I don't want your help 2. - One Direction

Clementine er kommet ud af fængslet efter det ene år for at have gjort så meget vold med Austin selvom han fortjente det så kunne hun ikke bevise at han havde gjort hende så meget vold og de fandt heller aldrig ud af at det var ham der havde gjort det mod Niall. Clementine står uden hjem og vil ikke tilbage til sin bror som ikke har været på besøg. Hun burde aldrig have stolt så meget på ham eller nogen af dem. Hun betød jo ingenting for ham som hun altid havde følt, men i sidste ende havde troet på det. Han havde endda bare fået hendes ting hen i fængslet til når hun kom ud.
Clementine er indebrændt på dem alle sammen, hun troede virkelig de holdte af hende men nej! Clementine har bestemt at hun vil fortælle verden hvem hun er, kun for at gøre det mod det ellers så fantastiske band One Direction. Hun vil begynde at drikke, ryge, tage stoffer og gå i seng med fremmede. Det har store konsekvenser for bandet. Vil de få hende til at stoppe ved at opsøge hende eller sige undskyld?

26Likes
35Kommentarer
3678Visninger
AA

6. Why try?

 

Harrys synsvinkel.  

Hun stoppede stille og roligt med at slå på mig faktisk stoppede hun med det hele og blev hel slap. Hvad var der dog sket med hende… Okay det er nok vores skyld men hvorfor gå så langt? Jeg sukkede og trak hende lidt ud. Hvorfor fanden hade hun fået den der fucking piercing? Jeg sukkede og kiggede på hendes ansigt som ellers normalt ikke havde tyve kilo makeup på. Jeg løftede hende stille op, mens jeg gik hen mod bilen, da jeg kom i tanke om at jeg var alt for fuld til at køre. Jeg drejede rundt og gik mod klubben igen.

Jeg kiggede mig omkring og så alle de paparazzier der var, så jeg tog bagindgangen, hvor jeg skulle mødes med drengene. Jeg åbnede døren og så alle drengene som skiftede med at kigge på mig og Clementine som ”sov” i mine arme. ”Hvad er der sket?” Spurgte Niall forvirret og på samme tid nervøs. ”Hun besvimede,” mumlede jeg stille. ”Hun begyndte at råbe og sagde alt muligt med det var vores skyld, mens hun slog mig på brystet og hun græd…” Jeg så kort væk da jeg faktisk ikke ville tro på det men jeg vidste det var vores skyld på en eller anden måde.

”Lad os tage hjem til mig og Harry,” smilede Louis og gik ud af døren. Vi andre gik med ud så vi kunne få en taxa da de ville være en lidt lang tur hjem, hvis vi skulle gå. Jeg stod i min egen lille verden da mit navn blev sagt. ”Kommer”, mumlede jeg og gik hurtigt hen til taxaen. Jeg så på Zayn som havde sat sig ind på forsædet. ”De andre tager en anden taxa,” sagde Zayn og sendte mig et kort smil. Jeg nikkede og mumlede et okay eller sådan noget i den stil. Jeg sad og tænkte på de ord hun sagde, alt det med at det var vores skyld. Især en af dem: ”DU SKAL FORHELVED IKKE STÅ AOG LYVE MIG LIGE OP I ANSIGTET. DU ELSKER MIG IKKE SÅ HAVDE DU IKKE FORLADT MIG PÅ DEN MÅDE. FORSTÅR DU DET. JEG VAR FORELSKET I DIG MEN DU KOM ALDRIG. DU BRUGTE MIG BARE.” Selv inde i mit hoved blev råbt som hun gjorde.

Jeg sukkede lig lænede kort i mit hoved tilbage og ventede på at vi kom hjem så jeg kunne sove, slippe for de tanker der køre rundt i mit hoved. En lyd fik jeg til at åbne øjnene, jeg kiggede ned og så på Clementines hoved som lå på mit skød. Hendes øjne åbnede kort inden de lukkede igen og så forsatte hun med at sove. Jeg sukkede kort lettet og så ud af vinduet og så at jeg kunne begynde at kende de bygninger der var her ret godt.

Jeg fik hende med besvær ud af bilen og op af trapperne. Jeg fik Zayn til at åbne døren for mig da jeg ligesom ikke selv kunne. Jeg gik stille ind i soveværelset hvor jeg lagde hende stille ned i min seng, jeg havde bestemt at hun fik min seng og jeg så sov inde hos Louis da jeg tror vi bare gjorde hende mere sur hvis hun vågnede op med mig ved siden af sig. Drengene havde lagt sig ude i stuen hvis hun nu skulle prøve at gå så ville de nok høre det. Jeg smilede til drengene. ”Godnat booys,” smilede jeg og gik ind til Louis. ”Godnat,” sagde jeg og gav ham et kram inden jeg smed mig i sengen. Jeg lukkede øjnene og prøvede at sove selvom det var ret svært, til sidst faldt de i.

 

**

 

Clementines synsvinkel.

Jeg slog øjnene op og så mig forvirret omkring, jeg havde ondt i hovedet og helt sikkert tømmermænd. Jeg nikkede mig omkring, jeg følte at jeg havde været her før. Jeg rejste mig sukkene og så at jeg stadig havde min kjole på. ”Hvad sker der lige her,” mumlede jeg og gik ud af en dør som førte ind til badeværelset. Jeg fjernede det makeup jeg havde i ansigtet så jeg slet ikke havde noget. Jeg synes ikke selv jeg var særlig køn uden men det kunne være røv lige meget, jeg tog bare en taxa hjem så ingen så mig. Jeg kiggede mig omkring og så en børste som jeg tog op og begyndte at kører den igennem mit hår. Jeg gemte det sitecut jeg havde og satte det op i en hestehale. Jeg kiggede mig i spejlet, jeg lignede den gamle jeg godt nok med piercing og brunt hår. Jeg gik ud her fra og i rummet jeg kom fra.

Jeg tog mine stilletter i hånden og listede stille ud af rummet, da jeg faldt over et heller andet og faldt ned på noget andet. Jeg åbnede øjnene og så på Niall som også havde åbne øje. Et skrig undslap min læber og jeg rejste mig hurtigt op. Jeg drejede mig og så Liam ligge med åbne øjne. Alle drengene lå her undtaget Louis og Harry som sikkert sov i deres senge. Det var løgn, hvad lavede jeg her. Jeg lukkede kort øjnene og alt kom tilbage.

Personen slap ikke så jeg drejede mig for at se hvem fanden det var der havde fat i mig. ”Harry,” gispede jeg, han så vred ud. ”Hvad fanden har du gang i,” hvæsede jeg. ”Hvad jeg har gang i, hvad har du gang. Du tager stoffer, drikker, du går i seng med alle og den der piercing. Du er ikke dig selv mere, hvad er der sket?” Han var vred i starten men så blev hans stemme svagere og svagere. ”HVAD DER SKET MED DIG,” jeg tog en dyb indånding for ikke at råbe. ”Det er jeres skyld og kun jeres,” min stemme svag og det var ikke meningen. ”Hvordan kan de være det,” sagde han lidt vredt og slap mit håndled imens han begyndte at gå fra side til side. ”I kom ikke en gang og sagde hej. I kom aldrig, ikke en gang på min fødselsdag. Jeg troede vi alle var venner, at Niall elskede mig, at vi havde noget. Du kyssede mig gik endda i SENG MED MIG. I havde fået mine ting hen i fængslet så i ikke skulle bekymre jer om jeg kom hen til Niall for at hente det. Til sidst læste jeg avisen hvor der var billede rat dig der kyssede med en pige fra hver måned jeg var i fængslet. Så kan jeg jo bare se jeg ikke betyder en fucking skid for dig.” Jeg holdte en pause for at se på Harry som så chokeret ud og på samme tid trist. ”Clementine selvfølgelig betyder du noget for mig, jeg elsker dig jo. Jeg var bare ked af det.” Sagde han roligt og prøvede at fange mit blik der søgte alle andre steder end hans øjne. Vreden og sorgen tog over. Tårerne pressede på, han løj for mig lige op i ansigtet. Hvis han elskede mig så havde han ikke været sammen med de mennesker og han havde besøgt mig! ”DU SKAL FORHELVED IKKE STÅ AOG LYVE MIG LIGE OP I ANSIGTET. DU ELSKER MIG IKKE- SÅ HAVDE DU IKKE FORLADT MIG PÅ DEN MÅDE. FORSTÅR DU DET. JEG VAR FORELSKET I DIG MEN DU KOM ALDRIG. DU BRUGTE MIG BARE.” Skreg jeg og mærkede at tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder. Jeg vendte mig om for at gå da han trak mig ind til sig. ”Slip mig,” hulkede jeg helt svagt.  

Jeg rystede på hovedet. Jeg havde grædt, jeg havde fucking grædt foran Harry og så havde han taget mig med hjem!! Jeg havde tydelig sagt at jeg ikke gad dem. ”Hvad fanden laver jeg her?” Sagde jeg vredt og var på kanten til at råbe. ”Du har tydeligvis brug for hjælp,” sagde Zayn vredt. ”Mig brug for hjælp.” Jeg grinede. ”Slet ikke jeres. Det er faktisk jeres skyld jeg er som jeg er. Jeg kan da godt lide den jeg er, især den her piercing.” Sagde jeg og slikkede mig på overlæben mens jeg kiggede provokerende i Zayns øjne. Han havde engang sagt at han ikke synes det var grimt. ”Smuk, du er fandeme ikke dig selv. Du har brunt hår, det er godt nok ikke grimt, men dit lange lysehår var smukt, og den piercing er skide grim.” Sagde Zayn vredt og gik tættere på mig. ”Tak jeg er smigret over du synes jeg er smuk. Du er heller ikke selv den værste.” Grinede jeg og blinkede. ”Forstår i ikke bare at jeg gider jer. I er ude af mit liv så hvorfor lader i ikke bare mig være.” Sagde jeg og lagde mine arme over kors. ”HOLD NU BARE KÆFT,” Råbte Zayn og gik helt hen til mig. ”Zayn,” sagde Liam og Niall i kor. Døren gik op og Harry og Louis kom ud. Jeg løftede begge øjenbryn. ”Hvad vil du så gøre nu?” Han svarede ikke, ”slå mig?” Spurgte jeg med en babystemme. ”Du er jo syg,” sagde han og så mig i øjnene.” ”I lige måde,” svarede jeg selvsikkert. Hans øjne lyste af vrede hvilket gjorde mig lidt bange men jeg viste det ikke. Jeg grinede inden jeg drejede rundt. ”Denne gang får i mig ikke til at falde for det skuespil i havde sidst.” Grinede jeg. ”Skuespil?” Sagde Liam forvirret. Jeg drejede mig og så på ham. ”Ja skuespil, i er fucking fake alle sammen. Især Niall og Harry,” jeg pegede på dem. ”Du gik bare igen seng med mig, sagde du elskede mig, lod som om du blev sur da du troede jeg havde noget med og nåår ja, jeg var i seng med ham hvis du gerne vil vide det.” Jeg holdte en pause inden jeg kiggede på Niall som bare stirrede på mig med triste øjne. ”Og dig Niall, min elskede bror. Du fik alt opmærksomheden af vores forældre, de elskede kun dig, du elskede mig ikke en gang. Du kunne ikke tage at være i nærheden af mig. Du sagde til mig det ikke passede jeg og troede på det, men ingen af jer og mener ingen af jer kom til mig da jeg var i fængslet!” Min stemme blev vred. ”DET ER FUCKING JERES SKYLD AT JEG ER SOM JEG ER! I KOM ALDRIG DA JEG VAR I FÆNGSLET, JEG GJORDE DET FOR JERES SKYLD. HAN BRÆKKEDE DINE BEN NIALL OG DET GJRODE SÅ ONDT PÅ MIG AT JEG VIDSTE JEG SKULLE GØRE NOGET. DU FIK MIG TIL AT FALDE FOR DIG HARRY. JEG SAD INDE I FÆNGSLET I ET FUCKING ÅR OG I FALDTE AT JEG IKKE VAR NOK VÆRD AT KOMME OG BESØGE. I FIK MINE TING IND I FÆNGSLET SÅ I SLAP FOR AT SE MIG. FORSTÅR I HVOR HÅRDT DET TOG PÅ MIG AT JEG LUKKEDE FEM DRENGE IND I MIT LIV SÅ HURTIGT OG SÅ FORLADER I MIG BARE!” Tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder. ”Clem,” hviskede Niall. ”Nej,” sagde jeg og tørrede panisk tårerne væk. ”Jeg vil ikke have jer i mit liv, det har i selv ødelagt. Jeg kan ikke engang forstå hvorfor i prøver. Det var ikke meningen det skulle ende sådan her, men nu hvor vi er i gang så kan jeg godt fortælle jer at jeg kun gør det her for at ødelægge alt for jer som i ødelagde for mig.” Jeg smilede og så rundt på dem alle som så chokeret ud. ”Hvad med de stoffer du tager,” sagde Harry vredt og knyttede næverne. ”Jaa, det er bare dejligt at tage,” løj jeg og blinkede med et ene øje inden jeg gik mod ud gangen.

Liams synsvinkel.

Det er på en måde vores skyld hun er som hun er. ”Hun er ikke sig selv,” hviskede Zayn og kløede sig i panden. Hun vidste ikke hvor meget vi holdte af hende. ”Det er vores skyld, vi skulle være taget der hen selvom de sagde vi ikke skulle.” Hviskede Niall. Vi andre nikkede, han havde ret. Hun var knust over at vi ikke kom fordi hun holdte så meget af os og troede bare det hele var en stor løgn, men det gjorde det heller ikke bedre at Harry havde været sammen med nogen i hver måned.  

-------------------------------------------------

Undskyld ventetiden men jeg skal snart flytte så jeg skulle male. Som i nok ved er skolen og så en stor del så jeg skal også holde den. :-D Håber i kan lide det og det næste kommer nok på onsdag eller torsdag. :-D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...