligt kunne jeg ikke bare høre dens høje hjertelyd men også mærke det.

 

Men sådan startede mit liv ikke. Mit liv startede self. også med at jeg voksede op i et hus eller nærmere i en campingvogn med min far og min søster. Jeg var selv kun 13 år da jeg oplevede hva det vil sige og være fanget i det mørkelagt land månelandet.

Jeg var self. Også vokset op i en by og gik i skole som elle andre børn gjorde. Byen hed Killegård og skolen hed Killegård-rødvej Killegård fordi det hed byen Rødvej fordi den lå på Rødvej.

Skole lå syd for købmanden og nord for en gammel togbane der var blevet ned lagt for længst, eller det tror jeg nok.

Nå men jeg nævnte før at jeg havde en søster og en far vi boede i en campingvogn øst for skolen ende i en lille skov. Min søster og jeg var meget tætte og lignede også hinanden meget forskellen på mig og min søsters udsende var at jeg ikke havde langt hår. Jeg havde faktisk drenge hår det var meget kort og lidt mørkere end min søsters. En anden forskel på mig og min søster var også at jeg ikke var plantet i en køre stol og var lam i benene. Nej jeg var lige modsat jeg spjættede altid rundt klatrede i træer også sådan noget.

Min far det var ikke der vi havde vores skønhed fra det måtte være for vores nu ukendte mor for min far havde lyst hår vi havde mørkt. Og vi havde krystal grønne øjne mens min fares bare var brune og normale. Plus hans hår var helt slidt ned mens vores var klippet og sad altid! Pænt.

Det startede en dag jeg lå og sov jeg var i min dybeste drøm om en familie med mig min søster uden kørestol min fra og så også min mor jeg ikke havde set siden jeg var 1 år.

Min søster var 16 altså 3 år ældre end mig og har der for kendt min mor i 4 år og jeg kendte hende i et år men kan ikke huske så meget. Hun for svandt præcist der jeg var et år. Jeg mener jeg blev født klokken 14.26 og der forsvandt min mor.

Selv min far ved ikke hvor hun er han bliver ved med at sige at hun kommer igen at hun nok skal komme. Men helt ærlig så har jeg sku’ min tvivl hun har været væk i 12.år så kommer hun nok ikke bare en dag.

De eneste min far min søster og jeg vi så fra vores familie var min farfar. Har var den bedste han var glad og sød men dsv. meget  gammel så vi havde ham vist ikke 1000 år i nu. Vi så ikke nogle fra min mor’s side INGEN! jeg viste slet ikke om hun havde en familie ud over os. Og og det gjorde ondt at af kende men os havde hun jo ikke en gang mere.

I min dybeste søvn kom min far ”Era du skal op min søde” din søster er snart klar i skal i skole. Py ha hvor jeg dog ikke gad op jeg var træt min krop var tung og jeg var ødelagt inden i, ja ikke bare lidt men MEGET RIGTIG MEGET!!!

Men jeg tvang min tunge dvaske krop op og stå på begge ben men py ha jeg ville godt mok give afkald på meget hvis jeg måtte ligge en time eller to mere. Men det var ude lukket jeg skulle op og have bang af både Jimmy Ole og Søren.

Kæft hvor jeg dog ikke kad men i mine tanker havde jeg taget tøj på for jeg var så træt at jeg ikke op fattede det. Min søster sagde så ”sikke da en frisk søster jeg er udstyret med hva far.”

”ja Sima du er da heldig var.”

Jeg smilede bare og kikkede på dem ikke sådan et haha.. smil men et hvor er i dumme smil. Jeg fik bare et til bage af dem begge. Men pyt det var vel fortjent

Jeg snuppede et æble og tog i min søsters kørestol og skubbede hende ned af den lille bakke der var sat foran den lille trappe, ude foran vognen. Jeg hørte en stemme far vognen det var far og han råbte : ”Era og Sima skynd jer i har kun 10.min.” Jeg nikkede bar uden at kikke bag ud.

Hvorfor sagde han enlig også Sima skulle skynde sig hun var jo jeg mener… hun skulle jo have hjælp. Af mig hele tiden

Men det gjorde ikke spor jeg ville gerne hjælpe hende hun var jo min højt elskede søster.. Ikke bare i sjov jeg mente det det var hun virkelig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...