Skumring - en sidste gang.

Hvis du bare ville væk fra denne verden, ville du så tage springet over til den anden side?

1Likes
0Kommentarer
329Visninger

1. Skumring.

 

Blå læber og et blegt ansigt. Den kolde vind rev i hendes lunger. Hver gang hun trak vejret føltes det som om, at hun skulle brænde ihjel i et kæmpe flammehav. Der kom endnu et koldt vindpust, og hun havde fået gåsehud. Hun gik med hastige skridt hjem. Hun ville bare væk. Det var det eneste hun ville. Hvad der nogensinde havde fået hende ud i det her, vidste hun end ikke selv. 
En sort bil rullede op ved siden af hende, og hun blev i et kort sekund bange. Men så havde den bare kørt videre.

Hvordan det var gået til, vidste hun ikke, men nu stod hun foran den falmende facade. Hun stod i et kort sekund og betragtet huset. Det havde engang været et flot hus. Med grønne mure og børnefamilier. Men det var lang tid siden. Nu var det mest brugt af andre typer. Andre typer, præcis som hende.  
Lyset var slukket i vinduet på 2. sal.
Hun låste sig ind i opgangen, og den sædvanlige lugt af røg og alkohol, blandede sig med en lugt af bræk.  Hun gik med tunge skridt op af trappen. Benene syntes tungere for hvert trin. Nøglerne raslede i låsen, og hun gik langsomt ind i stuen.
Hun vågnede op, 3 timer efter, på sofaen.

Hun gik igen ud på gaden. Denne gang for at lede efter kunder. Hun havde brug for penge, for uden penge ville hun ikke kunne få sit fix. Og lige nu var det, det hun havde brug for. Hun havde brug for at komme væk fra den virkelige verden, og i stedet komme ind i hendes drømmeverden.
Men heldet var ikke med hende. Der var ingen kunder klokken 01 om natten. De fleste havde allerede fundet en, og var i gang et eller andet sted.  Hendes fødder var begyndt at være ømme, så hun tog støvlerne af, og satte de bare fødder på det kolde fortov.  Hun trak den korte kjole lidt længere ned, og satte sig ned på kantstenen. Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Det eneste hun ville, var bare at komme væk. Væk fra de fremmede mænd, væk fra den gamle lejlighed, væk fra alt! Hun kunne ikke klare det mere. Det var en ond spiral, og tiden var nu inde til at bryde den. Hun sukkede, og indså at det aldrig ville ske. Hun var ligeså hjælpeløs, som da hun kom til verden. Hun rejste sig langsomt op, mens tårerne trak hendes mascara med sig. Hun gik med tunge trin tilbage til sin lejlighed. Hun lagde sig på den hårde madras, og tog derefter langsomt sit tøj af. Først den korte, sorte kjole, dernæst de knælange støvler og til sidst netstrømperne. Hovedet søgte mod puden, og der gik ikke mange sekunder før hun lå i en dyb søvn.
Der lå hun så, midt i det turbulente og ødelagte liv, og drømte sukkersøde drømme. Om engle der tog hende med til den anden side. Til et sted uden fremmede mænd, uden kulde og uden mørke. Til et sted så fantastisk, at hun godt vidste hun drømte. Men hun syntes alligevel, at det var en rar følelse.  Og der lå hun så, i sin egen lille drømmeverden, og havde for første gang i lang tid det godt.

Drømmen var nok grunden til, at hun havde sovet så længe. Da hun var stået op var klokken allerede 18. Hun gik igen ned på gaden, for at lede efter kunder. Og der gik ikke så længe, før der var en. Hun kørte hjem til ham i hans sorte Volvo.
Hans hus var stort og med udsigt over byen. Soveværelset lå på 1. sal, og var et kæmpe hvidt lokale, med den største og blødeste seng, hun nogensinde havde set. Dette var nok den eneste ting ved jobbet, som var godt. At komme ind i et ordentligt hus, og lægge sig i en ordentlig seng.
Hun kom ud nogle timer senere og nogle tusinde kroner rigere. Hun prøvede at ryste aftenens oplevelser i soveværelset af sig, men hun kunne ikke. Hendes brudte hud gjorde ondt, og der dryppede blod ned fra hendes underlæbe. Hun besluttede sig derfor, at gå ned på det sædvanelige gadehjørne, så hun kunne få noget, der kunne tage hende væk. Langt væk, fra alt i hendes liv.

Det var ved at være skumring, og vejret var blevet en del køligere. Hun skuttede sig i sin tynde frakke, og skyndte sig hjem til den forfaldne lejlighed. Pillerne raslede i hendes lomme, og hun tog hånden ned i frakkelommen. Både for at dæmpe pillernes raslen, men også for at mærke, at de stadig var der. Det var hendes sidste håb, hendes flugt væk fra det hele, hendes rejse til hendes drømmeverden. Hun sukkede og gik endnu hurtigere.

Hun gik endnu en gang op af trinene, der ledte op til 2. sal.
Hun fik besværet mast nøglen ind i låsen, og åbnede den slidte hoveddør. Hun tog pillerne, og lagde dem på det gamle spisebord. Derefter begav hun sig ud i køkkenet, for at tage et pestramt glas fra det grå overskab. Hun fyldte det med kold vand fra hanen, og satte sig ned ved spisebordet. Stolen knirkede da hun satte sig ned, men hun var ret ligeglad. Hun var ligeglad med alt lige nu. Hun tog pillerne i hånden, og kiggede ud af vinduet. Kiggede ud på skumringen. ”Den er egentlig ret flot” tænkte hun sørgmodigt, synd at det skulle blive den sidste.
Hun satte glasset til læberne, og tog en slurk. Det kolde vand føltes godt i munden og beroligede hende. Hun tog endnu en slurk og slugte samtidigt også pillerne.

”Nu kommer jeg væk. Jeg flytter ud af dette sted, og ind på den anden side” Dette var hendes sidste tanker, før englene kom og tog hende med væk, væk fra dette liv, fra lejligheden, væk fra det hele, og med over på den anden side.Blå læber og et blegt ansigt. Den kolde vind rev i hendes lunger. Hver gang hun trak vejret føltes det som om, at hun skulle brænde ihjel i et kæmpe flammehav. Der kom endnu et koldt vindpust, og hun havde fået gåsehud. Hun gik med hastige skridt hjem. Hun ville bare væk. Det var det eneste hun ville. Hvad der nogensinde havde fået hende ud i det her, vidste hun end ikke selv. 

En sort bil rullede op ved siden af hende, og hun blev i et kort sekund bange. Men så havde den bare kørt videre.

Hvordan det var gået til, vidste hun ikke, men nu stod hun foran den falmende facade. Hun stod i et kort sekund og betragtet huset. Det havde engang været et flot hus. Med grønne mure og børnefamilier. Men det var lang tid siden. Nu var det mest brugt af andre typer. Andre typer, præcis som hende.  
Lyset var slukket i vinduet på 2. sal.
Hun låste sig ind i opgangen, og den sædvanlige lugt af røg og alkohol, blandede sig med en lugt af bræk.  Hun gik med tunge skridt op af trappen. Benene syntes tungere for hvert trin. Nøglerne raslede i låsen, og hun gik langsomt ind i stuen.
Hun vågnede op, 3 timer efter, på sofaen.

Hun gik igen ud på gaden. Denne gang for at lede efter kunder. Hun havde brug for penge, for uden penge ville hun ikke kunne få sit fix. Og lige nu var det, det hun havde brug for. Hun havde brug for at komme væk fra den virkelige verden, og i stedet komme ind i hendes drømmeverden.
Men heldet var ikke med hende. Der var ingen kunder klokken 01 om natten. De fleste havde allerede fundet en, og var i gang et eller andet sted.  Hendes fødder var begyndt at være ømme, så hun tog støvlerne af, og satte de bare fødder på det kolde fortov.  Hun trak den korte kjole lidt længere ned, og satte sig ned på kantstenen. Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Det eneste hun ville, var bare at komme væk. Væk fra de fremmede mænd, væk fra den gamle lejlighed, væk fra alt! Hun kunne ikke klare det mere. Det var en ond spiral, og tiden var nu inde til at bryde den. Hun sukkede, og indså at det aldrig ville ske. Hun var ligeså hjælpeløs, som da hun kom til verden. Hun rejste sig langsomt op, mens tårerne trak hendes mascara med sig. Hun gik med tunge trin tilbage til sin lejlighed. Hun lagde sig på den hårde madras, og tog derefter langsomt sit tøj af. Først den korte, sorte kjole, dernæst de knælange støvler og til sidst netstrømperne. Hovedet søgte mod puden, og der gik ikke mange sekunder før hun lå i en dyb søvn.
Der lå hun så, midt i det turbulente og ødelagte liv, og drømte sukkersøde drømme. Om engle der tog hende med til den anden side. Til et sted uden fremmede mænd, uden kulde og uden mørke. Til et sted så fantastisk, at hun godt vidste hun drømte. Men hun syntes alligevel, at det var en rar følelse.  Og der lå hun så, i sin egen lille drømmeverden, og havde for første gang i lang tid det godt.

Drømmen var nok grunden til, at hun havde sovet så længe. Da hun var stået op var klokken allerede 18. Hun gik igen ned på gaden, for at lede efter kunder. Og der gik ikke så længe, før der var en. Hun kørte hjem til ham i hans sorte Volvo.
Hans hus var stort og med udsigt over byen. Soveværelset lå på 1. sal, og var et kæmpe hvidt lokale, med den største og blødeste seng, hun nogensinde havde set. Dette var nok den eneste ting ved jobbet, som var godt. At komme ind i et ordentligt hus, og lægge sig i en ordentlig seng.
Hun kom ud nogle timer senere og nogle tusinde kroner rigere. Hun prøvede at ryste aftenens oplevelser i soveværelset af sig, men hun kunne ikke. Hendes brudte hud gjorde ondt, og der dryppede blod ned fra hendes underlæbe. Hun besluttede sig derfor, at gå ned på det sædvanelige gadehjørne, så hun kunne få noget, der kunne tage hende væk. Langt væk, fra alt i hendes liv.

Det var ved at være skumring, og vejret var blevet en del køligere. Hun skuttede sig i sin tynde frakke, og skyndte sig hjem til den forfaldne lejlighed. Pillerne raslede i hendes lomme, og hun tog hånden ned i frakkelommen. Både for at dæmpe pillernes raslen, men også for at mærke, at de stadig var der. Det var hendes sidste håb, hendes flugt væk fra det hele, hendes rejse til hendes drømmeverden. Hun sukkede og gik endnu hurtigere.

Hun gik endnu en gang op af trinene, der ledte op til 2. sal.
Hun fik besværet mast nøglen ind i låsen, og åbnede den slidte hoveddør. Hun tog pillerne, og lagde dem på det gamle spisebord. Derefter begav hun sig ud i køkkenet, for at tage et pestramt glas fra det grå overskab. Hun fyldte det med kold vand fra hanen, og satte sig ned ved spisebordet. Stolen knirkede da hun satte sig ned, men hun var ret ligeglad. Hun var ligeglad med alt lige nu. Hun tog pillerne i hånden, og kiggede ud af vinduet. Kiggede ud på skumringen. ”Den er egentlig ret flot” tænkte hun sørgmodigt, synd at det skulle blive den sidste.
Hun satte glasset til læberne, og tog en slurk. Det kolde vand føltes godt i munden og beroligede hende. Hun tog endnu en slurk og slugte samtidigt også pillerne.

”Nu kommer jeg væk. Jeg flytter ud af dette sted, og ind på den anden side” Dette var hendes sidste tanker, før englene kom og tog hende med væk, væk fra dette liv, fra lejligheden, væk fra det hele, og med over på den anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...