Helt ude i skoven

Isabella er 17 år, hun bor på en gård sammen med moren Tinna faren Mikkel og søsteren Sofia. Sammen har de en pony ved navn Lanselot, Lanselot er en shetlænder han er 13 år ,og bliver ikke længere redet. Lanselot er Bellas pony, hun fik ham da han kun var 4 åring, derefter red hun ham indtil at hun kunne hoppe af ved af sætte fødderne i jorden og blive stående. Lanse var, jeg mener VAR engang en smuk pony med mange krafter, men efter Bella holdt op med at ride ham blev musklerne mindre dag for dag. Det er 6 år siden han sidst er blevet redet, men Bella longere ham stadig, han er doven, og broget brun og hvid. Bellas lillesøster Sofia er 7 år, og Bella har udtænkt at hun skal ride Lanselot...

Da Bella finder Plet i skoven bliver det hele først til en gåde...

3Likes
17Kommentarer
1070Visninger
AA

3. "Lidt foder til Hr. Hest?"

"Pony, pony." kaldte jeg. Hesten kiggede på mig med et udersøgende blik, den bakkede, tydeligvis bange. Jeg gik ind på midten af folden og satte den på midten. Jeg havde stadig et par hestegodbidder i lommen, jeg tog en frem og kastede den et stykke væk fra hesten, og tættere på mig. Den gik langsomt frem til godbiden, men bakkede tilbage, og gik frem og spiste den.

Jeg rakte hånden frem med en ny godbid på. Først lagde den ørerne fladt ned, men gik tættere på, travede rundt om mig. Til sidst prustede den som om den sagde " Helt ærligt! Hvorfor står du der og flagre?" og to korte skridt over til mig, og bed ud efter godbiden. Den tog den.

Jeg ud og hentede foderspanden, med foder og æbler i. Jeg satte den ind i midten af "folden". "Hej Hr. Hest, skal du have lidt foder?" , jeg gik ud og lod den spise selv. Jeg bestemte mig for at kigge mig lidt omkring.

Der var ikke rigtigt mere, for skuret var låst. " Bella, hvad vil du gøre nu?"spurte Sonja. " Tager hesten selvfølgelig!"svarede jeg. " Men hvordan? Har du bare tænkt dig at ride den hjem?, eller hvad er det lige præsist du har tænkt dig?" spurte hun, med sit ejne øjenbryn løftet, og armene over kors. " Ja, altså... ja, det er hvad jeg vil gøre!" Jeg kunne mærke at det var det jeg ville gøre! Jeg vidste at den skulle være min, min, min for altid!

Jeg gik igen ind til hesten, som virkede mere medgørlig nu, han gik nu hend imod mig... friviligt. "Hej Ponse." hviskede jeg. Jeg rakte hånden frem imod hestens hoved, men det bakkede. Men jeg ville ikke give op, så jeg bakkede væk. Så gik hesten frem mod mig igen. Min pegefinger ramte forstigtigt panden på den, hesten blev lidt forskrækket, men lod mig ae den på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...