Agent Sky(1D)

På øen St. Martins i Nordatlanten lever Skylar Shirazi et stille liv. Eller så stille som det nu kan blive, når man går på en kostskole for aspirerende hemmelige agenter og man ikke aner, hvor halvdelen af ens familie er, fordi de ude at redde verdenen. Men en dag bliver hun kaldt op på inspektørens kontor og får selvom hun ikke er færdiguddannet en mission. Denne mission indebærer i den grad boybandet One Direction og deres tour, en falsk identitet, en del koordinering, observering og et par velplacerede spark.

29Likes
51Kommentarer
4905Visninger
AA

6. Det er svært at lyve for ALLE

Jeg kigger op fra en skolebog og på det drengene, der sidder og råber op over XBox. ”Åh gud! Hvor er i kedelige!” udbryder jeg. ”Kalder du os kedelige?” spørger Liam. ”Ja,” nikker jeg. ”Det er bare fordi du er en pige,” påpeger Harry. Jeg ryster på hovedet. ”Jeg boede på værelse med 4 piger, da jeg gik på St. Martins… Du vil ikke vide, hvor mange timer to af mine roomies brugte på det,” himler jeg.

”Så prøv dog selv. Du kan prøve mod Harry, han er direkte elendig,” udfordrer Zayn. ”Jeg dør. Jeg dur ikke til det,” ryster jeg på hovedet, men sætter mig, hvor de har gjort plads. Snart er vi i gang med, at snige os rundt som snigskytter. Tric og Fleur ville være pinlig over mig. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor men de to har et eller andet med voldelige XBox spil. ”Elendig,” konstaterer Louis og peger på mig. ”Elendigere.” Han peger på Harry. Jeg sidder måbende. ”Du er virkelig elendig, for jeg tror lige jeg begik selvmord og vandt på samme tid,” siger jeg, hvilket får de andre til at grine.

Bussen stopper. ”Fodbold!” udbryder Zayn. De springer op og er allerede på vej ud, før Liam vender sig om. ”Vil du ikke med?” spørger han. Jeg rejser mig og følger uden at tøv, for Zayn er jo gået og det er min pligt, at holde øje med ham. Vi træder ud på gaden foran et hotel og bag hotellet ligger en park. Vi bliver omringet af piger og jeg maser mig ud. ”Hey, drenge! Fodbold eller fans? Eller begge dele?” råber jeg og blinker grinene til dem. De kigger undrende på mig. ”Piger, vil i ikke være med til en omgang fodbold?” Jeg får et kor af jaer og jeg får gruppen med om i parken.

”Godt! Drenge, hvem af jer, er bedst?” spørger jeg. Der bliver diskuteret lidt og jeg ender med at putte Niall og Liam på et hold og de andre på det andet. ”Er der nogen der spiller fodbold?” spørger jeg. Et par melder sig og jeg deler resten ud på tilfældige hold. Drengene er virkelig søde, da de jubler for hver nye pige de får, så pigerne er ved at gå amok. ”Oh my god! Louis Tomlinson og Harry Styles jublede lige over mig!” og lignende udråb lyder ud over det hele.

”Så er det bare i gang med kampen!” erklærer jeg. Min stemme skærer igennem alle de andres og der bliver stille. ”Hey! Hvad med dig?” spørger Louis. ”Jeg tror nødigt i vil have mig med… Jeg kan ikke score og… bliver nemt voldelig i forsvaret,” smiler jeg. Det sidste tilføjer jeg så lavt at ingen kan høre mig. Vi spiller også fodbold på St. Martins, hvor jeg plejer at spille forsvar… Fodbold på St. Martins er virkeligt voldeligt og vi har andre regler. ”Nej, kom nu!” smiler Liam. ”Ok, men sig til hvis jeg gør noget forkert,” sukker jeg og tilslutter HaLoZa holdet.

Det er nu ret sjovt, for jeg får trænet nogle af de ting, jeg ikke får trænet, nu hvor jeg følger i hælene på dem. Efter godt en halv time strømmer det ind med sikkerhedsfolk, som skal have drengene og dermed også mig med. ”Endnu en ting du er elendig til. Selvom du godt nok er hurtig,” fastslår Louis, mens vi går. ”Jeg er ret hurtig,” nikker jeg. ”Hvilket minder mig om, at min træner slår mig ihjel, hvis jeg ikke kommer ud og løbe i dag.” ”Må jeg løbe med?” spørger Liam. Jeg ved, at han eftersigende skulle være ret hurtig også, så jeg nikker. Vi aftaler at mødes om nogle timer.

Jeg er en smule irriteret over, at jeg bliver nødt til at lyve omkring noget så simpelt som min mave. Det virker bare mærkeligt, at en pige som mig eller rettere Yas har en så trænet mave. Og jeg har ikke nogle T-shirts jeg kan løbe i. Så jeg møder op, står jeg i sports Bh og bukser. Harry kigger måbende på mig, da han åbner døren til Liams værelse. ”Harry, det plejer at være piger der kigger på drenges ikke omvendt,” siger jeg forlegent. ”Jeg træner jo ligesom til en Ironman.” Før han når videre står Liam i døren og vi er af sted.

Han er virkeligt hurtig og det hele går nok lidt op i konkurrence. ”Sidst til hotellet er en spejderdreng,” råber jeg grinende og spæner det sidste. Liam kommer lidt foran mig, men af ren vilje overhaler jeg ham lige netop. ”Nej!” gisper han. ”Hvordan kan du vinde?” ”Fordi jeg er ren vilje,” gisper jeg igen. Vi kæmper os grinene og gispene op på vores værelse og går i bad.

Jeg kigger på mine skoleting i min kuffert, men føler simpelthen, at det er for ensomt, at sidde og arbejde med det alene, så jeg går hen og finder drengene, som åbenbart har barrikaderet sig på Liams værelse.

”Nogen der er sultne?” spørger jeg og venter ikke på at bestille flere forskellige retter. Hold op hvor jeg egentligt savner skolemaden. Vores kok havde engang 2 Michelin stjerner, men så lavede han noget med flydende kvælstof og noget andet gas, som viste sig at være eksplosivt, men blev reddet af en agent og derfor endte han på vores skole. Derfor er jeg også vant til mad, som ikke engang 5stjernede hoteller kan hamle op med.

Jeg ligger mig på gulvet og prøver at følge med i den film drengene er i gang med, til roomservice kommer med maden. ”Skal du have alt det?” måber Niall. ”Du må gerne hjælpe, men hold dig væk fra min Kylling Tandoori,” siger jeg. Jeg går normalt ikke så meget op i mad, men når jeg har været meget fysiskaktiv, tænker jeg ikke på andet. Ligesom at jeg æder en halv plade mørk chokolade hver aften. Ja… Tro det eller lad være, men det hjælper på udmattende hovedpine.

”Hvad er du for et væsen?” spørger Liam med et grin. ”Jeg er en hemmelig superagent,” ryger det ud af mig, men de griner bare og tager mig ikke seriøst. Jeg lader selvfølgelig bare som om det faktisk var en joke. ”Du er virkelig god,” griner Harry. Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg er sær. Mine venner har sagt, at de først troede jeg var en regelstriks kedelig nørd, men så gik det op for dem, at jeg bare er sær,” smiler jeg skævt. ”Nok fordi jeg er så fandens genert ved første møde.”

Der er stille lidt. ”Vi snakker hele tiden med familie og venner derhjemmefra, men du snakker aldrig med nogen. Hvorfor?” spørger Liam. Jeg trækker på skulderen og har næsten dårlig samvittighed, med at skulle lyve overfor dem. Men det bliver jeg nødt til nu. Jeg må lyve hurtigere end en løbende hest.

”Jeg kom på kostskole, da jeg var 10, hvor det ikke var så nemt, at få fat på mor, som praktisk talt er mit eneste familie. Min far forlod os og tog tilbage til Irak, da jeg var 2. Jeg har min mormor, her i England. Men jeg snakker faktisk nærmest konstant med venner. Hvad tror i ellers jeg lukker mig inde på mit værelse for?” spørger jeg.

Løgn. Løgn. Løgn. Jeg har ikke snakket med min mor, siden ugen før vinterferien og har ikke kunnet få fat på nogle af pigerne. Jeg lukker mig inde på værelset, for at kunne spore Zayn, som jeg har GPS sender på og indsat skjult kamera i hans kuffert, så jeg hele tiden kan se, hvem der er på hans værelse. Nu jeg tænker over det, får jeg det lidt dårligt med det, men det er mit job.

”Du er en sær snegl, men du er ikke en regelstriks mokke,” siger Niall. Pludseligt går det op for mig, hvad det er der er galt. Jeg er blevet for glad, for dem jeg arbejder med. Det er en kæmpefejl, som kan gøre det sværere for mig at lyve. Jeg må holde mig mere distanceret, tænker jeg og smiler til Niall. ”Det siger du kun fordi du må æde halvdelen af min mad.”     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...