Agent Sky(1D)

På øen St. Martins i Nordatlanten lever Skylar Shirazi et stille liv. Eller så stille som det nu kan blive, når man går på en kostskole for aspirerende hemmelige agenter og man ikke aner, hvor halvdelen af ens familie er, fordi de ude at redde verdenen. Men en dag bliver hun kaldt op på inspektørens kontor og får selvom hun ikke er færdiguddannet en mission. Denne mission indebærer i den grad boybandet One Direction og deres tour, en falsk identitet, en del koordinering, observering og et par velplacerede spark.

29Likes
51Kommentarer
4730Visninger
AA

1. Efter sommerferien

Jeg sidder og stirrer ud af vinduet ud over øen, hvor jeg har brugt halvdelen af mit liv. Jeg bor her, går i skole her… Måske vil du opdage, at min skole er øen og ikke er helt normal.

St. Martins Academy of Elitist Boys and Girls er ikke hvad den ser ud til. Det er en skole for aspirerende agenter. Med agenter mener jeg den slags der arbejder for CIA, andre efterretningstjenester og sikkerhedsvirksomheder. Den slags der kan hacke sig ind i det stærkeste netværk, gå undercover uden at blive opdaget og kender 10 forskellige metoder til, hvordan man dræber med de bare næver. På min skole lærer vi den slags ting.

Jeg sidder på 4.sal, så jeg har et ret godt overblik og kan faktisk se ned til flyvepladsen. Den første der kom ud, fægter vildt med armene og snubler ned over trinene. Misforstå mig ikke, hun er livsfarlig, desværre bare mest for sig selv. Jeg styrter grinende igennem den gamle bygning og ud på pladsen foran skolen. Lærerne er også på vej ned for at hente de andre. Det er en lettelse, at kunne høre latteren og snakken fra mine medstuderende, for ikke for noget… St. Martins er dødsens uden dem.

Jeg styrter ned til dem og kigger mig observerende omkring. Jeg finder, hvad jeg kigger efter i udkanten af det hele og skynder mig ned til dem. ”Hvad så Sky?” Maya gnasker på sit evindelige tyggegummi. ”Skal du gøre hele verdenen opmærksom på dit tyggegummi?” spørger jeg irriteret. ”Hey verden! Jeg har tyggegummi!” råber hun helt ud flyvepladsen. Jeg griner ondt af min gothagtige veninde, som straks bliver overfaldet af teenagepiger, der bare må have frisk ånde, fordi de ikke anede at Mark Flint var så hot. ”Piger… Hun mente det hun havde i munden,” påpeger jeg og vender mig mod Fleur.

”Jeg kunne godt lide dit fald fra øverste trin,” griner jeg. ”Det er godt du kunne det, for jeg er ikke for begejstret selv,” rynker hun på sin skallende næse. Jeg ryster smilende på hovedet og giver hende et kram. ”Hvor har du lige været på sommerferie? Du er så bleg! Altså på din skala… Jeg troede faktisk ikke man kunne kalde dig bleg, på noget tidspunkt,” lyder en britisk accent bag mig. ”Jeg blev placeret hos min mormor i Nordirland…” svarer jeg og vender mig om, for at få et kram af min sidste værelses kammerat. ”Hun blev ved med at fortælle mig om sin tid i UVF.”

Jeg kigger på mine tre eneste rigtige veninder.

Tricia er selvom hun er brite perfekt brun og i det hele taget perfekt. Hun har sit brune hår siddende i en perfekt hestehale og tøjet sidder perfekt over hendes perfekte krop. Hendes brune øjne afslører dog hendes svaghed, på grund af det barnlige glimt, der er og altid vil være i hendes øjne.

Jeg lader øjnene glide videre til franskmanden Fleur, Tricias direkte modsætning i både udseende og væremåde. Hendes hudfarve matcher det ildrøde hår, som står ud til alle sider, selvom det er begyndt at skalle af og hendes høje, ranglede krop er så klodset, at man undrer sig over, hvad hun laver på den her skole. Jeg kan dog forsvare hende og sige, at hun er skolens bedste hjerne. Selv det hårdeste i videnskab og teknologi er barnemad for hende.

Selv gothen Maya har fået godt med farve. Man skal egentligt ikke rynke på næsen overfor Maya(som om man ville turde), for hun slår selv Tricia i skønhed. Alt omkring hende er smukt og selv det sort tøj, er i virkeligheden dyrt designer tøj og virkeligt pænt. Men hvad kan man ellers forvente af Stella McCartneys datter?

Vi begynder langsomt, at gå op mod skolen, mens de andre fortæller om deres sommer. Den eneste der lyder til at have kedet sig, så groft som jeg, er Maya, men alt keder hende nærmest, hvis man altså ser bort fra agentrelaterede ting.

Brittany, skolens levende sladderblad og hendes gruppe, som går lige foran os, går ned i tempo, for at kunne snakke med os. ”I år bliver for vildt!” erklærer hun. ”Der går rygter om at din mor har planlagt, at vi skal hjælpe med at holde Obamas døtre i live under valgkampen.” Hun kigger på mig, for at få det be- eller afkræftet. Min mor er viceforstander og lære i Hemmelige Missioner her på skolen og folk forventer, at vi snakker sammen om hendes timer. Det gør vi altså ikke! Jeg trækker på skuldrene. ”Det ville være et godt træk. Jeg mener, vi er trods alt førsteårselever i specialen,” svarer Fleur i stedet for mig.

På vores skole går man fra man er omkring en 10-11 til man bliver 20. De første 4 år er teorien, de næste 4 praksis og de sidste 2 specialen.  

Vi rykker direkte mod pigebygningen og trasker helt op i toppen til vores værelse, hvor vi skifter til uniformer.

Vi er klar til et nyt år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...