Mugnet

En dansk stil vi har fået for. Det er en fortsættelse på en historie, som læreren valgte, så i har jo ikke forhistorien...
Sig hvad i syntes!

3Likes
4Kommentarer
338Visninger

1. Oneshot

 

Efterårsaften

 

Men ude over sletten på et helt bestemt punkt i det mørke, tørre græs står noget, som låser hendes blik fast. Noget som giver liv i hendes øjne, og får minderne til at strømme igennem hendes kolde krop som glødende lava. Varmt men ødelæggende.

En klump af gammelt, råddent træ står halvt op, og er mindst ligeså vejrbidt som tårnet. Når man kigger på det så langt fra som hun, er det umuligt at se, hvad det engang var. Med mindre at man ved det. Og det gør hun.

Hun genkender nemt træstolperne, som det gyngestativ de engang var samlet som. Hun husker alle detaljer. Hvor hun altid undlod at sætte hænderne, fordi der stak skarpe søm op. Hvordan hun lærte sig selv at kravle op på den højeste bjælke og sidde og kigge ud over sletten. Synet af slettens græs som smeltede sammen med den blå himmel, så langt ude i horisonten at det ikke var til at forstå. Men det var dengang.

Da hun indsnuser den kolde aftenluft, kan hun mærke duften af nyt træ i hendes næseborer. Gyngestativet danser for hendes øjne, som det engang var bygget, og hun ser sig selv på det. Hvordan hun sad på gyngen, vippede svagt med tæerne, og nød den frie fornemmelse af at svæve igennem luften. Fornemmelsen af den bløde vind mod ansigtet og håret som blafrede vidt omkring sig, og kildede på hendes bare ryg.

Det var dengang, hun kunne gøre, hvad hun ville. Dengang for længe siden hvor hun havde tid. Dengang hun kunne føle sig fri.

Et kort øjeblik virker det hele så livagtigt, men da hun blinker en gang, forsvinder det dansende gyngestativ, og klumpen af råddent træ kommer til syne igen. Lugten af den støvede murkam tynger atter luften, og får hende til at sukke.

Det liv hun havde, da hun var ung, ville hun aldrig kunne få tilbage igen.

En krage skriger, og et vindpust får de brede ærmer i hendes natkjole til at flagre svagt. Vinden trænger igennem hullerne i de gennemsigtige blonder ved halsudskæringen, og tvinger kuldegysninger igennem hende.

Hun står der længe nok, til at kunne mærke duggen sænke sig ligeså langsomt. Som et tæppe, der virker den modsatte vej. Det gør hende ikke varm og døsig men derimod kold og frisk. Denne gang har hun ikke lyst til at gå i seng. Alle andre dage ville hun have smidt sig udmattet på sengen, ligeså snart hun kunne komme til det. Men nu er det noget andet. Hun glæder sig ikke, til dagen der kommer. Hvorfor skulle hun også det?

Dagene er de samme. Alt er ved det gamle. Bortset fra at alt rådner. Mugner. Fuldstændig ligesom hende.

Hun strækker hænderne ud af vinduet, og læner sig tæt op af den indvendige mur. Som hun står der med hænderne ud af vinduet, iført hendes hvide natkjole, kan hun ikke lade være med at tænke en underlig tanke. Hun føler sig rådden. Ligeså rådden og gammel som tårnet hun har puslet rundt i de sidste par år. Ligeså vissen som blomsterne på marken, og bladene på træerne, som så småt er begyndt at falde ned.

Og lige præcis dér dukker tanken frem fra sit skjul. Det skjul som den har været gemt bag i flere år.

”Kast dig ud”, siger den.

”Føl friheden en sidste gang”.

Og det gør hun. Hun svinger forsigtigt sit højre ben op på vindueskarmen, og blinker en gang. Synker måske en lille klump. Men så er det det. Mere når hun ikke at tænke, før hun tager fat med hænderne, ligger vægten på højre ben, og hopper ud af vinduet. Ud i vinden. Ud i frihedens åbne arme, som lover at gribe hende fra det hårde fald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...