Tågen

Til at starte med er der nok lidt praktisk at vide om historien: Fortælleren skifter mellem flere, man kan se den skifter ved at se at enten skrifttypen eller andet ved skriften er ændret :-)

Historien handler om nogle unge mennesker der flytter et nyt sted hen, hvor der er mange mysterier som de løser lidt efter lidt sammen.

1Likes
3Kommentarer
1167Visninger
AA

1. Taylors Tåge

Huset var stort og smukt. Virkelig flot. Men… Alt for uhyggelig.

Mira tog min hånd, og jeg gjorde mit for at virke så rolig som muligt, men det var meget svært. Danny lo til far, da han fik øje på vores skræmte udtryk.

”Far, Pigerne er bange” lo Danny og slæbte en kasse ind i huset.

Far kom hen til os. ”Piger der er intet at være bange for” lovede han.

Mira og jeg kiggede bare på hinanden, og jeg smilte roligt til min far. ”Det ved vi da godt”.

Vi hjalp med at bære ind, og ikke længe slappede vi alle af i sofaen foran fjernsynet, med kun tre kanaler.

En kanal der er forbudt for Mira og jeg, en der er en historie kanal, og så en normal kanal, men voksen ting.

Vi rejste os og gik oven på, på mit værelse, hvor vi satte os med computerne og slappede af.

”Øh… Har Danny egentligt en kæreste?” spurgte Mira og rødmede blidt.

”Er du forelsket i min storebror?” spurgte jeg chokeret.

Hun kiggede bare ned i gulvet og skrev videre på sin computer.

”Ja” svarede jeg på hendes spørgsmål og skrev videre.

Hun sukkede og skrev videre, uden at svare. Klokken blev mange, og Mira gik i seng.

Efter at dømme på lydene i huset, var far og Danny også gået i seng.

Jeg greb min mobil, så snart jeg var sikker på at alle sov, og gik ud på badeværelset. Det eneste sted i huset hvor der faktisk er signal.

Gulvet lignede resten af huset, vasken gammel og beskidt. Toilettet var ikke kønnere, og badet lignede noget fra en gyserfilm. Spejlet var beskidt, og gjorde det næsten umuligt for mig at se noget som helst.

”Godaften smukke” lød det i telefonen.

Jeg smilte og lænede mig op ad det grimme tapet.

”Jeg savner dig” sukkede jeg ned i telefonen ”Huset er et hul, der er intet tv, og ingen butikker i nærheden. Overhovedet!”.

Han lo. ”Jeg savner også dig, utrolig meget. Jeg har prøvet at ringe men..”

”Der er intet signal herude” afbrød jeg ”Absolut intet, jeg står ude på badeværelset…”.

”Gid jeg var der med dig” svarede han ”Hvornår fortæller vi det til Danny og din far?”.

Opdager Danny og far jeg har en kæreste.. Jeg kan lige forestille mig deres reaktion.

”Snart” lovede jeg ”Meget snart.. Huset her er så skræmmende”.

”Hvis jeg kommer ud til dig, tror du så det ville hjælpe?” spurgte han leende.

”Det ville hjælpe rigtig meget…” sukkede jeg og nød tanken om hans læber mod mine, endnu en gang.

”Hvad med lørdag? Så kan vi fortælle din bror og far om det..” foreslog han.

”Det lyder godt” lo jeg.

”Hvad lyder godt?” spurgte Danny ved siden af mig.

”Undskyld, jeg bliver nød til at løbe. Jeg ringer i morgen..”

”Ses” jeg lagde på.

”Hvad lyder godt?” Gentog han og så undrende på mig.

”Noget” svarede jeg og gik forbi ham.

Lyset på gangen slukker automatisk. Den var tændt da jeg gik herud… Jeg sukkede og brugte min mobil som lygte. 6 dage… så kommer han. Det virker som for lang tid..

Jeg snublede og landede på gulvet med et bump. Sukkende skulle jeg til at rejse mig da jeg fik øje på noget mærkeligt.. Jeg gik hen og undersøgte det, efter jeg havde fundet min mobil.

Det var nogle numre. Eller de tre sidste ting var numre. 696.

De to første lignede to I’er.

Jeg sukkede og rejste mig. Der skal intet til, så bløder jeg. Mine pyjamas havde allerede to røde pletter ved knæene. Jeg sukkede og gik ned af den klamme trappe, og ud i køkkenet, mens jeg ledte efter et plaster.

Stille og roligt åbnede jeg et af skabene og var tæt på at skrige. Der var ingen hylder, ingen bund. Bare et stort sort hul.

Mens jeg kravlede tilbage sparkede jeg til skabets låge, så den lukkede i.

 

Jeg fik styr på min vejrtrækning og stille og roligt gik jeg hen og åbnede den igen. Der var hylder i, der var en bund. Sikkert bare mine øjne der spillede mig et pus.. Jeg tog førstehjælpskassen og fandt plasteret. Da jeg lagde den ind igen fik jeg øje på et papir.

Jeg tog det op og kiggede på det. Det var gammelt, men der stod ikke noget på det. Der var en tegning, der forstillede et øje. Jeg gik hen og lagde det på bordet.

Roligt gik jeg op og lagde mig i min seng. Bare et pus. Ikke et rigtigt hul.

 

Jeg sneg mig ned til morgenmaden, og smed mig i stolen. ”Godmorgen Mira, sov du godt?”.

”Ja” svarede jeg smilende ”Hvad med dig?”.

”Som en bjørn” lo hendes far og gav mig nogle pandekager. ”Sover Louisa stadig?”.

”M-hm, hun gik ikke i seng samme tid som mig”.

”Hun var ude på toilettet i aftes” sagde Danny der også satte sig ”Hun snakkede i telefon”.

Louisa kom ud til os. ”Far, hvad er det her?”.

Hun pegede på nogle tegn hun havde tegnet.

”Romertal” svarede han smilende ”Hvorfor spørg du?”.

”Ikke for noget” hun rødmede og satte sig ned.

Danny strækkede sig og tog sirup flasken. Jeg kiggede ned i mine pandekager.

”Far” sukkede Louisa ”Kan man godt se ting.. som ikke er det?”.

”Selvfølgelig” svarede han smilende ”For eksempel, Hvis i to så en gyserfilm i aften, ville i tro at huset var hjemsøgt, fordi jeres sind er på vagt overfor alt unormalt..”

Hun nikkede og spiste videre.

”Hvorfor spørger du?”.

”Jeg faldt i går, og da jeg gik ned for at tage plastrene troede jeg et sekund der ikke var noget derinde”.

”Ingen plastre?” spurgte han smilende.

”Nej, ingenting. Der var ingen hylder, ingen bund… bare et hul”.

”Det var sent om natten, huset kan stadig godt se lidt.. skræmmende ud… Det er ikke så underligt”.

Hun nikkede og smilte. ”Se hvad jeg fandt i på hylden i går”. Hun hev et papir frem og viftede med det.

Far kiggede på det smilende.

”En tegning af et øje?”.

Hun nikkede smilende. ”I det skab der er et hul” kluklo hun.

”Har det her noget at gøre med romertallene?” lo han.

”Nej…” jeg tog endnu et stykke af min pandekage.

”Hvor er de så henne?”.

”Da jeg faldt i går gik jeg øje på dem på væggen”.

”Kun romertal?”.

”Nej også normale tal”.

”Det er da et fint lille mysterium” sagde han smilende ”Men i dag har vi ikke tid til at løse dem. I to skal male stuen, mens Danny og jeg skal male det udvendigt”.

 

Mens vi stod og malede, fik jeg øje på nogle tal. IV957

 

Jeg gik i gang med at tømme reolen de gamle ejere havde efterladt, og havde problemer med at åbne en skuffe. Vi tømmer den, så vi kan rykke den ud af værelset. Jeg rejste mig op, og hev så hårdt jeg kunne, brugte hele min vægt, og landede med et højt bump på min røv, da den endelig gik op. Der var et skrin. Det var af en form for hvidt træ, På låget stod der to I’er, og låsen var en tal-lås. Mørkt træ, med sort skrift.

”På at se den her!” råbte jeg til hende. Hun kom hen og kiggede.

”Der er tre tal der skal bruges..” bemærkede jeg.

”Prøv at lån mig den” sagde hun, inden jeg havde svaret havde hun taget den og sad på sofaen. Jeg satte mig ved siden af hende.

Hun rullede tallene. 696, stod der til sidst. Den sagde et klik og åbnede sig.

”Sejt! Hvor kunne du koden fra?”.

”Det der romertal så jeg i går, koden stod lige bag efter” forklarede hun smilende. Der var små ringe og øreringe. Mellem dem lå der en lille note.

Hun tog den op.

”Hvad står der?” spurgte jeg undrende, hun viste mig den.

Res ud tla åp ekki ort.

”Det giver ingen mening” bemærkede jeg.

”Nej… men vi fandt skrinet, nu tilhører det os” hun blinkede til mig, ”Jeg løber op med den på værelset”.

Jeg tømte skufferne og hun kom tilbage. Vi gik rykket den, og gik i gang med at male.

”Er i ved at være færdige piger?” spurgte hendes far, der kom ind ”Der er snart aftensmad..”

”Snart far”.

Han gik igen.

”Gad vide… tror du der er flere skrin?” spurgte hun smilende mig om.

”Det ved jeg ikke.. hvorfor spørg du?” svarede jeg, og malede videre.

”Jeg så endnu et romertal, og nogle tal efter” forklarede hun ”Vi har malet over det nu, men jeg kan godt huske det”.

”Skriv dem hellere ned, hvis nu der er flere” nikkede jeg smilende.

Vi gik ud og spiste lidt efter.

 

Klokken blev mange endnu en gang, og jeg tændte stearinlys lige ved siden af mine papirer. Det er duft lys, jeg bliver så glad når jeg kan dufte dem. Spejlet jeg selv havde med – til makeup – var på den anden side af mine papirer.

Jeg burde nok sove… men jeg elsker et godt mysterium..

Først prøvede jeg at ændre bokstavernes rækkefølge, så det dannede forskellige sætninger, men intet virkede.. rigtigt. Jeg prøvede at søge på internettet – måske var det et andet sprog, eller en kode for en klub?

Jeg gav op, og lagde det ved siden af spejlet.  Jeg tog billede af øjet i stedet for.

”Okay, lille ven.. Hvad er din del af alt det her så?” kluklo jeg.

Jeg åbnede min computer igen, og søgte på *Øjne*. Intet kom op.

Eller jo det gjorde der, men intet der kunne bruges til noget. Der var billeder, det er nok nemmere at finde mine ting dér…

Roligt tjekkede jeg det igennem, og nåede til side 18, og overvejede at give op. Men hvor mange gåder har jeg ikke løst?

Jeg gik videre og fandt et perfekt billede af et øje. Øjet var malet på kanten af et maleri. Som en signatur.

Smilende klikkede jeg på linket under.

Maleren hed Taylor, og hun signere altid alt hun har skrevet og malet med den signatur.

Hun døde for lang tid siden, men mange af hendes malerier er stadig rundt på gallerierne. Bare billederne af dem, var fantastiske!

Jeg rejste mig og strækkede mig hurtigt, vinduet stod åbent. Det er nok Mira der åbnede det – det gør hun altid. Da jeg lukkede det kom der et hårdt vindpust ind, og leende lukkede jeg det helt. Jeg kiggede hen mod bordet og stirrede. Så løb jeg og hev papiret ud af stearinlyset, og trampede på det for at slukke ilden.

Sukkende lagde jeg det på bordet.

Jeg kiggede nu for alvor på papiret. Der var bokstaver tæt på der hvor ilden havde været!

Så tæt på som jeg turde holdte jeg papiret over flammen, indtil alle bogstaver var fremme.

Selvfølgelig!

Jeg begyndte at læse.

 

12/1 1723

 

Trods kulden i mit værelse, har jeg malet hele dagen. Jeg er næsten færdig med maleriet, men det føltes ikke rigtigt. Der mangler noget på det. Jeg vil ikke sende det ud i verden ufuldkomment.

Men min sygdom bliver værre, jeg frygter der ikke går lang tid, før min tid tager slut.

Jeg ville ønske jeg aldrig havde efterladt min datter i min fars hus. Jeg vil aldrig se hende igen, og det såre mig, men hvis det er sådan det skal være, må det være sådan. Hun får en bedre start i livet, end jeg nogensinde ville kunne give hende.

Steffanie, jeg vil savne dig for evigt. Jeg elsker dig…

Richard er begyndt at opføre sig underligt.. Måske er det på grund af min sygdom? Jeg håber bare han ikke gør noget overildet når jeg er væk.

Min datters maleri, skal være færdigt inden jeg dør. Det er mit eneste ønske.

 

14/1 1723

 

Jeg er så ked af det. Jeg har ikke fortalt Richard noget om det, men det er for hans egen skyld. Jeg vil ikke indlægges på hospitalet, det eneste de kan gøre er at give mig en uge mere at leve i. Uden noget at leve for, intet at lave…

 

En dagbog? Det er en side af en dagbog! Taylors dagbog..

Jeg søgte lidt på nettet, heldigvis fik jeg hurtigere svar denne gang. Taylors dagbøger var alle blevet udgivet i et galleri om hende, på et museum ikke langt væk. Hvis jeg tager cyklen, kan jeg cykle der ud i morgen og tjekke det ud…

 

Jeg vågnede op til larmen fra et tastatur, hurtigt kiggede jeg på klokken. Jeg tog en bamse og kastede på hende. ”Sherlock Holmes, smut i seng, for helvede da..”

 

Jeg ignorerede hende og skrev videre. En lille liste med ting jeg mangler at finde ud af, som jeg skal ordne i morgen…

 

Jeg vågnede op og satte mig ud i køkkenet til pandekager igen. Louisa kom ud med mig.

”Du ser forfærdelig ud, lille skat” lo hendes far.

”Tak far” sagde hun sarkastisk.

”Var du oppe hele natten igen?” spurgte han smilende og satte sig ned med os.

”Ja” hun nikkede ”Og jeg fandt ud af hvad der stod på det der papir med øjet”.

”Der stod da ikke noget lille skat” lo han.

”Det var usynligt blæk, Man skulle bare varme papiret” svarede hun smilende med det glimt i sit øje, som jeg kender så godt.

”Så.. hvad stod der?” spurgte han undrende.

”Det er en del af en dagbog, Hun hed Taylor hende der holdt den. Hun var maler og forfatter. Hun var syg da hun skrev den” forklarede hun ”Hun har sin egen udstilling på et galleri inde i byen, eller i hver faldt i udkanten, jeg vil rigtig gerne cykle derind og tjekke det ud, hvis jeg må..”

”Det må du godt, Danny og jeg skal male, og hvis i to gerne vil have en fridag er det okay med mig”

”Vil du?” spurgte hun mig.

”Jeg tænkte på at jeg kunne kigge butikker, mens du er der?” spurgte jeg smilende.

”Det er en aftale” lo hun.

”Bare vær hjemme inden det bliver mørkt” sagde far strengt.

Vi nikkede, og efter vi var kommet i tøjet, og hun havde pakket de ting hun ville havde med, cyklede vi ind.

 

Jeg betalte 50 kroner for at komme ind, der var kun en anden mand. Der var et billede af en pige.

”Hun er så..” jeg kiggede efter og smilte. Øjet var i hjørnet.

”Ja, det er hun ikke?” lo manden ved siden af mig. ”Det er faktisk et billede af hende selv, malet af hende selv”.

”Det er smukt” bemærkede jeg og smilede til ham.

”Hun ligner dig faktisk meget” bemærkede han smilende.

”Tak” jeg kiggede på ham.

”Jeg ejer museet” snakkede han videre ”Der er faktisk kun så stille her, fordi det er så godt hver uden for. Hvad laver du egentligt her?”.

”Vi er lige flyttet til” forklarede jeg ”Og så fandt jeg den her, og jeg så symbolet på nettet..” Jeg gav ham papiret, han læste den igennem.

”1723? Den dagbog har vi ikke her!” bemærkede han og førte mig hen til bøgerne.

”Jeg blev nysgerrig” indrømmede jeg ”Hun ser ud til at være en fantastisk maler.. men det billede hun taler om.. blev det nogensinde færdigt?”.

”Det tror jeg ikke” svarede han og kiggede på papiret. ”Hvorfor er det brændt?”.

”Fordi der kun var et øje på den, og så fløj det over et stearinlys.. Hun skriver med usynligt blæk der”.

”Det er ikke underligt, hvis hendes nysgerrige mand ville læse den..”

”Du sagde i ikke har den her dagbog?” spurgte jeg smilende.

Han nikkede og pegede på den længst væk, vi gik hen til den. ”Ser du, den her er dagbogen hun skrev, lige inden hun opdagede hun var syg. Der har været mistanker om at hun skrev en mens hun var syg, men vi..”

”Fandt den aldrig” afsluttede jeg.

Han nikkede ”Den her side er bevis på at der er en sidste bog, den ville være flere tusinde kroner værd..”

Jeg nikkede. ”Behold bare siden, jeg håber jeg kan finde bogen”.

”Det håber jeg du gør” sagde han smilende ”Men hvad syntes du om hendes andre malerier?”.

”De er meget smukke” indrømmede jeg.

Han så på mig og lagde den så i en eller anden meget tyk gennemsigtig pose og skrev på den.

”Det er snart weekend, og det er kun mig der arbejder her.. kunne du tænke dig et job her?” spurgte han smilende.

”Et job?” spurgte jeg undrende.

Han nikkede. ”Hvis du læser om historier til de forskellige ting kan du være guide her i weekenden, hvis du vil altså..”

”Det lyder fantastisk!” sagde jeg smilende ”Det vil jeg rigtigt gerne, mange, mange tak!”.

”Vi kunne godt bruge sådan en som dig her” sagde han smilende ”Vi har bøgerne om de forskellige udstillinger her” han gav mig tre bøger.

”Tak, Tak, Tak” gentog jeg smilende ”Jeg må hellere gå, min veninde og jeg skal hjem inden det bliver mørkt..”

”Selvfølgelig” han smilte.

”Nårh ja! Mens jeg husker det!” Jeg fandt noten.

”Kan du hjælpe mig, jeg har ingen ide om hvad der stå?”.

Han smilte. ”Tro ikke på alt du ser”.

”Hvordan?” spurgte jeg undrende.

”Det står baglæns” forklarede han ”Mange af hendes bøger er skrevet med sådan nogle budskaber”.

”Tak” gentog jeg og gik ud, efter at have lagt tingene i min kurv.

 

Vi cyklede hjem uden at snakke. Cody er så sød! Jeg smilte og tænkte mig frem på daten. Tænk at sådan en sød fyr er gemt i så lille en by?

Selv kunne Louisa heller ikke lade vær med at smile.

Vi kom hurtigt hjem, og sad og snakkede ved bordet. Cody kom ikke ud at mine tanker.

”Louisa, vi har fundet et værelse lige for dig” bemærkede Danny leende ”Fyldt med billeder, maling og lærreder..”

”Virkelig?” hun fik store øjne ”Det må jeg se”.

”Senere unge dame” bemærkede hendes far leende.

”Hvordan var byen så?” spurgte Danny.

”Fantastisk” sagde vi samtidigt.

”Hvorfor?” spurgte far undrende.

”Jeg har en date” pralede jeg.

”Og jeg fik et job” lo hun. Vi gav hi-five.

”Med hvem?” spurgte hun så smilende.

”Han hedder Cody” forklarede jeg smilende ”Hvor henne?”.

”Museet” forklarede hun smilende. Vi spiste videre.

Jeg gik op på værelset og skrev online med Cody, mens hun forsvandt for at se værelset.

 

Jeg indåndende den dejlige duft af duftlys der stod rundt omkring. For en gang skyld havde jeg ikke købt den, eller sat dem der. Det var Taylors lys.  Der var et der duftede ligesom jordbær. Mm.. Der var en gammel note på lærred. Jeg tog den.

Einaffets gid lit, tid ted rav mos tesleræv gurb.

Jeg skrev på en anden lap, det baglæns.

Brug værelset som var det dit, til dig Steffanie.. Jeg lagde lappen lidt væk og gik hen til de halvfærdige malerier. Jeg tog et op og satte på stativet.

Det forstillede et barn i en favn. Det måtte være Steffanie, jeg tog det hurtigt ned igen, hev ved de andre malerier. Trods jeg intet har at gøre med det, følte jeg sorgen. Det må have været så hårdt for Taylor at efterlade hendes datter.. Og så aldrig at gøre hendes sidste ønske til virkelighed, inden hun døde..

Jeg trak vejret roligt, tog min bærbar og satte klassisk musik på, mens jeg fandt de rigtige ting frem til at male, og så gik jeg i gang.

Hvert penselstrøg jeg lavede opmuntrede mig. Det fik huset til at føle mere velkomment for mig.

Jeg lagde tingene fra mig på bordet der var dækket af en overmalet dug. Jeg tændte det første lys. Det må være sådan hun havde gjort. Tændte et lys en dag. Et andet lys, næste dag.

Værelset havde hvid maling nogle steder, som sikkert havde været dens rigtige farve.

Trods klokken var mange om aften hentede jeg de nødvendige ting for at ordne væggene. Efter at jeg havde fundet den rigtige hvide farve, og en guld farve der skulle være til mit værelse, gik jeg i gang med at skrabe den gamle maling af. Det tog ikke særlig lang tid, men jeg følte mig dejlig afslappet, mens jeg stod i duften af appelsin.

Jeg gik i gang med at male væggene hvide, og panelerne rundt omkring guld.

Værelset så meget smukkere ud. Og hvis jeg havde ret, så ligner det sig selv på en prik. Jeg ryddede op, og sørgede for at jeg vidste hvor alt var. Musikken spillede stadig, mens jeg stod og malede bordet hvidt.

Jeg kiggede hen på væggen hvor der havde været buler. Nu kunne man godt se det var indgraveringer, de burde være guldfarvet.

Jeg malede glad bogstaverne, og kiggede op på dem. *Der hvor fantasien giver magi i hånden*. Jeg smilte og lænede mig ind over bordet med dugen. Langsomt lukkede mine øjne sig og jeg gabte.

 

Jeg smed mig i stolen og så rundt.

”Sover hun stadig?” spurgte hendes far og gav mig pandekager.

”Tak… Nej, hun var ikke på værelset” bemærkede jeg ”Jeg troede hun var hernede..”

”Nej, jeg har ikke set hende rigtig længe” svarede han og trak på skulderne ”Hun er sikkert bare ude i stuen med en af de der bøger”.

Danny kom gabende inde fra stuen af og satte sig til sine bacon og æg.

”Så du Louisa?” spurgte jeg undrende.

”Nej” svarede han og kastede sig over maden som en sulten løve.

”Jeg må hellere finde hende” sukkede hendes far ”Hun kan være kommet til skade..”

Han løb rundt i huset, og jeg rejste mig for at lede med ham.

”Tjek hendes malerværelse” forslog han, og gik mod en af de andre rum i mens. Jeg åbnede døren og så overrasket rundt.

Det så utrolig smukt ud. Hun lå og sov hen over bordet, med maling i ansigtet.

Hendes far kom ind, og så overrasket rundt.

”Hun har sørme haft travlt!” bemærkede han og kiggede rundt ligesom jeg. Vi prøvede at vægge hende, men hun måtte virkelig have været længe oppe. Han tog hende op i sine arme og bar hendes oven på.

”Hun må hellere få sovet ud” lo han og vi gik ned til morgenmaden igen.

Efter jeg havde spist skulle jeg gå i gang med at male endnu en stue – huset er gigantisk.

Jeg fik åbnet alle skufferne, men fandt en nøgle i en af dem, jeg lagde den ud i køkkenet, og gik videre i gang med at flytte tingene ind i den anden stue. Jeg fik øje på bogstaver og tal. III746

Jeg skrev dem som en note i min mobil, før jeg malede det over.

”Godmorgen” sukkede Louisa bag ved mig, og smilte blidt til mig, før hun tog en pensel.

”Maler værelset, er sørme blevet smukt” bemærkede jeg smilende.

”Tak” hun smilte ”Jeg brugte natten på det”.

”Ja det har vi fundet ud af” lo jeg.

 

Mens vi malede gik vi rundt og snakkede om de forskellige butikker der var i byen. Okay, jeg havde måske overdrevet lidt i telefonen. Der er butikker.

”Pause?” spurgte vi samtidigt.

Mens vi holdte pause, gik vi rundt og tjekkede alle rummene. Jeg åbnede en dør, det måtte være et af gæsteværelserne. Vi gik videre hen, og åbnede døren for enden af gangen.

Jeg måbede da vi kom ind.

”Et klaver!” sagde jeg lykkeligt og gik hen og satte mig på stolen. Vinduerne var lige ud til en lysning i skoven. Værelset må have været Taylors. Var hun også musiker? Jeg gik i gang med at spille, men kunne høre der var problemer med nogle af tonerne. Jeg kiggede ned i klaveret og fik øje på et lille skrin.

”Det er en af dem!” bemærkede jeg smilende. Hun kom hen til mig på stolen, og jeg så skuffet på den. ”Den har bogstavet I”.

”Kender du ikke koden til den så?”.

Jeg rystede på hovedet.

”Jeg kender kun til bogstaver II og IV” forklarede jeg smilende.

”Jeg kan III” bemærkede hun.

Vi tog den op på værelset, og slappede af.

Pausen var endelig forbi, men jeg kunne ikke tvinge mig selv i gang med at arbejde på stuen igen. Mine hænder malede upræcist. Jeg vil så gerne finde den fandens kode.

 

”I gætter aldrig hvad jeg har fundet!” sagde Danny leende og hev et skrin frem.

”Hvor fandt du det henne?” spurgte jeg undrende.

”I det gæsteværelse jeg er i gang med at ordne” bemærkede han smilende ”Men jeg kender ikke koden”.

”Må jeg se den?” spurgte jeg smilende.

Han gav mig den. III.

”Det er din kode” sagde jeg til Mira og gav hende skrinet.

Hun rullede koden på plads og far kiggede over vores skuldre.

”Det er kvinde smykker” bemærkede han smilende ”Dem må i godt beholde”.

Vi nikkede, hun kiggede smykkerne igennem, mens jeg så på lappen.

Edis 81-71 ert gob i V edok. Før vi var færdige med at spise, havde jeg taget en kuglepind og skrev det baglæns endnu en gang.

Kode V i bog tre 17-18 side.

Bog 3? Hvilken bog?

”Far… er der et lille bibliotek i huset?” spurgte jeg undrende.

Han nikkede. ”Et meget lille et”.

”Vil du vise mig det, efter vi har spist?”.

”Selvfølgelig”.

 

Vi gik rundt derinde. ”Jeg tænkte du måske ville gå det hele igennem” bemærkede han ”Jeg ved du elsker bøger, og at have projekter for hånden..”

”Det vil jeg rigtig gerne”.

Han gik ud, Mira kom ind.

”Har du fundet koden?” spurgte hun undrende. Jeg rystede på hovedet. Bog nummer tre, på være på første hylde. På første reol. Der er 23 reoler. Alle med romertal på.

”Led efter et I, i toppen af reolen” sagde jeg og gik rundt mellem dem. ”Fundet!”.

Jeg gik hen til den. Den tredje bog så temmelig normal ud, og da jeg åbnede den på den 17 og 18 side var der fire numre, ikke tre…

Tænk. Tænk. Jeg sukkede og gav hende bogen. Lappen. Noterne. De står alle bagfra. Så… Måske..

Jeg gik ned på nederste hylde og hen til den tredjesidste bog.

Da jeg åbnede bogen smilede jeg. 718.

”Den femte kode er 718” fortalte jeg hende smilende. Hun skrev det ned i sin mobil, mens jeg satte bøgerne på plads. Den med koden i, tog jeg op på værelset. Den må jeg læse i senere i aften.

 

Jeg satte mig i stolen.

”Går hun aldrig i seng?” brokkede jeg mig.

”Næsten aldrig” indrømmede Danny ”Det irriterede mig virkelig i det gamle hus, fordi man blev holdt vågen”.

”Jeg går da i seng!” forsvarede hun og satte sig ved bordet.

”Lille skat, du er som din mor. I går først i seng, når i er ved at falde om..”

”Måske..” hun lavede en sur trutmund. ”Nu hvor vi taler om ikke at sove.. Musikrummet er restaureret”.

”Du er utrolig” bemærkede jeg leende. Mens vi spiste, sukkede hendes far.

”Hvad er der galt?” spurgte Danny undrende.

”Jeg skal ind og handle..”

”Må vi ikke køre med?” spurgte hun og pegede på os.

Han nikkede. ”Hvorfor ikke?”.

 

Vi gik rundt i forskellige butikker. Far i supermarkedet, Mira i en tøjbutik. Jeg smilte da jeg fik øje på butikken på afstand. En butik der specialiserer sig i at lave lys, maling og andre ting.

 Klokken ringede i butikken da jeg trådte ind med min liste.

En ung fyr kom til syne.

”Hejsa!” han smilte ”Dig har jeg vidst aldrig set før..”

”Vi er lige flyttet til” forklarede jeg smilende.

”Knægt, du taler for meget, du ska’..” Det var en ældre mand der kom til syne, han fik et chok da han så mig.

Han målte mig hurtigt med øjne.

”Når, hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte Fyren ”Vent, hvad er dit navn? Mit er James” Han tog hånden ud mod mig.

”Må jeg gætte?” spurgte den gamle mand.

”Selvfølgelig” svarede jeg smilende.

”Taylor?” spurgte han.

”Louisa” rettede jeg smilende.

”Når, hvad kan jeg så hjælpe dig med?” spurgte han smilende.

”Har i duftlys?” svarede jeg. Han var høj, mørkt hår, god bygning. Han nikkede og tog mig med ud i en afdeling bagved.

”De er alle sammen forskellige dufte” forklarede han ”Bare duft løs, til du har fundet dem du vil have”.

Han gik og snakkede om hvad de skulle dufte af ved siden af mig.

”De dufte fantastisk” bemærkede jeg smilende.

”Tak” sagde den gamle mand ”Der er ikke så mange der sætter pris på duft lys i dag..”

Jeg nikkede og duftede til en rødt et. Jeg tog en af dem i min kurv.

”Jordbær” gættede jeg før han sagde det.

”Rigtig” sagde han overrasket ”Men man kan ikke dufte det fra den helt, før det har brændt mindst en gang”.

Jeg nikkede smilende, og tog en med melon ned i kurven. Annanas, banan. Jeg havde til sidst 11 duftlys i min kurv.

”Var det alt?” spurgte han smilende.

Jeg rystede på hovedet. ”Har i noget… maling?” spurgte jeg smilende.

”Hvad slags?” spurgte han ”Og hvad farve?”.

Jeg endte med at række ham sedlen, så han kunne finde det til mig.

”Du minder rigtig meget om Taylor, ved du det?” spurgte den gamle mand med et hjerteligt smil.

”Egentligt ikke” jeg rødmede.

”Duftlys, maling..”

”Og blæk” bemærkede James.

”Er de ting hun brugte” lo den gamle mand.

”Jeg nyder at maler, vi har en bibliotek i vores hus jeg skal ordne, og så..”

”Et klaver der har brug for hjælp?” lo James der fandt de nødvendige ting.

”Ja” jeg smilte.

”Hvor bor i?” spurgte den gamle mand smilende.

”Ude i skoven” forklarede jeg ”Min far, min storebror, og min veninde Mira”.

”Hende der skal ud med Cody?” spurgte James overrasket.

Jeg nikkede smilende.

”Han taler ikke om andet” bemærkede James smilende.

”Det gør hun heller ikke” indrømmede jeg.

Det kostede ikke så meget som jeg havde frygtet. Faktisk var mange af tingene billige.

”Du sagde du bor ude i skoven?” spurgte den gamle smilende ”Vil du ikke have noget te?”.

”Jo tak” jeg gik med ud bagved og satte mig.

”Taylor boede i det hus” bemærkede den gamle mand smilende.

”Ja” jeg nikkede ”Vi har fundet en del af hendes ting”.

”Hun var så ung da hun døde…” sukkede den gamle mand ”Selv for så lang tid siden..”

”Hvorfor døde hun egentligt?” spurgte jeg og fik noget te i hånden.

”Ingen ved det” sukkede han og tog en slurk.

Vi snakkede i timevis, før jeg opdagede min mobil ringede. Den havde ringet tretten gange.

”Hej far” sagde jeg skyldigt.

”Hvor er du henne? Vi blev bekymret, og du har ikke ringet tilbage”.

”Den var på lydløs” undskyldte jeg ”Jeg er på vej..”

”Godt!” Er der noget han hader er det at shoppe.

”Din far?” spurgte han smilende.

Jeg nikkede og rejste mig. ”Tak for Te, jeg må hellere komme hjemad”.

De nikkede.

Jeg gik ud og fandt bilen, fik en ordentlig skideballe, men kom hjem og fik aftensmad. Efter jeg havde placeret de forskellige ting rundt omkring gik jeg i seng.

 

Jeg satte mig roligt, mens sommerfuglene var i min mave. I morgen! I morgen skal jeg ud med Cody!

 

Maven rumlede, og stilheden lød enorm. Hellere nu, end når han er kommet..

”Far..” sagde jeg smilende ”Må en af mine venner komme på besøg i morgen?”.

”Selvfølgelig” svarede far ”Hvem af dem er det?”.

”Du har ikke mødt ham før” jeg så ned i bordet ”Han er lidt mere end en ven”.

”Hvad mener du?” spurgte Danny hurtigt.

”Han er min kæreste, vi har været kæreste i fire måneder”.

Mira der kender til det her, sad bare og spiste som om alt var normalt.

”Han kommer ikke på besøg” besluttede far.

”Da du troede det bare var en ven, måtte han godt?” spurgte jeg undrende ”Men bare fordi han er min kæreste må han ikke?”.

”Nemlig” svarede han og Danny nikkede enigt.

”Så må Dannys kæreste da heller ikke komme på besøg i over morgen!” bemærkede jeg.

”Det er anderledes..”

”Hvordan?” forlangte jeg at vide.

”Danny er drengen” svarede far.

Sur gik jeg op på værelset og på nettet. Jeg tjekkede facebook – for første gang i lang tid. Jeg så billeder fra festen i søndags. Der var et billede af ham der talte i telefon med mig. Jeg smilte. Jeg kiggede billeder, indtil jeg så et billede af ham og Tiffany der lå på sofaen og snavede.

Hurtigere end jeg nogensinde har skrevet før, skrev jeg en besked til ham over face, hvor der stod han kunne stikke vores forhold op. Derefter ændrede jeg min status til single.

Mira kom op og krammede mig, lige efter hun havde set det.

I det mindste skal jeg starte på jobbet i morgen.. det er da altid en lys side.

 

På museet var der temmelig mange, i forhold til sidst. Jeg fik uniform på og gik ud til de forskellige malerier og fortalte om dem. Jeg gik rundt på de forskellige udstillinger, og nød det faktisk fuldt ud.

James var der. Folk tog billeder af mig ved siden af billede af Taylor, fordi de syntes vi lignede så meget.

James gik hen ved siden af mig da jeg skulle gå længere, ind i næste udstilling.

”Så.. du arbejder her?” spurgte han smilende.

Jeg nikkede.

”Du kan det hele” sagde han imponeret. ”Virker alle tingene du købte, som de skal?”

”Ja” sagde jeg taknemligt ”Mange tak”.

”Det var så lidt” han smilte ”Jeg tænkte på om du ville med ud og få nogle pomfritter efter du har fri?”.

”Det vil jeg gerne” svarede jeg smilende.

Pludselig kunne jeg ikke vente med at få fri.

 

Vi sad på caféen med nogle pomfritter foran os.

”Så.. Hvad laver du i den fritid?” spurgte han smilende.

”Læser, spiller klaver, restaurerer, maler…” svarede jeg smilende ”Det er nok hvad jeg bruger dagene på”.

”Jeres hus, er det da meget forfaldent?”.

Smilende nikkede jeg ”Men det giver mig bare noget at lave”.

”Jeg kunne godt tænke mig at se det en dag” bemærkede han.

”Det må du da gerne.. Når vi har restaureret det” svarede jeg smilende.

Mens vi sad og talte på caféen, fløj timerne, og jeg skulle cykle hjem.

”Måske ses vi en anden dag?” forslog han.

”Det ville være fedt” svarede jeg smilende og cyklede hjemad.

 

Jeg fandt skrinet i en kuffert inde i biblioteket. Nummer IV. Hurtigt skrev jeg koden(957).

Denne her note var skrevet normalt. Under lemmen i Musiksalen.

Hurtigt løb jeg derind af og smed mig under klaveret. Der var en lem. Der skulle bruges en nøgle. Men der var et VI på.

Vi mangler bare nøglen til VI, og skrinet til V.

Mira fandt skrinet ude i køkkenet, gemt under en masse poser og sække.

Jeg skrev koden(718) og den åbnede sig. Der var en nøgle, med en lille lap på. VI.

Vi løb sammen ind under klaveret, og jeg åbnede lemmen. Det var dagbogen! Og så nogle smykker og sager – Som Mira tog op. Da det blev aften satte jeg mig og læste den igennem. Den skal afleveres på arbejdet i morgen..

Der stod til sidst om Paranoiaens tåge. Hun mistænkte at der var en tåge der kom en gang om måneden som langsomt sank ind i huset, og gjorde hende paranoid.

Selvom det lød usandsynligt, blev jeg nysgerrig. Hun skrev også at hvis man gik ud i lysningen foran musikrummet, og videre ind i skovet direkte ved et indgraveret træ når tågen kom, ville man finde hullet med de diamanter som hun har tjent gennem sin karriere.

 

Da måneden næsten sluttede gik vi ud i skoven. Trods det nok ikke er den klogeste ting at gøre.. så fandt vi stedet og ventede tålmodigt.

Noget sagde en høj lyd og jeg fik øje på en mand. Der lød et skrig og jeg løb så hurtigt jeg kunne væk. Mira! Hvor var hun? Det må have været hende der skreg! 

Mine skridt lød højt i stilheden og mørket der omringede mig. Skoven virkede så mørk, så ond. Hvorfor var vi gået herud? Hvorfor?

Lommelygten i min hånd blinkede og lyset gik ud. Blodet fra min arm dryppede ned i skovbunden og lavede et næsten utydeligt spor.

   Hvis han bare kigger lidt ned, vil han kunne se hvor jeg har gået. Lommelygten virker ikke mere. Jeg standsede op, da jeg hørte lyden af skridt. Ikke mine. Helt klart ikke mine!

Jeg prøvede at bevæge mig så stille så muligt, men om efteråret, når bladene ligger på jorden og knuser under ens fødder, er det utrolig svært.

   Jeg trådte forsigtigt et skridt frem af og en lille skovmus skreg højt.

Skridtene kom direkte mod mig nu. Jeg løb så hurtigt jeg kunne og hoppede ned i den udtørrede voldgrav.

Mens jeg prøvede at huske hvordan Mira og jeg var kommet herhen, begyndte lygten at blinke.

Forsigtigt gravede jeg et hul med mine fingre så lommelygten blev begravet, og ikke kunne afsløre hvor jeg var, og hvor jeg havde været.

Jeg ved at den tåge er kendt for at gøre folk paranoide, men helt ærligt! Hvor var han egentligt kommet fra?

 

Øksen holdte jeg fast i mine arme, mens jeg forsigtigt gik derud af. Det eneste jeg har set i timevis er tåge, træer og skovbund. Min mave knurrede og jeg ønskede jeg var hjemme og spise mors pandekager. Min mave knurrede endnu en gang, og jeg kiggede op, men kunne ikke se himlen.

Louisa! Hvor er hun henne? Hun burde være her et eller andet sted. Med mindre han har fanget hende!

Tårer begyndte stille og roligt at løbe ned af mine kinder. Der var en lyd. Skridt. Jeg fulgte efter den. Forhåbentligt er det Louisa, hvis ikke… må jeg svinge øksen.

 

Jeg løb, lige efter jeg fik øje på skyggen af ham. Måske hvis jeg kunne finde træet med indgraveringen! Der hvor Mira og jeg mødtes da han kom frem?

Håbende løb jeg mod en retning konstant. Det må vel føre den vej. Hvis jeg kan se indgraveringen ved jeg, jeg kan komme ud. Og så kan jeg hente hjælp!

Selvom lygten ikke længere virker, ville jeg ønske jeg ikke havde begravet den. Hvis den stadig var her, kunne jeg i det mindste slå med den, hvis han kom frem igen.

 

Skridtene var ikke langt fremad. De løb nærmest. Trods frygten, tågen, mørket, er det rart der i det mindste er en lyd, man kan følge. En der kan vise vej. Så man ved man ikke er alene..

Siden jeg kom herud, har jeg ikke set et eneste dyr. Ikke engang nogen insekter.

Skoven er næsten for stille..

 

Jeg stivnede. Der stod en skygge længere fremme, den stod helt stille, rørte sig ikke spor. Stille og roligt forsatte jeg frem ad, og opdagede det var manden. Jeg stod stille og observerede et minut. Ingen ting. Ikke engang en bevægelse med hånden. Jeg samlede alt mit mod og gik helt tæt på. Leende opdagede jeg det var en dukke. En dukke! Nogen havde bare skræmt os! Men min skulder? Hvem havde så..?

Der var lidt blod på dukken. Da den faldt ned må den have ramt min skulder.

 

Manden stod med en ubevægelig person. Louisa! Han har dræbt hende! Raseriet tog fat, jeg løb hen og hakkede øksen så hårdt jeg kunne. Han faldt død til Jorden, og jeg kiggede på Louisa.

Manden! Nej.. En dukke. Jeg kiggede ned på Manden. Men så Louisas ansigt i stedet.

”Louisa?” jeg ruskede i hende og begyndte at græde. Hvorfor?  Hvorfor gik vi her ud?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...