Voices of the Past - One Shot

Dette er et One Shot.

1Likes
0Kommentarer
675Visninger

1. Kapitel 1

 

Diana hamrede hammeren ned på sømmet, som gik igennem hendes hånd. Hun skreg højt af rendyrket smerte, hun ville stoppe, men stemmerne sagde hun skulle blive ved. Sagde at hvis hun stoppede, ville hun dø, ligesom Oliver. Hun tog et søm mere, satte det på hånden, og hamrede hammeren ned igen. Hun skreg højere end muligt, hvis det overhovedet var muligt. Endnu engang ville hun stoppe, men hun turde ikke, bange for stemmerne ville dræbe hende. Hun skulle til at slå endnu et søm ned i hånden, da døren blev slået op, og ind kom hendes mor. Hun så utroligt kontrolleret ud, i forhold til at hendes datter, sad på en stol med hånden sømmet fast til bordet, med fem søm, og blod ud over hele bordet. Straks fandt hendes mor sin mobil frem, og ringede 112. Diana begyndte at hulke højt af smerte, men det ville stemmerne ikke have, de befalede hende at stoppe, ellers ville det få konsekvenser. Hun stoppede straks, og ømmede sig af smerte i stilhed. Hendes mor havde allerede fået ringet, så der gik nok ikke lang tid før ambulancen var her. ”Hvorfor er du stoppet med at tage din medicin Diana?” Hun undlod at svare, for hun havde ikke svaret, det var stemmerne der sagde hun skulle stoppe, at pillerne ville slå hende ihjel. Og hun ville ikke dø, for tænkt hvis hun røg i helvede, eller at hun mødte Oliver igen. Han ville jo sikkert hade hende, og det ville hun ikke kunne holde til, lige meget hvad, om hun så var død eller levende.

 

Hun kunne se to livreddere komme ind ad døren, til hendes værelse. Hun kunne straks genkende den kvindelige livredder, hun havde været ude og hente Diana før. Hun havde stukket en stor køkkenkniv ned i håndryggen. Hun kunne se kvinden hurtigt kigge på hendes hånd, for at se det lange ar fra kniven. Den anden livredder fjernede hurtigt sømmende og forbandt hånden. Men hun skulle sikkert med på hospitalet, da sømmene var rustne. Hun blev lagt op på båren og løftet ud af huset, og ud i ambulancen. Hun kunne mærke mørket trykke, så hun lukkede øjnene og gav efter for det.

 

”Diana, kom nu.” Diana kiggede hen på Oliver, der må have været omkring 10 meter foran hende.

”Det er altså ikke alle der går ligeså hurtigt som dig, søde Oliver.” Sagde jeg bare grinede til ham, han løb grinende hen imod mig, samlede mig op, ved at tage under mine knæ og ryg. ”Olly, sæt mig ned!” Råbte jeg til ham, stadig grinende. ”Vi når jo aldrig derned i dit tempo, skatter.” Han bukkede sin overkrop ned, stadig med mig i favnen, og kyssede mig på munden. ”Vi når aldrig der ned hvis du hele tiden skal gøre det der.” Jeg sagde det grinende og kyssede ham igen. Han begyndte og gå ned mod havnen, med mig i favnen. Da vi endelig nåede der ned, sad vores venner der allerede. Oliver satte mig ned, og gik over til posen med alkohol, som stod på bordet. Han tog to øl og rakte mig den ene. Jeg havde ikke lyst til øl, noget stærkere ville være bedre. ”Har i ikke noget stærkere?” Oliver gik hen til posen igen og fandt en flaske med Gajol. ”Meget bedre.” Sagde jeg og rakte ud efter den. Men han træk sin hånd tilbage, da jeg næsten havde fat i den. ”Oliver.” Sagde jeg fornærmet for sjov. ”Hvad er der lille Diana.” ”Jeg er faktisk kun et år yngre end dig, og giv mig så flasken.” Da han ikke gav mig den, gik jeg helt hen til ham. Jeg kunne mærke han blev ufokuseret, så jeg skyndte mig at tage flasken, og gå væk fra ham. Jeg rakte tunge ad ham og grinede højt sammen med ham.

 

Hun var endelig vågnet op fra mareridtet, andre ville nok ikke kalde det et mareridt, men det var jo heller ikke en drøm. Mere ligesom et flashback, et af de flashback man gerne vil undgå. Undgå ligesom alle de minder hun havde om Oliver. Minderne om hendes døde kæreste. Men stemmerne blev ved med at minde hende om det, fik hende til at føle skyld. Den her gang mindede de hende om sidste gang Oliver og hende havde grinet sammen, det burde være et lykkeligt minde, men alle minderne der handlede om Oliver, var smerte fulde. Diana gav sig tid til at kigge rundt om sig, hun skulle lige vende sig til det skarpe lys, i det hvide rum. Hun blev ikke bange, for hun havde været her så mange gange før, akutafdelingen. Men i det hun så ned på droppet i sin hånd, fortalte stemmerne hende hun skulle blive vred. I højre hånd, så hun den forfærdelige nål, der var spændt fast med noget plastik. Fra nålen bevægede der sig en lang gummislange op til en lille droppose, der var fyldt med noget gennemsigtigt stads. Stemmerne sagde det var forkert, sagde det ville dræbe hende, sagde at hvis hun blev her ville hun dø, sagde at hun skulle hive nålen ud. Hun begyndte at skrige, at kæmpe. Smerten i venstre hånd voksede, men hun var ligeglad, hun skulle væk. Hun greb fast om plastikken og flåede det ud af hånden. En tynd stribe blod begyndte at løbe fra hendes hånd. Hun kastede sig mod gulvet, som hun ramte med et højt brag.

 

Så prøvede hun at rejse sig, men hendes ben var svage og udmattede. Hun havde ingen kræfter, ikke et gram energi tilbage i kroppen. Men adrenalinen og frygten for at dø pumpede, tvang hendes krop til at kæmpe lidt mere. Hun kom med besvær op og stå, og kastede sig mod døren. Hun prøvede på at åbne døren, men den føltes tusind kilo tung, hun kunne ikke åbne den. Hun kæmpede, trak, hev, sled og skubbede, men kunne stadig ikke åbne den. Til sidst gav hun op. Hun lænede sig ind mod væggen og gled ned i siddende stilling. Nogen måtte have hørt postyret, for tre sygeplejersker og en læge styrtede ind på hendes værelse, for at finde hende dér. Afkræftet og mere bange end hun nogensinde havde følt sig, alt sammen begrund af stemmerne. Synet af de fire mennesker gjorde hende bare endnu mere vred. Hun fik med besvær rejst sig, og skubbede til den ene sygeplejerske, der straks greb fat i hendes hånd. ”Slap af, Diana” Diana begyndte at skrige, en høj skinger lyd. Hun kunne svagt høre hendes navn blive sagt, men stemmerne sagde hun skulle blive ved. Hun blev ved indtil hun mærkede et lille stik i skulderen og så tågede det hele i en fjern masse, der gled sammen og blev hvidt. Alt tonede ud i sort og blev til bevidstløshed.

 

Hun åbnede langsomt øjnene, og så en dame stå med ansigtet over hende. ”Hvor er jeg?” Spurgte hun damen. ”Du er på en psykiatrisk afdeling.” Sagde damen og gik ud af rummet igen. Hun kiggede sig rundt i rummet, som viste sig at være alt for lille, og alt for hvidt. Hun rejste sig op fra den seng hun lå i, hendes ben var stadig svage, men hun kunne godt gå. Hun gik hen til døren, men åbnede den ikke, for uden for døren kunne hun høre to stemmer. Den ene tilhørte damen der havde været inde hos hende. ”Diana Smith, 18 år, tvangsindlagt, begrundet af selvskader, og forsøg på selvmord. Hun mener hun hører stemmer i hovedet, som siger hvad hun skal gøre.” Jeg havde aldrig forsøgt at begå selvmord, det ville jeg jo dø af, og så ville jeg sikkert møde Oliver, så det kunne jeg aldrig finde på. Og jeg mener ikke at jeg hører stemmer! Jeg hører stemmer. Hun besluttede sig for at hade damen, hade hende for at sige ting der ikke passede. ”Hvordan ser hun ud?” Den anden stemme tilhørte en mand, en mand som ikke lød særlig gammel. Men hvorfor ville han vide, hvordan hun så ud? ”Meget slank, høj og langt brunt hår.” Diana kiggede ned af sig selv, hun var da ikke meget slank, hendes mave så da normal ud, ikke for tyk og ikke for tynd. ”Men er du sikker på at du vil der ind? Du kan stadig nå at fortryde.” Damen talte til drengen, som om han var en lille dreng, hun skulle overtale til noget. ”Ja, jeg er sikker. Det er det eneste rigtige.” Han svarede med en sikker og fast stemme. ”Hvad mener du med det rigtige?” Damen lød pludselig meget nysgerrig. ”Det har noget at gøre med min bror”

Døren til rummet gik op, og ind kom manden. Hun kiggede op på ham og fik et chok, hun kiggede på hans mørke brune, næsten sorte hår. Hun kiggede ind i hans øjne, hans grønne øjne, der virkede alt for bekendte. Og uden hun ville det, blev hun suget ind i minderne, fra dengang.

 

”Oliver! Kom nu!” Jeg kiggede på Oliver, som stadig sad over ved bordet, sammen med de andre. ”Jeg kommer nu.” Han rejste sig roligt op, og gik hen til mig. Jeg gik over til ham, og kunne mærke at jeg slingrede, jeg havde nok fået lidt for meget at drikke. Jeg tog Oliver i hånden og trak ham med mig. Vi gik ned til havnekanten hånd i hånd. Da vi kom derned, vendte jeg mig mod ham. Tog mine hænder omkring hans nakke, og legede med hans mørke brune, næsten sorte nakkehår. Jeg kiggede ham i øjnene, hans fantastiske græs grønne øjne. ”Jeg elsker dig, Diana.” Hun blev helt forbavset over hvad han sagde, det havde han aldrig sagt. Jeg var alt for fuld til at håndtere ordene, så jeg regerede på en anden måde. ”Skal vi ikke bade?” Jeg kiggede forventnings fuldt på Oliver. ”Diana, man kan ikke bade i en havn, desuden er vandet alt for koldt.” ”Men jeg vil bade!” Jeg gik hen til kanten, men Oliver tog fat i min skulder. ”Skat, lad os nu bare gå ned til de andre.” Men det ville jeg ikke, jeg ville bare bade! Jeg lænede mig lidt baglæns, uvidende om at jeg stod helt ude på kanten. Min hæl gled, og jeg faldt baglæns, baglæns ned i vandet. Jeg skreg højt, inden jeg ramte vandet, så jeg Oliver springe ned efter mig.

 

”Diana! Diana!” Fyren rystede hårdt i min skulder, vækkede mig heldigvis fra de forfærdelige minder. Men stemmerne sagde at det han havde gjort var forkert, sagde at han ville mig ondt. ”Hvad fanden laver du?” Jeg stirrede ondt på ham, han havde ikke gjort noget forkert, han lignede jo bare Oliver lidt, han var jo ikke Oliver. Jeg prøvede langsomt at modarbejde stemmerne. Men stemmerne… De forfærdelige ondskabsfulde stemmer. De hviskede, tiggede, bad, men det var som om det foregik på et andet sprog – et sprog fra helvede. Det blev værre for hvert sekund det gik, for hvert sekund jeg modarbejde dem. Til sidst blev det for meget, og hun begyndte med at skrige. ”Stop. Vil i ikke nok stoppe, jeg har altid gjort alt hvad i har bedt om!”

Men stemmerne stoppede med det samme, at drengen havde lænet sig ned til mig, og hvisket mig i øret. ”Slap af, Diana. Bare slap af.” Jeg slappede langsomt af i skuldrene, og meget forbavset over at stemmerne var stoppet, begyndte jeg at trække vejret langsomt. Hvem var fyren, og hvordan kunne han få stemmerne til at stoppe? ”Hvem er du? Og hvorfor ligner du ham så meget?” Jeg kiggede ind i de grønne øjne. ”Fordi jeg er Olivers bror. Jeg hedder Oskar.” Jeg kiggede forbavset på ham, han løj jo, Oliver havde ikke nogen bror. ”Lad være med at lyve, jeg ved godt han ikke havde nogen bror! Hvem er du?” Jeg kiggede på ham med vrede øjne. ”Jeg er hans bror, du har bare aldrig mødt mig. Og det forbavser mig ikke at Oliver aldrig talte om mig, han hadede mig.” Havde Oliver haft en bror, hvorfor havde jeg så aldrig mødt eller hørt om ham? ”Hvorfor hadede han dig?” ”Jeg var alt han ikke var, efter hans egen mening.” ”Hvorfor er du her? Hvorfor er du ikke bange for mig? Det plejer alle og være.” Jeg kiggede trist på ham. ”Hvad laver du her overhovedet, hvad vil du mig?” ”Jeg vil hjælpe dig, få dig ud her fra.” Han ville få mig ud her fra? Det kan ikke lade sig gøre, ikke så længe stemmerne herskede over hendes tanker. Hun ville ikke ud, før stemmerne er væk, hun havde gjort nok for dem, her kan hun ikke gøre skade på sig selv. ”Det kan du ikke! Ikke så længe stemmerne er i her.” Han kiggede på mig, men ikke med et blik, der sagde jeg var sindssyg, men med et blik fuld af medfølelse. ”Er stemmerne her nu?” Hvorfor spurgte han om det? ”Nej, de forsvandt. De forsvandt da du begyndte at tale.” Jeg sagde det som et spørgsmål, og ikke som et svar. For jeg var stadig i tvivl, om det var ham der var ham der var skyld i stemmernes forsvinden. ”Jeg kan og vil hjælpe dig.” Han kunne ikke hjælpe, hvornår forstod han det? ”Det kan du ikke! Og gå så” Han rejste sig op og åbnede døren. ”Jeg kommer tilbage, om du vil have det eller ej.” Da Oskar var gået, rejste hun sig op, og gik hen og lagde sig ned i sengen. Der gik ikke lang tid før hun sov.

 

Hun svømmede op mod overfladen, vandet var koldt, så hun kunne næsten ikke bevæge benende. Hun kunne endelig trække vejret igen, men det var som om hendes hjerte, stoppede et øjeblik. Synet der mødte hende var forfærdeligt. Hun så Oliver, flydende på vandet. Hun svømmede over til ham med det samme, hun skreg hans navn, men han blev ved med at ligge stille. Hun var endelig henne ved ham. Hun skreg hans navn flere gange, men han blev ved med bare at ligge, uden bevægelser, kun vandets vuggen.

 

Hun skreg og skreg, højt og lang. Hun stoppede først da en hånd lagde sig på hendes kind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...