Lebbeunge.

Min novelle har kun fået titlen "Lebbeunge", fordi jeg vil provokere. Jeg har intet imod homoseksuelle overhovedet. :)
Btw! Dette er en af mine ældste noveller - jeg ville bare lige ligge den ind for at vise, at jeg godt kan lide at provokere.


~ Change isn't easy. ~

9Likes
4Kommentarer
1063Visninger
AA

1. Kære dagbog.

Mandag d. 13. august, 2007.

Ferien er ved at være ved vejs ende, og mine store ord, mine hårde beslutninger og hendes bløde stemme har forandret mig. Alt lige fra mit udseende til min personlighed. Hun var jo bare en smilende pige, der havde de smukkeste øjne, det flotteste hår og den lækreste krop. For mig føles det her forkert. At skrive sådan om en pige får andre til at føle sig utilpas. Men ingen læser det jo? Hvorfor har jeg det sådan her? Måske skulle jeg bare skrive ned, hvad der var sket i den her ferie. Bare skrive det ned og håbe på, at ingen nogensinde vil læse det. Jeg begynder bare fra en ende af.

Skolegangens blinkede lamper førte mig ned til klassen. Jeg trådte ind af døren. Som sædvanlig var jeg klædt i de dyreste mærker, havde det flotteste makeup på og var i ført højhælede støvler. Drengene kiggede, smilede og blinkede til mig. Alle pigerne kom hen.

”Hej Vici!” Lisa, min bedsteveninde, smilede og krammede mig. Hun var begyndt at blive ligeså populær som mig.

”Hej Lissie!” Jeg smilede mit flotte smil med mine hvide skinnende tænder. Alle flokkes om mig indtil klokken ringede.

”Hej Victoria.” Simon kom vadende med sit popdreng smil og sine alt for store hængerøvs bukser.

”Hej Simon, hvad vil du?” Jeg prøvede ikke at lyde desperat. Jeg havde i lang tid gået og tænkt på, om han ikke snart inviterede mig ud på en date. Eller bare i det mindste en lektie aftale.

”Jeg tænkte på… altså kun hvis du vil…om vi skulle tage ud og spise på lørdag? Jeg skal nok gi’!” Mit hjerte hoppede op og ned, og jeg kunne mærke på min vejrtrækning, at jeg var fuld af glæde.

”Det vil jeg da gerne, skal vi sige, at vi mødes klokken 18:00 på Restaurant alá Topil?” Han nikkede, smilte og gik derefter over til sin plads.

Lørdag havde jeg klædt mig i en lårkort cowboy nederdel, en leopard prikket top, utrolig nedringet, og iført mig et par 10 cm høje stiletter. Mit makeup var mere veludført end nogensinde og mit hår var glattet helt ned til spidserne. Jeg lignede en million ifølge mig selv. Min far kørte mig til restauranten klokken 17:45. Jeg stod udenfor restauranten og ventede. Han ankom på slaget. Han viste mig ind og fortalte receptionisten, at han havde bestilt bord. Aftenen gik langsomt, lige hvad jeg ville have. Han havde overøst mig med komplimenter af alle slags. Jeg fnisede, skubbede blidt til hans hænder og smilede stort hver gang. Omkring klokken 20 forlod vi restauranten og gik hen på en bar. Vi fik et par drinks og dansede tæt hele aftenen. Han afleverede mig klokken 23:30. Jeg stillede mig op af væggen udenfor og trak ham helt tæt ind til mig.

”Simon, du er dejlig.” Min hvisken måtte lyde som sang for hans ører, for han smilede stort tilbage. Han svarede mig ikke, men gav mig et kys. Blidt, romantisk og dejligt. Vi kiggede hinanden i øjnene. Hans øjne sagde de ord, han ikke havde sagt endnu. Da åbnede han munden.

”Victoria, jeg syntes, du er fantastisk. Jeg elsker dig.” Han kyssede mig og gik derefter ned til sin scooter og kørte væk.

Der var kun to dage til sommerferien. Jeg var både glad og ked af det. Glad fordi vi skulle til Italien. Ked af det fordi jeg skulle undvære Simon i så lang tid. Vi var blevet kærester søndag, dagen efter vores date. De to dage gik utrolig hurtigt og endelig kom dagen, hvor vi tog af sted. Turen tog cirka tre timer, plus minus. Jeg havde altid elsket Italien. Skønne strande, flotte hoteller og gader, og selvfølgelig det bedste, lækre drenge! Første dag og jeg lå allerede nede ved stranden og solede mig i den varme sols stråler. ”Do you speak english?” En meget accent fyldt stemme fyldte mine ører. ”Yes, I do.” ”Can I lay next to you?” Jeg kiggede op og så en brunhåret pige. Hun smilede. Et sødt smil. ”Ja…..ya….yes, of course you can!” Jeg ved ikke, hvorfor jeg stammede. Det var vildt underligt. Jeg har før stammet, men det var overfor er utrolig lækker dreng! Vi lå nede på stranden i næsten fem timer. Vi havde lange, sjove samtaler. Hun var fra Canada og var 15 år. Et år yngre end mig. Efter bare ti minutter sammen med hende føltes det som om, vi havde kendt hinanden i en evighed. Hendes navn var som slik for mine læber. Annabell.

Annabell og jeg havde været sammen alle dage. Men nu var der kun en dag tilbage af sommerferien her i Italien. Når vi kom tilbage til Danmark, havde jeg stadig en uge der også. Jeg havde fået flere følelser for hende for hver dag, der gik. Det føltes forkert, men rigtigt. Ulækkert, men dejligt. Hun blandede alle mine følelser sammen i en stor rodebunke og hev modsætninger op fra den. Jeg ville spørge hende om noget i aften nede ved stranden. Jeg havde taget min lyserøde bikini på og sorte klipklapper med falske røde diamanter. Mit grønne håndklæde var rullet sammen, og mine ben var solbrune. Annabell havde en turkis bikini på, hvide sandaler og et lilla håndklæde. Vi gik hen til vores sædvanlige plads henne ved siden af et palmetræ. Vi snakkede, som vi plejede, men efter et minuts stilhed mellem os, kiggede jeg på hende.

”Annabell, can I trust you?”

“Of course you can! What is it?”

“I think I love you. And I know it’s crazy, but I really love you.” Hun kiggede forbløffet på mig. Hendes øjne var store og hendes mund lignede et sort hul. Efter nogle sekunder smilede hun og rykkede tættere på mig.

”I love you too.” Vores læber mødtes. Vi flettede fingre og sad sådan længe. Endelig gled vi fra hinanden. Resten af aftenen sad vi og holdt om hinanden. Vi kærtegnede hinanden og nussede. ”Annabell. Don’t you think, this is crazy? I haven’t known you in specially long time, but I love you.” Hun smilede og svarede mig tilbage med et blidt kindkys. Inden jeg nåede at sige mere, kaldte min mor. Jeg skulle pakke, vi skulle hjem.

I flyet sad jeg og tænkte. Skulle jeg sige det til Lissie? Kunne jeg sige det til hende? Ville hun frastøde mig? Hvis hun var en rigtig veninde, ville hun da forstå mig, ville hun ikke? Jo hun ville. Selvfølgelig ville hun det! Jeg slog mig selv. Tænk at jeg kunne tvivle. Vi havde altid været der for hinanden så hvorfor ikke nu? Jeg smilede og blev varm i kroppen. Selvfølgelig ville hun forstå det. Nåh kære dagbog, jeg skal sove nu. I morgen er det første dag i 10. klasse. Og der venter jo Lissie en stor overraskelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...